Der kommer muligvis en ny model fra Saab, Saab 700. I øjeblikket ligger kursen omkring 690 SEK.
Forhåbentlig vender vi ikke tilbage til 96- eller 99-tiden. 900 og 9000 er mere interessante 
En hylende morsom onkel legede igen med AI og bad den om at lave en fiktiv Inderes-310-version (kursmål 310 SEK).
Denne tråd er en fortsættelse af kommentaren: Inderesin kahvihuone (Osa 10) - #10503 käyttäjältä Suppilovahvero.
Tidligere tråde:
Må indrømme, at det er ret sjældent, jeg køber ind i Citymarket. Hver gang jeg gør det, mærker jeg dog et lille stik i hjertet, når jeg ser det samlede beløb ved kassen 
EDIT: Dette relaterer sig til
Man kan regne til Citymarkets fordel, lidt afhængigt af butikken, tilgængeligheden af lokale produkter og i gennemsnit bedre præsenterede frugt-, grønt- og bageriafdelinger end hos konkurrenterne. Men mine egne indkøb har været koncentreret i Lidl, siden jeg stoppede med at arbejde ved kassen i S-butikkerne for godt 10 år siden. Men man kan ikke få alt dér, og så bliver dagligvareindkøbene suppleret fra de nationale kæder. Madudgifterne ville stige betragteligt, hvis man samlede sine indkøb hos Kesko.
Jeg har hørt fra min omgangskreds angående Lidl, at de ikke tør handle der, fordi de ikke kender produkterne. ”Jeg kan ikke finde ud af at handle i Lidl”, direkte citeret, hvilket jeg finder mærkeligt, da der vitterligt står ”kyllingestrimler” på pakkerne med kyllingestrimler. Man hører også ”Natsisiwa”-kommentarer, men dem kan man roligt ignorere. Lidl bragte i sin tid meget velkommen konkurrence til det finske dagligvaremarked.
Jeg har i mit hoved skitseret forskellige milepæle for at konkretisere udviklingen i vores families porteføljer. Et af de klareste skridt har været, at bruttoafkastet i min og min kones porteføljer nåede samme niveau som min egen årlige bruttoløn.
Nu, efter omkring 3,5 års volatil rejse, kan jeg med glæde konstatere, at jeg har nået det niveau, om end det indtil videre kun er et enkeltstående tilfælde. Præstationen varmer på et tankemæssigt plan, fordi det i princippet – hvis det opnås konsekvent – ville gøre det muligt for en af os at forlade arbejdslivet. Jeg føler ikke en brændende trang til FIRE, men jeg kan lide tanken om at være økonomisk uafhængig, især i disse usikre tider.
Så længe den beløbsmæssige vækst i porteføljerne fortsætter, bliver det naturligvis lettere at nå målet år for år. I år ville en gentagelse af dette kræve en vækst på omkring 50 % i begge porteføljer. Jeg hverken tror eller forventer at nå dertil, men jeg får i det mindste lov til at nyde denne følelse af lethed for en stund.
Man kan godt besøge Lidl lejlighedsvis, men de mangler visse produkter, som man kun finder i S-market/Prisma/K-super/Cittari. Og jeg forsøger altid at foretrække indenlandske produkter, hvis prisen er bare i nærheden af den samme som de udenlandske; en prisforskel på omkring +10 % gør mig ikke noget.
Edit: og som aktionær er man nødt til at købe Olvi eller noget produceret af Olvi 
Produktmangel er en meget valid pointe. Lidls produkter har dog i dag en ret høj grad af indenlandske varer.
Sidste år var usædvanligt produktivt (selv Helsinki lå på ca. +30%), så her er der især for en begynderinvestor (jeg siger ikke, at du er det) risiko for at blive blindet for virkeligheden. Man skal dog huske på, at det gennemsnitlige årlige afkast ligger på omkring 7 %. Men det er jo sjovt at lege med tanken, det gør jeg også selv. Og når jeg så sætter de realistiske formler i sving, indser jeg, at der stadig er arbejde, der skal gøres.
Ingen bekymring, med 3,5 års investeringserfaring føler jeg mig stadig som en komplet nybegynder, og jeg kan ærligt talt ikke nævne en eneste styrke, som jeg kunne bruge til at retfærdiggøre, selv over for mig selv, at jeg skulle være en investor over gennemsnittet. Jeg startede min investering ved at ødelægge så meget kapital, at jeg ikke tror, jeg bliver overmodig lige foreløbig. Jeg glæder mig primært over et godt år, den midlertidige medvind det har givet, og at retningen er vendt siden de første skridt i min investeringskarriere.
Da jeg var en ung mand i 90’erne, var jeg på forretningsrejse i Frankrig. Jeg undrede mig meget over det blå-gule logo; mon det var en svensk legetøjsbutik. Jeg gik ikke derind, da jeg ikke havde brug for legetøj, og jeg grinede lidt for mig selv over butikkens navn; det er utroligt svært at udtale, det føles som om tungen vender sig helt om i svælget. Nå, legetøjsbutikken ramte Finland og ekspanderede hurtigt. Og se, nu er jeg kunde i den legetøjsbutik. De har nogle helt utrolige ting blandt deres brugsgenstande. Et køkkenknivssæt, kostede det mon 15 €, man skal lede længe efter bedre knive. Møtrikspænderen er en legende, den kan løsne hvad som helst. Sneakersene var en joke, omend en god en. På en eller anden måde har jeg tænkt, at man tager i den lokale Citymarket for ligesom at “vise sig frem”, for at købe rystende dyre produkter, som efter min mening ikke er af spor bedre kvalitet. Prisforskellen er stor. Men da jeg ikke har lyst til eller brug for at “vise mig frem”, går jeg i legetøjsbutikken. Hvis der er noget, jeg ikke kan finde, får jeg hjælp. Alt fungerer, hvad mere har jeg brug for?
Jeg er med tiden blevet lidt af en S-hader efter at være begyndt at handle i Lidl.
Som tidligere trofast Prisma-fan har jeg nu i omkring et år foretaget 90 % af mine indkøb i Lidl, og jeg har ikke tænkt ret mange gange, at der nu var behov for at tage i f.eks. Prisma for at hente noget. Der er selvfølgelig ikke absolut hver eneste slags frugt eller grøntsag ved hvert besøg, men der er altid snesevis af valgmuligheder, og basisvarerne findes altid. Det samme gælder proteinhylderne og mejeriprodukterne. Selv tjæreshampoo findes i det faste sortiment. Hverdagsindkøbene klares altså uden besvær og billigt.
Der er selvfølgelig også mangler. Brødsortimentet er svagt, da der praktisk talt ikke tilbydes lokale produkter. Bake-off-afdelingen taber også til både Citymarket og Prisma. Og så er der jo trangt i myldretiden.
Men nu hvor jeg er blevet “Lidl-ificeret”, har jeg undret mig over, når jeg har handlet i Prisma, hvordan der aldrig synes at være noget, der kan retfærdiggøre alt det gulvareal, set ud fra kundens tidsforbrug. De samme helt basale kødvarianter i lidt forskellige marinader så langt øjet rækker, fem forskellige slags hakket okse og gris, snesevis af næsten identiske frostkartofler samt makaroni. De samme produkter i hver eneste Prisma. Det føles som det rene vanvid at spilde tid der, når man ikke engang sparer penge eller spiser spor mere varieret.
Kesko (Citymarket) scorer derimod point på netop de områder, hvor Lidl kommer til kort, og som S-mafiaen ikke dækker. Masser af lokale produkter, mere specielt kød og udskæringer udover de sædvanlige kyllingestrimler, egne specialiteter og eksperimenter. Dette afhænger naturligvis af den enkelte købmand, men hvis jeg har brug for noget mere specielt end Lidls standardsortiment, søger jeg 100 % af gangene mod Citymarket.
S-koncernens mindre butikker er det nok unødvendigt overhovedet at tale om her, da prisniveauet igen stiger til det vanvittige (jf. Lidl), og udvalget forbedres ikke ligefrem sammenlignet med K-butikkerne.
Førhen havde jeg indimellem migræne i weekenderne og i ferien, nu har jeg også diversificeret det til hverdagene.
Nu går jeg ind i et mørkt rum og lægger mig. Godnat i hvert fald i et par timer!
Jeg stødte på det første ordentlige tilfælde, der minder om en investeringssvindel eller i det mindste ulovlig investeringsmarkedsføring, og jeg tænkte, at jeg ville dele oplevelsen her, hvis andre skulle være stødt på det samme. Jeg fandt en meget lignende omtale af den samme aktør på nettet:
Jeg blev kontaktet via et cold call, som jeg besvarede af ren nysgerrighed. Opkalderen præsenterede sig som repræsentant for et firma ved navn Minerva Capital fra Japan og bad om min e-mailadresse for at kunne sende yderligere oplysninger om en investeringsmulighed i en unoteret AI-virksomhed. Dette indvilligede jeg også i af ren nysgerrighed. Via e-mail modtog jeg et par links og en præsentation om en virksomhed ved navn Cerebras Systems, hvis børsintroduktion (IPO) tidligere var blevet aflyst. På dette tidspunkt kom der stort set ingen konkret information om selve Minerva Capital. Som en hurtig konklusion på det tidspunkt tænkte jeg vel, at dette Cerebras Systems af en eller anden grund søgte yderligere finansiering via en mægler, efter at børsnoteringen var slået fejl.
Lidt senere modtog jeg et nyt opkald, denne gang fra Polen. I dette opkald blev sagens rette sammenhæng forklaret. Opkalderen var en ganske flink engelsktalende mand, der forklarede mig, at han repræsenterede investeringsservicevirksomheden Minerva, som tilbyder private investorer muligheder for at investere i unoterede virksomheder ”ligesom en institutionel investor”. Under opkaldet blev jeg guidet til forskellige websteder for at ”kontrollere” virksomhedens legitimitet. Efterfølgende ærgrer det mig, at jeg ikke noterede alt mere detaljeret ned, da mit fokus mest gik på, at opkaldet foregik på et hurtigt engelsk med en kraftig accent. Der røg helt sikkert også noget forbi mig.
Opkaldets hovedindhold var groft sagt:
Opkaldet sluttede, og jeg var stadig meget skeptisk, men helheden virkede ved førsteøjekast ret professionel. Der blev ikke presset på for beslutninger, hvilket øgede tilliden. Virksomhedens hjemmeside var udvendigt overraskende pæn og troværdig, selvom man ikke kunne se kildekoden eller overhovedet kopiere ting. Derudover findes der også en rigtig virksomhed i investeringsbranchen under navnet Minerva, såsom Minerva Growth Partners, hvilket i hvert fald i starten førte mig på afveje, da jeg fandt indhold i søgeresultaterne, der validerede denne ”rigtige” Minerva.
Jeg ved ikke, om jeg er i stand til at finde noget i det japanske virksomhedsregister, men jeg fandt i hvert fald ikke dette Minerva Capital derinde. Dernæst bad jeg en AI om hjælp til at lave en tjekliste over, hvilke tilladelser et sådant investeringsselskab skal have for at markedsføre sig i Europa. AI’en kom frem til det krav, at en investeringsservicevirksomhed, der markedsfører sig i EU, som minimum skal have ét af følgende:
Jeg fandt ikke gennem mine egne undersøgelser noget bevis for, at nogen af disse var opfyldt i tilfældet Minerva Capital. Disse to ting var nok til mine egne konklusioner, og dertil fandt jeg også den ene kommentar om en lignende oplevelse. Det måtte være svindel.
For nylig kom så det tredje opkald, og jeg afsluttede det ved at fortælle, at der ringede for mange advarselslamper hos mig, og at der ikke var opbygget nok tillid. Efter en kort ordveksling lagde han røret på, og der har ikke været nogen opkald siden. Jeg synes, det er interessant, hvor lidt jeg har hørt om erfaringer med den slags. På den anden side blev jeg lidt overrasket over mig selv over, hvordan jeg på et tidspunkt halvt troede på denne tilfældige type fra den anden side af kloden.
Er der nogen, der har talt, hvor mange miner man kørte i på KØB-anbefalinger sidste år?
Nu hvor det statslige selskab VR også har udvidet til Sverige, kan man ikke længere være helt sikker på, om de rapporterede passagertal kun er de finske tal, eller om tallene fra Sverige også er inkluderet.
Fremover vil en stadig større del af omsætningen komme fra Sverige.
Hvordan er det kommet så vidt? Man ser alt for mange af disse lignende nyheder. Hvordan KAN det være muligt, at al værdighed ved at gå i graven i fred til sin tid, omgivet af bekendte, kære mennesker og kærlighed, i en velfærdsstat – nu i stedet er at gå bort fastbundet alene til en stol. Kan nogen fortælle mig, hvordan det er kommet dertil? Det skræmmer mig at blive gammel, når man ikke ved, om det bare bliver mere og mere vanvittigt. Jeg er dybt bedrøvet.
Lidl har en bestemt plads i mine egne indkøb. Jeg bruger den til spontane frugtkøb – i Lidl kan man ofte få de lidt mere eksotiske frugter (lychees, granatæbler, kaktusfigner osv.) markant billigere end i K- eller S-butikkerne. På den anden side kan man ikke regne med, at alt altid er tilgængeligt; nogle dage kan udvalget være helt elendigt, men ofte finder man noget lækkert til at pifte det hele lidt op.
Vi bruger ret meget frugt herhjemme, så vi er semi-kiloprisfølsomme. Den lokale Citymarket har ganske vist et godt udvalg, men priserne er indimellem helt vanvittige, når man bevæger sig uden for det basale sortiment.
Det bliver sandsynligvis endnu vildere. Befolkningens aldring garanterer, at ressourcerne i fremtiden vil være endnu knapere. Man må håbe på kunstig intelligens og humanoid-robotter til hjælp 
Befolkningens aldring er ikke et midlertidigt fænomen
Finlands befolkning i pensionsalderen fortsætter sin hurtige vækst gennem hele prognoseperioden, også i 2040’erne. I 2050’erne vil der bo omkring 1,5 millioner mennesker i pensionsalderen i Finland, og i 2050 vil hver syvende finne være over 74 år gammel.
Gennem hele prognoseperioden stiger antallet af de allerældste, det vil sige personer over 84 år. Det vokser særligt hurtigt fra begyndelsen af 2030’erne, og væksten fortsætter kraftigt helt frem til 2050’erne.
– Selvom de langsigtede befolkningsprognoser indeholder betydelige usikkerhedsfaktorer, er især den kraftige vækst i den ældre befolkning uundgåelig i alle dele af Finland, understreger MDI’s ledende ekspert Rasmus Aro, som har udarbejdet befolkningsprognosen.
– Dette store demografiske skifte vil udfordre serviceproduktionen i både kommunerne og velfærdsområderne (hyvinvointialueet) i fremtiden.
Andelen af den arbejdsdygtige befolkning, det vil sige de 20–64-årige, af den samlede befolkning vil falde, og antallet af personer i pensionsalderen i forhold til de arbejdsdygtige vil stige.
Har Esperi Care ikke allerede én gang udmærket sig inden for forsømmelse med døden til følge for en klient, så det er et under, at driftstilladelsen stadig eksisterer.
Hej herfra nattevagten.
Jeg vil prøve at forklare det så jordnært som muligt. Jeg har arbejdet i ældreplejen i omkring 15+ år. Størstedelen har en form for demenssygdom. Nogle i mild grad, men en stor del ved ikke, om det er jul eller midsommer. Nat eller dag. År 1930 eller 2026.
Om begrænsninger og “at binde folk.”
Der findes forskellige former for begrænsninger. Blandt andet at holde sengehestene oppe, hygiejnedragter og for eksempel det at binde folk.
Når man taler om at binde, handler det om, at en borger bliver “spændt fast” i f.eks. en G-stol med en skridtsele. Lidt ligesom selerne i en autostol til børn. Ved at bruge ordet “binde”, får man det bevidst (clickbait) eller ubevidst til at lyde meget mere voldsomt, end det egentlig er. Idéen er for eksempel at forhindre personen i konstant at vandre omkring, falde og lave andre ulykker. Selen kan f.eks. bruges til det formål, at borgeren bliver siddende under måltidet. Eller at de sidder sammen med de andre og ser tv eller lytter til præsten, der besøger plejehjemmet, osv.
Sengehestene hæves for borgerens egen sikkerheds skyld. Så de ikke falder ud og kommer til skade. Så de ikke begiver sig ud på egen hånd for at lede efter deres far, mor, hest eller tager afsted kl. 03:25 til banken, efter blåbær i skoven, på apoteket osv.
Hygiejnedragter. En heldragt med lynlås i ryggen. Dette forhindrer, at personen piller i sine bleer og gør sengen våd. Og ikke spiser sin egen afføring. Ja, du læste helt rigtigt. Det er ikke bare én eller to gange, man har oplevet nogen, der har smagt lidt på “chokoladen” eller trillet en sjov kugle eller malet sengehestene.
Til hver eneste begrænsning skal der søges om tilladelse fra en læge. Separat for hver eneste borger. Plejepersonalet har ikke beføjelse til at begrænse borgere på eget initiativ. Lægen bestemmer. Plejerne præsenterer og begrunder behovet, og lægen tager beslutningen.
Begrænsninger bliver ikke lavet for at genere nogen. Nej. De bliver lavet for borgerens eget bedste og sikkerheds skyld. Prøv at gætte, om det frustrerer plejerne, når det her bureaukrati er gået så vidt, at hver eneste gang du f.eks. sænker sengehesten i forbindelse med morgenbadet, skal det registreres i computersystemet. Og når du hæver den igen, skal det registreres. Hver eneste gang. Fuldstændig “spildt dokumentation”, den tid kunne bruges på noget fornuftigt, men sådan er det blevet. På den anden side er det godt for bl.a. plejernes retssikkerhed.
Jeg kender ikke den konkrete sag fra Åbo (Turku). Det kan være, at der ikke er brugt en officiel skridtsele. Det ved jeg ikke. Det kan være, at der er brugt noget mere uofficielt. Jeg hverken forsvarer eller fordømmer plejerne, men det er usandsynligt, at de har handlet forkert med vilje eller af ondskab.
Demenssygdomme er noget helt forfærdeligt. En læge konstaterede engang til et kursus: - Demens er en dødelig sygdom, som der ikke findes en kur mod. Demens er noget lort.
Det er meget almindeligt, at en 90-årig lille dame leder efter sin mor hele natten. Hvad gør man? Lader man damen vandre og gå ind på de andre beboeres stuer og vække hele huset? Bedøver man hende fuldstændig med medicin? Hæver man sengehestene for at sikre beboerens og de andre borgeres nattesøvn? Fortæller man den vandrende dame, at hendes mor døde for årtier siden? Venter man på, at hun efter at have vandret hver nat i et par måneder, falder og brækker hoften? Skal en plejer følge denne dame 24/7 og lade være med at passe de andre? Det er vel nemt, ikke…?
Dette er bare et enkelt hverdagseksempel fra den virkelige verden. Det ville være godt for alle at besøge institutionerne og se, hvad arbejdet går ud på, og hvilke situationer og beslutninger man er nødt til at tage. Jeg siger dette neutralt og i bedste mening. Sådan her er det. Alt muligt kan ske, og det gør det også. Inden for handicapområdet findes der så endnu andre typer begrænsninger. Det kender jeg ikke så godt til. Jeg ved dog, at nogle f.eks. har en ishockeyhjelm med gitter på. Ganske enkelt for ikke at bide stykker af sig selv.
Sådan her er det. Desværre. Jeg kender ikke den skyldige, og jeg kan ikke finde på en. Den største skyldige er egentlig menneskets stigende levealder. I gamle dage døde man som 50-årig i en lille røgstue. I dag er 90+ eller 100+ helt normalt. Man vandrer rundt på gangene med bukserne om omvendt i årevis. Motoren kører, men der er ingen i førerkabinen. Alt krudtet er vådt.
Jeg siger det direkte, som det er. Med over et årtis erfaring. Jeg pynter ikke på det. Der er intet smukt ved, at en mor ikke kender sit barn, og barnet ikke længere kender sin mor. Nu går det måske op for nogen, hvorfor man ikke må have giftige blomster på afdelingen. Hvorfor alt er låst. Selv opvasketabs er blevet smagt på nogle steder. Sådan er det, når man er dement. Det er brutalt umenneskeligt lort. Der er en tid og et sted for begrænsninger.
EDIT: Jeg ved ikke meget om investering og aktieudvælgelse, men jeg ved i det mindste noget om plejesektoren. Jeg kom til at tænke på gamle dage under ble-runden. Hvis alle praktiksteder og alt tælles med, har jeg set hverdagen i over ti forskellige plejehjem. Private, kommunale og selvejende institutioner. Jeg husker ikke ét eneste grelt overgreb med hensyn til begrænsninger. Faktisk heller ikke mindre overgreb. Nogle begrænsninger er dog genstand for fortolkning, afhængigt af hvem der ser på det, og fra hvilken vinkel. Hvis man tænker f.eks. skridtsele vs. beroligende medicin. Visse typer medicin er jo også en begrænsning, by the way. Men jeg er aldrig stødt på noget groft misbrug. Aldrig.
Og nogle gange bliver begrænsningerne endda fjernet. For eksempel i en situation, hvor en borger tidligere har pillet meget i sine bleer, men på grund af svigtende kræfter ikke længere orker at rode med sine efterladenskaber, så tages hygiejnedragten ud af brug.
Og lige et par trøstende ord til sidst: Jeg garanterer og forsikrer, at folk som hovedregel har fået rigtig god grundlæggende pleje alle de steder, hvor jeg har arbejdet eller været i praktik. Man kan ikke pleje eller helbrede alt. Tiden rækker ikke til alt. Der findes simpelthen ikke en korrekt fremgangsmåde eller vejledning til alt. Man er ofte nødt til at indgå forskellige kompromiser. Men overordnet set tåler al pleje og alle begrænsninger dagens lys, og de er udført på den måde, som det nu er muligt med de ressourcer og de kliniske retningslinjer, vi har.
-Suppis-
