Dine overvejelser rammer virkelig plet, når man tænker over meningen med livet.
Dit indlæg fik mig til at reflektere over min egen livssituation nu og mindes den fase, hvor det føltes som om, intet var nok – medmindre man udskød sine egne drømme lidt.
Din nuværende livsfase; travlhed og bekymringer, en følelse af utilstrækkelighed og en følelse af, at man ikke kan eller når at udleve sine egne drømme.
En så velkendt følelse for dem, der lever eller har levet i hverdagen med småbørn.
Konstant travlhed – ingen tid til egne hobbyer, ingen tid til egne drømme, ingen tid til egne tanker.
Ingen tid til at sove. Ingen tid til at gøre det, man har lyst til. Det føles som om, det virkelige liv er et andet sted, og man bare præsterer i sit eget liv.
Tingene går ofte ikke helt, som man håber. Der kommer så mange variabler undervejs. Men går tingene ikke alligevel for det meste til det bedste?
Det får man måske en vis vished om, efterhånden som årene går. Der kommer de øjeblikke af overlevelse og erkendelser af, at man kan lykkes via mange forskellige veje.
Tiden til at gøre sine egne ting skal nok komme, når børnene begynder at kunne klare sig selv. Selvom din yngste er fyldt 15 år, har han eller hun ikke længere brug for aktiv tilstedeværelse hele tiden, men dog at man er i beredskab.
Og selv når afkommet begynder at klare sig helt selv, starter andre typer bekymringer – for dem, for deres børn og for alt muligt. Hvad kan man ikke alt være bekymret for? Et menneske er altid et menneske, menneskelig indtil sin død.
Jeg har lært at tænke, at nu hvor børnene begynder at klare sig selv, er det vigtigste, at jeg føler, jeg har været tilstrækkeligt til stede i deres hverdag.
Tilfredsheden i denne alder, hvor børnene begynder at flyve fra reden, øges af, at man føler, ens eget liv er meningsfuldt.
At man udfører et meningsfuldt arbejde.
At man stadig får lov at leve ved siden af sine børn og hjælpe dem på deres præmisser.
Man lærer at nyde, at der endelig er tid til sig selv efter arbejdsdagene. Lærer at nyde, at ingen har brug for en. Lærer at nyde lediggangen. Lærer at fylde sin fritid med meningsfulde aktiviteter. Drømmer stadig stort nok til at kunne opnå små drømme.
Man lærer at stole på, at ens kæres liv flyder af sig selv. Lærer at acceptere, at man ikke kan påvirke alt.
Måske har man med alderen lært, at ingen kan være perfekt som forælder, ægtefælle, ven, medarbejder eller i nogen som helst anden rolle. At indrømme over for sig selv, at dette er godt nok.
