Mika Aaltola videre som ekspert. Som det finske folks leder og i en stor beslutningstagerrolle, er det absolut ikke videre.
Kunne det tænkes, at Haavistos mørke sider alligevel findes af dem, der kalder ham “homopeksi” – altså den gruppe, der under ingen omstændigheder ville stemme på ham på grund af hans seksuelle orientering? Med andre ord har disse ting ingen indvirkning på valgresultatet.
For blot et par år siden var NATO et skældsord for et stort flertal af finnerne, lige fra De Sande Finner (Sannfinländarna) til Venstreforbundet (Vänsterförbundet).
RKP’s kandidat Nils Torvalds talte for NATO-medlemskab i 2018 og fik vist under 2 % af stemmerne. Ingen andre kandidater ønskede overhovedet at diskutere emnet eller afviste det fuldstændigt.
Ahtisaari var en fremtrædende person uden for den daglige politik, nemlig FN’s undergeneralsekretær – mange troede endda, at han var FN’s næstvigtigste person, da de ikke vidste, at der findes flere af disse undergeneralsekretærer. Ahtisaari var også konstant synlig i tv-nyhederne i forbindelse med fredsforhandlingerne i Namibia.
Han blev dog ført frem som præsident af Lasse Lehtinen, Loka Laitinen og folkets elskede fiktive karakter, handelsråd Paukku.
Ahtisaaris kandidatur blev banet gennem tv-programmet Hyvät Herrat.
Det var en helt utroligt dygtig lobbykampagne fra mænd, der ønskede at stoppe Kalevi Sorsas vej mod at blive præsidentkandidat.
Ahtisaari havde også SDP’s partiapparat bag sig og fik støtte som kandidat gennem en åben afstemning. Mika Aaltola har ikke rigtig nogen af delene i sigte.
Olli Rehn har efter min mening den bedste position i anden runde som en politisk midterkandidat, som få hader eller afskyr, men paradokst nok kan han samtidig få svært ved at nå anden runde, hvis han står over for to karismatiske kandidater, der samler mange stemmer. Da han heller ikke har ret mange stærke støtter uden for det svækkede Centerparti (Keskusta).
En yderligere udfordring for Rehn er Paavo Väyrynens mulige kandidatur, som kan tage kritiske stemmer i første runde. Her kan historien meget vel gentage sig: Ironisk nok røg Väyrynen ud før anden runde ved valget i 1994, da centerpolitikerne Eeva Kuuskoski og Keijo Korhonen stillede op via vælgerforeninger og delte de centerorienterede stemmer → Elisabeth Rehn gik videre til anden runde.
For eksempel har Haavisto mange fanatiske støtter, men på den anden side også mange (omend ikke så mange som Halla-aho) næsten lige så fanatiske modstandere. Og De Grønnes partibog er ikke ligefrem det hotteste lige nu.
Vælgerforeningerne gør situationen lidt speciel. Det er både Centerpartiets og De Grønnes klare mål at udnytte præsidentvalget fuldt ud og derved øge partistøtten og synligheden i en svær situation. Begge partiers opbakning og synlighed i oppositionen er i en meget udfordrende position, så dette kan være den eneste mulighed for at forbedre sit image, før valget til Europa-Parlamentet i 2024 og kommunal- og regionalvalgene i 2025 står for døren.
Hvilken bedre måde at mobilisere tilhængere på end at gøre valget til et maraton: Først indsamles støtteerklæringerne, og derefter piskes valgkampen op, og (begge håber) at ens egen kandidat når anden runde, så man kan maksimere omtalen og få valgt sin egen mand som præsident.
Jeg undrer mig primært over, med hvems stemmer Olli Rehn skulle kunne nå til anden runde?
Centerpartiet – det nuværende ikke-store parti – vil næppe støtte ham bredt; en pro-europæisk mand, der opfattes som en storbybo (stadilainen). Rehns chancer ligger primært i, at Samlingspartiets kandidat er tilstrækkelig svag, og at der derfra ville komme ekstra stemmer, så han kunne konkurrere med Halla-aho om, hvem af dem der skal møde Haavisto.
Hvis Halla-aho stiller op – hvorfor skulle De Sande Finner så ikke stemme på ham, deres egen mester?
IMO… meningsmålingerne giver indtil videre et forvrænget billede. Alt for positivt for Rehn og negativt for Halla-aho. Rehn og Aaltola er i disse målinger som tidligere tiders Kuuskoski-Vikatmaa’er, Uosukainen’er osv. … målingerne er først pålidelige, når kandidatopstillingen er færdig. Samlingspartiets kandidat vil få en meget afgørende betydning og vil afgøre Rehns skæbne. Halla-aho har sikre 20 % bag sig – hvis han stiller op. Hvis ikke – så skal min spekulation laves helt om.
Spørgsmål til dem, der ser Rehn som en seriøs udfordrer: Har I nogensinde hørt ham tale? Jeg har personligt aldrig mødt en anden politiker, hvor det er lige så pinefuldt og lammende kedeligt at lytte til vedkommendes indlæg til ende. Herunder et eksempel fra Europa-Parlamentet.
Mika Aaltola stiller op som en ægte kandidat for en vælgerforening til ræset. Iveren har været tydelig længe.
Vi er et skridt tættere på Dream Teamet:
Haavisto
Rehn
Aaltola
Stubb
Halla-aho
Urpilainen
Situationen er virkelig forfærdelig. Saulis sko er enorme, og ingen af dem kan udfylde selv den ene af dem. Sauli var særdeles kompetent og præsentabel (med Jenni som en ekstra bonus) til enhver form for situation, begivenhed eller statsbesøg. Sauli havde, når det var nødvendigt, en naturlig autoritet og ekspertise til at styre landets indenrigspolitik. I de seneste års pludselige kriser var Sauli den faderlige fornuftens stemme, støtte og tryghed, mens “SoMe-pigeministrene” fjumrede rundt i alle mulige retninger.
Man bliver alvorlig som borger. Et dyk i institutionens kvalitet og troværdighed virker uundgåeligt. Alle, der indtil videre er på listen, har så store svagheder og mangler i forhold til det embede, at situationen virker skræmmende allerede på forhånd.
Jeg er desværre fuldstændig enig. Alle kandidaternes karisma – som skaber den naturlige faderlige autoritet, der kræves i embedet – er på niveau med en karklud sammenlignet med den siddende præsident.
Jeg er enig med de foregående – her opstår der sandsynligvis igen et præsidentielt vakuum på 12-18 år efter en meget populær præsident, hvilket også skete efter Mauno Koivisto. Koivisto overskred også partiskel i sin popularitet og nød stor respekt. Den sidste præsident, der deltog i krigen. Kritikken er hovedsageligt kommet i bagklogskabens lys.
I Ahtisaaris tid faldt præsidentens anseelse, og træt af det og primært stukket i ryggen af sine egne, det vil sige socialdemokraterne (demarit), ønskede han ikke at søge en anden periode.
I år 2000 var der simpelthen mange, der ikke længere ønskede at være præsident, og ved valget var der primært middelmådigheder, og med undtagelse af Centerpartiet (Keskusta) takkede spidskandidater som Lipponen og Niinistö nej. Dermed tiltrådte alt andet end “hele folkets” præsident, nemlig Tarja Halonen. Den siddende præsident, som dog nød venstrefløjens tillid, var svær at fortrænge, og Niinistö tabte knebent.
I bakspejlet kan man konstatere, at det var godt, da de sidste 6 år har været usædvanligt svære tider, og Finland havde brug for netop en præsident som Sauli, der forener folket.
Krigen slutter næppe før valget, og udenrigspolitikken samt den nye NATO-æra vil kræve en person som Niinistö, der samler folket. Selvom præsidenten ikke har økonomisk-politisk magt, er han på den anden side også i stand til at fungere som en slags eksportfremmekonsulent. Præsidenten skal også kunne samarbejde med regeringen, selvom statsministerens ideologi og politik ligger langt fra hans egen.
Jeg påstår ikke, at der ikke findes denne evne blandt kandidaterne, men problemet er, at det er svært for dem at forene folket, som i denne SoMe-verden er ekstremt splittet på modsatrettede akser.
Venstreforbundet opstiller egen kandidat:
Sidste gang fik Merja Kyllönen 3 % i 1. runde.
Haavisto udfylder tydeligvis Sales karismavakuum bedst af kandidaterne. Der er værdighed i hans fremtræden og også en hel del respekt fra folket.
At Aaltola går med, gør spillet interessant. Aaltola er fuldstændig overlegen i brugen af sociale medier og kan derigennem opnå stor folkelig popularitet. Desuden skal han have ansigtet frem i de traditionelle medier på samme måde som i 2022, da han havde sæsonkort til A-studio.
Jeg håber, at Stubb stiller op som kandidat. Efter min mening ville han være en fremragende kandidat ved siden af de navne, der allerede er bekræftet, og dem, der svirrer i rygtebørsen. Stubb ville være et moderne visitkort for Finland på de internationale arenaer.
Det ville det jo være, men Stubb kommer ikke til at stille op; det har han klart sagt, og han trives bedre i sit nuværende job. Hvis Stubb vil, så gætter jeg på, at han stiller op om otte år og bliver valgt.
“Hvis De Sande Finner ønsker at opstille mig som deres kandidat til næste års præsidentvalg, står jeg til rådighed.”
Og dermed har vi (næsten sikkert) fået endnu en konkurrent med i kapløbet.
Jussi Halla-aho kommer næppe med i anden runde. Også for Haavistos vedkommende er situationen i hvert fald delvist afhængig af socialdemokraternes kandidatopstilling.
De Sande Finner (Perussuomalaiset) har ikke opnået samme opbakning ved præsidentvalg som ved parlamentsvalg. Og det er svært at se, at Halla-aho skulle kunne samle opbakning på tværs af partiskellene.
Førstedamer interesserer mig ikke, men det er svært at se, at jeg ville kunne stemme på Haavisto til at lede landets udenrigspolitik efter Al-hol-rodet. Jeg gætter på, at en hel del andre også har helt saglige grunde til ikke at stemme på Haavisto.
Der er endnu ikke rigtig meldt en kandidat til løbet, der passer til mig. Som det ser ud nu, kommer der nok heller ikke til at melde sig nogen.
Fortiden er ingen garanti for fremtiden, men ved præsidentvalgene i 2000, 2006 og 2012 har det været tilstrækkeligt at få 20 % af stemmerne i første runde for at gå videre til anden runde. Jeg tror ikke, at det antal stemmer bliver et problem for Halla-aho.
Det tror jeg også selv.
I så fald ville der være 2 gode kandidater i anden runde.
Halla-Ahos problem er, at han primært samler de konservatives stemmer. Haavisto samler derimod venstrefløjens og de liberales stemmer.
Halla-Aho skal føre en virkelig dygtig kampagne for at få stemmer fra midten og de liberale på højrefløjen til sig, ellers taber han anden runde.
Man ved så ikke, hvordan Samlingspartiet (Kokoomus) reagerer, eller snarere… om Stubb går med.
Det kan stadig blande kortene.
Højre-venstre-opdelingen bliver ikke det afgørende i anden runde – de moderate stemmer afgør det.
Hvis Halla-Ahos tilhængere råber op i “homo-kommi”-stil om Haavisto – tager Haavisto en let sejr.
Halla-aho samler sandsynligvis kun Sannfinländarnas (Perussuomalaiset) stemmer. Ikke meget andet. Haavisto samler hele venstrefløjen, hele puljen af de højre-liberale og en stor del af Samlingspartiets (Kokoomus) konservative stemmer, som ikke bryder sig om Halla-ahos populistiske retorik. Jeg gætter på 70-30 til Haavisto mod Halla-aho.
Og mængden af taktiske stemmer vil blive stor. Folk vil gøre alt for, at Halla-aho ikke bliver præsident eller når anden valgrunde.
Jeg gætter på, at Haavisto i alle tilfælde vil tage en let sejr mod Halla-aho.