Jeg sad lige og så A-studio, og alle de deltagende folketingsmedlemmer mente, at pensionerne skal sættes op, og de laveste pensioner med mindst 100 euro. Ingen taler om, hvordan det skal finansieres. Alle har masser af idéer til, hvordan skattekronerne kan ødsles væk, men ingen er samtidig bekymrede over den stigende skat på arbejde. Skatten er i forvejen på et niveau, hvor det ikke længere kan betale sig at tage lavtlønsjob som ekstraarbejde ved siden af et andet job, når halvdelen går til skat eller skattelignende afgifter. Motivationsproblemerne er altså ikke kun begrænset til dem, der lever af overførselsindkomster, men også til personer, der kunne arbejde mere, men hvor det på ingen måde giver mening, hvis f.eks. halvdelen af en timeløn på 12 euro går til skat.
Der kommer helt sikkert ikke nogen væsentlige reformer af skatten på arbejde, hvis man ikke er klar til at skære i de nuværende samfundsfinansierede ydelser eller støtteniveauer. Intet parti virker til at være klar til dette. Selv Kokoomus reklamerer med at være et højreorienteret parti, men i virkeligheden er det fuldstændig venstreorienteret med kun små borgerlige strejf. Et godt eksempel er, at Juhana Vartiainen kan hoppe fra Socialdemokraterne til Kokoomus, uden at hans politiske holdninger ændrer sig.
Finland er fuldstændig i snor hos pensionisterne og den ældre generation. Da de udgør de største vælgermasser (med en høj valgdeltagelse er deres vægt betydeligt større end deres faktiske andel af befolkningen), føres al politik med henblik på den ældre befolknings behov. De andre får kun lige akkurat nok til, at det hele hænger sammen.
Man kunne sagtens tage højde for den forventede levealder ved afstemninger og give de unges stemmer mere vægt, da det er dem, der skal døje med dette samfund i fremtiden. Da den forventede levealdersfaktor også reducerer de unges fremtidige ydelser, ville det være meget logisk. Nu er situationen ved at være den, at dem på modtagersiden i samfundet har de største vælgermasser, så man kan jo direkte udlede derfra, hvilken slags politik der føres.
Hele det finske politiske system burde sprænges i luften og bygges helt op forfra. Det er ved at blive sådan et faldefærdigt skur, at der ikke længere er mulighed for at reparere fundamentet uden at det bliver utroligt dyrt.
Selv Sipilä havde alle mulige visioner, da han gik ind i politik. Men det endte bare med, at det politiske maskineri forvandlede en tilsyneladende fornuftig fyr til en magtbegærlig politiker, der fisker efter de store vælgermasser. Hvorfor findes der ikke nok lyst til reformer i Finland til at skabe forandring? Jeg går ud fra, at mange herinde også stemmer på de systemopdragede politikere, der er flasket op i den politiske suppedas, og så undrer man sig over, at der ikke sker nogen forandring.
Finland har virkelig brug for en politiker som Trump til at ryste hele systemet lidt og få nogen til at udstikke en retning. Uanset om det er godt eller skidt, så er forandring virkelig tiltrængt. I Finland er der praktisk talt én linje i alle sager, og man må kun afvige en lille smule fra den linje for ikke at blive stemplet som en, der tænker forkert. Selv Jussi Halla-aho ses som politikkens værste fjende, bare fordi han har en afvigende mening, selvom hans argumenter er langt mere logiske end mange andre politikeres.
Hvis en politiker kom til fornuft og krævede fornuftige besparelser, ville det praktisk talt være politisk selvmord. I Finland er der en helt mærkelig opfattelse af, at man ikke må røre ved allerede opnåede goder betalt af skatteydernes penge. Man burde kunne skære i dem ligeså vel som at sætte dem op. Arbejdsmarkedspensioner, der allerede udbetales, kunne man uden videre skære ned til et niveau, der svarer til det, der faktisk er optjent. Hvorfor skal de nuværende pensionister have ret til at nyde overdimensionerede pensioner i forhold til, hvad de har sparet op?
Nu er der egentlig bare brug for et par diktatoriske centralbankchefer til at lade økonomien kollapse med alt for store renteforhøjelser, så reformer bliver tvunget igennem andre steder end kun i Finland. Verdensøkonomien kunne derefter genopbygges på ny.
Der var i øvrigt lige en nyhed om, at skovens levedygtighed kun bevares, hvis skovene brænder tilpas ofte. Præcis den samme logik gælder for økonomien, som nu er blevet lappet på så mange måder, at helheden ikke kan blive sund igen uden et kollaps.
Det er godt nok interessant, hvordan man i politik aldrig får udrettet noget som helst. Udover stemmefiskeri, selvfølgelig.
Onklen vil ikke nå at se bunden af krisen, så det er bare at træde speederen i bund som de kinesiske drenge.