Første indlæg, så sig endelig til, hvis der er etikettefejl.
Jeg læste tråden “Porteføljer på hundredtusinder – Hvor kommer pengene fra?” og det fik mig til at tænke på, om I kan give et skøn over, hvor mange flere penge en familie bruger sammenlignet med en single, og hvilken indvirkning det har på opsparingen. Der var meget snak om, hvad en almindelig lønmodtager kan spare op, og i hvert fald efter min egen mening føles det ret nemt at spare op alene.
Jeg har selv drømt om, at der en dag ville være mulighed for at få børn, men da velstand er en forlængelse af autonomi, bekymrer tanken om at ende i “den stigende levestandards fælde” og ikke længere kunne spare op mig.
Kan I give et skøn over, hvordan jeres egen opsparing ændrede sig i løbet af livet på “single → par → familie” -kontinuummet, og om I er i stand til (eller stadig har lyst til) at spare op på samme måde som før? Er der nogle livsråd, hvis målet med ens aktieopsparing er, at man en dag kan købe et dejligt parcelhus sammen med en sød person?
Jeg har ikke selv været det igennem, men har selvfølgelig fulgt det fra sidelinjen. Det er sværest at spare op som single, indtil man har en familie med flere børn i teenageårene. Det er lettest at spare op som par, når udgifterne er mindst og indkomsten fordoblet.
Når børnene er små, bruger man ikke så mange penge. Tøj, barnevogne og bleer osv. koster jo noget. Daginstitution er måske den største udgift, ca. 300 €/md. Når de bliver ældre, og fritidsaktiviteterne begynder at tage fart, opstår der helt andre behov.
Det er stadig muligt for to arbejdende mellemindkomster at spare op, selvom man har parcelhus, bil og børn. Hvis man altså vil.
Personligt ændrede min livsanskuelse sig markant med børnene, og det at samle på pengebunker føles ikke længere som et mål. Jeg sætter meget mere pris på min egen have (selvom et parcelhus er et pengehul) og et godt, helt almindeligt familieliv, hvor hverdagen er let.
Hvis det altså kun er aktieopsparing, det drejer sig om, så har det været ret lineært. Først begrænsede nettolønnen fra det første job aktiekøbene, da den var lille, som par var nettolønningerne allerede lidt større, og faldet i de relative boligomkostninger frigjorde flere penge til f.eks. investeringer. Med erfaring og børn er lønniveauet efterhånden et helt andet, hvilket betyder, at man som slutresultat, understøttet af den allerede opbyggede portefølje, fortsat kan investere lidt mere.
Når den yngste starter i børnehaveklasse (læs: daginstitutionsgebyret på 295 euro skifter til 50 euro for fritidsordning), frigøres det næste skridt til investering selvom det på det tidspunkt naturligvis er “småpenge” i forhold til udbytterne.
Som enlig studerende kunne man klare sig for ca. 650 €/md. ved at bo i bofællesskab.
Som par i en toværelses lejlighed 800 €/md./pers. Restaurantbesøg og husleje steg i takt med de disponible penge.
I en familie med ét barn i en lejet treværelses 1100 €/md./pers.
I en familie med to børn i en ejer-treværelses 1200/md./pers. Låneafdrag + fællesudgifter udgør den største stigning. Hertil kommer senere daginstitution for det andet barn, omkring 100-130 € delt på to. Jeg ser ikke udgifterne stige yderligere herfra; vi har nået vores maksimale levestandard. Intet fravælges for at spare, men meget fravælges, fordi det ikke føles prisen værd.
Tanker om udgifter for børnefamilier
Der går overraskende meget til bleer, 10-22 cent/ble, og der bruges adskillige om dagen.
Babyer får bryst og grød og senere mos; hvis man laver det selv, er det praktisk talt gratis. Babymad (Piltti) fås til 2,6 €/kg i Prisma og Lidl.
Daginstitution er en stor post; for det første barn kostede det 200 €/md., for det andet i en anden kommune mærkeligt nok kun 100 €, selvom indkomsten var den samme.
På restauranter kan børn under 5 år spise enten gratis eller for nogle få euro.
Tøj kan fås for et par euro i genbrugsbutikker, dragter til 5 €, sko til 3-7 euro osv. Der går næsten ingen penge til tøj. Tøjet kan også genbruges til de næste børn.
Edit: Autostole er dyre, 200-350 € fra ny, men man klarer sig selvfølgelig med et par stole til alle børnene, så længe man timer familieforøgelsen rigtigt
Velstand giver tryghed og letter hverdagen for børnefamilier, når man ved, at man for eksempel i forbindelse med sygdom kan bruge egne penge på at få god behandling.
På grund af en (relativ) mangel på formue bør man dog ikke lade være med at få børn eller udskyde at få dem. Tallene i Nordnet-porteføljen ændrer deres betydning i det øjeblik, man tager på fødegangen for første gang.
Som nævnt ovenfor koster små børn ikke mange penge. De største besparelser kommer fra den livsstilsændring, børn ofte fører med sig, når tingene bliver prioriteret anderledes.
Som et andet punkt vil jeg sige, at livsstil og valg påvirker udgifterne for børnefamilier i lige så høj grad som for dem uden børn. Et parcelhus på landet og brugen af to biler er ikke en nødvendighed, men et valg, den enkelte familie selv træffer. Det samme gælder for meget lange perioder med hjemmepasning (kotihoidontuki), hvor familierne i praksis er afhængige af én indkomst fra en person i arbejde.
Jeg gjorde selv noget lidt dumt: i forbindelse med mit nye job købte jeg et parcelhus, en sommerbil og fik endda et barn til.
Selvfølgelig er den del, der bliver til overs til opsparing, nu mindre end før med en lav løn, og for første gang i mit liv er jeg nødt til også at lægge et budget for de månedlige udgifter.
Der er dog ingen egentlige mål for investeringerne, og der ryger nye penge i porteføljen, hvis det sker. Porteføljen lever dog primært sit eget liv uafhængigt af de øvrige penge i økonomien.
Jeg overvejede længe disse beslutninger, men jeg kom frem til, at boligmiljøet, familien og de ting, man nyder, er vigtigere for mig end aktiv opsparing og at få porteføljen til at vokse.
Der skete i øvrigt en ændring i de ret høje daginstitutionsgebyrer, som flere allerede har nævnt, fra 1. marts i år. Jeg opdagede det selv helt tilfældigt, og det kræver egen aktivitet at få rabatten, hvis man tidligere har betalt maksimum og derfor ikke har indsendt sine indkomstoplysninger. De hævede nemlig indkomstgrænserne for den højeste takst med 33 %, hvilket betyder, at man selv med betydeligt højere indkomster kan få lavere takster.
I OPs artikel er kvadratmeterprisen blevet sammenlignet. Jeg gætter på, at et parcelhus sluger et par kvadratmeter mere end et rækkehus/en lejlighed, hvilket forvrænger billedet. @Nihkeilija ville sikkert sige, at man ikke skal købe et gammelt parcelhus . Vi boede selv i et ældre, stort rækkehus (i praksis et parcelhus. 3 boliger med store haver, og vi lavede alt selv). Diverse renoverings- og indkøbsomkostninger løb op i ca. 150 € om måneden, uden at vi overhovedet lavede en større renovering. Og man brugte en hel masse af sin egen tid på alverdens projekter. Sidste år begyndte stigningen i omkostningerne at se så stejl ud, at vi solgte hele boligen i foråret, og jeg har ikke fortrudt det til dags dato. Og jeg kommer næppe til at købe en ejerbolig igen.
Som en overgang herfra til emnet: De værste udgifter i forbindelse med børn er nok netop pasningsudgifter og boligudgifter. Man er gradvist flyttet i noget større og større. Og når der er flere kvadratmeter, er der plads til, og behov for, flere ting. Hvis jeg havde forstået at bo betydeligt mere trangt og som følge heraf havde købt mindre/ryddet oftere ud i det unødvendige, ville vores familie også have sparet 50.000 € på ti år. Og man ville ikke have behøvet at gå på kompromis med komforten på nogen måde.
Og man skal måske heller ikke undervurdere de omkostninger, en bil nummer to medfører. Hvis man kan bo tættere på alt for 250 €/md. mere, men uden bil nummer to, så er der stadig en besparelse.
Ofte har udgifterne det med at stige i takt med indkomsten, uanset hvad familiensituationen er. Makaroni og kødhak-snask smager fint hver anden dag i studietiden, men i arbejdslivet begynder det samme tempo nemt at hænge en ud af halsen. Det kræver ret hård selvdisciplin at fortsætte et asketisk studieliv i årtier. Og der er heller ingen mening med det.
Børn øger naturligvis udgifterne. Den største enkelte post, i hvert fald i vækstcentre, er sandsynligvis bolig. Der findes jo de her historier om, at 5 personer lever et perfekt liv i en toværelses i Kallio, men… På den anden side kan boligen i nogen grad også ses som en måde at opbygge formue på.
Der står en del ovenfor om, at små børn er billige, men man glemmer det vigtigste, nemlig at med et lille barn skal der være nogen, der bliver hjemme. Hvis det er ægtefællen, påvirker det naturligvis ikke ens egen indkomst, men måske bør man se på økonomien som en helhed for familien, og så er påvirkningen betydelig.
Det er selvfølgelig muligt, men hvis man har brug for f.eks. en bolig med 3 soveværelser, så er lejligheden/rækkehuset ikke meget mindre. Man plejer selvfølgelig at flytte til noget større, som f.eks. fra en lejlighed til et parcelhus, og så fungerer sammenligningen af omkostninger per kvadratmeter ikke.
Den største forskel er, at man blev nødt til at anskaffe en større lejlighed/et større hus. Der bruges væsentligt mere på mad; det er ikke alle, der kan lide grød. Oven i det kommer alle de småting som mobilregninger, tøj og fritidsaktiviteter. Meget afhænger af partneren, om alt deles 50/50, eller om man er familiens pengepung. Alt dette påvirker naturligvis ens investeringer negativt.
Når vi er flest, er vi 5. Det var ikke nemt at finde et hus til en rimelig pris, der var altid ét værelse for lidt.
Man skal huske, at 70 m2 i et rækkehus eller en lejlighed oftest er 70 m2. I et parcelhus af tilsvarende størrelse kan der være f.eks. 90 m2, da dele af kælderen eller rum på overetagen ikke tælles med i boligarealet i det omfang, loftet er for lavt. For eksempel var vores gamle rækkehus 120 m2, men der var ca. 160 gulvkvadratmeter.
EDIT. Her sker der faktisk det modsatte, det vil sige, at kvadratmeterne stiger, så udgiften pr. kvadratmeter falder
De væsentligste ting er jo allerede blevet behandlet her. Daginstitutioner er dyre, der bruges meget på tøj (så find en partner, der er interesseret i at købe kvalitet billigt på loppemarkeder), måske er der endda brug for større biler, og man ender i hvert fald med at købe en større bolig. Og ja, et parcelhus er en voldsom investering, men hverdagen er fantastisk nem med små børn, når de nemt kan komme og gå.
Som en nuance er der disse forsikringer. En sundhedsforsikring tegnet før fødslen er sikkert god at have, men efter et par år bør man vurdere, om den stadig er nødvendig. Når man tager selvrisiko og besøgsfrekvens i betragtning, er forsikringen måske slet ikke rentabel. Hvis du desuden har opsparing og investeringer, har du så virkelig brug for en forsikring til at dække en udgift på et par hundrede? Alvorlige sygdomme behandles under alle omstændigheder i det specialiserede sundhedsvæsen.
Og husk, at man i Holland næsten ikke udskriver antibiotika mod mellemørebetændelse – langt de fleste tilfælde går over af sig selv. Dette styrker også barnets immunforsvar generelt, så behovet for behandling mindskes yderligere. Jeg har det indtryk, at en stor del af de lægebesøg, der dækkes af forsikringen, er den slags helt unødvendige ”mit barn har haft feber i to dage, kan jeg få antibiotika”-besøg.
Der går naturligvis mere til mad. Ferier koster det dobbelte på grund af antallet af billetter, større værelser koster mere, og vandlande koster.
Man skal dog huske, at både du og dine børn kun har ét liv. Spar derfor de rigtige steder. Overvej, om et køb virkelig er nødvendigt, eller om det er noget, der giver minder for livet. Hvis ikke, så kan den nye vinterjakke og LOL Surprise MegaBox blive i butikken.
Det er værd at få børn, hvis naturen tillader det. Det helt rigtige tidspunkt findes aldrig, så det er bedre at få dem før end senere. Så kan man også nå at nyde sine børnebørn, mens man stadig er frisk.
Her er der også det moralske aspekt, om man tager på ferie eller investerer. Det er et nemt svar for en enlig, men vil man tage den rejse fra børnene?
Selvfølgelig kan man også bruge sin sunde fornuft her.
Her er der også det moralske aspekt, om man tager på rejse eller investerer. Et nemt svar for en, der bor alene, men ønsker du at fratage børnene den rejse?
Man kan selvfølgelig også bruge sund fornuft i denne sag.
Dette er sandt. Man får trods alt mindet fra rejsen, så i den henseende er det værd at tage af sted. Børnene husker i sidste ende ikke andet fra rejsen end palmerne og sandstrandene (hvis der er tale om en ferie sydpå), så rejsen kan gøres på mange måder rent økonomisk. Lejlighedshotel, mad fra supermarkedet, leg i bølgerne. Det er de vigtigste ting. En lejebil i en dag eller to.
Men selvfølgelig skal alt sættes i forhold til indtægter og udgifter. Hvis man ikke har pengene, så tager man ikke af sted. Det kan ikke betale sig at rejse, hvis det de facto betyder nulopsparing eller forbrugslån. En ferierejse er kun en borgerrettighed i en venstreorienteret tankegang
God præcisering vedrørende parcelhusbolig. Køb ikke et gammelt parcelhus, medmindre du er Jorma Piisinen eller har kassen i orden.
Jeg er ikke selv nogen Jorma, men lønudviklingen har været gunstig, så jeg har kunnet håndtere de nødvendige renoveringer. Vi betaler i øjeblikket også ”boligafgift” til os selv til fremtidige renoveringer. Fordelen ved ældre huse er de skide store grunde og som regel en god beliggenhed.
Hvad angår udgifterne til børn, så øger et barn under 2 år ikke omkostningerne med mange tiere. For et barn i børnehavealderen er der institutionsbetaling på ca. 300 € + 100-200 € til tøj, legetøj, fritidsinteresser og mad. Ingen erfaring med teenagere.
Problemet for os fattige er, at man med et begrænset budget ikke køber nyt, men at det enten er gammelt eller meget gammelt. Når børnene først går i skole, er det ikke bare lige sådan at flytte ud på bøhlandet. Jeg venter på, at jeg om 10-15 år kan sælge huset og flytte i rækkehus.
selvom det på det tidspunkt naturligvis er “småpenge” i forhold til udbytterne.
. Vi boede selv i et ældre, stort rækkehus (i praksis et parcelhus. 3 boliger med store haver, og vi lavede alt selv). Diverse renoverings- og indkøbsomkostninger løb op i ca. 150 € om måneden, uden at vi overhovedet lavede en større renovering. Og man brugte en hel masse af sin egen tid på alverdens projekter. Sidste år begyndte stigningen i omkostningerne at se så stejl ud, at vi solgte hele boligen i foråret, og jeg har ikke fortrudt det til dags dato. Og jeg kommer næppe til at købe en ejerbolig igen.
