Jeg klarede mig uden bil, indtil jeg var 29, da jeg næsten altid kunne låne en bil af mine forældre, når det var nødvendigt. Faktisk havde jeg ikke brug for en bil dengang, men jeg ville have en af sociale årsager. Jeg gad ikke rigtig rejse med offentlig transport, så jeg endte med at sidde for meget hjemme.
Jeg sætter pris på bilfrihed, og det er et kæmpe pengeslug. Drømmen ville være, at min nuværende bil var min sidste, men vi må se, når man vænner sig til en bil, er det svært at give slip. Kilometerstanden er selv i et normalt år kun 10.000 eller endda mindre, hvis jeg har været en flittig cykelpendler. På grund af corona er kilometerstanden faldet til under det halve.
Bilvalgene har været irrationelle, idet jeg har købt begge nye, og den første beholdt jeg kun i 6 år, selvom jeg kun kørte 60.000 km. Begge har jeg købt kontant, fordi jeg skyer gæld. I virkeligheden har mine investeringer, trods mine dumheder, givet så godt, at det ville have været mere rentabelt at have gæld både til bil og bolig. Boliglånet betalte jeg også af i sin tid på tre år på bekostning af min investeringsportefølje. Delvist derfor er jeg stadig fattig, da jeg ikke har vidst, hvordan jeg skulle udnytte gælden, og har spildt penge på nye biler.
Den første bil kostede med dæk og alt 26.000 € og den nuværende 31.000 €. Den første bils livscyklusomkostninger var lidt under 400 €/måned (372 €/måned er min erindring, men det kan også have været 392…). Dette inkluderer afskrivning, forsikringer, service, skatter, benzin osv. Da jeg betalte kontant, var der ingen finansieringsomkostninger, men hvis man betragter porteføljens udvikling som alternativ indtjening, ville det have været mere rentabelt at betale flere procents rente for bilen.
For den nuværende bil beregner jeg 500 €/år mere i afskrivning på grund af den højere anskaffelsespris, men hvis jeg beholder den længere, bliver den måske ikke meget dyrere end den forrige.
Drømmen ville være, at økonomisk uafhængighed var opnået om 8 år, når den nuværende bil er 10 år, og det pessimistiske scenarie er, at jeg først opnår det om 13 år, omkring min 50-års fødselsdag. På det tidspunkt vil pendlerturene bortfalde, og jeg kunne måske give afkald på bilen. Jeg skal dog nok følge lidt med i, hvordan livet former sig, hvis jeg stopper med at arbejde, og hvordan det påvirker kørselsmængden. Det påvirker også, hvor stor porteføljen er vokset til på det tidspunkt, og hvilken levestandard den muliggør. (Tanken er at give afkald på bilen for at reducere udgifterne, men hvis porteføljen er stor nok, er det måske ikke nødvendigt.)
På en eller anden måde skal jeg dog kunne komme ud på langrendsporet, selv som pensionist, så måske er en bil eller en flytning tæt på et langrendspor stadig nødvendig.
Edit. Oprindeligt endte jeg med at købe en ny bil delvist, fordi jeg ikke seriøst stræbte efter økonomisk uafhængighed. Jeg har altid vidst, at det med en sparsommelig natur ville ske engang. Dengang, som ung mand, var der selvfølgelig en mulighed for, at en kvinde og børn ville komme ind i mit liv og ændre mine pengevaner. Til den anden var der en for mig atypisk bilfeber, og det gav ingen mening at bytte den, men måske føler jeg, at den bil, jeg har nu, er mere min egen og afspejler mig selv.
Delene kostede omkring 200 €, installationen tog omkring 2 timer, da jeg selv er amatør, og med disse kan man så køre i yderligere 10 år 
Ikke en dårlig investering.
