Egen boligs rolle i formueopbygning

Der kom så meget diskussion om bolig i tråden om investeringsmål, og en der foreslog at flytte beskederne, så jeg tænkte, jeg ville åbne en sådan.

Der er en separat tråd for bilisme, så hvor

16 Synes om

I mit tilfælde gjorde det at bygge et parcelhus det muligt at øge sikkerheden til investeringslejligheder.

For 5 år siden byggede vi et parcelhus, som dengang krævede et lån på 340.000 €. Banken vurderede af en eller anden grund ikke grunden til nogen værdi, så de 340.000 € var ejendommens værdi. Nu, et par år senere, da ejendommen blev vurderet, var den ifølge mæglerens vurdering 500.000 € værd. Med denne “værdistigning” og de afdrag, der er foretaget på lånet, fik vi nok sikkerhed til at købe to investeringslejligheder. Hvis jeg bare havde boet i en lejlighed, ved jeg ikke, om jeg ville have opnået så meget sikkerhed/værdistigning. Der var selvfølgelig en del arbejde med at bygge huset, selvom vi købte et typehus som en halvfærdig løsning.

12 Synes om

Interessant emne.

Jeg bor selv på en måde, der næppe er optimal for en person, der ønsker at spare så meget som muligt. Det er dog bestemt heller ikke den dyreste løsning, og jeg tror, at en husejer kan opnå en del besparelser gennem egen indsats og interesse. Frem for alt er det at bo i et stort parcelhus på en egen, rolig grund dog et spørgsmål om livskvalitet for os. Privatlivet, nærheden til naturen samt de utallige muligheder med eget hjem og grund. Selvfølgelig er bagsiden, at tingene skal holdes ved lige, og det kræver både tid og penge.

Vi bor i et parcelhus bygget i 90’erne i udkanten af en mindre by. Der er godt en times kørsel til hovedstadsområdet (Helsinki-regionen). Huset har plads nok til selv en større familie, og der er kontorer, legeværelser til børnene og opvarmede garageanlæg. Selvom vi kun har boet her i nogle få år, har det allerede vist sig at være så fremragende et sted, at hvis man spørger nu, skal børnene have lov til at vokse op her, indtil de bliver voksne.

Så til omkostningerne.

For det første er huspriserne her i de mindre byer lave. Efter min egen vurdering fik vi huset til en lidt reduceret pris, da salget kom i stand via en bekendt sælger. Hvis man sammenligner med ejerboliger i hovedstadsområdet, kan man tilsyneladende for vores huss købspris få en toværelses i udkanten af Helsinki eller en gammel etværelses i brokvartererne. En kollega har et hus, der minder meget om vores, men langt ude i Espoo. Prisen er næsten tre gange så høj som vores hus, og grundarealet er forsvindende lille. Selvfølgelig ville lejebolig være en mulighed, men af en eller anden grund er jeg mere til ejerbolig og parcelhus, så sådan er det.

Hvis man ser på de faste årlige driftsomkostninger, ser det nogenlunde således ud (skøn baseret på hukommelsen):

  • El og varme ~2000 €
  • Ejendomsskat 400 €
  • Vand 600 €
  • Affaldshåndtering 200 €
  • Indboforsikring 400 €

Hertil kommer selvfølgelig bilen, som man måske kunne forsøge at undvære i byen. For mig personligt har bilens brugsværdi dog vist sig at være så stor, at det er svært at se et scenarie, hvor jeg ville skille mig af med den. Når alle disse udgifter deles med konen, bliver det ikke til det helt store beløb.

Med lånet delt i to og en lang løbetid ser det ud til, at man for tilsvarende månedlige totaludgifter (lån + renter + faste omkostninger) kunne leje en 60-kvadratmeters toværelses i brokvartererne, en etværelses i Punavuori eller en 90-kvadratmeters i Mellunmäki. Renterne svinger dog så voldsomt, at beregningen i bedste fald er vejledende. Især da jeg trækker beløbene lidt ud af den blå luft og kun lægger dem sammen i hovedet.

Den væsentligste forskel ligger nok i vedligeholdelses- og reparationsomkostninger. Der er mange småindkøb, som en lejer i en etageejendom ikke selv foretager eller har brug for: plæneklipper, trillebør, røgalarmer, sneskovl, værktøj, haveslange, for blot at nævne nogle få. Jeg er i den heldige position, at jeg godt kan lide at nørkle i haven, og småreparationer går fint.

Der bliver nok lavet lidt overfladisk renovering stort set hvert år. Nogle år er det noget helt småt, andre år noget større. Og så er der de tekniske renoveringer: Tagrenovering, vandskade eller større anlægsarbejder. Selvom man gør meget selv, løber omkostningerne stadig op. Heldet er, at disse ting kommer relativt sjældent, hvis man holder tingene ved lige. Og så er det jo dejligt at kunne grave sine egne kartofler op med børnene en sommermorgen, selvom man selvfølgelig ikke tør regne på kiloprisen.

Til sidst lidt om boligens værdi. Det er selvfølgelig umuligt at sige, hvor boligpriserne selv i de store byer ligger om 20-30 år, men man må formode, at prisudviklingen er bedre end for vores hus. Mentalt har jeg allerede nedskrevet værdien af vores hus i min balance. Selvom der er tale om et kvalitetshus på en flot grund, kan der være få købere om flere årtier. På den anden side, hvis man holder tingene i stand, vedligeholder fornuftigt og gør meget selv, tror jeg på, at vores boligomkostninger set i et perspektiv over årtier vil være ganske rimelige.

24 Synes om

Det ville være rart at høre en diskussion her om værdistigningen på fast ejendom, hvis det er i et velhavende område, eller hvis der f.eks. er et dyrere hus eller en kendt person i området osv. Kan den slags ting hæve priserne i område x?