Jeg er hverken Atte eller direktør, men jeg svarer alligevel 
Disse kan kun kommenteres på et generelt plan, da allianceaftaler er meget projektspecifikke (nogle gange ret komplicerede konstruktioner) og normalt ikke er offentlige. Generelt bruges traditionelle bonusser og sanktioner ikke i samarbejdsbaserede kontraktformer såsom alliancer; i stedet er hele entreprenørens fakturering baseret på de faktiske byggeomkostninger samt forskellige honorarer.
Entreprenørens honorarer består normalt af en fast del og flere incitamentsdele. Den faste del (inkl. overhead, lønomkostninger til funktionærer og dækningsbidrag) er det, som entreprenøren angiver i sit tilbud ud over målomkostningen (nogle gange fastlægges den endelige målomkostning først i løbet af udviklingsfasen). Incitamentsdelen er baseret på et kontraktspecifikt incitamentssystem, der indeholder forskellige mål fastsat af bygherren. Målene vedrører næsten altid målomkostning, tidsplan, kvalitet, sikkerhed og miljø, men der kan også være andre.
Hvis f.eks. målomkostningen eller tidsplanen underskrides, modtager entreprenøren en tillægsbonus (ud over det faste honorar) i henhold til en procentdel defineret i kontrakten.
Hvis der derimod f.eks. sker en overskridelse af målomkostningen, deles de overskridende omkostninger mellem bygherren og entreprenøren i henhold til en aftalt procentsats, hvilket dermed reducerer entreprenørens faste honorar. Og så videre.
For hvert mål defineres et specifikt beregningsgrundlag for bonus/sanktion.
Selvfølgelig kan der i kontrakten også være såkaldte direkte sanktioner eller grundlag for opsigelse ved grove forsømmelser, såsom sort arbejde eller brud på arbejdssikkerheden, men håndhævelsen af disse er generelt sjælden, og på børsnoteret niveau burde det aldrig komme på tale.
Samarbejdsbaserede modeller (herunder projektledelseskontrakter) falder ofte i god jord hos store entreprenører (læs: børsnoterede byggefirmaer), og de lobbyer også kraftigt for disse, især over for bygherrer, der er omfattet af udbudsloven. I udbud af samarbejdsbaserede kontrakter lægges der mere vægt på kvalitet (normalt virksomheds- og personreferencer), hvorved valget ikke er så råt baseret på den laveste pris som ved en fastpriskontrakt. Desuden indeholder disse næsten altid en udviklingsfase, i løbet af hvilken entreprenøren kan fakturere bygherren for lønningerne til de funktionærer, der deltager i projektets planlægningsfase (som en del af det faste honorar eller som et separat honorar for udviklingsfasen). Bygherren har også en meget høj barriere for at skifte entreprenør efter udviklingsfasen, hvorved man allerede har fået en fod indenfor.
Generelt kan man sige, at entreprenørens økonomiske risiko er meget mindre i et allianceprojekt end i en kontrakt med fast pris. På den anden side er indtjeningspotentialet begrænset.
Dette er altså et svar på et helt generelt plan. Jeg ved intet om de aftaler, Kreate har indgået.