Mængden af kontanter i porteføljen giver anledning til overvejelser. Mange gemmer traditionelt kontanter til gode købsmuligheder. Det er også almindeligt at sælge aktier med den hensigt at købe dem tilbage billigere senere. Ofte lykkes timingen dog ikke. På den anden side kan man mene, at man altid bør sætte sine kontanter i arbejde, det vil sige være 100 % investeret i aktier, og at de nødvendige rokeringer foretages fra én aktie til en anden i stedet for at gemme på kontanter.
Selvfølgelig er en buffer til leveomkostninger en sag for sig, og enhver ved, hvad de har brug for til det; der menes ikke, at man skal investere hver eneste euro.
Det ville være interessant at høre jeres meninger om dette. Hvis man modtager et større beløb i kontanter, bør investeringen af disse selvfølgelig times, men det er en sag for sig.
Jeg betragter selv kontanter som en investering i et værdiforringende værdipapir udstedt af ECB. I min egen “krigsøkonomi” er der kontanter nok til, at jeg kan klare mig uden tvangssalg af aktier. Jeg overlader trygt timingen til eksperterne.
Jeg har lært om mig selv, at det er meget svært for mig at beholde kontanter afsat til investering (i hverdagen er det derimod meget nemt). Kontanter skaber en forfærdelig FOMO, og jeg ender altid med at finde på en undskyldning for at købe noget. Nu hvor nulrentetiden forhåbentlig er forbi, kan man måske placere kontanterne i korte obligationer og tænke, at disse er “investeret”, så man ikke behøver at føle angst over, at uproduktiv kapital ligger uvirksom hen.
Da jeg selv i høj grad er en sikkerhedsorienteret udbytteinvestor, irriterer kontanter mig, når de ikke engang giver det beskedne årlige afkast på 5 %. Man burde turde være næsten all-in, når man nu nøjes med en så sikker strategi som udbytte.
Jeg bruger selv et fast beløb som en reservefond til såkaldte regnvejrsdage, og det er helt adskilt fra mine investeringsaktiviteter. På investeringssiden har jeg normalt meget lidt kontanter, da jeg ikke kan finde ud af at time markedet. Jeg har længe i praksis været fuldt investeret i aktier.
Problemet med kontanter i langsigtet investering er nemlig, at de ikke giver noget afkast.
Jeg var tidligere den “omhyggelige økonom”, du beskrev; hvis jeg solgte, var det straks videre til et nyt investeringsobjekt. Så kom de usikre tider, og heldigvis skiftede jeg investeringsselskab lige i starten af nedgangsperioden, og jeg havde en del kontanter. Jeg ventede på bunden og begyndte derefter at investere spredt hver måned, men efter et halvt år kom der igen et lille fald, hvor 10 % forsvandt. Jeg ventede, men usikkerheden voksede; aktieporteføljen var uændret, mens fondsporteføljerne stod i kontanter. Jeg fik mere tryghed fra en investeringsrådgiver og opnåede et samlet afkast på lige under 40 % over tre år. Nu står vi igen i en ny krise, de tidligere resultater blev næsten nulstillet, og jeg holder nu 15 % af min formue i kontanter.
Jeg har selv forsøgt at holde en andel på omkring 5 - 15 % af porteføljen i kontanter. I perioder med ”tydelig” overvurdering forsøger jeg at hæve kontantandelen til den øvre ende af det interval, tættere på 15 % og nogle gange endda højere, og når kurserne falder, begynder jeg gradvist at købe aktier gennem tidsmæssig spredning og sænker kontantandelen til tættere på 5 %. I øjeblikket ligger kontantandelen tæt på de 15 %, og her omkring årsskiftet er jeg begyndt at afsøge potentielle opkøbsmuligheder mere aktivt i tilfælde af, at vi får et ”dip” i starten af året svarende til det, vi så i efteråret. Min holdning til kontanter er, at da de ikke giver noget afkast (bortset fra indlånsrenten), forsøger jeg at undgå at sidde med en kontantbeholdning, der er for stor i forhold til markedssituationen, i mere end et år.
Jeg har i øjeblikket omkring 13 % af min portefølje i kontanter. Før var jeg “All In”, det vil sige, at aktievægten var næsten 100 %. Nu har jeg virkelig ro i sindet, når jeg ubesværet kan reagere på kursændringer. Og jeg har tænkt mig at holde den på de 10-15 %. Indimellem er kontantandelen selvfølgelig lavere, hvis jeg har et kortsigtet trade kørende. Dem kan man også fint kaste sig over, når man har en lidt større kontantbeholdning. Før i tiden, da alle pengene var “på arbejde”, var det virkelig skræmmende, når det buldrede på markedet og kurserne faldt, og man ikke havde mulighed for at reagere.
Og så er der en separat kasse til væddemål. Både de penge, der er afsat til investering og til væddemål, holdes naturligvis adskilt fra de øvrige midler i privatøkonomien. Jeg øger kontantbeholdningen fra hver måneds løn og fra betting-kassen, hvis der akkumuleres tilstrækkeligt med gevinster dér. Hver måned går der også automatisk en lille bid til en investeringsfond.
Meget aktuelt emne efter min mening! Jeg taler her om investeringsformue og den kontante beholdning deri.
Kontanter er også en position, og efter min mening er det undervurderet. Det kan være et valg på lige fod med at “holde” aktiver. I den nuværende situation er inflation naturligvis en ubehagelig faktor, da den udhuler købekraften, men hvis alternativet er en reduktion af kapitalen gennem faldende kurser, kan inflation være det mindste af to onder.
I de foregående år var jeg selv “all-in” og investerede alle de midler, jeg kunne skrabe sammen, og der var vist også en smule gearing ind imellem. I efteråret sidste år begyndte jeg at skifte til kontanter, og i foråret i år begyndte kontantpositionen at nærme sig 70 %. Min største overvejelse er, hvornår jeg skal begynde at købe, og hvad jeg skal købe. Sandsynligvis lidt efter lidt, og ifølge min nuværende plan vil jeg sprede købene over de næste 1-1,5 år. Jeg er altså stadig i høj grad i “bear-mode”. Det kan være, at bunden er nået, og at jeg ikke får fat i alle afkastene selv med tidsmæssig spredning, men der er så meget usikkerhed i luften. Min egen strategi er også ved at ændre sig fra ren vækstaktieinvestering mod en anden type portefølje.
Sammenfattende: Jeg har accepteret, at jeg tager et tab svarende til inflationen i cirka et år og går glip af potentielle bunde, men det er en kalkuleret risiko.
En erfaren investor ved, at der næsten med sikkerhed vil komme gode og bedre købsmuligheder i de kommende år (med undtagelse af visse raketvirksomheder, der virkelig erobrer verden og aldrig igen i din levetid vender tilbage til tidligere niveauer efter f.eks. en kursstigning på 500 %).
På trods af dette har jeg selv et næsten tvangspræget behov for at sætte kontanterne i arbejde. Når udbyttet går ind på kontoen om foråret, er det sjældent, at der 365 dage senere er noget tilbage som kontanter; alle pengene er brugt på at købe flere aktier. Mentalt er det meget svært at vente på en bedre købsmulighed i f.eks. 5 år. Ventetiden føles lang.
Eksempel:
For et år siden sagde en person til mig noget i retning af, at jeg var dum, fordi jeg holdt kontanter på en lønkonto med 0 % i rente, og spurgte, hvorfor jeg ikke tog et udbytteafkast på 4 % fra virksomhed X. Værdisætningen er moderat… Når man ser på kursudviklingen nu, er aktien faldet med 40 %. Det svarer groft sagt til, at omkring 10 års udbytte er forsvundet fra børskursen.
På nogle tidspunkter kan det betale sig at have en kontantbeholdning, i andre situationer ikke. Bagefter kan man altid være bagklog og sige, at man havde ret i sit gæt, da man forsøgte at time markedet. Dem, der gættede forkert, holder derimod mund og håber på, at familiemedlemmer ikke spørger ind til, hvordan det går med aktieinvesteringerne.
Min egen situation lige nu: 0 euro i kontanter på investeringskontoen og en gearing på under 10 % af aktieporteføljens værdi. Ønsker jeg, at jeg havde masser af kontanter nu? Helt bestemt. Jeg købte dyrt op for tidligt, og brugen af gearing for tidligt er noget, jeg fortryder med den viden, jeg har nu. Nu venter jeg bare på næste forårs udbytte, så jeg kan komme på indkøb igen, hvis der er noget billigt at købe til den tid.
Problemet med kontanter er, at det bliver helt afsindigt dyrt at holde dem over en tilstrækkelig lang periode.
I hvert fald for en almindelig mand som mig, der ikke tror på, at jeg kan time markedet godt nok til, at alternativomkostningen ved kontanter (lad det være det gennemsnitlige afkast på børserne, selvom jeg sigter efter mere) ville blive dækket ind. Samtidig har jeg altid tænkt, at man ikke er tvunget til at købe, hvis man ikke finder noget godt at købe – er det så markeds-timing, dovenskab i forhold til at lede efter gode cases eller noget helt andet? Jeg anser dog stadig det at undgå fejl for meget vigtigt, og hvis man ikke har haft tid til at undersøge noget ordentligt, så kan man selvfølgelig godt have kontanter stående i et stykke tid. Det er også rart at kunne lægge lidt mere i en startposition på én gang, hvis det er endt sådan. I gennemsnit ligger jeg dog ikke og ruger over ret meget ekstra i hjørnerne.
Det føles dumt at dele disse billeder efter afslutningen på et år med sådan en omgang øretæver, hvor 100 % cash ville have slået porteføljen med længder. I det lange spil kommer rigdom gennem investering dog bare ved at hænge på, både i medgang og modgang.
I praksis har jeg dog bemærket, at jeg justerer min gearing lidt på samme måde, som en mere forsigtig person justerer sin kontantvægt (ved udgangen af sidste år var der næsten ingen gearing, i år er gælden derimod øget en del). Ville en mere rationel person køre med den valgte gearing år efter år?
Da jeg ikke selv er nogen af de ovennævnte, er min tilgang til kontanter på investeringskontoen på et helt almindeligt dødeligt niveau: de bliver sat i arbejde baseret på eget skøn og dartkastning. Som udgangspunkt ligger kontanterne ikke i bunden af porteføljen i mere end et par måneder. Og normalt skyldes de par måneder også, at jeg skal have samlet en tilstrækkelig pulje sammen, da Nordnets “nuttet” (ihqt) handelsomkostninger er relativt store for mig.
En portion kontanter i porteføljen er som et par gamle og fugtige kiks bagerst i skabet: de har mistet deres værdi over tid, men i et øjebliks desperation giver de mærkværdig trøst på en mørk mandag morgen, når selv Juhla Mokka-kaffen er sluppet op, og man må forsøge at bevare livsglæden med koffeinfri formalet kaffe
Med venlig hilsen,
30 % af porteføljen i kontanter
Under sommerens uro var der på sit højeste 15 procent i kontanter, altså en aktievægtning på 85 %. Nu er vi tilbage i den vante og trygge aktievægtning på 130 %.
Kontanter i porteføljen udgør i øjeblikket ca. 40 %. Kontanter er ikke ubrugelige, i modsætning til hvad bankrådgivere hævder, men har derimod en værdi som en option. Jeg havde succes med kontanter, da jeg gik ind i coronakrisen med en næsten fuld kontantvægtning. Som følge af krisen faldt min formue næsten ikke, og takket være kontanterne kunne jeg købe en betydelig mængde aktier på bunden, som sidenhen er steget mange gange i værdi. Dette er en succesfuld udnyttelse af kontantoptionen. Jeg “timede” ikke markedet, men kontantvægtningen skyldtes, at jeg ikke havde fundet investeringsemner, der opfyldte mine investeringskriterier.
På den anden side ved pokerspillere, at en beslutning kan være rigtig, selvom resultatet ikke er ønskværdigt. Kontanter følger samme logik som en forsikring: du betaler et beløb (inflation) for at dække et økonomisk tab ved en bestemt modgang. En forsikring kan være nyttig, selvom du aldrig får brug for at anmode om forsikringsdækning. Der er situationer på markedet, hvor man kan være praktisk talt sikker på, at der i fremtiden vil komme et tidspunkt, hvor man kan købe en aktie billigere end i dag. Hvis man udvider denne tanke yderligere, kan man sige, at der i fremtiden vil være en aktie, som er en bedre handel (deal) end den handel, du overvejer nu. Alt for ofte ender man med at overvåge ét bestemt selskab og vente på et kursfald. Det sker ikke nødvendigvis.
Inflation og de efterfølgende rentestigninger er derimod ikke et problem, der specifikt vedrører kontantpositionen, men påvirker økonomien og forbrugsbeslutninger generelt. Har I bemærket i detailhandlen, hvordan resultaterne har været ganske fine, men værdien af varerne på lager er vokset eksplosivt i løbet af det seneste år? Med hvilken bruttomargin vil disse blive solgt i den nærmeste fremtid? Når pengestrømmene svækkes, forværres virksomhedernes økonomiske position.
Næsten alle aktievalg er gået godt. Set i bakspejlet burde jeg have satset større, ikke fordi kurserne er steget, men fordi min analyse af selskabernes kvalitet var rigtig, og jeg alligevel ikke traf en investeringsbeslutning. Nogle markedskommentatorers syn på dommedag er for perfekt – i praksis ville dommedag kræve, at alle forsøg på at undgå dommedag slog fejl. Finanskrisen var et sådant ekstraordinært svigt. Ekstreme synspunkter stemmer sjældent overens med virkeligheden.
Det ville være interessant at høre synspunkter fra Inderes’ modelporteføljeteam om dette, da de typisk har 10-20 % i kontantbeholdning. Jeg ville især være interesseret i at vide, om dette primært skyldes købs-/salgsrestriktioner, og om porteføljen næsten altid ville være fuldt investeret i den hypotetiske situation, at man kunne foretage køb og salg uanset Inderes’ anbefalinger? Det vil sige, at når en købsmulighed opstod, kunne man bare omfordele penge fra en mindre god investering. Som det er nu, starter modelporteføljen altid bagud i forhold til indekset, når en del af porteføljen er i kontanter.
For mig personligt er det i hvert fald meget svært at allokere kontanter til investering, og derfor har jeg besluttet slet ikke at prøve. Heldigvis kommer der allerede et fornuftigt beløb ind hver måned til geninvestering (ca. 0,8 % af aktieporteføljens størrelse), så på den måde får man i det mindste købt aktier, når de er billige. Tidligere brugte jeg også en større gearing, men nu hvor renterne er steget, har der været en fristelse til at afdrage hurtigere, selvom renterne i vid udstrækning blev sikret i perioden med lave renter.
Uden handelsrestriktioner kunne modelporteføljens investeringsstrategi og kontantvægt naturligvis være en anelse anderledes, da det for eksempel ville være lettere at udnytte kortsigtede specialsituationer. Kontantvægten ville dog næppe være nul alligevel, men dette ender som en hypotetisk overvejelse, da virkelighedens begrænsninger er, hvad de er
Normalt har jeg holdt kontanter på 5-10 % af porteføljens samlede værdi. Det er selvfølgelig ikke kun beregnet til investering, men delvist også som en buffer til uventede udgifter.
Når det kommer til timing af markedet, er min tro på egne evner så begrænset, at jeg ikke har holdt en større kontantbeholdning af den grund. Måske med den undtagelse, at aktiekøbene i juli og august blev udskudt til efteråret, da det ikke føltes rigtigt at købe ind til kurser, som efter min mening var steget alt for hurtigt. Derefter var der lidt mere råderum til at foretage opkøb i efterårets dysterhed. På den anden side havde jeg brugt de ekstra kontanter i første halvdel af juni på kurser, der var faldet pænt; her hjalp visheden om, at feriepengene snart ville komme, selvfølgelig mentalt på denne beslutning.
Her var der i det mindste på kort sigt glæde ved en større kontantbeholdning, men jeg stoler ikke nok på mit held til, at dette vil være holdbart i det lange løb. Indtil jeg lærer at blive en bedre og mere velinformeret investor, holder jeg mig til min plan.
