Jeg mistede troen her. Jeg indrømmede min fejl, solgte aktierne og tog et tab på ca. -19.600 euro. Det er trods alt ikke en katastrofe, når man tager i betragtning, at resten af porteføljen er på omkring 700.000 - 800.000 euro, og jeg fik dækket tabet nogenlunde ved at sælge noget andet med gevinst, men det irriterer mig da alligevel. Afkastet har været -81,88 % siden starten af 2020. Den første købsposition fra 2020 er nede med -91,08 %. Der kom da i det mindste ca. 3.700 euro i bruttoudbytte gennem årene. Samlet set har jeg altså fået tæsk for ca. -16.000 euro. For nogle er det mange penge, for andre ikke. Jeg mener, at der var en ovre på Sijoitustieto, der havde over 100.000 euro i klemme her. Jeg tabte i sin tid 14.500 euro på Lehto, så det her blev det største hak i min egen portefølje. Jeg ved ikke, hvad jeg lærte af Lehto, når jeg nu fik tæsk igen. Jeg besluttede dog, at jeg ikke ville gå længere med Intrum – med Lehto deltog jeg endda i en emission, og derefter startede rejsen mod nul.
Intrums værdi er på en eller anden måde så umulig at gennemskue, og den slags “lotterisedler” passer i hvert fald ikke til min investeringsstrategi; jeg burde have solgt allerede dengang, udbyttet blev sat på pause. Jeg ville næppe nogensinde have fået mine penge tilbage fra Intrum, selvom situationen faldt til ro og kursen steg. Jeg har på fornemmelsen, at der er noget rod på vej, f.eks. en rettet emission eller lignende tiltag, der vil presse kursen endnu længere ned. Og selvom der skulle komme noget positivt ud af det, ville der ikke være nok upside til, at jeg nogensinde ville få mine penge tilbage, så i bedste fald ville jeg nok alligevel blive nødt til at sluge et vist tab.
Intrum har jo længe været en “håbe-håbe”-aktie. Jeg kunne bare aldrig rigtig tro på, at Europas største kreditor selv ville ende i gældsproblemer; det ville jo være ret komisk. Det, der irriterede mig mest, var, at man skulle stole på, hvad Intrums ledelse siger, men jeg har bare ikke tilliden længere. Hvad kan en direktør ellers gøre end at sige, at alt er i orden, selvom vedkommende ved, at man snart ryger ud over kanten med fuld fart. På samme måde forsvandt tilliden til Lehto, da ledelsen løøj kvartal efter kvartal om, at alt ville blive bedre om et halvt år, men det gik anderledes. Faktisk har deres kommunikation i hele den tid, jeg har haft Intrum i porteføljen, været meget uklar for mig: Alt er altid fint, hvis man spørger ledelsen, nedskrivninger er bare tilfældige engangsposter osv. corporate bullshit. Og når der rent faktisk var behov for information, har de som regel været tavse. Jeg troede, jeg forstod denne forretning tilstrækkeligt, men måske gjorde jeg alligevel ikke.
Det her var nok lidt af en bitter udladning, men det føltes virkelig godt endelig at slippe af med den her “torsk”.