Et par observationer. I hvert fald i Finland forpligter ordregiveren sig ikke til nogen faste ordremængder fra leverandørerne i offentlige udbud – og dette gælder også i Fimlab-tilfældet. I baggrunden ligger en rammeaftale, hvor Fimlab efter behov kan købe tjenester fra Aiforia eller lade være. Jeg spurgte Gemini om kontrakter i andre lande, og svaret var det samme, med undtagelse af den spanske SaaS-model – her skaleres pengestrømmene i takt med, at hospitalerne integrerer systemerne i laboratorierne, og anvendelsesmængderne bliver bekræftede. Men f.eks. Storbritannien og Italien ville fungere efter samme model som den finske rammeaftale.
Som et andet punkt er der scannere. Jeg har skrevet om dem før, og det ser ud til, at de stadig er en sten i skoen i større eller mindre grad. Det er ikke optimalt for den bestillende enhed, at den er nødt til at bestille én ting herfra og en anden derfra. Der er helt sikkert noget i baggrunden, som vi ikke ved, men efter min mening ville det være afgørende for Aiforia at sikre, at kunderne får scannere så nemt som muligt, så ibrugtagningen i det mindste ikke går i stå på grund af dette. Enten kunne Aiforia selv indkøbe dem til lager (binder kapital, ikke nødvendigvis en optimal løsning), eller også kunne de forhandle færdige indkøbsaftaler med scannerleverandørerne med aftalte priser og leveringstider – mod disse kunne Aiforias kunder derefter rekvirere scannere efter behov, velvidende hvilke vilkår de kan købe dem under. Også dette scenarie er kun på overordnet plan, da man ikke kender alle forholdene i baggrunden.
Under alle omstændigheder. Fra mit perspektiv begynder dette foretagende at minde om Optomeds tilsvarende forløb. Produkterne burde være gode, men skuddet bliver af en eller anden grund aldrig løsnet, og resultaterne overbeviser ikke. Tak og undskyld.