Først og fremmest fortalte jeg selvfølgelig ikke nogen noget som helst.
Engang (for omkring 15 år siden) erklærede jeg: “Jeg vil ikke tjene til livets ophold med noget arbejde.” Publikum bestod af min far, mor, ældste søster med hendes kæreste og hans forældre.
Jeg skulle forklare en del, at jeg mente at knokle fra 8-16. Der var færre erfaringer med hvidkravejobs i den nærmeste familie, så jeg kendte ikke til andre former for arbejde end modvilligt slid.
Jeg studerede nok til at få en generel uddannelse i økonomi og nogle formelle beviser på min kompetence (bachelor i økonomistyring).
Gennem et par omveje endte jeg endda som administrerende direktør. Lidt modvilligt, men jeg var nødt til det.
Den egentlige karriere varede lidt over ti år, da porteføljen begyndte at signalere, at det var muligt at trække sig tilbage fra arbejdslivet. Hvis ikke lige med det samme, så i en overskuelig fremtid.
På det tidspunkt kendte f.eks. min kone ikke porteføljens størrelse. Hele lønnen kunne bruges på forbrug, og porteføljens kapital behøvede ikke at blive øget, men levede sit eget liv. Dette fortsatte i et par år.
På de sidste meter af min karriere fortalte jeg min kone, at benzinen var ved at løbe tør, men at jeg kunne forsørge familien under alle omstændigheder i et par år, selvom jeg stoppede med at arbejde. Min kone var på det tidspunkt studerende og tjente ikke meget, og brugte heller ikke unødvendige ting. Udover al anden lykke er jeg velsignet med en god ægtefælle.
Et par år efter jeg stoppede med at arbejde, gik det med opsparingen (salg af investeringsbolig osv.). Porteføljen levede sit eget liv, og da den nåede 400.000 €, viste jeg beløbet til min kone. Jeg var lidt nervøs på forhånd, fordi vi havde levet ret sparsomt (til leje), og reaktionen kunne have været bitter. Hun sagde dog: “Du ser ud til at kunne det, så fortsæt på samme måde. Jeg går på arbejde.”
To år senere overskred porteføljen milliongrænsen. Jeg advarede slægtninge på forhånd, før sagen blev offentlig. Overvejende var modtagelsen positiv, bortset fra at min svigermor var lidt i tvivl. Men svigermødre er svigermødre.
Der var ingen stor undren (i hvert fald ikke til mine ører) fra nogen retning. Jeg er nok altid blevet betragtet som lidt sær, og en millionportefølje var så ikke den store overraskelse i sidste ende. Og pengebeløbet afspejles ikke i vores hverdag på nogen måde, og især min kone skal roses for, at pengene ikke har påvirket hende på nogen måde.
Min mor forstår stadig ikke, hvad jeg lever af. “Du har jo været arbejdsløs i gud ved hvor mange år.” Hun sparer stadig sine opsparinger til sine børn. På et tidspunkt før millionen oplyste jeg kontoens saldo, og min mor kunne slet ikke fatte beløbet. For nogle år siden vejledte jeg hende til at sætte sine opsparinger i en eller anden fond. Så undrede hun sig, da hun var i banken, “hvordan kan hun have så mange penge på kontoen?” (i fonden). Jeg sagde bare, at jeg gør det som mit arbejde. Prøv at forestille dig, hvilke summer jeg håndterer?
Med børnene har vi talt meget sparsomt om penge. Alle ser ud til at have arvet deres fars og mors temperament. Karrige som bare pokker. Vi gør ikke et nummer ud af det.
Børnenes venner har især i sønnens tilfælde bemærket, at vi har hundrede kvadratmeter mere plads end dem, og begge forældre bor på samme adresse. Og alle børnene har lidt for nye iPhones (genbrugt fra forældre eller på anden måde brugte).
Indimellem stiller børnene spørgsmål som “hvad laver du egentlig, far?” eller “har du nogensinde lavet rigtigt arbejde?” Ved disse spørgsmål forsøger jeg at vride mig og forklare på en måde, som de kan forstå ud fra deres alder. Spørgsmålene er i sig selv gode, fordi jeg samtidig selv skal tænke over, hvad mit arbejde egentlig var?
Min far nåede aldrig at se mine bedrifter som voksen. Han ville næppe have forstået eller godkendt enhver af mine handlinger. Jeg forsøger alligevel at gøre alt på en måde, der får et smil frem på hans læber. Jeg skylder ham meget.
