Startkapitalen var 20.000 finske mark (ca. 3500€). Året var 1997.
Jeg puttede det hele i én Merita-fond (International Equity Fund), som havde en høj aktieandel og et af områderne var Kina. Fonden gav et afkast, men jeg var lidt for tidligt ude i forhold til Kinas vækst.
Mine studier (merkonom i økonomistyring, dvs. revisor) sluttede i 2000. På det tidspunkt var porteføljen blevet omsat til 100.000 finske mark (16.800€). Det beløb var ikke nok til at nå månen, men det var da noget for en studerende.
På dette tidspunkt begyndte tempoet at være så højt, og porteføljen voksede så hurtigt, at det ville have været muligt at hoppe ud af hamsterhjulet allerede inden jeg fyldte 30, blot ved at tage strøjob og udøve min investeringshobby. Men livet besluttede at trykke på nødbremsen.
Sommeren 2000 traf jeg den beslutning at stoppe med at arbejde og begynde at passe min dengang etårige datter. Sammen med hende og hendes lillesøster, der blev født et år senere, gik der tre år uden økonomiske bekymringer, dvs. jeg havde ingen penge. Af de få sparepenge satte jeg 50€ i en fond hver måned. Beløbet var symbolsk og holdt flammen i live. Jeg havde dog nået at få så meget tillid til mine egne evner, at jeg vidste, hvad der var muligt, hvis jeg bare havde tid nok.
2003 tilbage på arbejde. Jobsøgningen haltede lidt på grund af sabbatåret på tre år. Men noget fandtes, og så var det bare at klø på.
På dette tidspunkt var den oprindelige portefølje blevet omdannet til et sommerhus, og der var ingen aktier eller anden kapital udover en lille fondsandele.
2003-2011 arbejde så meget som muligt, løn 1100-3000/md brutto.
Af disse indtægter lykkedes det mig at samle en portefølje på 50.000€ (halvdelen i et anpartsselskab, halvdelen som min egen). Anpartsselskabet var oprindeligt ikke et investeringsselskab, men noget helt andet. Til sidst fik menneskelige faktorer virksomheden til at operere på anonyme markeder.
Porteføljens størrelse inkluderer en vis værdistigning, så det er svært at estimere startkapitalen.
2011-2015 levede vi udelukkende af lønindtægter på ca. 3000/md netto. Det varierede lidt fra måned til måned. Porteføljen begyndte at leve sit eget liv, men der blev ikke trukket nogen kapital ud. De små udbytter fra min egen portefølje gik til livets opretholdelse, og fra firmaets portefølje til omkostninger. Udbytter blev altså ikke geninvesteret, selvom de i anpartsselskabet sikrede, at man ikke behøvede at sælge noget på grund af omkostninger, så på en måde blev de geninvesteret, men ikke i aktier.
Målet var at opbygge en portefølje på 500.000€, som kunne give et afkast på mindst 10% under alle omstændigheder. Ikke kun som udbytter, men som en kombination (udbytte/værdistigning). Civilarbejdet viste dog tegn på at miste pusten allerede ved 300, og jeg besluttede at kaste mig ud i porteføljen. Slut godt, men jeg anbefaler det ikke til nogen.
Investeringsstrategien har fra starten været at satse kraftigt på stærkt voksende og profitable virksomheder. Udbytte var en bonus, hvis det kom. Målet var på et tidspunkt at dreje porteføljen mere mod udbyttevirksomheder, men med total vækst for øje. Hvis man fokuserer for meget på at optimere cash flow, er man nødt til at gå på kompromis med væksten, og det reducerer det samlede afkast.
Heller ikke på nuværende tidspunkt er udbyttet tilstrækkeligt som cash flow. De udgør cirka halvdelen af årets behov, og resten kommer fra salg et sted fra.
Jeg laver normalt mit budget over et års horisont og skitserer det nødvendige kontantbeløb. Budgetåret starter med udbytteforåret, hvor jeg ved, hvilket niveau udbyttet er på, og hvor meget jeg skal dække ved at sælge.
Der er altid noget at sælge i en portefølje på over en million. Den generelle regel er at sælge de svage og beholde de gode. For mig er dette lidt svært, fordi der ikke er nogen dårlige længere. Når jeg træffer en salgsbeslutning, forsøger jeg at se, hvor virksomheden er på vej hen, om væksten er ved at stilne af, og om der kunne opnås et bedre afkast fra andre investeringer. Jeg kan altså sælge en virksomhed, der historisk har givet et godt afkast, og i stedet beholde en, jeg anser for at være en lovende vækstkandidat. Det er ikke meningen at opgive nogen virksomhed helt og hurtigt, men gradvist at reducere andelen. Salgsbehovet pr. år er dog ret lille (<5% af porteføljen).
Selvom resultatet i eftertiden ser vellykket ud, og rejsen har været det værd, anbefaler jeg ikke helt den samme metode til alle.
Jeg ville gerne have beholdt mit civile arbejde i længere tid, men til sidst rakte kræfterne bare ikke til mere. Det er stadig ikke for sent at vende tilbage til arbejdslivet i et vist omfang, men jeg har nogle begrænsende faktorer i min egen natur, som gør, at et omfattende samarbejde i form af lønarbejde kun er muligt i begrænset omfang.
Den nuværende situation er optimal, da jeg dagligt finder noget at lave uden at have et fuldtidsjob. Jeg når faktisk ikke at gøre alt, hvad jeg gerne vil, men måske når jeg bliver pensionist.
Med hensyn til økonomisk overvågning og investering er der gennem årene blevet opbygget en så stærk rutine, at det egentlige investeringsarbejde ikke tager mere end et par timer om dagen, og nogle gange endda mindre. Jeg stræber efter konstant at være vågen over for markederne, men stadig se det fra tilstrækkelig afstand, så jeg ikke bliver blind for at se på alt for kortsigtede bevægelser.
Pension og død
Jeg indså ret tidligt, at den pension, der blev opsparet gennem min karriere, ikke ville være den, jeg ville basere resten af mit liv på. Jeg besluttede at opspare min egen pension i god tid inden pensionsalderen, som alligevel syntes at flytte sig længere og længere væk.
Der var ikke et egentligt tidsmål, men 30-35 år syntes realistisk at nå fra starten. Efter et par omveje endte den endelige pensionering med at være 40 år.
At stoppe med at arbejde var heller ikke en besættelse i sig selv, men jeg blev så træt af mit daværende arbejde, at det også stoppede helt naturligt.
Skulle pengene være brugt, når kistelåget lukkes?
I mit tilfælde er det absolut ikke målet at bruge alt. En tilstrækkelig god levestandard uden unødig fattigdom. Jeg overfører gradvist kapital til børnene, og de vil med tiden få en meget bedre økonomisk rygrad end mig. Forhåbentlig får de også lige så gode forudsætninger for livet, som jeg i sin tid fik.
Hvis nogens karakter driver dem til at spilde pengene, kan jeg ikke gøre noget ved det.
Jeg håber, at børnene med hjælp fra startkapitalen i det mindste kan træffe deres studievalg uden økonomisk tvang. Hvis de har lyst til at studere noget pjat, så gør de bare det.
Hvis det skulle ske, at der er lidt mere at dele ud af om nogle år, så kan vi jo oprette en fond, der uddeler tusind euro om måneden per person.
?
. Men det føles som om alle de ekstra småpenge går til leveomkostninger.
.