Dette var interessant. Drenge, vi har tabt dette spil.
Dette var interessant. Drenge, vi har tabt dette spil.
Dette er et interessant tema og efter min mening ikke helt entydigt.
Hvis man tænker på økonomisk vækst f.eks. gennem den klassiske Solow-Swan model y = A(t) x (k*)^a, så kan økonomien, når befolkningen vokser, vokse absolut (Y - total output), men kapitalens marginalafkast falder. Relativ (y - per capita) output vokser kun, hvis teknologien (generelt taler man om produktivitet) vokser.
Hvis befolkningen derimod falder, sker der såkaldt capital deepening, og også kapitalvækst (per capita) øger per capita output. Stadig er der dog brug for teknologisk vækst, for at output kan vokse.
Ifølge de klassiske økonomiske vækstmodeller er befolkningsvækst altså på ingen måde obligatorisk. Levestandarden (per capita output) kan vokse, selv når befolkningen falder. I både befolkningsvækst- og befolkningsfaldsscenarier er der under alle omstændigheder brug for produktivitetsvækst. Disse vækstmodeller er naturligvis meget simple modeller af et fænomen, som økonomer stadig ikke er særlig gode til at forklare.
Fra et investeringsperspektiv er det derfor værd at satse på at nedprioritere traditionelle virksomheder, der baserer deres forretning på masse, skala, volumen og frem for alt generel markeds-/økonomisk vækst, og i stedet favorisere per capita værdiskabere (udover selvfølgelig virksomheder, der drager fordel af megatrenden med aldring).
Generelt er det godt at bemærke i økonomien, at alt er relativt. Mon ikke S&P500 også i fremtiden vil indeholde de bedste virksomheder, der driver meget rentabel forretning selv i en faldende befolkning. Pengenes værdi er som bekendt også en relativ størrelse, og en solid aktieportefølje vil fortsat være en solid aktieportefølje, selvom den f.eks. i 2025-penge måtte føles lille.
Hvilket bliver stadig sværere, når befolkningens gennemsnitsalder stiger. Innovationen falder, og ressourcer bruges relativt mere på omsorgsarbejde. Dette får efter min mening for lidt opmærksomhed i disse diskussioner; man taler kun om befolkningstallet, når man burde tale om udviklingen i den produktive (og forbrugende) befolkningsmængde.
Helt forståeligt, da hele industrialiseringens æra fra 1700-tallet og frem til dette årti har været præget af samtidig vækst i den arbejdsdygtige befolkning. Linealmodeller har fungeret tilstrækkeligt godt, der har ikke været brug for andre værktøjer.
Men så vidt jeg forstår, hvis man ser på den tidligere økonomiske vækst, selv fra Solow-modellens perspektiv, så er en stor del kommet fra væksten i L. Så hvis man ønsker at opnå tilsvarende økonomisk vækst fremover, bør produktiviteten (TFP) vokse betydeligt.
Produktivitetsudviklingen er derimod svækket i mange lande.
Sandt! F.eks. modellerer denne Solow-Swan produktionsfaktorerne som uafhængige af hinanden. F.eks. svarer uafhængigheden af teknologisk udvikling og befolkningsvækst dog ikke særlig godt til den nuværende empiri. En faldende og aldrende befolkning betyder bl.a. 1) færre opfindere 2) færre forbrugere → mindre incitament til innovation 3) mere konservative forbrugsvaner 4) mindre risikovillighed.
Derudover modellerer vækstmodeller teknologisk udvikling som eksponentiel baseret på, at nye innovationer bygger oven på gamle ideer.
Nyere semi-endogene modeller (f.eks. Jones, 1995) foreslår, at hvis befolkningsvæksten stopper eller bliver negativ, stopper den teknologiske vækst over tid – og dermed stopper også væksten i levestandarden (BNP per indbygger). Dette er baseret på antagelsen om, at innovationer kræver en konstant voksende F&U-arbejdsstyrke. Modellen indeholder dog stærke antagelser: den tager ikke højde for muligheden for, at teknologi kunne udvikle sig autonomt (f.eks. ved hjælp af kunstig intelligens), og heller ikke for, at kvalitative forbedringer kunne erstatte en kvantitativ reduktion i F&U.
Vægten ligger på ordet tilstrækkelig. Sel under befolkningsvæksten har man ikke kunnet give et entydigt svar på, hvorfor forskellige lande er vokset på helt forskellige måder med de samme parametre fra klassiske modeller. F.eks. er Sydkorea et godt eksempel og har, ved at starte fra en udviklingslandssituation i 1960’erne, overgået mange andre stater. Forskelle er blevet forsøgt forklaret med bl.a. institutioner, kultur og geografi.
Nobelprismodtager Acemoglu har udtalt, at vi ikke har en økonomisk vækstmodel, der på en holdbar måde kan forklare væksten i forskellige regioner og i forskellige tidsperioder. Og netop derfor er dette et interessant emne, for det er næppe sandsynligt, at befolkningsnedgangen vil være et særlig entydigt fænomen for væksten (eller dens svækkelse).
Ofte argumenteres der mod økonomiske incitamenter med, at de er ineffektive eller endda ubrugelige. “I Finland betales der allerede børnetilskud og gives støtte til familier, og alligevel fødes der ikke børn. Det betyder, at økonomiske incitamenter ikke virker.” I denne X-tråd fremlægger en forsker, at økonomiske incitamenter virker, men at deres omfang i dag er alt for lille til at skabe en vending. Undersøgelsen omhandler Taiwan.
https://x.com/lymanstoneky/status/1944518013438525854?t=OPg2U2XWxZBRIH-tWF0a_w&s=19
Han konkluderer, at en støtte på omkring $12-15k per barn er tilstrækkelig for at opnå en fødselsrate på 2,1. Et stort tal, men er det i sidste ende meget? I Finland bruges der €30k per 80-årig, og i modsætning til ældre vil de fødte børn bære samfundet fremover.

Der var vist ikke rigtig nogen forskning bag dette. I stedet var påstanden baseret på en spinkel konklusion fra en meta-analyse, som man begyndte at ekstrapolere.
\u003e From a meta-analysis of pro-natal policies, a 10% household income benefit yields 0.5%-4.1% more births
Tilfældet Ungarn viste, at tingene ikke nødvendigvis forbedres permanent med små økonomiske investeringer, for slet ikke at tale om at nå omkring 2,1.
Jeg bad Gemini om et resumé af emnet.
\u003e ## Ungarns Familiepolitik: Milliarder af Forint Investeret i Fødselsraten – Effekterne Forbliver Kortvarige
\u003e
\u003e Den ungarske regering har i det seneste årti investeret massivt i familiepolitik, der støtter børnefødsler, med økonomiske incitamenter, der er usædvanligt generøse selv internationalt. I begyndelsen syntes foranstaltningerne at virke og vendte landets fødselsrate til en stigning, men i de seneste år er den positive udvikling stagneret, og effekternes langsigtede holdbarhed er blevet sat spørgsmålstegn ved.
\u003e
\u003e ### Hvor Stor Var Støtten Økonomisk?
\u003e
\u003e Ungarns familiestøttesystem er mangesidet, og dets samlede værdi pr. familie kan beløbe sig til titusinder af euro. De vigtigste støtteformer omfatter:
\u003e
\u003e * Boligstøtte (CSOK): Familier kan modtage betydelige tilskud og meget fordelagtige, statsgaranterede lån til køb eller byggeri af bolig. For eksempel har en familie med tre børn kunnet modtage op til 10 millioner forint (ca. 27.000 euro) i direkte tilskud og et lån på 15 millioner forint (ca. 40.000 euro). I det nye “CSOK Plusz”-program kan lånebeløbene stige til op til 50 millioner forint (ca. 135.000 euro).
\u003e * Skattelettelser: Familiers beskatning lettes betydeligt med antallet af børn. I en familie med tre børn kan skattefradraget være op til 99.000 forint (ca. 265 euro) om måneden. Det mest betydningsfulde incitament er livslang indkomstskattefrihed for mødre med mindst fire børn. Denne fordel er planlagt udvidet til også at omfatte mødre med tre og to børn.
\u003e * Lån og deres eftergivelse: Unge ægtepar kan ansøge om et “babylån” på op til 11 millioner forint (ca. 30.000 euro). Tilbagebetalingen af lånet suspenderes ved fødslen af det første barn, og lånekapitalen afdrages eller eftergives helt ved fødslen af det andet og tredje barn.
\u003e * Andre støtteformer: Udover disse omfatter systemet blandt andet børnetilskud, børnepasningsstøtte og rabatter på offentlige tjenester.
\u003e
\u003e Samlet set har Ungarn brugt op til over 5 % af sit bruttonationalprodukt på familiepolitik, hvilket er et af de højeste tal blandt industrilandene.
\u003e
\u003e ### Hvordan Påvirkede Støtten Fødselsraten?
\u003e
\u003e De foranstaltninger, der blev indført fra 2010, syntes i begyndelsen meget effektive. Ungarns samlede fertilitetsrate, som var en af de laveste i Europa (1,23 børn pr. kvinde i 2011), vendte til en klar stigning.
\u003e
\u003e * Kortvarig effekt: Fødselsraten begyndte at stige og nåede sit højdepunkt i 2021, hvor fertilitetsraten var 1,61. Dette var en betydelig forbedring og vakte international opmærksomhed. Antallet af ægteskaber steg også, og antallet af aborter faldt.
\u003e
\u003e ### Vedvarede Effekterne på Lang Sigt?
\u003e
\u003e På trods af den indledende entusiasme har politikens effekter ikke vist sig at være holdbare på lang sigt.
\u003e
\u003e * Langvarig effekt: Efter 2021 er fødselsratens trend vendt tilbage til et fald. I 2023 var fertilitetsraten igen faldet, og den er ikke længere på en opadgående kurve.
\u003e
\u003e Eksperter vurderer, at støtteforanstaltningerne sandsynligvis har påvirket mere tidspunktet for børnefødsler end familiers endelige antal børn. Med andre ord fremskyndede par, der alligevel havde planlagt at få børn, deres beslutning for at drage fordel af de generøse støtteordninger. Dette skabte en midlertidig fødselsrate-top, men har ikke ført til en permanent ændring i befolkningsudviklingen.
\u003e
\u003e Selvom den ungarske model delvist er lykkedes med at vende befolkningsudviklingen midlertidigt, har den ikke alene været tilstrækkelig til at løse den komplekse udfordring med faldende fødselsrater. Manglen på langvarig effekt viser, at økonomiske incitamenter kun er én del af puslespillet, og at opnåelse af varige resultater ville kræve mere omfattende samfundsmæssige ændringer.
Nå, et modargument bevæbnet med kunstig intelligens.
Penge løser ikke alt, men jeg tror især, at diagrammet ovenfor belyser, hvordan ressourcer fordeles i moderne samfund.
Det passer ikke. Du burde i det mindste læse dine egne kilder. Eller skete det, at du som familiemenneske fandt et synspunkt, der behagede dig, og så kom du her for at forkynde det uden at sætte dig for meget ind i det.

Og ja, der findes sikkert en pengesum, der kan få folket til at formere sig. Det er en anden sag, om man har råd til så store summer, om det ville være omkostningseffektivt, og hvilke negative bivirkninger det ville medføre, hvis folk blev bestukket til at formere sig. Nå, måske er velmålrettet økonomisk støtte en del af løsningen, f.eks. ved at opmuntre til at få det første barn i en yngre alder, så der med held ville blive født flere børn, før kvinden når en vis alder.
Dette er en statistisk vildfarelse, som kan føre diskussionen på vildspor. Man bør ikke kun bruge ét tal, når man undersøger befolkningsudviklingen.
I Ungarn er udvandring af personer under 40 år et problem. Den uhæmmede støtte til at få børn har ført til besparelser og nedskæringer andre steder. Forarmelse øger udvandringen. Når kvinder udvandrer fra landet, stiger den statistiske fertilitetsrate for dem, der bliver tilbage, selvom der ikke fødes flere babyer end før.
Økonomien lider dobbelt skade. Arbejdsdygtige personer udvandrer, og kvinder, der bliver i landet, bliver hjemme for at passe deres børn.
Jeg er blevet rettet, i en anden kilde blev det tal givet til Ungarn for 2024. Og som I nævnte, har Ungarn mange andre udfordringer, og dets regering har været ret tvivlsom i lang tid. Efter min mening ophæver disse forhold dog ikke det faktum, at støtten har haft en fødselsrateforøgende effekt i Ungarn.
Dette er absurd lige præcis i denne diskussion; selv tanken om større støtte kritiseres for at være omkostningsineffektiv. OK, for en DCF-model med 10% diskonto, eller næste års afkast på Bitcoin, påvirker en reduktion på 25% af den arbejdsdygtige befolkning per generation ikke dramatisk, men på lang sigt kan ingen population overleve med så lave fødselsrater. Det er også en ret stor omkostning!
Mere absurd er det, at i lande hvor der betales færrest tilskud for at få et barn, er fødselsraten højest.
Absolut, økonomisk set er det helt sikkert sådan, men i praksis har børn i mindre udviklede lande en direkte instrumentel værdi som familiens arbejdskraft, og “samfundet” strækker sig til at omfatte den samme slægt, måske endda landsbyen. I sådanne samfund findes der incitamenter til at få børn.
Fra aktiemarkedets synspunkt har disse samfund en ret begrænset betydning…
Derfor er dette problem så svært at løse med penge, da dets vægt som variabel er så lille.
Så vidt jeg forstår, er faldet i fødselsraten påvirket af, at børn ikke længere er nødvendige som familiens arbejdskraft eller som alderdomssikring takket være velfærdsstatens tjenester og pensionssystemet. Kvinder er kommet ud af køkkenet for at uddanne sig og skabe karriere, hvilket igen reducerer fødselsraten. Præventionsmidler er blevet bedre, hvilket igen sænker fødselsraten. Disse ting ønsker man næppe at give afkald på.
Sociale normer er naturligvis også ændret, men hvordan skulle man skubbe dem tilbage i en mere familieorienteret retning.
Nogle gange har jeg overvejet radikale løsninger, og en metode ville være at udvide værnepligten til også at omfatte kvinder, men give mulighed for at kvittere den ved at føde. Kvinder kan søge frivillig militærtjeneste i alderen 18-29 år. Hvis en kvinde ikke har børn, når hun fylder 29, ville tjenesten (militærtjeneste eller civil tjeneste) blive obligatorisk. I Finland begynder årgangene desuden langsomt at være så små, at kvinders værnepligt i de kommende år vil skulle overvejes for at skabe en troværdig reserve. Med en løsning af denne type ville man løse to problemer på én gang.
Det sker af sig selv, når for eksempel de gammellæstadianske og muslimske samfund i Finland vokser, mens andre uddør. Det vil tage et stykke tid, og ingen af os vil være der til at konstatere det samfunds levedygtighed.
Svært at tro, at du er seriøs.
Alle former for “gør sådan, ellers”-løsninger på sager af denne størrelsesorden er efter min mening dømt til at mislykkes. I dit forslag glemmer man flot, at ikke alle a) kan b) ønsker at få børn. Dermed sættes borgerne i en ulige situation og/eller fratages deres selvbestemmelsesret i sagen.
Værnepligt er naturligvis en pligt, ligesom skolepligt, men i begge er der for de mest stædige en såkaldt gråzone, hvor man kan omgå sagen, hvis man ønsker det. På trods af dette udfører de fleste, praktisk talt hele nationen, begge pligter uden brok. Reproduktion, stiftelse af familie og andre af livets fundamenter er dog virkelig personlige sager, og selvom nationalt forsvar også er vigtigt, bør det ikke sættes på vægtskålen med disse fundamenter, ellers vil dets anseelse uundgåeligt falde. Som det er nu, er kvinders frivillige militærtjeneste en æressag for dem, der vælger den, og fortæller om personen og hendes værdier. Dette bør ikke ødelægges med en “fødselspligt”.
Desuden, når man ser på lande, hvor sådanne bestemmelser eller endda anbefalinger er blevet givet, er de efter min opfattelse ikke en del af vores referencegruppe.
Dette gøres allerede nu, da mænd har værnepligt, som skal udføres under trussel om fængselsstraf. Og ikke alle mænd er egnede til militærtjeneste. Du forstod vel, at jeg med værnepligt mente, at kvinder også skulle have mulighed for civil tjeneste. Kvinder ville altså stadig være i en bedre position end mænd i denne henseende, da der ud over militærtjeneste og civil tjeneste også ville være mulighed for at begynde at få børn i en god alder til at få børn.
Det ville være yderst positivt for Finlands fremtid, hvis det at få børn blev set som en lignende borgerpligt som at forsvare landet. I bund og grund er det en meget vigtigere sag. Med denne udvikling vil der ikke længe være et Finland, der er værd at forsvare.
Finland har med sin barbariske værnepligt aldrig rigtig hørt til blandt de vestlige velfærdsstater.
Det forværrer situationen yderligere, at hvis der f.eks. i diktaturer som Rusland og Kina ikke fødes nok børn, så vil en fødselspligt sandsynligvis blive indført på et tidspunkt. I så fald vil det svindende Vesten få en kold omgang både økonomisk og militært.
Her er der virkelig mange gode idéer.
Hertil kunne man også tilføje en skattefri “barn ung”-bonus på ti tusind, så mange ville bide på krogen.
Dette ville udligne mænds ulige status i forhold til kvinder (tabu at sige dette i Finland) med hensyn til værnepligt og samtidig anerkende kvinders ulige ansvar for at få børn.
Dette kunne give en smule støtte både til reserven og til opretholdelsen af en sund befolkningsstruktur. I det mindste kunne andelen af dem, der forbliver helt barnløse, falde en smule.
Hvis nogen laver et borgerforslag om dette, vil jeg straks underskrive det.
Denne model burde diskuteres mere i samfundet.
Man kunne give 1,5% eller mere i rabat på indkomstskatten til forældre per barn. Læstadianerne ville nok ende med en negativ indkomstskat, hvis antallet af børn ikke begrænses. Jeg ved ikke, om det ville være mere effektivt end den nuværende børnecheck. Og en sådan model ville nok strande på grund af ulighed igen.
Et sådant “børnefradrag” var i brug i den kommunale beskatning i Finland indtil midten af 90’erne. Under den krise blev det også fjernet, og børneydelsen fik en nominel forhøjelse.
Folk dengang sagde, at storfamilier dengang praktisk talt slet ikke behøvede at betale kommunalskat.