Dette er EU’s problem, fordi ledelsen i EU-landene accepterer at forhandle direkte om flere spørgsmål relateret til EU’s beslutningskompetence. USA, Kina og Rusland ønsker at forhandle med statslederne, ikke EU-ledelsen, fordi deres position i forhandlingerne da er betydeligt stærkere. Dette har EU ikke formået at forstå, men spiller konstant efter regler defineret af andre.
Det er interessant at følge, på hvilket tidspunkt de første udspil begynder at komme fra de mest liberale delstater om udtræden af føderationen, hvis den nuværende linje fortsætter eller eskalerer. Jeg kan ikke vurdere realismen af sådanne træk, men alene det at delstaterne bringer emnet på bane, kan føre til begivenhedsforløb, der er svære at forudsige. Selv en teoretisk åbning af debatten i et autoritært klima kan tage uventede drejninger og glide ud i mange mulige resultater og få uforudsigelige afledte effekter. En stor indenrigspolitisk strid er næppe særlig sandsynlig, men bestemt større end nul. Måske kun et spørgsmål om tid.
Hvad ville I gætte på markedets reaktion i starten af ugen?
Jeg gætter på, at Amerika starter ugen dårligt, og Europa bedre eller lige så dårligt. Der er nok usikkerhed i begge, men Europa skulle vel annoncere en retningsændring samt en enorm låntagning vedrørende eget forsvar og infrastruktur. Europa ville have potentiale, hvis man i regulering og bureaukrati begyndte at fokusere på mere fornuftige ting.
Imens er USA en ret så skidt Pandoras æske: hurlumhej, tag pengene fra de fattige og giv skattelettelser til de rige. Oven i det driller man alle allierede. Dog ikke Israel, hvilket ikke har den store betydning for verdensøkonomien (og derudover fokuserer på sin egen brutale jagt uden hensyn til ofre). Men på den anden side ønsker man at blive venner med det morderiske Rusland.
Den ubetingede støtte til Israel er i sig selv en interessant sidegren, da Amerika pumper milliarder af dollars ind der uden at få noget til gengæld. Sammenlignet med Ukraine virker det ikke til at være et problem, når det handler om Israel.
Og gældsætningen er ikke ved at komme under kontrol, når DOGE mere lyder til at drive USA mod et monarki under Trump og Musk, end at styrke statsstrukturen (undtagen ifølge Musk-fans). De penge, der spares og tages ud af forbruget, gives til de rige og væk fra forbruget.
Er der endda fare for, at dollarens tillid og dermed dens værdi udhules i den nærmeste fremtid, når usikkerheden er af typen Rusland forårsaget af Trump.
Asien/Afrika var jo i frit fald fredag. Jeg ved ikke, hvad der sker der. Det skal dog fremhæves, at Xi Jinping ikke vil få en bedre chance for at invadere Taiwan i sin levetid, nu hvor Amerika er lammet i udlandet af Trump.
En normal investeringsuge forude altså. ![]()
Der er nok ingen lovlig måde at udtræde af forbundsstaten på. Men f.eks. Texas havde jo heller ikke i sin tid ret til at udtræde af Mexico og et årti senere tilslutte sig USA, men nutidens USA har sandsynligvis bedre tvangsmidler mod Texas’ 23 tusinde mand store hær, end Mexico havde i 1800-tallet.
Texas har dog som den eneste delstat ret til at blande kortene og dele sig i fem forskellige delstater, hvis den ønsker det (uden Kongressens tilladelse). Senatet ville i hvert fald blive rodet, når “Texas” ville få 8 nye pladser i Senatet.
Et amerikansk syn på, hvad der virkelig skete i WH…
Ups, denne blev sendt af en amerikansk fætter, men den var allerede på søsterforummet…
Jeg vil vende tilbage til de seneste dages begivenheder, selvom det er blevet diskuteret fra flere vinkler og mange gange. Jeg forsøger altid at forblive så objektiv som muligt med hensyn til politik og især investering, og at se på situationen fra flere sider og forskellige perspektiver. Det har været en fungerende strategi, men de seneste begivenheder får mig til at tænke meget, og ikke kun med hensyn til fortsættelsen af investeringer i USA.
Lige nu har jeg et presserende behov for at strukturere den dårlige følelse, som begivenhedsrækken i Det Hvide Hus også skabte i mig. Trump begynder nu at vise, hvad fire års opdæmmet bitterhed forårsager, og hver handling og beslutning begynder at se mere og mere tvivlsom ud. Alle hans påfund er også meget splittende, dvs. først tariffer og trusler rettet mod allierede, derefter favorisering af Rusland og til sidst gårsdagens offentlige ydmygelse rettet mod Zelenskyj.
Jeg følger primært FinTwitter, der administreres af Musk, og fra tidligere etablerede Trump-tilhængere er der begyndt at sive mere modstand og følelsesladede reaktioner ud end forventet, overraskende nok også fra nogle grundlæggende MAGA-folk. For eksempel var tariffer rettet mod allierede som Canada stadig for mange et tegn på en stærk leder, mens de efterfølgende roser af Rusland og Putin samt beskyldninger mod Ukraine og senest forsøget på at underkaste Zelenskyj er begyndt at forvirre selv nogle af de mest indædte tilhængere eller i det mindste har forårsaget modstridende følelser.
Det, man kan bemærke, er, at Trumps handlinger uundgåeligt forårsager en stærk følelsesmæssig reaktion hos mennesker på begge sider af havet. Situationen er mere splittet, end den nogensinde har været i min erindring. Enten støtter man Trumps handlinger og hylder ham uhæmmet offentligt, eller også føler man dyb frustration, vrede, ja endda raseri over, hvordan en leder med ondartet narcissistisk adfærd kan behandle sin allierede. Den guddommelighedskompleks-ramte Trump er efter min mening farligere i denne periode end nogensinde før. Enhver, der kender en ondartet narcissist, ved, at man simpelthen ikke kan stille sig i skudlinjen for en sådan for sin egen mentale sundheds skyld. Zelenskyjs mentale tilstand er så stærkt følelsesløs over for sin egen og Ukraines langvarige lidelse, at han i menneskelighedens navn ikke kunne modstå at kommentere den åbne beskyldning fra røvslikkeren Vance. Zelenskyjs nødvendige og ofte fremhævede sikkerhedsgaranti var ikke engang på bordet, og Trump og Vance var kun ude efter mineraler og en nem aftale. Marco Rubio begrundede dog efterfølgende på sin glatte måde, at mineralaftalen ville have været et skridt i retning af sikkerhedsgarantier, da USA ville forsvare sine økonomiske rettigheder, fordi de efter aftalen først har “skin in the game”. Både Rubio og Vance har fuldstændig vist, hvilke vendekåber og opportunister de er.
Set i bakspejlet ville det måske have været fornuftigt og politisk korrekt at ydmyge sig foran tv-kameraerne, men inderst inde fik jeg betydelig tilfredsstillelse over, at nogen fik Trump til at miste besindelsen, til at fremstå bare en smule svagere, og at røveraftalen ikke blev tvunget igennem ved at vride armen om på den underlegne, uanset hvor meget amerikanerne forsøger at forklare, at mineralaftalen er en slags foreløbig “sikkerhedsgaranti”. Fra et selvopholdelsesinstinkt og strategisk synspunkt var trækket spontant og risikabelt, og ikke nødvendigvis fornuftigt, da en narcissist ikke bør ydmyges offentligt. Triggeren til hele betændelsen var den selvtilfredse og anti-ukrainske Vance, samtidig med at Trump bad journalisterne om det sidste spørgsmål.
Lignende udbrud som i går ses næsten aldrig live i den politiske debat, og folk er endda chokerede over, hvad de ser. En objektiv analyse af en så følelsesladet situation fra begge parters synspunkt kræver anstrengelse, for især i Europa er moralbegrebet stærkt indprentet, at det, Vance startede, og Trump fortsatte, ikke er acceptabelt. Man kunne tydeligt se på Zelenskyj, hvordan en mand, der i tre år har knoklet for Ukraine i krigen, simpelthen ikke kunne sluge den forvrængede strøm af beskyldninger i stilhed, og hans blik blev glaseret. Frustrationen kunne mærkes.
Trumps tilhængeres hyldest til en stærk leder er forståelig, men medierne og diskussionerne har også udstrålet en betydelig mængde frustration, skam, afsky, frygt for fremtiden samt ren vrede mod lederne i ens eget land. Som følge af Trumps påfund begynder nogle menneskers øjne at åbne sig, og i det mindste fik Europa et koldt brusebad på én gang. Samtidig er alle i USA og på denne side af havet tvunget til endnu stærkere at vælge side og hurtigt overveje, hvordan gensidige alliancer styrkes og hurtigt. Mange her har sandsynligvis en følelse i brystet af, at man slet ikke kan stole på USA længere, og den samme følelse oplevede mange amerikanere, at de dag for dag skubber sig mod isolation under Trump.
Når man tænker over Trumps motiver og end game, kom jeg i tanke om den amerikanske lærer Marc Fogel, der for et par uger siden blev frigivet fra fængsel i Rusland, og hvis frigivelse Trump havde lovet Marcs mor i sin valgkamp. Trump tog mediepointene hjem for frigivelsen i en live-udsendelse. Da han blev spurgt, hvad Rusland fik til gengæld, var svaret: “Not much, no. They were very nice, we were treated very nicely by Russia, actually. I hope that’s the beginning of a relationship where we can end that war and millions of people can stop being killed.” Den kommentar vakte de første tvivl om fremtiden. Min egen antagelse den følgende uge var, at Trumps hestehandel inkluderede at beskylde Ukraine og ophøje Rusland og Putin. Der er selvfølgelig ingen sikkerhed for dette, men det er sikkert, at Trump har lovet Putin noget til gengæld, og sandsynligvis har det været noget andet end en fangeudveksling.
De seneste ugers begivenheder har været så radikale, at også amerikanerne må undersøge nøje, om den nuværende vej er den, de ønsker at følge i fremtiden uden deres langvarige og snart tidligere allierede. I øjeblikket er verden efter min mening mere splittet end nogensinde i sin nyere historie, og meget ofte tvinger sådanne hurtige brud de svagere til at slutte sig tættere sammen, så jeg håber virkelig, at der kommer noget positivt ud af dette. Trumps første uger har været betydeligt mere maniske og dystre end forventet, selvom man havde forberedt sig på en vanskelig tid.
Denne situation er ubehagelig, men fortsættelsen er vel klar. Det vil sige, at en stor del af de europæiske investorer panikker på det amerikanske aktiemarked, og derfor vil det styrtdykke i næste uge. Og jeg ville ikke undre mig, hvis man i Europa begynder at overveje lignende sanktioner som mod Finlands østlige nabo som modsvar på Trumps toldsatser (især efter denne begivenhed i Det Hvide Hus). Heldigvis har jeg allerede hjemtaget de største gevinster fra det marked…
Vi bør ikke frygte splittelse lige så meget som, at en Trump-lignende figur eller et parti som de nuværende republikanere kommer til magten i en europæisk stat. Demokratiet skal forsvare sig mod sådanne partier og aktører. Her er Europa hidtil lykkedes, og reguleringen af sociale mediegiganter viser, at man ønsker at lykkes også fremover.
Det mest betydningsfulde af Trumps udtalelser, men af en eller anden grund det mindst bemærkede, var da Trump svarede på en polsk journalists spørgsmål: ”I’m not aligned with Putin. I’m not aligned with anybody. I’m aligned with the United States of America”. Derefter beklagede han, hvor svært det er at få en aftale i stand mellem Ukraine og Putin, fordi Zelenskyj åbenlyst hader Putin (og omvendt).
I kampen mellem Ukraine og Rusland tager man altså ikke længere parti. Kun USA’s indenrigspolitik betyder noget. Og netop indenrigspolitikken, for ingen professionel embedsmand eller anden instans ville under nogen omstændigheder acceptere tanken om, at USA ikke længere ville forsvare demokratiet, eller endda sine allierede. De ville også forstå, at dette ikke er i USA’s interesse. Med dette interview mistede man igen enorme mængder indflydelse, som Trumps forgængere havde opbygget i årevis. USA har brug for Europa, og det vil de snart forstå.

Kryptoer til det:

Det er helt legit
Slikkeri har ingen grænser:
Billedet passer bedre til toiletpapir.

USA’s Speaker of the House er stadig ved sine fulde fem.
"I think Vladimir Putin is an old-school communist, a former KGB agent, and he’s not to be trusted and he is dangerous,” Johnson responded. “The way I view this is that China, Russia, Iran, and North Korea are engaged in a new axis — axis powers, and they are not on America’s side. Let’s be crystal clear about that.”
https://thehill.com/homenews/house/5171507-johnsonputin-not-to-be-trusted-dangerous/
På den anden side tør han heller ikke udfordre Trump. Denne sætning forvirrede mig. Hvad har Z (Zelensky) nu krævet, som han ikke krævede for et år siden? Det fortæller artiklen ikke.
“You’ve got to bring an end to this war,” he continued. “And for Zelensky to come in and make demands that he wasn’t even making a year ago, I think, shows that his priorities are in the wrong place, and I certainly hope that he will come back to his senses.”
https://thehill.com/blogs/blog-briefing-room/5171462-johnson-ukraine-zelensky-trump/
Medierne har naturligvis givet mange diagnoser til Trump. Sociopat, psykopat, narcissistisk personlighedsforstyrrelse, tvangsneurose og vrangforestillingsforstyrrelse er i hvert fald blevet brugt som krydderi i kritiske artikler. Og i anti-Trump-kampagnen blev der engang samlet et åbent brev, hvor mental sundhedsprofessionelle på baggrund af tv-optrædener blev overtalt til at kaste diagnoser ud af ærmet for at få manden fjernet fra magten.
Udover at dette er uetisk og professionelt forkert i flere lande (i USA f.eks. i strid med Goldwater-reglen), ser jeg også dette som en ufrugtbar handling på et diskussionsforum.
Jeg ville derfor finde det klogere at diskutere begivenheder og handlinger uden selvudstedte diagnoser. De forbedrer jo sjældent kvaliteten af den politiske debat.
Vance har heller ikke et så stærkt mandat eller kultstatus som Donold. I et sådant tilfælde ville han ikke have meget råderum til at gå solo, før nogen trykker på ‘impeach’-knappen.
https://x.com/YourAnonTV/status/1896373514871148643
Robert Nirolla har en pointe, en stærk en ![]()
Dette skete tilsyneladende allerede i 2018, men er stadig en relevant kommentar. Der ville være brug for flere lignende udmeldinger.
Jeg er enig med dig i, at det er ufrugtbart at diagnosticere andre mennesker via fjernsynet og bringe sådanne stærke meninger, der fokuserer på karaktertræk, ind i den offentlige debat, men som jeg sagde, følte jeg et presserende behov for at lette mit ubehag, og begge mine beskeder kan slettes, hvis de opfattes som stødende og upassende. Trumps langvarige og ensartede adfærd er dog på det seneste begyndt at forårsage et stadig bredere ubehag og symptomer hos en enorm gruppe mennesker. Jeg mener, at han er blevet farligere, især for Europas sikkerhed, og hans handlinger er stadig sværere at forudsige.
Generelt tager jeg ikke stilling til politik og stræber altid efter at være objektiv og analytisk, men hvis jeg ser, at en anden person gentagne gange opfører sig efter et ufrugtbart mønster og skånselsløst tramper på andre, så er det efter min mening ikke forkert at tage sagen op. Det er også passende at forstå, hvorfra en sådan betydningsfuld persons adfærd stammer, og at forstå, at eksterne påvirkningsmuligheder for at ændre adfærden er ikke-eksisterende. Er Inderes’ investeringsdiskussionsforum det rigtige sted at behandle en sag, der vækker så mange følelser og deler meningerne fuldstændigt i to, så er det sandsynligvis ikke. Diskussioner om karaktertræk, upassende adfærd og meninger fører normalt til en uendelig debat, der ikke fører nogen steder, fordi det virkelig kun handler om meningsforskelle, respekt for andre og forskellige værdier.
Jeg vil dog til sidst give en sidste bemærkning om sagen og lade den ligge derfra. I løbet af mit liv har jeg været nærmeste leder for 2500 mennesker, og jeg har set, hvad en person, der lider af mangel på empati, vrangforestillinger om sin egen almægtighed, kræver beundring, er arrogant, konkurrencelysten, uforskammet og misundelig og ikke accepterer middelmådighed eller tager hensyn til andres følelser og behov, kan udrette. Fælles kendetegn for disse personer er en tendens til at være aggressiv over for andre, manipulere og kontrollere andre i møder. Ovennævnte tekst er en beskrivelse af en person med narcissistisk personlighedsforstyrrelse, og det er grundlæggende viden.
Jeg lover, at jeg herefter ikke vil lade karaktertræk og mine egne meninger farve den politiske debat, og jeg vil i øvrigt forsøge at holde mig fra politik, også indenlandsk, da jeg tidsmæssigt ikke finder det fornuftigt på nogen måde.
Sådan er det etisk, og den slags narcissismediagnoser om USA’s præsident er mindre frugtbare.
Så er der den anden side, nemlig Trump selv, som fuldstændig bevidst fordrejer sandheder, og som opildner til splid og konfrontation ved at lyve og fremsætte grundløse påstande mellem USA og dets nabolande samt allierede. Han anklager og skyldiggør andre med opdigtede påstande. Hvorfor gør han dette, og hvad opnår han med denne opildning til strid og splid?
Trump ønsker at passe på USA, så det ikke bliver som Europa. Her er der jo vanvittige problemer med indvandring. Jeg benægter ikke, at der er problemer, selvom de nok er betydeligt mindre end deres egne. Det triste ved dette er, at flygtningestrømmen ville være ret lille, hvis følgende nationaliteter blev fjernet: afghanere, syrere, libyere, irakere og somaliere.
Hvad har disse så til fælles? USA kom i sin store magt og rodede op i situationen i disse lande og overlod derefter de tilbageværende til deres egen skæbne. Efter alt dette skulle man altså være taknemmelig over for USA og for de problemer, de har forårsaget.
Det lyder til, at du måske misforstod min kommentar. Jeg kommenterede kun på at give diagnoser. Intet andet. Egoistisk, arrogant, smålig, ond, grådig eller selv- eller landskadelig adfærd er ikke det samme som en diagnose af psykopati eller narcissisme. Det var min pointe her. Og jeg forstår godt, hvilke følelser og bekymringer Trumps handlinger har forårsaget, men det var ikke spørgsmålet i min kommentar. At navngive en diagnose ville også lette en rationel forklaring af en bestemt adfærd, det forstår jeg også godt.

Guds udsending på jorden hylder en kommende meddelelse. Jeg gætter på, at det handler om en ny kryptosvindel eller afbrydelse af hjælpen til Ukraine.