NATO-diskussionen er dukket op på et investeringsforum, af forståelige årsager.
Diskussionen har forplumret tråden “Europas sikkerhedssituation og Ruslands aggressioner”, hvis hovedemne dog, som navnet antyder, er aggressionerne. I øjeblikket er tråden en fremragende informationskilde til at følge krigen i Ukraine.
Flere medlemmer har da også ønsket, at diskussionen om Finlands NATO
Finland burde have tilsluttet sig NATO for længe siden. Samtidig med de baltiske lande. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste god grund til, hvorfor Finland ikke skulle være medlem af NATO. Man hører ofte kun trætte argumenter om, at Rusland kunne blive vred. Som vi har set på det seneste, kan Rusland blive vred og angribe selv uden NATO-medlemskab. Medlemskab ville give os betydelig sikkerhed. Så ind i NATO, og det hurtigt!
Den handel, Finland havde med Rusland, var nok den eneste grund til at bevare en form for relation. Nu er det fortid, og jeg mener, det er på tide at klippe navlestrengen over og tilslutte os Vesten permanent. Rusland er ikke længere til nogen gavn for os, og de har intet at tilbyde (med el-biler og Olkiluoto 3 (kernekraftværket Olkiluoto 3)). Plasteret er revet af, men det gør kun ondt én gang.
Hvis man overvejer, hvorfor Finland aldrig er blevet medlem af NATO, så er der et par grunde til det, hvoraf den største er de politikere, som folket har valgt. De første, der falder en ind, er Halonen, Lipponen, Tuomioja, Aho og andre helte, der svømmer i rubler. Folket er også systematisk blevet hjernevasket mod NATO med de mærkeligste argumenter. Finlands tidligere så vigtige handel med Rusland er nu og i lang tid frosset, så der er heller ingen hindring for medlemskab på den front længere.
Jeg har været tilhænger af NATO hele mit voksne liv, altså de sidste 25 år. Nu er jeg begyndt at skifte mening, da vi næppe kan komme med i NATO uden risiko for krig. En mere sikker måde at bevare vores lands uafhængighed på kunne være at “spille frækt med tre kort”, som beskrevet nedenfor.
Ikke desto mindre fornemmer jeg, at socialdemokraterne og de grønne lejre allerede er ved at beslutte sig for NATO (selvom Iiris Suomela stadig synes at være plaget af USA-had). Endnu sværere end for Venstrealliancen (Vasemmistoliitto) synes denne ændring at være for Centerpartiet (Keskusta), hvis politikere ikke engang synes at kunne sige ordet NATO højt. Forsøget på at sige “NATO” kommer fra Centerpartiets ministres mund som “sommerens blåbærkonference, hvor Finlands fremtidige sikkerhedsarrangementer diskuteres”.
Centerpartiet har en lang historie, hvor forholdet til Rusland har sikret Centerpartiet mange slags politiske fordele. Derudover er partiets politiske stil i udgangspunktet at modsætte sig alt, hvad der ikke er en direkte fordel for partiet selv, enten som en selvstændig værdi eller som et forhandlingskort. På den anden side er Centerpartiet altid til salg, og jeg venter bare på, hvilken pris det vil angive, at NATO har. Militærbaser i provinserne?
Finland bør tilslutte sig NATO uanset Sveriges holdning. Men Sverige har endnu mere og hurtigere brug for NATO end Finland.
Rusland har i øjeblikket ikke den militære styrke til at angribe Finland. Men Rusland har både den militære styrke og en stor interesse i at besætte Gotland, selv under krigen i Ukraine. Jeg tror, at hvis Rusland angriber i Østersøen, vil Sverige være øverst på listen.
Det er netop ikke længere muligt at spille med mange kort for mange lande. Før krigen i Ukraine spillede alle EU-lande med mange kort. Vi så, hvad det førte til. Nu hvor Tyskland også har smagt Ruslands blodige diarré i munden, er tiden med to slags kort i EU forbi. Det er ikke længere muligt at være i en mellemtilstand, men man er nødt til at vælge EU eller Rusland. Vi leverer allerede våben til Ukraine og er med i de samme sanktioner. Men samtidig gøer vi af Rusland uden NATO’s sikkerhedsgarantier. Ikke særlig smart. Derfor NATO.
Ideen om et fælles EU-forsvar er meget mærkelig, fordi EU allerede er næsten det samme som NATO. Den eneste væsentlige forskel er, at NATO også omfatter Storbritannien, USA og Canada. Man kan sige, at kun venstrefløjen taler om et fælles EU-forsvar, fordi de af ideologiske årsager ikke kan tolerere USA. Desværre har det dog igen vist sig, at Putin også spiller atomvåbenkortet, hvormed han kunne presse EU til at opgive gennemførelsen af et fælles forsvar i praksis. Ideologien må nu også de skille fra denne sag.
Kald mig bare finlandiseret, men i ærlighedens navn indrømmer jeg, at denne NATO-situation er nervepirrende.
Spændingen består af flere delområder:
Der er rygter fra Ukraine og Rusland om, at forhandlingerne skrider frem, og en mulig våbenhvile inden for 2-3 dage. Hvor hurtigt kan Rusland samle sine tropper og fortsætte sin erobringstur, så at sige, med det samme tryk.
Kunne NATO ikke på en eller anden måde blive inddraget i de ovennævnte forhandlinger og forpligte sig til at stoppe udvidelsen?
Har vores valgte statsledelse styr på sagerne og modet til at handle så hurtigt som muligt, og ikke se den sørgelige diskussion om “nej-jo-nej-nej-ikke nok fuldmagter”, som under coronakrisen.
I forbindelse med ovenstående har “bjørnene” i Rusland-tråden allerede spekuleret i, at Salens (præsident Niinistö, red.) skosnude indikerer, at samtalen med Biden har torpederet vores NATO-muligheder.
Gå og vid om disse ting, mange ting som en almindelig person ikke burde bekymre sig om, men prøv at lade være. Jeg vil forsvare dette land, men jeg ville have en betydeligt bedre motivation for det, hvis jeg vidste, at der var styrke forfra, bagfra, fra siden, fra havet og fra luften.
Sådan en strøm af tanker. Som en på lidt over tredive har jeg før disse sidste uger knap nok været bevidst om “finlandisering” som begreb. Men nu, hvor fakta er lige foran ansigtet på mig, er det virkelig forfærdeligt at bemærke, hvor dybt naboen har boret sig ind i vores kollektive underbevidsthed som nation. En, der er bedre til at forstå og studere psykologiske fænomener, kan sikkert allerede heraf drage årsag-virkningsforhold for Finlands erhvervsliv.
Summa summarum, jeg håber, at vores første dag som NATO-medlem vil være en flagdag, vores anden uafhængighedsdag.
Militær alliancefrihed er ikke en succeshistorie, det er en belastning.
Det er kun en succes i den opdigtede virkelighed, som vi er blevet indoktrineret med, og som ikke alle politikere nødvendigvis vågner op fra. Nogle er nu vågnet op til den virkelighed, hvor den såkaldte NATO-mulighed slet ikke eksisterer, og sandheden om, at vi står alene, når det spidser til, dæmrer langsomt.
Når jeg læser om verdenspolitik, får jeg delvist det indtryk, at USAs interesser ikke nødvendigvis omfatter Finlands NATO-medlemskab nu. Som argumenter nævnes, at 1300 km yderligere grænse til Rusland er én ting, men hovedårsagen til, at USA ikke ville være begejstret for Finlands NATO-medlemskab, ville være, at Finland har været en “pålidelig og neutral” tolk mellem øst og vest. Ønsker man at ændre dette, hvis det har fungeret de sidste 70 år? JFK bad Kekkonen i 60’erne om at komme og fortælle, hvad Sovjetunionen tænkte, nu gentages det samme praktisk talt med Niinistö. Jeg kan selvfølgelig forestille mig denne kæde, og sagen er ikke sådan 
https://www.politico.com/news/magazine/2022/03/07/finland-mattered-why-matters-again-00014580
Baltiske lande ville sikkert støtte Finlands medlemskab, men jeg er ikke sikker på USA. Besværligt eller heldigt, men Finlands redning er, at de baltiske lande er NATO-medlemmer. Ruslands blodtørst er nu rettet længere mod syd, og presset på Finland vil ikke være det samme, som hvis køretøjskolonner omringede Tallinn.
Finland har ingen ordentlig national strategi. Især den nuværende regering er reaktiv og gentager selvfølgeligheder om, hvor vigtig en stærk økonomi er for et stærkt nationalt forsvar, selvom det forholder sig omvendt. Jeg frygter, at Finlands tiltrækningskraft vil falde til bunds, så længe vi forestiller os, at alliancefrihed er en ressource.
https://twitter.com/MikaIhamuotila/status/1502636996572979207
Der er ønsker, eller ønsketænkning, om hvordan Finlands NATO-medlemskab fremmes bag kulisserne nu.
Men efter Niinistös og Sveriges statsministers udmeldinger ville det være mærkeligt at sige ét og gøre noget andet. Hvorfor skabe flere kulisser for medlemskabs-aktiviteter, modstanderen har vist sit ansigt, og der er ingen grund til at bygge kulisser.
Finland valgte at tilhøre Vesten for over 100 år siden. NATO-medlemskab bør søges øjeblikkeligt, det er så op til andre, hvilken tidsplan og hvad resultatet af ansøgningen bliver.
Jeg skulle have tilsluttet mig, så snart det var muligt, og nu skulle jeg tilslutte mig, før døren lukker. Denne “neutralitet” er bare et dumt selvbedrag. Som det fremgår af den nuværende situation, er vi ikke rigtig neutrale. Vi er en del af Vesten, men uden militære allierede. Vi lider alle under ulemperne ved sanktioner, men hvis situationen forværres her, er der ingen hjælp at forvente.
Den eneste gode ting ved ikke at være allieret har været, at vores eget forsvar ikke er blevet nedprioriteret, som NATO-medlemmer har gjort. Selvom de samme parter, der har forsinket NATO-medlemskabet, har forsøgt at gøre det.
God tråd med små facts om NATO (forhåbentlig ikke et repost):
https://twitter.com/HenriVanhanen/status/1502583459721666561
Et simpelt svar på et simpelt spørgsmål. Finland ind i NATO. Vi har været på vej derhen i et stykke tid, men da der ikke var trusler, føltes det ikke vigtigt. Nu er der en trussel, og NATO føles vigtigt nu. Det er usandsynligt, at truslen vil forsvinde inden for et par år. Derfor er der intet tvetydigt ved dette.
Hvis Finland offentligt begyndte at søge NATO-medlemskab uden sikkerhedsgarantier, hvordan kunne Finland så reagere, hvis Rusland for eksempel besatte en lille ø ud for Hamina – for eksempel Kivikartti eller et lille stykke land i Käsivarsi – med henvisning til en uenighed om, hvorvidt grænselinjerne er trukket korrekt i lyset af “nye oplysninger”? Forsvarsmagten har selvfølgelig færdige planer for forskellige scenarier, men hvad kunne disse være?
Den væbnede styrke behøver ikke nødvendigvis at være særlig stor for at skabe en meget vanskelig situation for Finland.
Fremragende spørgsmål. NATO ville ikke tillade Rusland at bruge sine egne regler imod det selv, i hvert fald ikke efter denne invasion af Ukraine. Rusland bestemmer ikke fortolkningen af NATO-charteret, men derimod NATO-landene selv.
Spørgsmålet ville så vende tilbage til, om EU og NATO ville have tilstrækkelige geopolitiske og andre politiske interesser til at stoppe Ruslands forsøg på at erobre Finland? Ville de lade et EU-land glide under russisk indflydelse?
Dette ville have ganske interessante konsekvenser for EU. EU er fuld af beslutninger, der kræver enstemmighed. Kunne EU lade Finland stemme med Ruslands stemme? EU har også et fælles marked. Kunne EU lade Finland indgå separate handelsaftaler med Rusland? Jeg konkluderer, at Finlands gliden ind i Ruslands interessesfære ville være et større problem for EU end for Finland.
Og hvordan ville alt dette se ud i USA? Hvordan ville Demokraternes midterm-valg se ud, hvis Joe Biden lod Rusland snuppe Finland, som er midt i en NATO-proces?
Ukraines engang afviste NATO-ansøgning så ganske anderledes ud. Ukraine var ikke medlem af EU, og det var netop lykkedes at miste Krim og dele af Østukraine uden kampe. Ukraine fremstod for NATO-landene som meget vanskeligt at forsvare mod russisk aggression. Det lignede ikke det Ukraine, det nu ligner.
I virkeligheden ville EU og dermed NATO ikke have andre muligheder end at forsvare Finland, hvis det har indledt ansøgningsprocessen om medlemskab. Uden NATO-medlemskab ville Finland være en bagdør for Rusland til at forstyrre hele EU’s funktionsdygtighed.
Jeg har undret mig over, at der mange gange er blevet refereret til ansøgningsprocessen og processen som sådan.
Skal man virkelig være fuldstændig kompatibel, før man kan være medlem, kontra hvad NATOs tidligere generalsekretær sagde om, at vinduet er åbent lige nu? Eller er det virkelig den fælles beslutning fra de 30 lande om at blive medlem, og den tid det tager for disse lande at træffe den beslutning, der skurrer?
Hvor længe er det rimeligt at vente på Finlands NATO-beslutning? Jeg er selv begyndt halvalvorligt at overveje at flytte til et NATO-land, indtil Finland beslutter sig for at tilslutte sig. Selv uden at tage hensyn til den kendsgerning, at flytningen i praksis ville betyde “at starte fra bunden” arbejdsmæssigt, og muligvis endda arbejdsløshed og at leve af opsparing herfra og til enden.
Jeg tror, at mange af vores krigsveteraner, mens de lå under Ruslands dødbringende ild, har bedt: “Lad os ikke være alene!”
Der er efter min mening ikke to muligheder her.
Ingen finner bør tåle eller frygte den russiske magtelites kujonagtige handlinger. De skal ikke komme her uden invitation.
Det er alment kendt, at Putin har større interesse i de baltiske lande end i Finland, fordi:
Samtidig skal det siges, at Rusland historisk set altid har angrebet Finland, efter at det først har angrebet Litauen. Derfor er det vigtigt at gøre hele angrebsretningen urealistisk for Putin. Rusland må ikke gives mulighed for at plukke lande et ad gangen; i stedet skal hele NATO eskalerer med.
