Socioøkonomisk baggrund og investering

[Wappie]

I denne tråd kan forummedlemmer fortælle om deres socioøkonomiske baggrund og dens indflydelse på deres egen investering. Emnet kan også diskuteres generelt uden at afsløre ens egen baggrund. Har dine forældre eller bedsteforældre investeret? Har du modtaget arv? Hvordan har dine forældres socioøkonomiske baggrund påvirket din uddannelse, arbejdsliv, netværk og derigennem investering?

Traditionelt er investering blevet set som en overklasseaktivitet, som almindelige mennesker ikke bør blande sig i. I de seneste år har den finske folkekapitalisme dog taget skridt i en god retning. Inderes’ forum, andre investorsamfund, investeringsinfluencere, unge investeringsforfattere, podcasts mv., den summen der gør investering kendt især for unge (og mere end tidligere også for kvinder), har efter min mening øget offentlighedens interesse for investering. Min antagelse er, at dette forum diskuteres af personer fra gennemsnitligt rigere familiebaggrunde samt på en vis måde deres families første pionerer. Jeg har f.eks. i tråden “Lønforhandling” glædeligt set personer i meget forskellige indkomstklasser, men det fortæller endnu ikke, hvilken baggrund skribenten kommer fra. Fornuftig opsparing og investering er utvivlsomt godt for enhver persons fremtid, så jeg håber, at diskussionen her vil vække tanker om, hvordan finnerne kan fås til at investere endnu bredere. Det ville være godt for os alle, der bor i Finland. Inderes er godt placeret som producent af investeringsrelateret indhold og kan endda direkte påvirke dette.

Jeg kan starte diskussionen lidt på egne vegne. Jeg blev født og voksede op i en lille landlig by. Byens “rige” var læger, apotekere og et par lokale iværksættere. Mine forældre har ikke gået på universitetet, men har haft ret gode jobs og tjent lidt bedre end den gennemsnitlige finske løn. Som barn var det nok til, at jeg i skolen blev forsøgt mobbet med, at jeg angiveligt var født med en guldske i munden. Ja, vores familie havde en anelse bedre levestandard end de fleste af mine skolekammeraters familier, men på intet tidspunkt i min ungdom stødte jeg på mennesker, der var bare lidt rigere end middelklassen. I vores familie talte man ikke om investering. Lotto-trækninger blev dog fulgt. Flittig skolegang, en stærk arbejdsmoral og sport blev højt værdsat. Jeg fik værdifulde færdigheder og en handlekraftig indstilling, men ingen vidste rigtig, hvordan man skulle vise mig retning i livet. Ingen kunne rådgive om, hvad og hvor man skulle studere, eller hvad man skulle gøre med de tjente penge.

Militæret åbnede mine øjne enormt. Der så man godt nok alle slags mennesker, men især RUK (Reserveofficersskolen) var en forvirrende oplevelse. Pludselig kom mange omkring mig fra såkaldte topgymnasier og skulle primært studere på nogle af de mest prestigefyldte universitetsfag i Helsinki. Nogle forældre var i meget højt betalte jobs og generelt i erhverv, som man intet kendte til i en lille by. Det samme fortsatte, da jeg kom på universitetet. Vennernes fædre var læger, administrerende direktører og millionærer som iværksættere. En fælles observation for mange, der kom fra rigere familier, var, at arbejdsmoralen ofte ikke var helt på samme niveau som hos dem fra mere beskedne baggrunde. Som om verden var mere rede for dem, uanset akademisk succes. Fritid og livets glæder vandt for dem, mens jeg selv sled med studierne så godt jeg kunne. Selvfølgelig var de fleste af dem meget kloge, og de klarede i sidste ende deres studier med relativt lidt indsats, dog ikke nødvendigvis med de bedste karakterer. Det betød ikke noget. Investering var allerede et kendt fænomen for mange af dem. Formue eksisterede allerede og blev forvaltet på forskellige måder. Først i begyndelsen af universitetet fik jeg mulighed for at opbygge min investeringsformue helt fra bunden, men heldigvis allerede dengang. Utvivlsomt førte alle mine tidligere erfaringer til, at jeg opdagede investering relativt tidligt, uanset min baggrund. Jeg havde indset, at de rigere altid kunne ansætte en mere flittig opkomling til at udføre det hårde arbejde og indsamle profitterne. I stedet for blot at slide, var det bedre at sætte sine penge i arbejde for at generere nye penge. Renters rente-effekten sørger over årene for formueopbygning, i hvert fald til det niveau, der i barndommen blev betragtet som “rige”. At blive rig er ikke et livsmål i sig selv, men den frihed og mulighed for at påvirke livet, som øget formue medfører, er værdifulde ting at stræbe efter. Mine forældre arbejder stadig hårdt, mens pensionen nærmer sig. Jeg ved ikke, om jeg ønsker at arbejde på samme måde i samme alder, men jeg håber, at jeg da har frihed til at vælge.

[Ziibra]

Lidt over 30 år gammel. Min barndom og ungdom var fantastisk; jeg havde mange venner, en kærlig familie og en dejlig slægt, og derudover gik jeg til holdsport. Min mors uddannelse: folkeskolen gennemført med nød og næppe. Hun var stort set arbejdsløs i hele min barndom, bortset fra nogle småjob. Min fars uddannelse: folkeskolen gennemført med nød og næppe. Han arbejdede i “lortejob” siden han var teenager og tog lange arbejdsdage, når de var til gængelige. De prædikede dog konstant, at man skulle passe sin skole, hvilket jeg er virkelig taknemmelig for. Den praktiske hjælp til lektier eller karrierevalg var dog stort set lig nul… og jeg bebrejder ikke ligefrem mine forældre for det, da deres IQ simpelthen ikke rakte til det. Jeg lærte rigtig meget om brug af egne penge og at spare op til de ting, jeg gerne ville have, som barn og ung, og selv de mindste “ikke-nødvendige” anskaffelser måtte jeg altid selv sørge for; fjernsyn, Playstation, depositum til lejlighed, kørekort… de såkaldte nødvendige ting (cykel, ski, skøjter osv.) fik jeg så som fødselsdags- eller julegaver. Jeg kan derfor med stolthed og ærlighed sige, at absolut hele min formue er selvskabt. Jeg fik ikke en rød reje som “startkapital” (redeæg). Bortset fra lejlighedsvise, små øjeblikke af bitterhed og misundelse, er jeg meget stolt af det.

Investering har af en eller anden grund altid været som en rød klud for min familie og slægt. Det er på en eller anden måde blevet ladet med al den bitterhed, som mine forældre har vist over for samfundet, ulmende under overfladen. Investering er blevet opfattet som egoistisk “skjuleri af penge”. Der var endda ret stærke kommunistiske træk i min slægt i miniformat; hvis nogen havde “overskydende” penge, blev de automatisk brugt til slægtens bedste. Gud nåde og trøste dig, hvis nogen i familien var begyndt at investere deres ekstra penge. Nå, jeg er den eneste student i familien, så der var nu heller ikke mange håndører til overskud.

Da jeg i sin tid fortalte min far, at jeg investerede, fik jeg i starten en ret vred og bitter opsang. I den opsang spillede argumenter og fakta naturligvis ikke hovedrollen, men derimod slægtens “tavse regler” og “livserfaring” baseret på en folkeskolebaggrund. Jeg er alligevel fortsat med at investere, fordi jeg allerede på tærsklen til voksenlivet besluttede mig for at forkaste en stor del af min slægt “livsvisdomme” og studere og interessere mig så meget for verden selv, at jeg kunne skabe mine egne livsvisdomme. Porteføljen er kun på beskedne 20.000 €, men det er præcis det samme beløb mere, end mine andre slægtninge har tilsammen.

Nu om dage forstår mine forældre at værdsætte mine bedrifter og er glade for, at min familie har det godt økonomisk såvel som på andre områder. Jeg klarer mig rimeligt, men jeg vil stadig påstå, at jeg på dette forum ligger i de nederste 10 % rent formuemæssigt Hvis jeg en dag bliver “rigtig” rig, tror jeg, at resten af min familie enten direkte eller indirekte vil “kræve” deres del af den formue, jeg SELV har tjent.

Edit: Jeg tjekkede for sjov forældrenes uddannelsesniveaus indflydelse på børnenes uddannelsesniveau. Jeg har selv en YAMK (professionskandidatuddannelse). Blandt sønner af mødre med folkeskolebaggrund gennemfører 7 % en videregående uddannelse på kandidatniveau. Blandt sønner af fædre med folkeskolebaggrund er det 8 %. (Vanhempien koulutus vaikuttaa lasten valintoihin | Tieto&trendit) Jeg fandt ikke en statistik, der viste hyppigheden af barnets/sønnens kandidatniveau, når begge forældre har folkeskolebaggrund. Under alle omstændigheder øgede dette den stolthed, jeg tillader mig selv at føle over mine præstationer

Min misundelse er ikke kategorisk rettet mod de rige, men mere mod de rige, der allerede har fået rigtig meget i udgangspunktet. I så fald er det mange gange lettere at skabe velstand. Jeg forsøger hele tiden at slippe af med mine følelser af misundelse, og det er lykkedes mig ret godt indtil videre.

[Ituhippinen]

Jeg har åbnet lidt op i en eller anden tråd, men da trådens idé fascinerer mig, og det er rart at læse andres historier, fortæller jeg også kort min egen.

Jeg er lidt over 30 år gammel og er så heldig at være far til en lille pige. Jeg blev født ind i en slægt, hvor der aldrig har været akademikere, og der var to, som havde gået i gymnasiet i løbet af de sidste fire generationer. I slægten var der desuden én selvstændig, og alle andre var i arbejderfag. Jeg var den første akademiker i min slægt. Efter mig tog min bror også en videregående uddannelse.

Mine forældre var arbejdere uden nogen uddannelse. Lønnen var et godt stykke under gennemsnittet. En fantastisk barndom, en kærlig familie, hvor der altid var alt, hvad man havde brug for. Der blev bare arbejdet mere, så de nødvendige ting kunne anskaffes. Der var en del sort arbejde på værtshuse, som familien så fik penge fra til at rejse, og takket være det er jeg kommet til at rejse en del rundt i verden.

Jeg har ikke modtaget nogen arv, og der er heller ikke nogen på vej i fremtiden. Der er aldrig blevet talt om investeringsrelaterede emner, og mine forældre ville heller ikke have haft noget at bidrage med der.

Indkomstmæssigt er jeg allerede sprunget et par percentiler op i forhold til mine forældre. Har det bragt mere lykke? Det tvivler jeg på . Jeg er i stand til at give mit barn alt, hvad hun har brug for, og lægge lidt til side til hende til fremtiden (min indkomst er lige under gennemsnittet).

Selvom socioøkonomisk klasse går meget stærkt i arv, kan dette mønster brydes “nemt” med en god opdragelse og et strejf af held i tilfældighedernes spil (barnets omgangskreds, interesser).

[Gadus]

@Ituhippinen

Selvom den socioøkonomiske klasse går meget stærkt i arv, kan dette mønster brydes “nemt” med en god opdragelse og et strejf af held i tilfældighedernes spil (barnets kredse, interesser).

Det er i øvrigt en interessant ting som en sideanekdote, selvom det ikke er det, der diskuteres her. Socioøkonomisk status er en kompliceret sag, og selvom uddannelsesniveauet ikke nødvendigvis er i top, vil en satsning på almen dannelse og lignende sandsynligvis forbedre chancerne på for eksempel parforholdsmarkedet i form af fælles interesser. En håndværker behøver ikke kun at være interesseret i den seneste runde i NHL, selvom man ynder at dyrke visse stereotyper.

Udgangspunktet var jo ikke noget særligt. Da mine forældre kom fra landet, kunne de ikke tilbyde en god uddannelse, og levestandarden var på et niveau, hvor man led af mild skørbug, så socioøkonomiske spørgsmål har næppe fyldt meget i tankerne. Min mor styrede dog husholdningsøkonomien og lærte mig sparsommelighed, men mon ikke interessen for økonomiske anliggender også delvist udsprang af tilfældigheder og egen interesse.

Det er for øvrigt snart 20 år siden, at jeg som knap tyveårig åbnede en værdipapirkonto. Jeg husker stadig, hvordan bankdamen advarede om, hvor dyrt det var på markedet, og IT-boblen var også lige bristet. Vi fik den endelig åbnet, og det er gået rigtig godt. Egen interesse og passion for at lære ting bærer en meget længere i det her end nogen skole eller uddannelse.

[Toivorikas]

Interessant emne. Min baggrund er fra en mellemklassefamilie i byen, hvor min far havde huller i lommerne; alle pengene blev brugt senest inden næste lønningsdag. Lejebolig, der var aldrig penge til andet end det vigtigste, nemlig min fars druk. Jeg fik lidt lommepenge som barn, altid mindre end mine venner. Jeg lærte at være sparsommelig allerede som lille barn, da jeg ikke ønskede at fortsætte på den sti, min far havde udstukket.

Efter jeg flyttede for mig selv, har jeg altid sørget for at have en økonomisk buffer på kontoen, uanset om jeg har haft en lav eller høj indkomst, sandsynligvis på grund af et behov for at kunne klare mig selv, som jeg lærte i barndommen. Mit forbrug har altid været mindre end min indkomst; i min studietid klarede jeg mig for meget lidt.

Så snart jeg var i stand til det, begyndte jeg at investere i aktier, omkring tyveårsalderen. Porteføljen er blevet tømt mange gange, for eksempel på grund af boligkøb, og et par gange har jeg fået så store tæsk på mine investeringer, at jeg i panik har realiseret alt og i værste fald ladet opsparingen stå på en bankkonto i alt for mange år.

Nu har jeg efterhånden så meget alder og erfaring, at min risikovillighed og forståelse for risiko/afkast-forhold er forbedret, og det samme er min økonomiske situation. Aktieporteføljen er allerede ret omfattende i forhold til mit indkomstniveau, og selve indkomstniveauet er også ganske godt; i dag ligger jeg nemt i den øverste procent af finnerne, hvad angår lønindkomst.

Min mor havde ret lavtlønnede jobs gennem sin karriere, men fik sparet op i en livsforsikring, hvor der nåede at samle sig lidt penge over årtierne, og hun har siden overladt forvaltningen af sin opsparing til mig. Min far har altid ment, at aktieinvestering er nytteløs spekulation og i bedste fald højst et nulsumsspil. Han har altid været misundelig på de velstillede, og han er ligeledes tydeligt misundelig på mig; han undrer sig nok mest over, hvordan det er muligt, at jeg er endt blandt de velstillede. Jeg har ingen søskende, så på den måde er der ingen sammenligningsgrundlag. Min ægtefælle er endnu mere sparsommelig end mig, måske har det været et underbevidst valgkriterium.

[Capo]

Jeg er allerede lidt over 60 år gammel og enebarn, opvokset med min enlige mor. Min far døde, da jeg var 3 år gammel. Min mor arbejdede som kontorassistent hele sit arbejdsliv, og det var ret småt med pengene. Hun lærte mig at spare op; lommepenge blev lagt i OP’s Hippo-sparebøsse og senere sat ind på en konto. Jeg blev altså opmuntret hjemmefra til opsparing og “fornuftigt” pengeforbrug. For eksempel: man bør ikke købe på afbetaling, man skal spare op til en bil i stedet for at stifte gæld, osv.

Investeringen startede i Osuuspankkis dyre “tracksuit-fonde” (tuulipukurahastot) omkring 2009-2010. Vi var allerede kommet op fra bunden af finanskrisen. Aktier kom ind i billedet i efteråret 2020, og porteføljen er i dag ret “boomer-agtig”, og hovedvægten ligger på indeks- og endda obligationsfonde. Derudover har jeg en lille portefølje med højere risiko. Jo ældre man bliver, desto mindre risiko tager man.

Min økonomiske situation er ret velstillet, og det er der i hvert fald et par væsentlige årsager til. Arbejdsløshed er gået langt udenom mig. Jeg fik job lige efter værnepligten. Efter et par år (1986) foreslog min arbejdsgiver efteruddannelse på Teku (teknisk skole) under en uddannelsesorlov. Jeg uddannede mig, og indkomsten steg betydeligt.

For det andet er jeg barnløs. Min kone har voksne sønner, som min formue med tiden vil ende hos.

For det tredje er der selvfølgelig det førnævnte fornuftige pengeforbrug. Det betyder ikke sygelig nærighed, men jeg overvejer ofte, om jeg virkelig har brug for et nyt produkt. I dag går pengene mere til oplevelser og rejser. Til at nyde livet. Min kone konstaterede engang rammende, at jeg i visse ting er meget påholdende og i andre ret gavmild (lidt velgørenhed til Ukraine og Læger uden Grænser m.m.).

Jeg har trivedes fremragende på min arbejdsplads. I starten af -23 havde jeg været der i 40 år, og jeg traf beslutningen om at sige op. Der er stadig tre og et halvt år til folkepensionen, men jeg har ingen økonomiske bekymringer. Min kone er selvstændig og arbejder stadig et par dage om ugen. Hun kan nemt tilrettelægge sit arbejde, så vi har kunnet rejse en del. Snart er et år som “friherre” (vapaaherruus) lagt bag mig, og det har været en fantastisk tid.

Jeg lavede et exit lidt før tid, fordi muligheden bød sig. For år tilbage tænkte jeg, at når jeg engang går på pension, så skal jeg gøre ditten og datten. Man ved aldrig, hvor mange år man har tilbage, så vi gør de ting, vi bedst kan lide, lige nu .

[JLSA1]

Første opslag på hele forummet.

40-årig barn af krisen og to søskende.

Forældrene har en erhvervsuddannelse, og under krisen var det stramt, men alle behov blev dækket. Vi blev på sin vis motiveret til uddannelse, gymnasiet blev betalt osv. Far sagde, at vi skulle læse til læge eller advokat. Men da man er usikker som ung, blev man ikke rigtig vejledt ordentligt. Jeg droppede ud af gymnasiet, det var okay, og der blev ikke engang talt om hvorfor… Her bagefter ville jeg have ønsket et los i røven. Hjemme var ideologien egentlig, at man skulle gøre det, man blev glad af.

Der blev ikke rigtig talt om penge (slet ikke om aktier osv.), vi fik lommepenge, selvom det ikke var de store beløb. Nu, gennem denne diskussion, indså jeg, at formue hjemme hos os ikke blev set som et mål for lykke. Den ene bedstefar var en velhavende direktør, som var et ret koldt menneske. Måske lærte man, at penge ikke (nødvendigvis) gør en lykkelig, mens den anden bedstefar, der var på en tidlig, lille førtidspension, var verdens dejligste menneske. Vi talte ikke grimt om de rige eller var misundelige. Der bliver stadig ikke rigtig talt om penge eller økonomiske forhold i familien, det har ligesom ingen betydning. Altså ikke fordi der er knyttet noget negativt til det eller lignende.

Jeg boede i et område, hvor de socioøkonomiske baggrunde spændte vidt. Mine venner var både iværksætterbørn, der stod til at arve millioner, og anbragte børn af alkoholiske forældre. Dengang i præ-teenageårene indså jeg, hvor mange af iværksætterbørnene der virkelig manglede deres forældre. Der var enorme parcelhuse, men ingen hjemme eller mad, der var bare efterladt penge på bordet. Dette er altså baggrunden for, hvorfor det at tjene penge ikke motiverede mig som ung. Jeg respekterer stadig iværksættere rigtig meget, alle er selvfølgelig ikke ens. Dengang “før i tiden” var investering så sjældent, at iværksætteri var den eneste måde at forestille sig økonomisk succes på.

Nu her senere har jeg taget en bachelorgrad, og jeg læser nu til en kandidat.

Jeg har allerede talt meget med mit barn i 1. klasse om, hvordan økonomi og iværksætteri fungerer, selvfølgelig på barnets niveau. Jeg har været interesseret i investering i omkring fem år, og jeg har altid været sparsommelig (men ikke nærig), og det er jeg stadig. Min løn dækker mine behov fuldt ud, og der er penge til overs. Jeg synes bare, det er flot og fantastisk, hvis folk sparer op eller investerer. Jeg investerer selv, fordi investering og økonomi er interessant, og i princippet får jeg penge uden at gøre ret meget ekstra. Det er lidt modstridende på sin vis, fordi penge ikke definerer min lykke særlig meget, men penge skader jo heller ikke. Barnet har investeringsforeninger og kontanter, og det ved barnet jo intet om. At lade penge stå til næsten nulrente på en almindelig konto er dumt og ulogisk, og derfor investerer jeg + har penge til en god indlånsrente.

Af mine søskende investerer og sparer min bror også op, han er virkelig over-sparsommelig. Min søster derimod sparer meget små beløb (5-10 €) op til sine to børn på en konto. Jeg tror ikke engang, min søster er klar over, at man får forskellige renter på opsparinger i forskellige banker. Det er dog dejligt, at hun overhovedet sparer noget op.

[Reload]

Også fra en arbejderfamilie her. Far havde sin arbejdskarriere på fabrik med en folkeskoleuddannelse i bagagen, mor var indimellem sekretær, indimellem arbejdsløs. Vores levestandard adskilte sig i praksis ikke på nogen måde fra nabofamiliernes. Der blev opmuntret til at spare op, men ellers bestod den økonomiske opdragelse mest i form af talemåder:
I Finland bliver man ikke rig af at arbejde, er en sætning, som jeg helt sikkert har hørt tusindvis af gange. Min far har udført hårdt og tungt arbejde hele sit liv, og han mente helt sikkert ikke sætningen, som jeg tolkede den:
jeg lærte allerede som ung, at det altså ikke kan betale sig at arbejde i Finland. Kombineret med min mors periodevis lange arbejdsløshedsperioder, har jeg aldrig betragtet arbejdslivet som et pålideligt sted at få en indkomst. Derfor gad jeg heller ikke uddanne mig, og for ikke at overdrive: Jeg ville aldrig være kommet ind på en videregående uddannelse.
Min interesse for at arbejde har altid været på et niveau, der grænser til afsky, jeg har kun haft tidsbegrænsede stillinger eller deltidsarbejde og har i praksis kun klaret mig takket være min sparsommelighed.
På grund af min nærighed vågnede jeg som 25-årig op til, at der begyndte at stå “latterligt mange” penge på opsparingskontoen, bare for at de skulle stå der. Jeg husker ikke, om jeg på det tidspunkt overhovedet havde nogen anelse om aktiemarkedets eksistens, for jeg endte først med at smide en lille sum i forbrugslån. Efter et år konstaterede jeg, at pengene ikke var forsvundet som dug for solen, og jeg turde begynde at lede efter nye investeringsmål. Et sted herimellem havde jeg også fundet Rahapodis Martin Paasis lære om “omkostningseffektive indeksfonde”, så jeg endte hos Nordnet.

I sidste ende har investering givet mig hundredetidobbelt igen af, hvad jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Min første erkendelse var, at dette er midlet til at slippe væk fra det arbejdsliv, jeg hadede. Et par år senere forstod jeg, at arbejdslivet måske ikke er problemet, men derimod at jeg ikke selv egner mig til at arbejde under andre mennesker. Jeg har også altid betragtet mig selv som værende dårlig til at lære, men også denne antagelse har jeg efterfølgende måttet modbevise – i hvert fald delvist.
I praksis har jeg herved åbnet døre, som jeg ikke anede eksisterede.
På den anden side har jeg også lukket nogle.
På arbejdspladsen er man en absolut særling, der stjæler sit levebrød fra andres lommer, og man tror bare for meget om sig selv. En person, for hvem det at “høre til flokken” er vigtigt, ville sikkert allerede have droppet hele investeringstanken.

Selv opdaterede jeg netop min investeringsplan ved årsskiftet og talte, hvor mange dage der er til pension: 1810.
Hvis man nu for eksempel begyndte at studere som pensionist, kunne man nå det endnu inden de fyrre.

[Saint]

Jeg er under 30 og kommer fra en iværksætterfamilie på fem. Min familie er fuld af iværksættere, men de har stadig arbejderklassens værdier. Min bedstemors bemærkning opsummerer situationen godt: ”kapitalistsvin kører i taxa”, hvilket hun bruger som begrundelse for, hvorfor hun ikke kan tage en taxa til indkøbsture, selvom hendes egne kræfter og evne til at køre bil er ved at være der, hvor der burde gøres noget andet.

Min far var kun på arbejdsmarkedet i nogle få år efter min fødsel og kom på førtidspension på grund af svær epilepsi. Førtidspensionen lå vist omkring 1500 €, jeg kender ikke det nøjagtige beløb, for jeg har aldrig spurgt, men det er ikke noget, man lever i luksus for. Min far er en mester til at bruge sine hænder og formår at reparere alt. Eller det føles i hvert fald sådan, for jeg har endnu ikke formået at ødelægge noget, som vi ikke har kunnet reparere sammen. Denne evne er jeg så taknemmelig for, som man overhovedet kan være. Man sparer en formue, når man selv kan reparere ting, der går i stykker.

Hele familien blev i praksis forsørget af min mor, som var selvstændig. Jeg har endnu ikke mødt et menneske, der har arbejdet lige så hårdt. De første 15 år af mit liv så jeg hende kun i forbifarten. Min far var altid hjemme og sørgede for, at vi drenge kom til fritidsaktiviteter osv. Jeg ville gerne have spillet ishockey dengang, men det var der ikke råd til, så valget faldt på et betydeligt billigere alternativ. Min mor uddannede sig til student og tog senere en professionsbachelor ved siden af at forsørge familien.

Under finanskrisen lå virksomhedens aktiviteter stille i omkring et år, og pengene var virkelig knappe på grund af et lokaleskifte. Der knytter sig en trist historie til dette, da det gamle lokale pludselig blev revet ned af kommunen. Det nye sted krævede enorme investeringer og gæld, og det var lige i den værst tænkelige økonomiske situation. På mirakuløs vis lykkedes det dog at åbne det nye sted. Jeg husker selv, hvordan jeg som lidt over 10-årig lavede noget malerarbejde og lagde gulv. Min fars helbred var under pres, da fysisk anstrengelse også forværrer hans epilepsi. Det var stort set ikke muligt at bruge lønnet arbejdskraft til renoveringen på grund af den økonomiske situation, eller også blev det holdt på et absolut minimum. Jeg husker stadig den stress, familien følte på det tidspunkt. Derfor måtte både jeg og min bror, der er et par år ældre, også arbejde. En familie med iværksætterbaggrund hjalp enormt meget, da folk virkelig ønskede at hjælpe, og der var faglig ekspertise inden for mange områder.

Virksomheden var dog aktiv, selvom der ikke var omsætning eller overskud, og udgifterne løb løbende. Familien skulle forsørges. En selvstændig har ikke ret til sociale ydelser i Finland. Vores eksistensgrundlag afhang nu af min fars førtidspension, og samtidig sugede virksomheden alle opsparinger til sig, og selv de var ikke nok. Midt i det hele var min mor nødt til at søge arbejde samtidig med, at hendes egen virksomhed skulle køres op igen. Muligheden for, at min far skulle vende tilbage til arbejdsmarkedet på bekostning af sit helbred, strejfede os også.

Jeg er på ingen måde bitter over det, selvom jeg måtte arbejde i en tidlig alder, mens mine venner spillede computerspil. Jeg lærte ting, som jeg får gavn af resten af livet.

Det går rimeligt godt for virksomheden nu, og min mor kom endelig på pension ret tidligt, men i betragtning af hendes arbejdstimer burde hun have været det for længe siden. Det har i sig selv været fantastisk at vokse op i sådan en familie, for man har set både de dybeste dale og de højeste toppe. Jeg har indimellem leget med tanken om, hvad der var sket, hvis virksomheden af den ene eller anden grund var gået konkurs. Vores families situation ville have været meget anderledes. Derfor ramte corona-restriktionerne mig hårdt på et principielt plan, fordi jeg vidste, at de ville føre til triste menneskelige og familiære skæbner.

Mine forældre investererede hovedsageligt i nogle fonde og vidste stort set intet om aktier. Min egen interesse blev vækket som 14-årig, da tilfældige indtægter begyndte at hobe sig op fra flere sider. Jeg har også altid selv haft en iværksættermentalitet. Sammen med min bror tog vi i skoven for at plukke svampe og bær og solgte høsten til lokale restauranter. I de bedste høstår nåede vi endda at tage af sted om morgenen før skolestart. Nogle venner grinede af os, men de kunne bare grine. Indtjeningen var flere tusinde i løbet af sæsonerne, hvilket er mange penge for en 12-årig. Og alt røg naturligvis senere i aktier!

I forhold til min egen økonomi er jeg meget nærrig indtil et vist punkt. Jeg sparer ikke på steder, hvor man ikke bør spare. Dette gjorde det muligt for mig at kanalisere mine indtægter over i investeringer i en meget ung alder. Jeg investerede mit studielån i aktier. Jeg havde ikke brug for det eller for støtte til at leve for; opsparingen ville have holdt fint gennem hele studietiden, selv hvis jeg ikke havde arbejdet. Nu forstår jeg, at det at begynde at investere var den bedste beslutning nogensinde. Jeg må konstatere, at den passive indkomststrøm bare føles god. Jeg påstår ikke, at jeg er en mester til at investere, men jeg har i det mindste ikke formået at tabe penge. Selv min mor har tillid til mig i økonomiske anliggender, da jeg i vid udstrækning får lov at passe hendes investeringer. Og med vores families historie i baghovedet tænker jeg mig om tre gange ekstra grundigt ved hendes investeringer, end når jeg investerer mine egne penge.

Jeg overvejer selv en akademisk karriere. Der er stort set ingen højtuddannede i min familie, med få undtagelser; alle har været flittige arbejdere. Iværksætteri fascinerer mig dog stadig, og måske kan jeg en dag kombinere disse to veje. Jeg skiller mig unægteligt ud med min baggrund i akademiske kredse. Tilfældigvis er jeg typen, der går lige til sagen og får tingene gjort. Jeg hader enhver form for hjælpeløshed eller manglende evne til at klare sig selv.

[Shinjuku-mies]

Jeg er næsten 40 år gammel og den ældste af fire søskende. Jeg synes, jeg fik en strengere opdragelse under 80’ernes opsving og 90’ernes krise end mine søskende, men i eftertiden er jeg tilfreds med de grænser og sanktioner; jeg var jo trods alt selv ofte skyld i mine dumheder, og i dag husker jeg de tider med varme.

Jeg er selv dobbelt erhvervsuddannet, med to forskellige grunduddannelser, der supplerer hinanden efter behov, og jeg har ikke tænkt mig at uddanne mig yderligere på skolebænken; med disse klarer jeg mig helt sikkert. Mine forældre er almindelige arbejdere, min far i lagerbranchen og min mor i plejesektoren. I 90’erne førte krisen til, at pengene var små. Hakkekødspakker blev halveret, jeg fik brugt tøj gratis osv. På trods af det var mine bunker af julegaver enorme, bl.a. dukkede en NES og Amiga 500 op fra julemandens sæk, selvom jeg ikke engang havde brug for dem; vennerne havde de samme spil og maskiner, og jeg var desuden et barn, der legede meget udenfor. Jeg har også nævnt det i eftertiden, at det ikke havde været nødvendigt, og at de penge helt sikkert kunne have været brugt bedre.

Jeg var et ødeland som barn, og pengene brændte altid i lommen. Når det gjaldt økonomi, fik jeg anbefalinger om at spare op fra både forældre og bedsteforældre, men det blev stort set ved det. Jeg hævede ofte i hemmelighed penge fra min Postipankki-konto (postbank), som var sparet op der, da det på det tidspunkt kunne lade sig gøre med en bankbog uden at fremvise legitimation. Hvad der kom ind, røg ud igen. Jeg fik min første telefon, en Nokia 5110, som konfirmationsgave, og den kostede, så vidt jeg husker, 1999 finske mark (mk). Mine lommepenge var 50 mark, og jeg omdelte lokalaviser hver fredag i 3,5 år, og hvis der er noget, jeg er stolt af, så er det, at jeg har betalt alle mine telefonregninger med mine egne optjente penge lige siden konfirmationstiden; der blev aldrig noget tilovers. Det samme telefonnummer, der starter med 050, er stadig i brug efter over 25 år.

Da der ikke var så mange penge til pjat som barn og ung, lærte det mig lidt, men ikke nok. Alt for længe antog jeg, at pengenes eneste formål var at blive brugt. Hvis jeg fik 10, 20, 50 eller 100 mark, var de væk med det samme. Dette fortsatte helt ind i værnepligtstiden, hvor dagpengene gik til telefonregninger og festligheder i weekenden. Efter militæret for 20 år siden kom det øjeblik i livet, hvor jeg skulle være selvstændig, og min mor nærmest puffede mig til at flytte hjemmefra, og det var godt det samme…

---

Jeg springer nu 20 år frem til i dag. Jeg har selv investeret i 6,5 år og har i den tid sparet et snart sekscifret beløb op fra mine egne indtægter, efter at have startet fra nul. Jeg synes ikke, min indkomst er høj, godt og vel et par tusinde euro netto i hånden hver måned, men min opsparingsrate sidste år var på ganske pæne 56 % af hele årets nettoindkomst.

Jeg er nu den eneste i min familie, der er godt på vej til at blive velhavende, og mine faste udgifter (bolig, regninger og mad) er på knap tusind euro om måneden, hvilket er endnu mindre end for 10 år siden. Jeg har altså uddannet mig selv til at blive den bedste økonomiekspert, der indså, at pengenes eneste formål ikke er forbrug, og at udgifter samt livsstil skal dimensioneres og stå i forhold til indtægterne, også med tanke på skræmmescenarier, som det årti, der startede så barskt, beviser. Jeg kan også godt lide at sige, at opsparing er en obligatorisk udgift, der skal betales.

Jeg har forsøgt at sprede det glade budskab om opsparing og investering samt overvågning af ens egen økonomi, især til mine søskende, som stadig har masser af tid til at opbygge deres formue, men indtil videre æder udgifterne indtægterne, og/eller interessen er der bare ikke. Jeg kan i det mindste selv bevise over for dem, hvis det bliver nødvendigt, at det her ikke er raketvidenskab; man skal bare starte, selv med småbeløb, præcis som jeg selv gjorde i sin tid.

[Dividendtears]

Jeg kommer fra en enlig forsørgerfamilie på 5 personer. Mor arbejdede mest i vikariater som rengøringshjælp, og pengene var små. Vi var en fattig børnefamilie, intet blev taget som en selvfølge, men alt skulle fortjenes… Vi vidste intet om investering, og det gjorde slægten heller ikke.

Mor gik ovenikøbet i kaution for andres lån og endte med at skulle betale, og indimellem slap maden op på bordet… Vi fik tøjpakker fra SPR (Røde Kors) hver jul og f.eks. et gavekort til butikken fra kirken… Selv giver jeg med glæde penge til Hyvä Joulumieli-indsamlingen (Godt Julehumør) hvert år, fordi jeg ved, hvor vigtigt et arbejde det er…

Nogle af mine søskende er bitre over den fattige barndom, men selv ville jeg ikke have undværet noget… Man er den, man er, på grund af de ting, man har oplevet, og desværre vokser man som menneske mest gennem “smerte”..

Som lille så jeg min mor græde om aftenen ved siden af bunken af regninger og tænke på, hvordan vi skulle klare det hele. Dengang besluttede jeg, at jeg ikke ville opleve det samme..
Efter gymnasiet fik jeg et arbejderjob, fordi jeg altid har holdt af at arbejde med hænderne.. Jeg arbejdede meget overtid og lagde så meget som muligt til side i aktier..

Jeg satsede alt uden nogen viden direkte ind i aktieboblen omkring årtusindskiftet og led tab for tusindvis af euro…

Jeg læste alle de investeringsbøger, jeg kunne finde på biblioteket, og startede forfra med at investere fra bunden i 2004 med fokus på udbytte..
Jeg stræbte efter økonomisk uafhængighed, men i dag handler det mere om økonomisk frihed: man kan for eksempel tage et job, man kan lide, selvom det er lavtlønnet osv.

Og f.eks. var det en stor økonomisk indsats at bygge et parcelhus til familien.. Man kan ikke spare på alt, familien er den ægte rigdom i livet. Hvis man sparer for meget, kan man miste andre vigtige ting, og livet bliver ikke levet.. Man skal finde balancen…

Nu som 46-årig er udbytteindkomsten ca. 30.000 € om året, og jeg leder efter et deltidsjob og prøver at nyde mine resultater/friheden…

[hlaht1nen]

Jeg er i trediverne og er vokset op på landet i en arbejderfamilie. Jeg havde en lykkelig barndom, selvom jeg på den anden side bagefter har forstået, at min barndom ikke har været helt normal. Min mor havde alvorlige psykiske problemer, og min far havde en vis grad af alkoholproblem. Min far var dog en flittig arbejder, og han er det mest flittige og handlekraftige menneske, jeg kender. Hvis der er noget, jeg er taknemmelig over for min far for, så er det den arbejdsmoral, jeg har arvet fra ham.

Jeg har ikke rigtig fået nogen økonomisk opdragelse. I stedet blev jeg opfordret til at studere, og som ung blev jeg belønnet for gode karakterer. Investering blev der aldrig talt om, eller kun i det omfang, at investering efter min fars mening ikke kan betale sig. Han har selv en dårlig erfaring i bagagen. Jeg har også fået forståelsen af, at lån altid er af det onde. Mine forældre har aldrig rigtig haft gæld.

Selvom mine forældre har haft lave indkomster, rejste vi meget til udlandet. Dette var virkelig sjældent i vores folkeskole. Ellers har jeg aldrig manglet noget. Fra mine forældre lærte jeg, at man klarer sig rigtig godt med små indkomster, hvis omkostningerne er små.

Jeg husker, at jeg fik 1800 euro af min mor, da jeg begyndte at læse. Det var mange penge for min mor, hvis indkomst var virkelig lille. Det havde sikkert taget lang tid at spare det op. Da jeg aldrig var blevet lært at bruge penge, ødslede jeg det beløb væk med det samme på alt muligt ligegyldigt. Det ærgrer mig stadig. Min mor havde også for vane pludselig at give mig penge uden at jeg bad om det. Hun forstod ikke, at hun ved at give penge uden modydelse gjorde mig en bjørnetjeneste. Der gik en del år, hvor jeg ikke var opmærksom på mit pengeforbrug, fordi jeg så let fik penge fra min mor.

På et tidspunkt begyndte jeg at modnes lidt, og af en eller anden grund blev jeg interesseret i investering. Jeg begyndte at følge forskellige medier, som forkyndte investeringens glade budskab. Jeg har nu investeret i 3 år, og investeringerne er stadig små. På et tidspunkt kom jeg i god gænge med investeringen, men de nuværende studier og deltidsarbejde bremser rejsen en smule. Det fortsætter i større stil med investering, når jeg er færdiguddannet og kommer tilbage på arbejdsmarkedet med en bedre løn.

Jeg er stolt og taknemmelig over alt det, der er blevet opnået, selvom udgangspunktet var beskedent, og den bagage, jeg fik med hjemmefra, var ret spinkel. Mange ting er gået op for mig, fordi jeg er nysgerrig og har et enormt ønske om at lære, udvikle mig og komme fremad. Jeg bliver også let begejstret for ting, hvilket helt sikkert hjælper på at klare sig godt. Jeg føler mig også heldig, at jeg er forholdsvis ung og kan nyde godt af informationssamfundets fordele. Aldrig har læring og dannelse været så let, som det er nu. Mine egne forældre havde ikke den samme mulighed i min alder.

[JukkaTumala]

Hilsen herinde.
Dette er mit første indlæg her, og jeg vil holde det kort.

Lige præcis. Jeg er barn af slut-70’erne. Begge mine forældre havde arbejderjobs, og pengene væltede ikke ligefrem ind. Men familien havde dog altid alt til et såkaldt “sikkert” liv. Parcelhus, sommerhus, mad, drikke osv. Dog ingen dyre fornøjelser eller unødvendige indkøb.
Altså en god grundopdragelse hjemmefra om, at man som arbejder også kan klare sig uden at lide afsavn.

Vi springer langt frem i tiden… Jeg har også selv arbejdet i arbejderfag. Først på byggepladsen i knap 20 år og nu med el. Begge fag er vellønnede i forhold til uddannelsesniveauet.

Livet har vendt op og ned på den økonomiske situation. Som forholdsvis ung mand fik jeg lagt nogle penge til side. Ikke kæmpe beløb, men en god buffer i forhold til leveomkostningerne.

Vi springer frem igen…
Barn, boliglån og skilsmisse. Min eks og jeg solgte boligen i en tvungen situation, så der var 20.000 € i gæld tilbage pr. næse. Det var “sjovt” at betale af på luft i nogle år.

Nu er jeg nået dertil, hvor der faktisk er noget til overs. Mit arbejde er baseret på akkordløn, og min alder/form tillader stadig at “give den gas”. Indkomsten har de sidste par år ligget på 70-80k€.

Og så til selve sagen. Aktieinvestering er nu blevet en del af mit liv. Tanken er at få pengene til at yngle i stedet for bare at stå på kontoen. Eller at jeg bruger alt det ekstra på unødvendigt pjat.

Det bliver noget af en læreproces.
Sidste år åbnede jeg en aktiesparekonto (OST) og satte de første 10k€ ind for at få dem til at yngle. Sidste års ca. +7 % er nu skiftet til de nuværende ca. -7 %.
Latterligt, men samtidig ekstremt interessant. For mange herinde er 10k€ sikkert bare lommepenge, men for mig er det et ret stort beløb.

Nå. Med interesse mod fremtidige hop og krak.

[Peku_L]

For første gang har jeg fået lyst til at skrive her. Jeg er født i starten af 1960’erne. Alligevel var investering allerede velkendt for mig i folkeskolealderen. Begge mine forældre kommer fra velhavende og veluddannede familier. På den ene forælders side er der blevet købt aktier i generationer. Børsen blev grundlagt i 1912, men der blev foretaget investeringer i aktier allerede før det. Enkelte firmaer, hvor den tidligere generation var stiftende aktionærer, er senere vokset til at blive børsnoterede selskaber – dog ikke længere som selvstændige virksomheder.

Min far arbejdede i industrien, og min mor var hjemmegående; levestandarden i familien var rigtig god. Min far havde også lidt arbejdserfaring fra bankens investeringsafdeling, og han købte selv aktier i flere børsnoterede selskaber. Han solgte aldrig en eneste aktie. Min mor havde arvede aktier i vel omkring et dusin selskaber. I dag taler man om at spare op til sine børn. I mit tilfælde skete det allerede, da jeg var helt lille. Aktier blev overført til børnene, og vi blev også tilmeldt i forbindelse med emissioner. Jeg klippede kuponer allerede som skoleelev, og årsregnskaberne, der kom med posten, røg ikke i skraldespanden. Jeg sætter stadig pris på udbytte – man skal bare ikke længere bruge en saks for at hæve det. Da jeg blev myndig, ejede jeg aktier i syv selskaber. Det var ikke nødvendigvis en bevidst spredning, da de var erhvervet af lidt forskellige årsager: industri, begge banker og også et handelsselskab. Nu har jeg en bredere spredning, dog ikke flere snese linjer. Udbytte var ikke en ubetydelig indtægtskilde i min studietid.

Som barn læste jeg KOP’s bog om børsnoterede selskaber og lidt senere Gunhard Kocks publikationer. Saario læste jeg nok engang i 80’erne. Der var økonomiske nyheder i Helsingin Sanomat og Kauppalehti, og indimellem læste jeg også Talouselämä. Især udbyttekolonnen interesserede mig. I familien og også med andre slægtninge kunne man diskutere ting relateret til erhvervslivet.

I mit tilfælde har min baggrund i hvert fald haft en enorm betydning for min indstilling til investering. Man kan tjene penge “uden at lave noget”. Interessen smittede ikke af på mine søskende. Jeg skabte endda en karriere på investeringsmarkedet, startende et stykke tid efter midten af 80’erne. Jeg har haft forskellige stillinger og forvaltede på et tidspunkt også andres midler. Jeg startede ikke min egen investering fra bunden, men jeg synes, jeg har forvaltet mit pund godt. Jeg forlod arbejdslivet for flere år siden. Investering er stadig en af de ting, jeg bruger min tid på i dag. Jeg forvalter også et familiemedlems portefølje. Naturligvis er jeg gennem årtierne blevet spurgt om råd. Allerede siden slutningen af 90’erne har man med god samvittighed kunnet anbefale indeksfonde, hvis man ikke har tid og interesse for investering. Jeg har ikke fået klager over det tip; tværtimod har de langsigtede indeksinvestorer været tilfredse med beslutningen om at gå med. Selv er jeg stadig aktieudvælger (stockpicker).

Finland har været fattigt, og der er stadig ingen grund til at føre sig for meget frem. Når man rejser i verden, hører man tale om formueopbygning over flere generationer. Hanseatiske slægter kan stadig være velhavende. Selv vores nu udskældte nabo mod vest er langt foran os på det punkt. Finland er på rette vej, og det er fantastisk, at investering ikke længere er et skældsord for mange. Jeg vil ikke bebrejde mine forfædre for at investere i aktier; de havde naturligvis også jordbesiddelser før det. Deres egentlige levebrød var dog ofte et embede. Lang tid har skabt velstand for mange. Selv mine mindre flittige slægtninge har næppe været faste kunder hos Kela (socialforvaltningen). Arbejde er dog blevet værdsat hos os.

Når bevidstheden om investering er steget markant også på disse breddegrader, har det også en effekt på nationalt plan. Det er også glædeligt at se niveauet i debatten. Selvom jeg har været med i gamet længe, er det en fornøjelse at læse indlæg fra investorer, der er yngre (og dygtigere) end mig. Jeg lærer stadig meget af dem.

Eksemplerne fra hjemmet betyder noget. Heldigvis er jeg ikke længere sådan en særling som privatinvestor. Mine venner var mere interesserede i knallerter end i Rauma-Repola. Selv venner fra velhavende familier var ikke interesserede i aktier dengang. På trods af den mærkelige hobby var jeg dog ikke nogen nørd. Nu er det helt almindeligt at spare op til små børn. Langsomt, men sikkert rykker finnerne fremad. Investering har muliggjort ting i mit liv, som måske ikke ellers var blevet til noget. Fremover vil det gælde for stadig flere og forhåbentlig også deres børn. Det tager heller ikke noget fra mig, at nogen klarer sig bedre end mig selv. På dette forum er der helt sikkert personer, der er rigere, flottere, klogere og yngre end mig. Det er sådan, det er.

[Bondi]

@Wappie

I denne tråd kan forummedlemmer fortælle om deres socioøkonomiske baggrund og dens indflydelse på deres egen investering. Man kan også diskutere emnet generelt uden at dele sin egen baggrund. Har dine forældre eller bedsteforældre investeret? Har du modtaget arv? Hvordan har dine forældres socioøkonomiske baggrund påvirket din uddannelse, dit arbejdsliv, din netværksdannelse og derigennem din investering?

Her er endnu en af de “sociale klassegrænser”-brydende undtagelser, der bekræfter reglen. Jeg kommer også fra en lille by og voksede op i en fattig familie, hvor begge mine forældre var ufaglærte og lavtlønnede arbejdere. Mine forældre investerede ikke eller sparede synderligt meget op; de betalte blot af på deres boliglån på typisk finsk vis. I vores familie blev investering i højere grad betragtet som hasardspil end som en måde at skabe velstand på, og de havde egentlig heller ikke de store muligheder for at akkumulere formue. Til gengæld blev uddannelse værdsat højt i vores familie, og vi børn blev opfordret til at studere, selvom mine egne ufaglærte forældre ikke selv var i stand til at støtte os på denne uddannelsesvej.

Takket være det finske skolesystems høje kvalitet kæmpede jeg mig selvstændigt gennem grundskolen, fortsatte i gymnasiet og endte med at blive student. Efter militærtjenesten, og i kølvandet på min daværende vennekreds, søgte jeg uden en fast plan ind på en teknisk videregående uddannelse, hvorfra jeg til sidst dimitterede som den eneste civilingeniør (diplomi-insinööri) i vores familie og hele slægten, mod alle forventninger. Helt ærligt tror jeg ikke, at jeg ville have været i stand til at foretage et sådant klassespring, hvis ikke det finske skolesystem havde muliggjort denne form for “gratis” uddannelse.

Jeg begyndte at investere inspireret af samtaler over kaffebordet på mit første faste job, først ved at øve mig med beskedne beløb, men jeg har fortsat vedholdende og langsigtet frem til i dag. Min kapital har jeg opbygget udelukkende ved at spare op af min arbejdsindkomst og leve et beskedent liv. Jeg har ikke modtaget nogen arv, jeg har ikke brug for det, og jeg forventer heller ikke at modtage noget af betydning. Til dato er min portefølje vokset til en størrelse, hvor jeg i al beskedenhed kan konstatere, at dette barn af en arbejderfamilie ikke ligefrem behøver at bekymre sig om penge længere.

[Paperikasi1]

Folk har virkelig interessante historier. Måske vil jeg også åbne lidt op for min egen baggrund.

Jeg kommer fra en mellemstor by midt ude på landet. I min familie talte vi kun sjældent om pengeforbrug eller især opsparing eller investering, måske fordi vi havde det godt nok – mine forældre havde faste job med rimelige lønninger. Der var ingen arvet formue eller ejendom på nogen af siderne; den ene forælder voksede op i en meget fattig enlig forsørger-familie, og i den andens familie bestod aktiverne og formuen af et mindre areal landbrugsjord. Selvom mine forældre nok ikke havde de store beløb til overs, mens de opfostrede fem børn, lagde de lidt til side, og vi børn havde dengang vores egne opsparingskonti med høj rente og, hvis jeg husker rigtigt, nogle obligationer. Der var aldrig aktier i familien.

Selvom mine forældre var i arbejde gennem hele krisen i 90’erne, blev det store parcelhus, de købte i slutningen af 80’erne, dyrt, da renterne steg, og oveni det kom ansvaret som kautionist for en anden families boliglån. Fra dengang husker jeg en detalje om, at jeg pludselig kun havde én bankbog; den med den høje rente var forsvundet fra kommodeskuffen. Jeg undrede mig ikke over det dengang, men nu tror jeg, jeg ved, hvad der skete med de penge.

Jeg flyttede hjemmefra for at læse på handelshøjskolen i midten af 90’erne. Primært fordi jeg ikke havde nogen anelse om, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, og jeg tilfældigvis kom direkte ind på mine gymnasiekarakterer. På handelshøjskolen endte jeg med at læse finansiering, også lidt ved et tilfælde. Jeg havde ikke den store forståelse for hovedfagets indhold, men søgte ind, fordi det var her, der var flest ansøgere – “follow the crowd”-taktik i praksis! Studierne gav dog meningsfuldt indhold og begyndte gradvist at føles interessante. Jeg lagde mærke til, at en stor del af folkene omkring mig virkede til at komme fra mere velstillede kår – de talte om at rejse med rygsæk, og jeg havde aldrig nogensinde været i et fly. Nogle fik deres egen bil i studentergave, jeg fik en brugt cykel med fra mine forældre. Mange boede enten i privat udlejede lejligheder inde i centrum eller endda i deres egen lejlighed købt i studiebyen; jeg forsøgte at klare mig i et bofællesskab med indtægter fra min lille opsparing fra sommerjob, SU og boligstøtte. Meget af tiden havde jeg en følelse af at være bagud på det materielle plan og gå glip af ting.

Da jeg kom i arbejde, var min højeste prioritet at indhente det forsømte. Tanken om at starte i et lønmodtagerjob og stadig leve på et studiebudget føltes uudholdelig. Derfor brændte pengene længe i lommerne, og jeg anskaffede mig alt muligt, som jeg følte, jeg var gået glip af. Jeg forsøgte mig også med nogle investeringer med små beløb – JOT Automation og nogle fonde i hvert fald – men IT-boblen bristede lige på det tidspunkt, og de opsparede penge mistede en stor del af deres værdi. Med sammenbidte tænder solgte jeg alt og accepterede tabene.

Min daværende partner kom derimod fra en familie, hvor fast ejendom var det eneste, der betød noget. I starten af 00’erne optog vi et lån, der var enormt i forhold til vores indkomst, som vi brugte på at købe en treværelses lejlighed i det centrale Helsinki som vores første bolig. Herefter var der ingen penge tilbage til investeringer; en stor del af indkomsten gik til afdrag på lånet og, da børnene kom til, også til deres udgifter – vi købte bil og alt muligt andet udstyr. De gradvist stigende indtægter muliggjorde primært en øget levestandard, og der blev reelt ikke lagt noget til side.

For godt 10 år siden, efter en skilsmisse, solgte jeg min andel af lejligheden til min eks. Jeg betalte min del af lånet tilbage til banken, og som 35-årig stod jeg for første gang i mit liv i en situation, hvor der stod et sekscifret beløb på kontoen. Eller helt ærligt – et pænt femcifret eurobeløb. Da jeg først var havnet i denne situation, var min risikovillighed meget lav, og jeg besluttede at holde fast i de penge med næb og klør. Størstedelen beholdt jeg som kontanter, og nogle titusinde satte jeg i Seligson Pharos – masser af spredning på forskellige aktivklasser og geografiske områder føltes som en nem løsning. Jeg fandt et nyt forhold, og vi købte et parcelhus sammen. Familieliv i en sammenbragt familie, boliglån og karriere var de vigtigste ting i mange år, og der var ikke rigtig båndbredde eller risikovillighed tilbage til investeringer.

Gradvist begyndte jeg dog at føle mig sikker på, at tingene faktisk var helt i orden, og der begyndte også at være et overskud fra lønnen hver måned. Jeg startede først med at spare op i aktiefonde hver måned og begyndte gradvist også at kigge på direkte aktieinvesteringer, efterhånden som min risikotolerance ændrede sig. Jeg forsøger at holde 60-70 % af porteføljen i fonde; det er grundstenen i mine investeringer, som giver det, det giver. Af den resterende del er 50-70 % investeret i såkaldt sikre aktier, som jeg i udgangspunktet planlægger at beholde for evigt (blandt de største beholdninger i porteføljen er Apple, Investor AB, Fortum og Mandatum). Med den sidste del investerer jeg mere kortsigtet og i mere risikofyldte aktiver. Porteføljen er gradvist vokset – det var en fantastisk følelse, da værdien af mine egne investeringer for første gang rundede hundrede tusind!

Mit mål er at give mine børn mere viden og forståelse, end jeg selv fik med i bagagen. Nu diskuterer jeg generelt opsparing med teenagerne, og hvordan det kan betale sig at lære at lægge en bid af alle indtægter til side til sit fremtidige jeg først. Hvis man gør som jeg gjorde som ung, rækker ingen indkomst, fordi udgifterne stiger i takt med den. De har ikke store porteføljer, men de vil dog have pæne femcifrede beløb, når de bliver voksne.

[Kiinteistosijoittaja]

En helt fantastisk tråd. Virkelig flotte og åbent fortalte historier.

[Der_Korbo]

Jeg er et barn af 80’erne, og set i bakspejlet har min familiebaggrund, krisen i 90’erne og mine bedsteforældres oplevelser som evakuerede fra Karelen påvirket min egen uddannelse, netværksdannelse og investering.

Jeg boede i min barndom i hovedstadsområdet i et af (nuværende) Finlands top 5 mest velhavende områder. Mine bedsteforældre flyttede dertil fra Nordkarelen i 50’erne og byggede et hus i et område, der dengang stadig var et populært sommerhusområde for svensktalende. Den ene af mine bedsteforældre arbejdede på byggepladser, og den anden arbejdede som rengøringsassistent og omdelte Hesaria (Helsingin Sanomat) om morgenen. Grundpriserne og nabolagets profil var altså dengang noget helt andet end i dag. Det er rent held, at området udviklede sig (formodentlig på grund af sin baggrund) til et villakvarter for den mere velstillede del af befolkningen frem mod 90’erne. Mine forældre flyttede til området i starten af 90’erne, fordi bedsteforældrene boede i nærheden, og de fik en grund billigt som forskud på arv.

Mange familier i området levede dog et helt almindeligt liv dengang, og husene var såkaldte normale typehuse, men når man tænker over det nu, så var mange af mine barndomsvenners forældre selvstændige, ingeniører eller lidt højere uddannede. Den slags påvirker naturligvis ens mentale landskab på en sund måde som barn; man begynder at tænke, at man måske også selv kan blive, hvad man vil. Min arbejderfar plejede at sige, at han var ”den eneste arbejder på denne vej”.

Af mine egne forældre har min mor gået på universitetet og arbejdede for staten, mens min far i 90’erne var små selvstændig i byggebranchen. Min far uddannede sig under krisen igen til tømrer, efter at han var blevet arbejdsløs fra sit tidligere job. Krisen og forældrenes uddannelsesbaggrund betød derhjemme, at der udover advarsler mod lån blev lagt stor vægt på vigtigheden af uddannelse – “man skal som minimum gennemføre gymnasiet”. Selv havde jeg sigtet mod universitetet helt fra folkeskolen . Under krisen var der naturligvis ikke for mange penge, da min far læste, og min mor forsørgede en familie på fire alene, men generelt var barndommen ganske lykkelig, og set fra et barns perspektiv manglede der intet.

Jeg tror, at en vis sparsommelighed fra de tider har sat sig fast i min tankegang, selvom der ikke blev undervist specifikt i det derhjemme. Næsten tværtimod; fra min ungdom husker jeg nogle gange, hvor jeg blev nødt til at låne min far penge (flere hundrede euro, jeg ved ikke, hvad pengene gik til, eller hvorfor min fars pengeproblemer var så tilbagevendende). Desuden blev et par måneders løn, som jeg havde arbejdet for på min fars byggeplads, aldrig udbetalt, men på det tidspunkt var hans økonomiske problemer så store (antager jeg, men det var jo naturligvis ikke noget, der blev eller bliver talt om ), at de endte i et selvmordsforsøg, og jeg lod sagen ligge. Kort efter opgav han virksomheden. Min fars råd var: ”Bliv aldrig selvstændig”.

Min ungdom var altså ret modstridende i forhold til pengeforbrug, men måske lærte jeg her den økonomiske tryghed, som opsparing muliggør. Da jeg flyttede for mig selv i starten af 2000’erne, havde jeg fået en studieplads på det tekniske universitet og havde vel omkring 1.000 euro i opsparing. Jeg startede dog på et job før studiestart, og det viste sig, at jeg trivedes rigtig godt i det job. Lønnen rakte fint til alt det normale, og arbejdet var sjovt. Der blev også lagt godt til side; efter et år havde jeg vel omkring 10.000 € opsparet. Jeg udskød studiestarten et par år, og derefter lidt mere, da jeg sammen med nogle kolleger startede en virksomhed. Så meget for min fars råd Årene gik, og pludselig opdagede jeg, at jeg nærmede mig de 30 år, studierne var knap nok kommet i gang, og jeg beskæftigede selv 10 personer. Jeg havde også sparet op gennem virksomheden, og formuen på bankkontoen var vokset til godt og vel hundrede tusinde euro. En basis “opsparing til dårlige tider” var allerede sikret, plus lidt ekstra, så jeg tænkte, at det ville være godt at finde et bedre sted til resten af pengene end en bankkonto. På dette tidspunkt (eller rettere sagt, efter at have overvejet det i et par år først ) begyndte jeg at spare op i indeksfonde, og det er egentlig den vej, jeg stadig følger.

Inden for de sidste par år trak corona-pandemien tæppet væk under min grundlæggende tryghedsfølelse. Selvom jeg havde fungeret som selvstændig i et årti med kun en studentereksamen i bagagen, og virksomheden klarede sig fint, indså jeg, at enhver uforudset hændelse kunne vende op og ned på tingene, og jeg kunne ende i en situation uden uddannelse, hvor 15 menneskers løn skulle betales og projekter færdiggøres. Min tillid til fremtiden vaklede.

Alt endte med at gå helt fint, men under corona bemærkede jeg, at barndomsoplevelserne og især min fars problemer, fortid og manglende uddannelse spillede en stor rolle for min egen tryghedsfølelse og tillid til systemet. Det føltes som om, at uanset hvor godt det gik, kunne man ende med ingenting. Efter dette blev opsparing og det at opbygge en formue til “dårlige tider” nærmest en besættelse, og det føltes som om ingen mængde penge var nok til at give en følelse af tryghed. Hvis jeg ikke kunne sove om natten, talte jeg, i stedet for får, hvor meget forskellige fonde og udbytter teoretisk ville give om et, to eller ti år…

Virksomheden forblev dog rentabel. Det var også godt at konstatere, at man rejser sig igen fra kriser og de børskrak, de fører med sig, hvilket skabte tro på, at man også klarer sig gennem svære tider, og at formuen på børsen nok skal rette sig over tid, hvis blot man følger en fast opsparingsplan og ikke går i panik eller begynder at eksperimentere. For et år siden solgte jeg min virksomhed, hvilket betød, at der for første gang stod et syvcifret beløb på kontoen, og det har jeg i det forløbne år forsøgt at sprede fornuftigt uden at tage alt for stor stilling til markedets svingninger.

Måske har jeg nu en følelse af, at jeg er nået til en såkaldt mere sikker fase, og selvom livet skulle byde på udfordringer, ville jeg sandsynligvis klare mig helt fint økonomisk, selvom jeg mistede mit job. Jeg har stadig 30 års arbejdsliv foran mig, og jeg ser det ikke som rigtig fornuftigt at drømme om FIRE endnu. Mine fremtidsplaner er at fortsætte med at fokusere på et virkelig interessant arbejde, og jeg ser frem til at se, hvordan jeg kan få den hidtil opsparede formue til at yngle.

[Lobeh]

Virkelig interessant tråd og interessante historier. Her er min:

Jeg er en 38-årig familiemand, født og opvokset i Helsinki, og et barn af krisetiden i 90’erne. Barndommen blev tilbragt forholdsvis tæt på centrum, om end i små lejligheder i forhold til familiens størrelse. Begge mine forældre var universitetsuddannede forskere. Med de lønninger klarede vi os fint, men der var ikke tale om noget luksusliv. Der var ikke råd til bil, ferier sydpå eller det store til fritidsaktiviteter, og alt, hvad der kom ind, blev brugt. Økonomien blev dog styret fornuftigt nok til, at der ikke var gældsproblemer eller lignende. Mine forældre lærte mig også vigtigheden af at spare op; hvis man lægger nok af lommepengene til side, kan man købe større ting osv. De havde dog ingen erfaring med eller viden om aktie-, investeringsforenings- eller andre former for investering at give videre. I børnehaven og skolen var der børn fra meget velhavende familier, men jeg husker ikke, at jeg bed mærke i det dengang. Nogle havde mere legetøj end andre, nogle havde større og nogle mindre lejligheder. Men vi legede de samme lege uanset hvad. Set i bakspejlet er det tydeligt, at vi lå i den lave ende af formuefordelingen i den gruppe, men som barn bemærkede jeg det ikke på nogen måde.

Da begge mine forældre var akademisk uddannede, strejfede det mig aldrig ikke at tage en gymnasial uddannelse. På den anden side interesserede de matematiske og naturvidenskabelige fag mig meget, hvilket hjalp mig til at klare mig godt, så jeg endte selv på universitetet. Hvad angår arbejdsmoral, passede begge forældre et almindeligt 8-16-job med flekstid, så jeg lærte i hvert fald ikke, at man skal arbejde sig halvt ihjel. Hverken jeg eller mine søskende blev forsøgt styret i en bestemt retning i livet, hverken når det gjaldt fritid, studier eller arbejdsliv. Jeg er den eneste af mine søskende med en videregående uddannelse. Der var heller ingen selvstændige erhvervsdrivende i den nærmeste familie, men på en eller anden måde endte jeg alligevel som en.

Jeg må erklære mig enig i trådstarterens kommentar om militærtjenestens øjenåbnende effekt. Indtil slutningen af gymnasiet levede jeg i en boble, da næsten ingen kom fra lavindkomstfamilier, og ikke engang særligt mange fra middelklassefamilier. I militæret fik man så pludselig et tværsnit af, hvilke typer mennesker der findes i dette land. Jeg ser ikke de store forskelle på folk fra forskellige baggrunde; man finder både idioter og genier blandt de rige såvel som de fattige. Derimod, som det allerede er nævnt i denne tråd og som forskning viser, følger børn ofte i forældrenes fodspor, fordi det er den vej, de har set og lært gennem livet.

Jeg lærte først for alvor om investering på universitetet, da vi på et kursus analyserede børsnoterede virksomheder og lærte om nøgletal osv. Det var også her, jeg foretog mine første aktieinvesteringer. Jeg husker, hvor usikker og angstprovokerende en følelse det var at placere sine egne opsparede penge et sted, hvor deres værdi kunne falde, men på en eller anden måde ræsonnerede jeg mig igennem angsten og fik foretaget investeringerne. Det fangede min interesse, så jeg begyndte at undersøge børsnoterede selskaber mere og foretog yderligere investeringer af min opsparing. Beløbene, jeg investerede, var små, men kursbevægelserne gav stadig en del spænding, hvilket på den anden side også holdt mine investeringer lidt i ave. Udover disse havde jeg tidligere placeret opsparing i en af bankens egne komplekse og dyre “tabssikrede” (tappiosuojattu) fonde. Gid nogen havde fortalt mig, hvilket fupnummer den slags er, og kort havde forklaret mig om indeksinvestering. Nå ja, det vigtigste er dog den grundlæggende visdom, at det næsten er lige meget, hvad man investerer i, så længe man bare investerer i noget. Heldigvis havde jeg selv tilstrækkelig interesse for emnet til, at jeg fortsatte med at lære om investering på egen hånd. Nu er størstedelen af min investeringsformue i indeksfonde, selvom jeg også har en del direkte aktieinvesteringer.

Til sidst vil jeg sige, at jeg synes, det er ekstremt dumt, at der ikke undervises mere i investering på de lavere uddannelsestrin. Hvis man lærer om opsparing gradvist fra en tidlig alder, hvorfor kan man så ikke gøre det samme med investering? Det er ikke svært at argumentere for fordelene ved dette, uanset folks forskellige socioøkonomiske situationer her og nu.

[Jamppis]

Interessant åbning på tråden! Det leder netop til refleksion over, hvilken betydning ens opvækstmiljø og socioøkonomiske baggrund har for, hvilken type person og pengeforbruger man bliver.

Her er også et barn født i midten af 80’erne, opvokset i en familie med en enlig mor. Mor var ufaglært og opvokset i fattigdom. Jeg har to søskende, som er 5 og 6 år ældre end mig. Jeg husker, at livet som lille dreng stadig var ret lykkeligt, selvom der ikke var nogen penge, men så kom krisen og arbejdsløsheden. Dette førte til forælderens alkoholforbrug, og derfra gik det ned ad bakke. Om dagen hang de ud på baren med en ny partner, og om natten kom de hjem for at skændes. Dengang fik man heldigvis mad i skolen, og hjemme spiste man, hvad man kunne finde i skabene. Situationen eskalerede så meget, at de ældre søskende flyttede hjemmefra allerede som teenagere, og jeg blev så at sige efterladt alene. Indtil naboerne tilsyneladende havde ringet til de sociale myndigheder, og de kom og hentede mig til et børnehjem. Dengang føltes det selvfølgelig forfærdeligt, men det var godt at komme væk fra sådan et miljø. Omkring det tidspunkt husker jeg også, at jeg lovede mig selv, at jeg aldrig skulle ende med alkohol, men at jeg ville have et bedre liv.

Den ubehagelige situation i hjemmet førte dog til, at udskolingen ikke gik helt perfekt (selvom karaktererne i de mindre klasser var i top), og jeg blev nødt til at tage 10. klasse. Jeg vidste dog, at jeg ikke var dum, men at andre ting påvirkede mine præstationer, og jeg søgte derfor ind i 10. klasse for at forbedre mine karakterer og derefter i gymnasiet, selvom jeg ikke havde nogen anelse om, hvad jeg ville være som voksen (det ved jeg vel knap nok endnu). Da jeg blev student, var jeg den første i familien.

I barndommen blev investering naturligvis aldrig nævnt, og jeg tror ikke, min mor overhovedet overvejede det; livet handlede om at overleve en dag ad gangen. Opsparing eller anden økonomistyring blev der heller ikke talt om, og hjemmet var fyldt med gæld og rykkergebyrer. Dette førte til, at da jeg overvejede fremtiden efter gymnasiet, røg alle pengene fra mine jobs med det samme, når jeg endelig havde dem. Da jeg kom ind på professionshøjskolen, begyndte jeg først for alvor at blive voksen og tænke over, hvad penge egentlig er. Måske på grund af min baggrund er jeg også blevet lidt af en overachiever rent uddannelsesmæssigt, for efter min professionsbachelor tog jeg til London for at få en kandidatgrad, og senere har jeg hentet endnu en kandidatgrad fra Helsingfors Universitet (en ph.d. er det i hvert fald ikke blevet til endnu). Investering kom først ind i billedet i en senere alder, måske for knap 10 år siden (via fonde), men en dybere forståelse for tingene er først kommet med alderen og studierne. Jeg har været heldig med at have mennesker omkring mig, som har været interesserede i de finansielle markeder, og denne interesse har smittet af på mig. Gennem investering er min egen økonomistyring også blevet bedre, og i dag er jeg et ret sparsommeligt menneske.

På grund af min egen fattige baggrund har jeg også altid villet se verden, da det ikke var muligt i barndommen. Jeg er heldig, at jeg har kunnet rejse meget rundt i verden med rygsæk for penge, jeg har tjent, og set en masse. Jeg er også heldig med, at mit voksenliv har været ganske lykkeligt, for desværre kan jeg ikke sige det samme om mine søskende, som fortsatte på den sti, miljøet havde udstukket, og med alkohol. For at historien ikke kun skal være dyster, så blev min mor ædru, efter jeg blev anbragt på børnehjem, og forstod endelig, at hun ikke kunne leve på den måde. Vores forhold blev bedre senere, da vi fik talt om tingene, og vi var faktisk meget tætte indtil hendes bortgang for et par år siden.

For mig er moralen i historien, at uanset baggrund er det muligt at foretage en social opstigning og ændre sit livs retning. Nogle får tildelt bedre kort end andre, men jeg føler, at det i Finland har været muligt for mig at forbedre mit liv, hvis bare viljen er der. Desuden vil jeg, hvis jeg nogensinde får efterkommere, lære dem om økonomistyring, investering og fornuftig pengebrug. Det var noget af en rodet tankestrøm i frokostpausen, men forhåbentlig fik nogen noget ud af historien!