Indvielsen af Leuna blev rent faktisk fejret i slutningen af ugen. Jeg har stadig undret mig over, hvordan UPM kan kalde Leuna for verdens første bioraffinaderi i kommerciel skala. I den seneste artikel fra Kauppalehti (som der også er linket til her) kalder administrerende direktør Massimo Reynaudo anlægget for verdens første bioraffinaderi, der producerer træbaserede kemikalier. I slutningen af artiklen er der en interessant bemærkning, hvor der står: “Artiklen er redigeret den 19.10.2026 kl. 10.25. Reynaudos karakteristik af Leuna-anlægget er præciseret. Der er tale om det første bioraffinaderi, der producerer træbaserede kemikalier”.
Påstanden om det første og største anlæg, der producerer træbaserede biokemikalier, passer naturligvis ikke. I det mindste er Borregaards Sarpsborg større og har været i drift i årtier, som det også er blevet nævnt her på forummet. Jeg forhørte mig derfor hos folk i branchen om, hvad denne markedsføringspåstand fra UPM kunne være baseret på. UPM’s påstand holder sandsynligvis stik, hvis man afgrænser betragtningen udelukkende til glykoler fremstillet af træ. Leunas drift er hovedsageligt baseret på glykoler, og cellulosen nedbrydes også, så den ligeledes kan udnyttes til fremstilling af glykoler. Af ligninet laves der så separat fyldstoffer. Borregaard forædler derimod cellulosen til slutprodukter ved at bevare dens fiberstruktur. Groft sagt er Leuna altså verdens største anlæg, der fremstiller glykoler af træ, men som tidligere nævnt på ingen måde generelt som bioraffinaderi eller målt på træforbrug.
Jeg er også nødt til at korrigere mit eget tidligere indlæg om anlæggets træforbrug og udnyttelsesgrad. De cirka 0,5 mio. kubikmeter bøg, der nævnes i medierne, svarer i tørvægt til omkring 300.000 tons (jeg ved ikke, hvad der henvises til). Med den oplyste kapacitet på 220.000 tons ville udnyttelsesgraden altså ligge på mellem 70 og 80 procent, hvilket er i samme boldgade som Borregaard. Nordmændene bruger omkring en million kubikmeter gran om året, men bøg har en højere densitet, så i tons ligger tallene tættere på hinanden. Under alle omstændigheder er Borregaard som anlæg større på alle parametre. Leuna virker dog overraskende effektivt, når man tager i betragtning, at cellulosen nedbrydes. De 220.000 tons er naturligvis blot den oplyste kapacitet, som ikke nødvendigvis nås, og træmængden er også blot et løst estimat fra medieartikler. Det kunne derfor være interessant at se virksomhedens egne rapporterede effekttal, så det ikke bliver så groft et gætteri. De indkøbte kubikmeter koster under alle omstændigheder penge, og indtægterne kommer udelukkende fra det færdige slutprodukt, der kommer ud.
Til sidst lige en mavefornemmelsesberegning, så tag det med et gran salt. Med et groft estimat burde Leuna generere et EBITDA på omkring 200 millioner euro for at opnå et tilstrækkeligt afkast af den investerede kapital (afskrivninger på cirka 50-60 millioner og naturligvis også skat af overskuddet). Med EBITDA-marginer i stil med Borregaards svarer det til en omsætning på 800-1.000 millioner euro. Ved fuld kapacitet skulle man altså hente 3.500-4.500 euro per ton, svarende til 3,5-4,5 euro per kilo. Det virker som en del, og ifølge kilder fundet på nettet koster MEG i omegnen af en euro per kilo. Jeg kender ikke drikkevareindustriens præcise omkostninger per flaske, men efter min forståelse er det markant mindre end den finske pant. MEG udgør helt sikkert ikke halvdelen af flasken, da materialet også består af andet samt etiketten. Derfor kan en tredobling eller firedobling af råvareprisen på selve flaskens grundstruktur næppe påvirke slutproduktet med mere end ti cent. Prisstigningen på det færdige produkt på hylden ville altså virke yderst moderat, hvis man virkelig vil redde verden fra plastik.