Jeg tror også, ligesom @Antti_Viljakainen, “at UPM’s førstevalg inden for biokemikalier er at opskalere Leuna-teknologien, hvis fabrikkens økonomiske udvikling med hensyn til omsætning og marginer lever op til forventningerne efter opstarten.”
UPM erhvervede for nylig en patentportefølje relateret til produktionsteknologi for biokemikalier eller lignende.
“The acquisition strategically broadens the scope of UPM’s IP portfolio safeguarding biomass-to-glycols conversion pathways and adds optionality for future process configurations as UPM continues to scale its bio-based chemicals business. It reinforces UPM’s standalone position as the first company to bring lignocellulosic biomass-based chemicals production to industrial scale, currently being started up at the UPM Leuna biorefinery in Germany. The close alignment with Avantium, a recognised leader in renewable and circular polymer materials, supports the rapid development of a strong industrial bioeconomy in Europe, which can be expected to scale faster with multiple industrial options entering the market in parallel.”
Det optager mig, om erhvervelsen af patentporteføljen var nødvendig for, at opstarten af Leuna kan lykkes i overensstemmelse med målene, eller om det snarere var et form for valgfrit opkøb med henblik på fremtiden, som det antydes i meddelelsen.
Hvad tænker @Antti_Viljakainen, eller måske du på et tidspunkt kunne spørge UPM’s ledelse om dette?
Lad os også lægge denne her, det vil sige @m_jylha:s Pörssipodi havde besøg af Ville Henttonen fra Fastmarkets og Antti Viljakainen.
Skovbrugsselskaberne UPM og Sappi organiserer grafisk papir i et joint venture. Stora Enso planlægger at udskille sine svenske skovaktiver i et nyt børsnoteret selskab. Suzano og Kimberly-Clark har etableret et joint venture for hygiejnepapirprodukter. Svære tider har ført skovindustrien ind i en strukturel forandring, som omfatter kapacitetsnedskæringer, virksomhedshandler og geografisk omfordeling. Der er ikke udsigt til en hurtig vending til det bedre. Deltagere i diskussionen er director Ville Henttonen fra Fastmarkets og chefanalytiker Antti Viljakainen fra Inderes. Vært er Mikko Jylhä.
Emner:
00:43 UPM 15:26 Stora Enso 21:06 Kartonmarkedet 26:43 Prispres og overudbud 32:24 Energi- og træpriser 47:09 Cellulosemarkedet 58:46 Metsä Board 1:03:47 Hvor er de nye produkter? 1:06:40 Branchens strukturelle forandring
Interessant historie. Den forudser, at efterspørgslen efter langfibret (nål-)masse ikke længere vil vokse, og at efterspørgslen i fremtiden endda vil vende mod et langsomt fald. Samtidig er der stadig ny kapacitet på vej inden for nåletræsmasse i f.eks. Argentina og tilsyneladende også i Kina. Dette lægger et voksende pres på nåletræsmassefabrikkerne i Norden og Canada. Og det vil i sidste ende også påvirke den finske skovejer og anbefalingerne for skovforvaltning, hvis der om f.eks. 20-30 år er mindre efterspørgsel efter kævler til papirmasse (kuitupuu).
Som svar på det foregående: ovenstående er fra et år siden, og det nedenstående er nu.
Kurserne vidste, hvad der var på vej. Intet andet resultat er vel muligt, når der investeres som besat og skabes ny kapacitet uden at forstå, at intet andet har ændret sig end produktpriserne i forhold til råvareprisen midlertidigt. Er skovindustriens investeringer historisk set altid stukket af på det forkerte tidspunkt?
Uden regulering bliver disse skovindustri-erstatningsprodukter næppe et seriøst alternativ til de petrokemikaliebaserede før om årtier eller århundreder, når de svindende oliereserver begynder at indsnævre prisforskellen markant. Man må formode, at skovselskaberne i forbindelse med disse F&U-investeringsbeslutninger har forventet, at regulering – i hvert fald i EU – ville fungere som en drivkraft for efterspørgslen, men jeg har i hvert fald ikke selv hørt om f.eks. noget EU-mål om at slippe af med fossilbaseret fødevareemballage.
Inden for disse højtforædlede produkter i træindustrien ser Borregaard ud til at være (næsten) den eneste, hvor disse specialprodukter udgør selve kernen i forretningen, og det er endda yderst rentabelt. Der er allerede efterspørgsel på løsningerne uden betydelig regulering. For eksempel forædles lignin til et bindemiddel, der er velegnet til brug i blandt andet byggebranchen og landbruget (gødning og foder). I de seneste år har brugen af de forædlede produkter i batteriindustrien også drevet efterspørgslen. Sideløbende hermed forædles vanillin fra lignin, som sælges til fødevare-, parfume- og medicinalindustrien. Træbaseret vanillin er helt sikkert et attraktivt alternativ til almindelig fossilbaseret vanillin for kunderne, da slutforbrugeren er villig til at betale for bio-based produkter. Cellulose forædles ligeledes i høj grad, og slutkunderne befinder sig også her blandt andet inden for medicinalindustrien, fødevareindustrien, kosmetik og byggebranchen. På sukkersiden findes der såkaldt mere almindelig bioethanol og som en specialitet løsninger relateret til kontrastmidler i medicinalindustrien. Sidstnævnte har været udfordrende for mig at forstå helt, men det er tilsyneladende meget rentabelt, selvom volumenerne ikke er enorme.
Helheden er således meget interessant, da hele træet bliver forædlet i høj grad og ikke kun en specifik del af det. Kundesegmenterne er primært defensive, hvilket helt sikkert skaber ro i driften, mens den mere traditionelle træindustri straffes af cyklusserne. Økonomisk har Borregaards udvikling også været eksemplarisk, og man har formået at opretholde væksten. Rentabiliteten ligger stabilt omkring en EBITDA-margin på ca. 24 % og en ROCE på omkring 17 %. Der findes altså også særdeles succesfulde virksomheder inden for disse specialprodukter i træindustrien, for hvem forædling ikke bare er fremtidig forretning, men deres “bread and butter”. Borregaard er naturligvis betydeligt mindre end de store spillere i træindustrien, men har dog en betydelig størrelse, når man sammenligner med størrelsen på de større skovselskabers forretningsområder inden for højtforædlede løsninger.
Man kan også undre sig over skovbrugsvirksomhedernes holdning til regulering. For nogen tid siden overskrifter Kauppalehti, at vores skovbrugsvirksomheder “tordnede” i Bruxelles mod regulering. Men umiddelbart efter viste det sig, at de nærmest kræver ekstrem regulering på EU-niveau. F.eks. tvungne kvoter for brug af træ i byggeriet og lignende for træbaserede bioprodukter. Der er i det mindste bioøkonomi- og cirkulære økonomistrategier på vej til implementering, så en form for hjælp er altså på vej. Inden for skabelsen af markeder for biobrændstoffer er man som bekendt allerede nået længere med regulering.
@mardi Borregaard er faktisk branchens eneste lyspunkt i forhold til innovationsdrevet fornyelsesevne. UPM kan følge efter, hvis Leuna lykkes + skalerer, og måske de allerede én gang skrinlagte planer om at bygge et biobrændstofanlæg i Rotterdam bliver fundet frem igen?
Producenter af nordiske langfibre trues ikke kun af sydens kortfibre, men potentielt også af Kinas nyligt innovative evne til at producere langfibre af bambus. De nordiske trægiganter begynder at have rigtig travlt med endelig at få skabt fornyelse.
