Mit eget minde fra begyndelsen af 2010’erne er anderledes. Jeg husker, at Pesonen sagde direkte, at trykpapirmaskiner ikke ville blive konverteret eller fornyet, men at de ville blive kørt til ende, og den genererede pengestrøm ville blive brugt til at udvikle nye forretningsområder. UPM traf altså et andet strategisk valg end SE og MG.
Dengang var de største igangværende projekter, som helt nye forretningsområder, raffinering af biobrændstoffer i Lappeenranta samt udvidelse/decentralisering af celluloseproduktionen i Uruguay-projektet. Derudover understregede Pesonen kraftigt UPM’s transformation fra en producent af bulkpapir til en højteknologisk virksomhed. Tidligere registrerede UPM kun få patenter om året, men i de tidlige 2010’ere steg tallet, jeg husker ikke præcist, måske 20 gange?
Baggrundsviden er naturligvis altid den bedste visdom, og det er klart, at innovationer inden for skovbrug i høj grad fortsat vil være afhængige af politisk styring – altså i praksis om producenter af erstatningsprodukter (som producenter af traditionel bomuld i tilfælde af træbaserede tekstilfibre) skal betale for de negative eksterne virkninger, de forårsager, eller ej. Politikere beslutter ofte af politiske årsager, at de ikke skal. I så fald kan skovindustriens højteknologiske løsninger ikke konkurrere økonomisk. Dette er også sket for en meget stor del af skovindustriens innovationer siden begyndelsen af 2010’erne.
Jeg ved ikke, hvilket år i begyndelsen af 2010’erne der henvises til her, men i mine erindringer var Pesonens syn på fremtiden for trykpapir ikke mere optimistisk end andres. Mange forventede sikkert en form for genopretning, men faldets dybde og varighed overraskede.
På den anden side forventede vi på samfundsniveau indtil omkring 2020, at økonomien snart ville opleve stærk vækst efter krisen i 2008, som det altid var sket før. Nu er der dukket et utal af mennesker op, som selvfølgelig straks så, at en økonomisk vækst som tidligere aldrig var i vente. Baggrundsviden er altid nemmest.