Jeg oplever personligt den slags langsigtede grafer som forvirrende elementer i debatten, fordi investorafkastet adskiller sig væsentligt fra aktiens afkast, medmindre investeringshorisonten og aktiens besiddelsesperiode er identiske. For eksempel var afkastet i løbet af Talvivaara-aktiens livscyklus -100 %, men for mange investorer, der investerede i Talvivaara, har afkastet på aktien været endda solidt positivt, helt afhængigt af hvornår man købte og solgte aktien. Den værdi, der er skabt på papiret, ser selvfølgelig tiltalende ud i disse tilfælde, men i praksis er der næsten ingen investorer, der har opnået det teoretiske afkast, da den slags ejerperioder er fuldstændig urealistiske.
Efter min mening kan man argumentere for langsigtet aktieejerskab ved at finde en form for forskel mellem investorens og markedets pengestrømsestimater og præferencer som følge af investeringshorisonten. Derimod ser jeg ikke rigtig nogen mening med et kortvarigt ejerskab på nogle få år, da der her ikke findes nogen værktøjer, hvormed en investor kan skille sig ud fra markedet. Ledelsens track record er offentlig, virksomhedsejerskabet er fragmenteret, og hverken det eller fremtidige opkøbsmål kan analyseres rationelt, samtidig med at de fremtidige pengestrømme er kedeligt stabile. Det betyder, at aktien sandsynligvis er korrekt prissat til sit fulde potentiale, og den kortsigtige investor er dømt til et middelmådigt afkast.
Måske lyder dette faktisk som trolling, men jeg mener blot, at vi er på forskellige bølgelængder i vores tanker. For mig er den præmie, der betales for illikvide investeringsprodukter, fuldstændig rationel, når man betragter den virkelige verden i stedet for homo economicus. Den typiske investor mister nemlig afkast ved hver eneste investeringsbeslutning, uanset om beslutningen er et køb eller et salg. Den optimale situation ville være, at en anden sammensatte en passende personlig, permanent porteføljeallokering, som investoren ikke selv kunne påvirke. Altså i nogen grad på samme måde som vores pensionssystem fungerer.
Dette er dog ikke psykologisk muligt i personlig investering, så investoren må enten forsøge at minimere de tab i afkast, som investeringsbeslutninger forårsager, gennem erfaring og uddannelse – hvilket på sigt måske endda kan vende egne investeringsbeslutninger til en positiv forventet værdi – eller også minimere mulighederne for at træffe investeringsbeslutninger ved at erhverve illikvide aktiver, såsom en overdimensioneret ejerbolig eller de førnævnte illikvide PE-fonde (Private Equity). Da illikviditet forbedrer den gennemsnitlige investors afkastforventning, er det naturligvis også værd at betale præmier for.
Hvis du nu betragter situationen fra dit eget synspunkt, er konklusionen den modsatte. Du er helt sikkert en erfaren og dygtig investor, og dine investeringsbeslutninger skaber merværdi, så du skal sikre dig, at du også får mulighed for at træffe dem. Likviditet har altså værdi for dig, ligesom det at ende i situationer, hvor vurderingen af aktiens pengestrømme er usikker eller svær, da du i de situationer er i stand til at maksimere værdien af dine investeringsbeslutninger.
Selv med risiko for, at @Verneri_Pulkkinen fratager mig mine skriverettigheder, vil jeg konstatere, at hele denne “serial compounder”-sektor efter min mening er et lidt fjollet mål for en aktieplukker. Investorer under udvikling bliver fortryllet af ideologien om langsigtet ejerskab og modeord som “kapitallet forretningsmodel”, men de lærer reelt intet om investering ved at eje disse aktier i de få år, de bliver i porteføljen. For de bedre investorer er der derimod ingen fart og farlige situationer, hvor de kan gøre en forskel i forhold til andre investorer og markedet og skabe merværdi med deres hårdt tilkæmpede ekspertise.
At specialisere sig i sektoren som investor virker heller ikke som en særlig attraktiv tidsanvendelse, da man i sidste ende alligevel kun køber teams og forretningsmodeller. Private equity virker på alle måder som en lettere og mere fornuftig måde at få næsten eller helt tilsvarende eksponering mod unoterede selskaber i porteføljen end ved at investere i serial compounders.