Små justeringer i porteføljen.
Jeg købte en skefuld Paradox omkring 183 kroner. Jeg overvejede aktien allerede mellem 150-160 kroner, men fik ikke taget mig sammen til at gribe den. Den seneste spiludgivelse er endnu et bevis på selskabets kerneporteføljes udviklingsstyrker. Endnu en legacy-udløber vil sandsynligvis blive lanceret næste år, og derefter vil selskabets kernespils rentabilitet og næsten kontinuerlige cash flow blive afsløret for offentligheden.
Da jeg holder så meget af kontanter, lettede jeg tilsvarende en skefuld q.beyond med små gevinster.
Med disse tyske “turnaround”-selskaber har jeg strenge regler:
Salg, hvis
a) De rammer den fair værdi, jeg har defineret med VEHI-metoden
b) De afviger blot et enkelt skridt fra den udviklingssti, jeg har defineret. Mange investorer finder på en ny historie for et “turnaround”-selskab, hvis tingene ikke går som planlagt, og denne faldgrube forsøger jeg at undgå som pesten
eller
c) Jeg finder forretninger med høj kapitalafkast og dybe voldgrave til en rimelig pris i stedet.
I denne lettelse gjaldt punkt C altså, da a eller b ville føre til en fuldstændig tømning af positionen.
Af en eller anden grund er q.beyond stadig en af mine største positioner. Senest i går talte jeg om det med en investorven, og jeg bemærkede, at jeg selv begyndte at skamme mig, da stemningen blev akavet, selvom han høfligt ikke dømte mig direkte for det.
Disse tyske firmaer er lidt som at begynde at klage højt over sin egen gigt, helvedesild, neglesvamp eller luft i maven. Socialt lige så smagløst og pinligt alligevel.