Der er næsten intet, jeg ikke ville investere i. Alle virksomheder fortsætter deres aktiviteter, uanset om jeg ejer dem eller ej, så hvorfor skulle jeg ikke tage del i afkastet, uanset hvor det afkast kommer fra. Virksomheder og brancher med et dårligt ry lider kronisk under lave værdiansættelsesmultipler og store udsving som følge af den ene eller anden skandale, så der er i princippet allerede indbygget en straf i at eje dem.
Som et eksempel: Da Rusland invaderede Ukraine, så jeg på, hvordan f.eks. Gazprom, Rosneft og især Sberbank kollapsede, og jeg overvejede, om jeg skulle købe, for hvis de på et tidspunkt var steget kraftigt igen, ville der jo have været nogen på den anden side, der havde solgt dem billigt til mig i panik, og hvis jeg havde kunnet sælge dem videre til en højere pris, ville pengene være flyttet fra deres hænder til mine. Jeg så ikke dengang, og jeg ser stadigvæk ikke, noget galt i den tankegang. Overskuddet kunne man så for eksempel have doneret til den ukrainske hær; se det ville have været ironisk.
Virksomheder, der ikke har noget fornuftigt/færdigt produkt eller en tjeneste at sælge.
Det lyder som en vildt grundlæggende ting, men hvis bare det altid var sådan i de børsnoterede selskaber og i de diskussioner, man ser her.. Også spekulative bio-pharma-selskaber falder nemt under denne kategori, da de ofte er baseret på et løfte om at få færdiggjort et produkt. For stor risk & reward.
Ved “promiseware” skal man næsten kende firmaets ledelse personligt og forstå, hvad de prøver på, før man kan beslutte, om man stoler på folkene eller ej.
Herefter kan man så begynde at gå i dybden med andre detaljer som produktets konkurrenceevne, hvad produktet er, avancer, hvilket land de opererer i, osv.
Etiske årsager forhindrer ikke investering, da der ikke er nogen kriminelle organisationer noteret på børsen. Faktisk var der i sin tid mange, der takket være Kauppalehtis forum fik et godt afkast på Turkistuottajat, herunder mig selv. Til gengæld tror jeg på et lavere afkast af etiske årsager, når der er tale om et langsigtet hold.
Jeg har i hvert fald ikke valgt følgende til hold:
flyselskaber
råvarer
enkelte medicinalvirksomheder
bulkproducenter inden for basisindustrien
byggefirmaer
Hvis der ikke er klare konkurrencefordele, er det de færreste virksomheder, der er gode nok til mig. I så fald skal virksomheden være interessant på andre måder, og der skal findes beviser for rentabel drift i historikken. Sådanne kunne f.eks. være Puuilo og Kamux.
Jeg ville holde mig langt væk fra Finnair, for når hele formuen består af gæld eller forældede fly, der genererer for lidt, så er den nuværende værdiansættelse for høj. Og som skatteyder vil jeg heller ikke støtte en virksomhed, der ikke har nogen strategisk værdi, selvom den af en eller anden grund regnes med i den gruppe.
Byggebranchen tiltrækker ikke… projekterne er lange, og det er slet ikke i nærheden af, at materialeprisstigningerne fra før og nu på grund af inflationen bliver overført til de færdige byggerier… så der er udsigt til underskud…
Alt, hvad der giver underskud, og hvor afkastet ligger i fremtiden – dem er der ikke travlt med endnu – selvfølgelig, hvis tendensen vender, ville det være bedre at købe, men det kigger jeg selv på i fremtiden, ikke nu…
Jeg har ikke pålagt mig selv nogen kollektiv udelukkelse, men jeg forsøger at undgå brancher, som jeg ikke forstår, eller som jeg af etiske årsager ikke ønsker at forstå. I praksis betyder det, at jeg f.eks. fravælger pelsindustrien og visse fødevarevirksomheder (norske lakseopdrætsfirmaer, kødproduktion).
Jeg er af natur så sikkerhedsorienteret, at min portefølje alligevel består af selskaber som CapMan, Sampo, UPM, Huhtamäki, Talenom og Spinnova.
Dette er en sjov og forståelig tråd, når det kommer til investorens valg og etikken i investering. Ikke så meget det absolutte afkast. Mange brancher er blevet fremhævet, som opererer i usexede, men profitable sektorer. F.eks. er olie og energi steget voldsomt, men er på grund af etiske overvejelser blevet udeladt fra manges porteføljer.
Selv ville jeg ikke investere i noget nu, som ikke har stærk prissætningsmagt og et øjeblikkeligt købsbehov hos forbrugeren. Som et eksempel tænker jeg på Orthex. Man kan klare sig uden plastikbaljer et stykke tid, endda længere, især hvis saunabrugen falder. Og man kan jo altid finde en billigere 5-liters spand.
Jeg ville ikke investere i noget, som jeg ikke med en rimelig indsats kan forstå, også fremover. Det betyder, at jeg indtil videre har valgt f.eks. finansselskaber fra (jeg kan simpelthen ikke gennemskue deres helhed og slet ikke deres position i markedsmiljøet) samt dele af teknologisektoren, men slet ikke alt. Jeg mener ikke, at barren skal være tårnhøj, eller at man altid skal have en ekstremt dyb forståelse eller være fagekspert, for ellers ville jeg jo næsten ikke kunne investere i noget som helst. For eksempel forstår jeg mig kun i begrænset omfang på teknologi og byggebranchen, men jeg har investeret i et par virksomheder, hvis potentiale jeg mener at kunne gennemskue, og hvor jeg også tror på, at jeg kan følge med i udviklingen. Det er vel lidt et spørgsmål om tro, og der er altid en risiko for, at man ikke ved, hvad man ikke ved – det skal man huske på.
Etik kommer ind i billedet, hvis det føles forkert at investere i noget; for eksempel kunne en våbenproducent være sådan et tilfælde. Et tobaksselskab ville ikke være det, medmindre de f.eks. markedsførte sig til børn, men det er jo netop det, lovgivningen sørger for ikke sker. Selvom jeg anser rygning for at være et stort problem for det enkelte menneske og for folkesundheden, så udviser hver voksen selv dømmekraft i forhold til, om de vil bruge produkterne, og efterspørgslen forsvinder sikkert aldrig fra verden.
Længere oppe bragte brugeren Suppilovahvero pleje- og sundhedsydelser og den private sektors etik på bane, og det har jeg også ofte tænkt på. Jeg arbejder ikke længere på et plejehjem, men dengang jeg gjorde, tænkte jeg nogle gange over, at det kunne være interessant at drive sit eget plejehjem og gøre tingene “bedre”. Jeg kørte dog altid fast i spørgsmålet om, hvorvidt profitjagt og pleje af mennesker er i en etisk uforsvarlig modstrid med hinanden? Jeg er dog nok forsigtigt nået frem til den holdning, at den private sektor har sin plads i sundhedsvæsenet. Kommunerne er jo ikke lykkedes med deres opgaver; i det offentlige sundhedsvæsen er der sine steder ret mange problemer. Både set fra patienternes og de ansattes perspektiv. De store plejegiganter, som de firmaer der starter med E og A, ville jeg heller ikke selv investere i med min nuværende viden; de har et alt for tvivlsomt ry, og jeg kunne heller ikke forestille mig at arbejde for dem. Yderligere refleksion over sundhedssektorens muligheder og etik går nok uden for emnet, men der er jo masser af interessant at tænke over
Jeg har lige læst bogen Maailman 50 vaarallisinta yhtiötä (Verdens 50 farligste virksomheder), og jeg anbefaler den til enhver investor. Det er godt for alle at overveje, hvor man investerer ud fra et etisk og miljømæssigt perspektiv. Bogen giver et bredt indblik i den samfundsmæssige indflydelse bag virksomhederne, som vi ikke lige kommer til at tænke over.
Som følge heraf ville jeg IKKE investere i: Amazon, Alphabet, Microsoft, Apple. Der er forskellige grunde til dem alle. Jeg havde overvejet dem alle tidligere, men ikke længere. Desværre ejer jeg dem i form af fonde, men jeg har overvejet at sælge disse fonde.
Som følge af bogen er banker også et absolut nej. Helt rystende adfærd fra verdens største banker, lige fra involvering i folkedrab (f.eks. Rwanda) og hvidvask af narkopenge til det, der skete under finanskrisen i 2008, hvor bankerne blev reddet på bekostning af den almindelige borger.
Før dette var olie, tobak, gambling og alkohol allerede på NEJ-listen.
Jeg sover bedre om natten, når jeg nøje overvejer, hvad det er etisk at investere i.
Du skærer nu alle banker over én kam på grund af nogle få store. I Finland er det i det mindste svært at klandre Ålandsbanken for de store bankers handlinger. Tværtimod viser deres handlinger noget helt andet. Hvem var det, der udviklede sporing af CO2-aftryk på bankkort til millioner af kunder over hele verden? Hvem er pioner inden for vindmøllefonde? Hvem støtter årligt redningen af Østersøen gennem forskellige projekter? Der findes etisk bankvirksomhed, hvis du ikke sætter barren rigtig højt, som f.eks. at det er uetisk at skabe overskud til ejerne.
Jeg arbejder selv i en af de farligste virksomheder fra den bog. Det rager mig ikke rigtigt, om ledelsen har politisk beslutningskraft på den anden side af dammen. Generelt var bogens ”farlige” virksomheder en skuffelse, da de primært blev listet på grund af deres store størrelse og ikke for eksempel på baggrund af menneskelige dødsfald. Det er jo uetisk at foretage dræberopkøb (killer acquisitions), men på det grundlag kunne man jo nærmest forbyde al forretningsvirksomhed.
Det er sådan, det er i praksis i næsten alle brancher. Konkurrencen gør, at der til sidst kun er tre store aktører tilbage i branchen.
Jeg ville ikke investere i underskudsgivende selskaber, da der findes flere voksende selskaber på Helsinki-børsen med en P/E på omkring 10.
Nogle gange undrer jeg mig over, om investorerne overhovedet lærte noget af IT-boblen, når man f.eks. stadig betaler en P/E på 70 for Lemonsoft, selvom selskabets resultat har været faldende.
Jeg investerer ikke (længere) i andelsselskabers afkastandele. Afkastet kan være ganske udmærket, men det er virkelig kedeligt at vente på at få sine egne penge tilbage. Har erfaring med Metsäliitto og i familien med Osuuspankki. Herunder er en del af brugeren JuhaR’s tekst, som forklarer det godt.
Afkastandele egner sig ikke som særlig kortsigtede investeringer, da man ved opsigelse først får sine penge tilbage ved udgangen af det efterfølgende år. Dvs. hvis du opsiger afkastandelene i dag, får du pengene tilbage ved årsskiftet 2023-2024. Hvis opsigelsen trækker ud til f.eks. starten af næste januar, får du pengene tilbage ved årsskiftet 2024-2025. Der betales renter af afkastandelene helt frem til den dag, pengene er tilbagebetalt.
I virksomheder, der opererer i kommunistisk baserede stater. Direktøren siger det forkerte ord, og virksomheden bliver ødelagt. Hvordan kan man investere i den slags? Eller i det hele taget i aktier, hvis kurs afhænger af andet end virksomhedens forretningsdrift (f.eks. landerisiko).
Der er ret få brancher, som i sig selv er lovlige, som jeg ikke ville investere i, men der er dog nogle få. Dette er ikke en udtømmende eller færdigtænkt liste. Men lige nu har jeg ikke lyst til at investere i disse:
Kviklånsfirmaer. Jeg kan simpelthen ikke. Jeg synes, det er en alt for ussel forretning, der næsten altid udelukkende er baseret på at snyde dumme mennesker.
Tobaksfirmaer. Det samme gør sig gældende her. Et produkt, der dræber, og som udelukkende købes på grund af en kemisk afhængighed. Tobak ville aldrig blive lovliggjort, hvis det blev opfundet i dag.
Pelsdyravl. Det er på en eller anden måde fuldstændig overflødigt og medfører en masse unødig lidelse for dyr som et biprodukt.
For eksempel betragter jeg ikke den vestlige våbenindustri som uetisk. Krigen i Ukraine har kun understreget industriens betydning og etik. Desværre er menneskeheden på et punkt, hvor man af og til må stræbe efter det gode med våben.
Alle aktiekurser afhænger af mere end blot virksomhedsdriften. F.eks. kan politikere pludselig beslutte, at forretning i en bestemt branche er helt forbudt eller i det mindste underlagt kraftige sanktioner. Omvendt kan der gives incitamenter, som tilsyneladende forbedrer lønsomheden.
Der er i praksis ingen brancher, som jeg slet ikke ville kunne investere i. Der kan være gode selskaber i alle brancher, og derfor udelukker jeg ikke en branche X af den grund.
Selskaber, hvor der er en tydelig politisk risiko/landerisiko.
Jeg kan ikke se virksomhedens konkurrencefordele. Med andre ord forstår jeg ikke forretningen tilstrækkeligt.
Jeg fravælger selskaber, der kun har forskning bag sig. Det vil sige, at der ikke er noget bevis for, at produktet/servicen overhovedet virker.
Generelle ESG-fonde. Hvis fonden har klare principper, som den følger, kan jeg overveje det. Desuden skal de største besiddelser i en sådan fond også være selskaber, som jeg selv kunne overveje at købe direkte som aktier, for at jeg kan vurdere, om det passer til min egen definition af ansvarlighed.
Jeg siger ikke, at jeg investerer ansvarligt, men det generer mig med fonde, der f.eks. er på artikel 8-niveau, men hvor den største besiddelse er et kasinoselskab. Eller i foråret, hvor Uniper var på en banks udelukkelsesliste, mens Fortum samtidig var i en fond, der fulgte en ESG-investeringsstil. Hvad er pointen med ESG i så fald?
Jeg fravælger et selskab, hvis jeg ikke ser det som værende et, jeg ønsker at beholde i overensstemmelse med min investeringsstrategi. Det vil sige, at jeg ikke har tillid til selskabet om 5 år.
Indimellem kommer der kortvarige “lottokuponer” i porteføljen, fordi jeg synes, det gør denne aktivitet sjov. Man orker ikke altid at gøre alting kedeligt. Den normale portefølje er bygget 100 % på ovenstående principper.
