Coronavirus og handelskrige, statsstyret industrispionage og Brexit er meget aktuelle emner, og alle disse har indflydelse på virksomhedernes forretningsaktiviteter og succesmuligheder. Stater handler i overensstemmelse med deres egne interesser og tager hensyn til eller ignorerer virkningerne af deres beslutninger på erhvervslivet.
De fleste børsnoterede selskaber har international aktivitet, og derfor påvirker forskellige landerisici produktionen, forsyningskæderne, beskyttelsen af ejendom mv. For virksomheder er det en ret vanskelig ligning, at billig produktion er i ret direkte korrelation med svagheden af retsstaten, ophavsrettigheder og beskyttelse af ejendom. På den anden side tiltrækker billig produktion i et udviklingsland med en stor befolkning også på grund af dets befolkningsgrundlag; f.eks. i Kina, Indien og Rusland er der på trods af en lav indkomst per indbygger store markeder.
Hvordan tager I højde for landerisici i jeres investeringsbeslutninger med hensyn til produktion, markedsføring, forsyningskæder, ejendom, både fysisk og intellektuel ejendom mv.?
Kommer an på virksomheden. F.eks. Brembo: en kvalitetsvirksomhed, der opererer internationalt. Den politiske situation i Italien er ikke særlig relevant. Mediobanca: en kvalitetsbank, men som alle banker ret følsom, hvis der mangler politisk stabilitet. Jeg foretog først en investering efter Emilia-Romagna-valget.
Et andet eksempel er Rusland. Risiciene er høje, men i Rusland er værdiansættelsesniveauet lavt (og potentiel gearing, hvis den lokale folkekapitalisme vågner).
Efter min mening kommer virksomhedens egenskaber og den generelle stemning dog altid først.
Lige præcis! Inden drengene og pigerne får fundatsen i orden, og den generelle stemning får man fra forummet. Så er det bare at købe, og nogle gange endda at sælge
Onkel Masse, FA, investering er en ret simpel ting, hvis man forstår det
Dette er som sådan ingen stor overraskelse, men Putins betydning for Rusland og andre markeder er sikker. I Rusland arbejdes der altså på en ændring af forfatningen, der med dens ikrafttræden vil nulstille præsidentens siddende perioder.
Der sker igen ting og sager. Kina har på det seneste øget sin rolle og mere kraftigt fremsat sine krav om, at Taiwan tilhører Kina. Rusland har fremsat krav om europæiske interessesfæreordninger og har stærkt øget truslen om at angribe Ukraine samt krævet, at uafhængige stater i nærheden af Rusland ikke skal have lov til at bestemme over deres egne anliggender. Rusland har på det seneste ført samtaler med Kina, men indholdet af disse er ukendt.
Nu er der en ret konkret trussel om et russisk angreb på Ukraine, da Rusland har koncentreret en betydelig mængde militær magt i nærheden. Desuden har Rusland i samarbejde med Hviderusland iværksat forskellige hybridoperationer mod EU-områder, bl.a. migrationsrelaterede, corona-relaterede og politisk relaterede desinformationskampagner.
Hvis Rusland angriber Ukraine, er det sandsynligt, at Vesten (USA, EU, Storbritannien og andre partnere) vil indføre ret kraftige økonomiske sanktioner mod Rusland, og udelukkelse fra SWIFT-systemet er også blevet antydet. Rusland er kendt for at være ret uforudsigeligt, kun de selv har information om det egentlige mål med denne tumult.
Et angreb på Ukraine ville dog have store økonomiske konsekvenser. Det er uklart, hvordan det ville påvirke bl.a. Europas energisituation, tilgængeligheden af råvarer, handel og pengetransaktioner. Blandt finske børsnoterede selskaber har Fortum og Nokian Tyres (Nokian Dæk) i hvert fald betydelige ejerskaber og produktion i Rusland, mens Olvi har det i Hviderusland. Hvor stor en risiko ville en eskalering af situationen udgøre for disse virksomheder og andre virksomheders forretning?
Mon ikke dette emne er relevant nu, hvor Rusland og delvist Hviderusland har bevæget sig i den retning.
Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste vellykket exit eller nuværende værdi, der tager højde for Rusland-risikoen. For eksempel har Nokian Tyres og Fortum skabt gode resultater i Rusland, men det ser ikke ud til, at de har fået deres investerede beløb hjem. På den anden side har mange med store forhåbninger brændt forskellige store summer af penge af der.
Efter annekteringen af Krim lykkedes det mig personligt at fjerne Rusland-risici fra min portefølje i tide. Fortum, Nokian Tyres, YIT, Stockmann måtte ud af porteføljen.
Denne gang har Kina-risici kredset i mit hoved de seneste måneder: Jeg solgte en marginalt lille Alibaba-position fra. Kone er faldet, men en stor afhængighed af Kina er nu en rød klud for mig. Det kan være, at Kone delvist af denne grund ikke vender tilbage til min portefølje.
Generelt er Kina-risikoen gennem globale forsyningskæder vanskeligere at håndtere end Rusland: Tænk for eksempel på, hvor meget elektronik Apple producerer specifikt i Kina. Hvis iPhones osv. kommer under importforbud, når Kina gør “et Rusland”, vil det tage et stykke tid, før produktionen er flyttet andetsteds. Kina producerer også størstedelen af de sjældne jordarter globalt: Har fabrikker uden for Kina nok råmaterialer til komponentproduktion, hvis Kina stopper med at udstede eksporttilladelser for sjældne jordarter?
Taiwan er kritisk for mange chipfabrikanter. Moderne enheder er fyldt med chips, fra husholdningsapparater til biler. Den største investering i min egen portefølje er NVIDIA, så tilgængeligheden af chips er helt kritisk. Hvordan ville cloud-forretningen fungere for eksempel for Microsoft, Amazon eller Alphabet, hvis hardwaretilgængeligheden går i stå?
Der er nok at gruble over, da 2020’erne vil være fulde af geopolitiske og lignende spændinger. Risikostyring af porteføljen indebærer i dag mange underliggende faktorer, som man måske ikke tænker over ved en overfladisk analyse.
