Jeg var for nylig på Emil Aaltonen-museet i Pyynikki, Tampere, fordi der var en udstilling om Mir-klasse-ubåde. Jeg havde hørt om dem før, men vidste i praksis intet om emnet, så besøget var yderst lærerigt og interessant.
Tilbage i 70’erne fremstillede Rauma-Repola Oy olieborerigge på Mäntyluoto-værftet i Pori, som ifølge denne udstilling blev solgt i et betydeligt antal verden over. En stor del gik også til Sovjetunionen, og det var tilsyneladende på grund af dette eksisterende kundeforhold, at Sovjetunionen i begyndelsen af 80’erne endte med at bestille dybhavs-ubåde fra Rauma-Repola til “forskningsbrug”. Rauma-Repola ejede på det tidspunkt Lokomo-fabrikken i Tampere, og til sidst blev disse fartøjer, som blev døbt Mir-fartøjerne, fremstillet der.
Hele projektet var i vid udstrækning hemmeligholdt (“hys hys”-afdelingen). Ifølge fredsaftalen i Paris i 1947 var ubåde forbudt for Finland, så ledelsen i Rauma-Repola kontaktede USA’s ambassade i Helsinki, hvorfra man fik at vide, at den var god nok. Senere konkluderede amerikanerne dog, at den alligevel ikke var god nok, og Ronald Reagans regering forsøgte at lægge pres på for at få handlen annulleret. Anden Verdenskrig blev efterfulgt af den såkaldte CoCom-aftale, som forbød eksport af højteknologi til Sovjetunionen, men Finland var ikke omfattet af denne aftale. Mauno Koivisto meddelte efter sigende til daværende amerikanske vicepræsident George Bush, at den finske stat ikke bare sådan kan forhindre en privat virksomheid i at handle med hvem, de vil.
I 1987 blev disse ubåde endelig leveret, der var tale om to styk. Mir-1 og Mir-2. De kunne dykke ned til en dybde på 6.000 meter, hvilket var absolut topklasse dengang. Frankrig havde én maskine, der kunne gøre det samme, og USA en anden, men disse ubåde fra Rauma-Repola var de nyeste og mest avanceret i denne gruppe.
På udstillingen var der masser af avisklip fra slutningen af 80’erne om disse fartøjer og den pågældende handel. I et af dem blev det fortalt, at den britiske presse havde advaret om, at Sovjetunionen ville bruge disse fartøjer til sabotage mod undervandskabler. Ironisk nok, at sådanne fartøjer oprindeligt blev solgt østpå fra Finland.
To fartøjer blev leveret, men en tredje trykfast metalkugle blev tilbage som reserve i Tampere. Denne del er det egentlige højdepunkt inden for ingeniørkunst. Kuglerne på Mir-fartøjer blev fremstillet på en anden måde end tidligere undervandsfartøjer, og verden over var der tilsyneladende en tro på, at man i Finland ikke ville være i stand til at få så krævende processer til at fungere. Ved slutningen af udstillingen blev det fortalt, at den tredje kugle i dag står ved portene til Metso Lokomo. Jeg kørte senere forbi dergennem Hatanpää for at se den, og der stod den ganske rigtigt og gloede. Lidt over to meter i diameter. Jeg er kørt forbi den tusind gange, men ville aldrig have gættet på, at en central del af en så avanceret ubåd befandt sig der. Denne info vil næppe have nogen indflydelse på Metsos aktiekurs.
En virkelig interessant udstilling, kan varmt anbefales, hvis nogen tilfældigvis er i området. Udstillingen har åbent i fem uger endnu. Det er ret vild højteknologi, der er blevet lavet i Finland, og sjovt, at det er blevet fremstillet inde i landet. Selvom der er mange søer i Tampere-regionen, er en ubåd med en kapacitet på 6.000 meter måske ikke helt i sit es her.
Når man først har besluttet at opkræve gebyrer, så bliver de altså opkrævet, om så det er fra nabolandet. Sådan er det bare. Dette var nemlig betalingen for at krydse broen på sidste sommers biltur til Sverige. Jeg havde allerede undersøgt på forhånd, at den slags post kunne dukke op, og at man ikke skal forhaste sig med at betale det på egen hånd.