Lige præcis. I mit eget arbejde var denne ”arvelige” arbejdsløshed fra forældre til børn meget tydelig. Under krisen i 1990’erne havde nogle af de børn, hvis forældre forblev permanent arbejdsløse, nemlig aldrig set deres forældre være en del af arbejdslivet. I stedet bestod hverdagen af kontakt med myndighedssystemet. Disse børn mødte så op i beskæftigelsessystemet i løbet af 2010’erne, ofte med en svag uddannelsesmæssig baggrund, hvilket igen bidrog til at svække deres beskæftigelsesmuligheder. Man kan sagtens forestille sig en situation, hvor forældrene som følge af langvarig arbejdsløshed har levet af sociale ydelser i årevis uden ressourcer til at tilbyde børnene fritidsaktiviteter, sund mad og et opmuntrende miljø, fordi forældrenes energi går til den månedlige overlevelseskamp og kontakt med myndighederne uden nogen synlig vej ud til en bedre livssituation. Det er helt sikkert, at depression også lettere opstår her sammenlignet med de familier, hvor bekymringerne er nogle helt andre end, hvordan man skaffer penge til at få hverdagen til at hænge sammen. Desværre rækker overskuddet ofte heller ikke til at opretholde en sund livsstil, hvilket udover depression medfører andre sygdomme, som heller ikke ligefrem forbedrer mulighederne for at få et job.