Skattevæsenets service er virkelig forbedret enormt, nu om dage henter arbejdsgiveren også skattekortet automatisk fra
Ganske interessant graf, selvom man selvfølgelig ikke skal følge “vejledningen” i dette tweet som fanden læser bibelen ![]()
https://x.com/InvestInAssets/status/1995206267111944577
At bo på landet er bestemt det bedste! Livet går ikke med at vente, i modsætning til i byerne. Men ud fra hvad jeg har haft med folk fra Sievi at gøre, ser det ud til, at i det mindste himlens pladser forårsager mange former for angst der. ![]()
Karl Bushbys 27 år lange hjemrejse er ved at være på målstregen. Nu er han allerede trygt i Europa i Komárom, Ungarn. At svømme over Kanalen er nok den største tilbageværende udfordring.
Det er dog svært for folkekapitalismen, at frygt sælger, algoritmer driver, og medierne er pressede. På den anden side, hvis den største boble nogensinde nu rammer, så var vi i det mindste i den rette stemning et sted.
Vær forsigtige med de pile, så der ikke kommer ridser i væggene fra investeringer. Mod en ny uge og juleboblen!
Man kan jo selvfølgelig fryde sig over skadefryd (på naboernes bekostning), når Kalajoki ikke løber i Sievi…
If you panic, panic first!
Mest læste de seneste 7 dage
Pitko gik i stykker. Og en eller anden kunstig intelligens redigerede beskeden til finsk og viser ikke slutningen, hvad pokker?
For Framery er den værste risiko/konkurrent, at virksomheder og ejere af kontorlokaler reelt vågner op til personalets behov og tilpasser lokalerne derefter. Jeg ser kun Framery-båsene som en nødløsning på, at der i den nuværende Teams-møderunde er et skrigende behov for arbejdsro. Det er jo vanvittigt, at folk først bliver beordret tilbage til kontoret fra hjemmearbejde, og så tilbringes dagen i sådan en svedig bås med hovedtelefoner på, når de andre mødedeltagere sidder i en anden bygning eller et andet land.
Jeg har deltaget i alle mulige eventarrangementer og i flere forskellige roller. Darts Tampere International-turneringen var i går og fortsætter i dag. Selve arrangementet, så snart det kom i gang, var en fantastisk oplevelse. Karneval er måske det mest beskrivende ord; der var alle slags kostumer, og tilskuerne havde en på en god måde livlig stemning. Jeg har ikke oplevet noget lignende ved nogen sportsbegivenhed i Finland.
Så til årsagen til brokkeriet, hvordan kan dette være så udfordrende. Tilsyneladende arrangeres der så få store begivenheder i Finland, at erfarne fagfolk er svære at finde.
Ved ankomst til Hakametsä var der ingen skilte, der viste, hvor man skulle gå ind, eller hvor mange indgange der var i brug. For slet ikke at tale om, at indgangene var adskilt, eller at det overhovedet blev fortalt, hvilken billet der skulle bruges til hvilken dør. Der var 6500 tilskuere, som alle blev presset ind gennem to åbninger på størrelse med en dør til et parcelhus. Efter billetkontrollørerne var der en garderobe, hvor halvdelen af personalet ifølge mine egne vurderinger aldrig havde arbejdet i en garderobe før. Ingen fortalte, om man skulle aflevere jakken, så området foran garderoben fyldtes straks med et forfærdeligt kaos, hvor de fleste kunder forsøgte at komme forbi garderoben, kun for at opdage, at efter menneskemængden var der en vagtvært, der fortalte, at jakken skulle afleveres, hvilket betød, at man skulle mase sig tilbage den anden vej ind i trængslen for at vente på service. Indenfor hoveddøren var der ganske vist en vagtvært, men da jeg spurgte, hvorfor de ikke fortalte kunderne, at jakken skulle afleveres, så de ville undgå dette kaos, var svaret, at de ikke ville begynde at fortælle alle én efter én. Hvor svært kan det være, billetkontrolløren siger tak, jakken skal afleveres i garderoben. Vi begyndte at regne ud, at når arrangementet var slut, ville det tage mindst en time, før jakkerne kunne hentes. Det ville blive sent på morgenen, før vi var hjemme, så jeg hentede jakkerne på forhånd og smuglede dem ind på tribunen. Jeg var den eneste kunde dengang, og det tog 10 minutter at finde min egen jakke, da garderoben ikke genkendte nummeret som værende i denne garderobe.
Ved et to-dages arrangement var der halvvejs igennem ingen anden mad tilbage end en kop pølser. På en eller anden måde forstår jeg, at tingene kunne gå så galt til en endagsfest, men ikke når det er et to-dages arrangement. Forsyninger til begge dage skal være på plads, og hvis der er brug for mere til mandag, så hent det.
Jeg har altid sagt, at finnernes kardinalsynd er dårlig information; det viser sig i alt. Uanset om det handler om markedsføring eller vejvisere. En finne forestiller sig, at når jeg ved det, så må den anden også vide det. Hakametsäs indgange er kun kendt af folk fra Tampere. En kunde kan ikke vide, hvordan man skal agere, hvis de ikke får besked. En europæisk køber kan ikke vide, hvor fremragende en virksomheds produkt er, hvis det ikke fremhæves.
Interessante tanker fra @Isa_Hudd om at åbne op for løn og investeringsaktiver for andre!
Situationen i Finland er så mærkelig, at man under alle omstændigheder kan få kendskab til enhvers indkomst fra skattemyndighederne, hvis man ønsker det. Alligevel tier de fleste om det over for andre mennesker.
At tale om egne penge er delvist et generationsspørgsmål. Yngre er en smule mere åbne, men selv blandt dem er der stadig ikke mange, der foretager en fuld gennemsigtighed. Her gør tiden sin gerning, og vi bevæger os i en mere åben retning.
Mere klarhed er også på vej med EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, hvor ansøgere til en stilling skal informeres om stillingens lønramme. Det betyder ikke, at alle medarbejdere får adgang til alle lønoplysninger. Men det åbner op for dem på et generelt niveau på alle arbejdspladser for at undgå kønsdiskrimination.
Til mærkværdighederne hører også, at man f.eks. kan føre en helt åben diskussion om frynsegoder med kolleger, men den hellige og hårde kerne, altså lønnen, holdes stadig skjult.
Finlands komplekse holdning til at tale om løn og indkomst generelt er dog ikke usædvanlig. Næsten alle lande har deres egne særheder i disse spørgsmål.
I USA kan man allerede i starten af smalltalk kaste et lønspørgsmål ud, men mange ønsker at tilbageholde f.eks. deres officielle skatteoplysninger til det sidste. I f.eks. Frankrig er der endnu mindre diskussion om egne indkomst- og formueforhold end i Finland, ikke engang blandt bekendte. Og f.eks. er praleri med penge i kryptokredse der blevet mærkeligt dæmpet af truslen om afpresning og kidnapninger, som er begyndt at blive systematisk udført mod rige kvinder og mænd. I Sverige er det en smule mere åbent end i Finland, men stadig flere forbander der den lette adgang til penge- og andre oplysninger – en guldmine for kriminelle bander, der har taget magten i landet.
Jeg deler dog ikke helt synspunktet om, at “pengediskussioner skal normaliseres – muskelsmerter i starten, men det går over”. Man skal ikke tvinges til at åbne op for personlige indkomster, men hver enkelt skal vælge sin egen vej. Der skal være integritet i penge, sundhedsdata, personlige livsforhold, egne værdier og ideologier. Hver enkelt skal fortælle og diskutere, hvis de vil. Men hvis ikke, skal det også være tilladt.
Efter min mening er vanviddet nået sit højdepunkt, hvis det selv efter handelsomkostninger er rentabelt at tilbyde en ekstra service ud over coins. Og for disse findes der selvfølgelig annoncører blandt landets mest kendte repræsentanter fra investeringsscenen. Betalingen kommer vel i fiat?
Jep, en rigtig sikker havn-investering.
Det er bare pokkers svært at komme med i dag.
Vääräjoki er ganske vist kun en biflod til Kalajoki, men der stiger ikke mere laks op derfra.
Hesulis år har været stærkt, heldigvis ændrer Nordnets seneste app-opdatering selv stigningen til rød, så den hjemlige, varme stemning bevares, selvom en eller anden frafalden skulle stige!
Uddeling af sedler til de fattige, og hr. Aflecht får lov til at skælde banken ud. Selv i OmaSp opstår der mistanke om hvidvask, hvis små beløb kommer ind på foreningens konto her og der, som derefter hæves som kontanter fra en pengeautomat(!). Bankens repræsentant henviser dog til kendskab til kunden; måske har foreningen svært ved at forklare, hvem der er ansvarlig. Under alle omstændigheder er det unødvendigt at skælde banken ud, når den handler som regulatoren kræver.
Lige præcis, udfyldelse af KYC-formularen burde på ingen måde være en umulig opgave, hvis foreningen har alt i orden. Og banken træffer ikke så drastiske foranstaltninger for sjov; mon ikke kunden er blevet kontaktet flere gange, før der blev indført hævebegrænsninger…
Hvis banken mistænker aktivitet, der involverer risiko for hvidvask, er det bankens opgave at udføre KYC med særlig omhu. Henry har tilsyneladende ikke på grund af andre gøremål formået at ordne sagen.
Men jeg undrer mig over, om man virkelig kan få en indsamlingstilladelse til en aktivitet, hvor der uddeles kontanter?
Jeg har tænkt over noget på et mere generelt plan: Når en virksomhed arrangerer en børsnotering, er det så bedre, at udbuddet prissættes “billigt”, så “hurtig profit-jægere” får et godt afkast på de aktier, de har fået på den første børsdag, eller skal udbuddet prissættes til en nogenlunde “korrekt” pris, altså til et niveau, hvor man også kan købe flere på børsen?
F.eks. var Harvia-udbuddet rart i den forstand, at man allerede fra udbuddet fik en rimelig mængde aktier, og efter handlen startede, lå aktiekursen længe omkring udbudsprisen, hvorved man kunne købe aktier til udbudsprisen, så mange man ville. (Jeg husker at have læst talrige klager over det udbud, da det ikke tilbød hurtig profit. Senere rettede det sig dog.)
Nå ja, ingen kan jo bestemme børsprisen efter udbuddet, så i den henseende er “korrekt prissætning” et lidt vanskeligt begreb, men på et generelt filosofisk plan, er det så fornuftigt at give en udbudsrabat? Ville det ikke være mere fornuftigt at forsøge at prissætte udbuddet, så prisen var nogenlunde passende, og derved ville kort- og langsigtede investorer være på lige fod? Og ikke sådan, at man fra udbuddet får en meget lille mængde “billige” aktier og så skal købe resten “dyrt” på børsen fra kortsigtede investorer.








