Jeg har læst lidt mere om gæld for nylig. Det er slående, hvordan der altid har været “brokket” over især offentlig gæld:
“At every stage in the growth of debt it has been seriously asserted by wise men that bankruptcy and ruin were at hand. Yet still the debt went on growing, and still bankruptcy and ruin were as remote as ever”
Sådan kommenterede historikeren Macaulay kommentatorer fra begyndelsen af 1700-tallet, da Storbritannien begyndte at gældsætte sig voldsomt med den nye centralbank og konstante krigsførelse. Udviklingen i Storbritanniens gæld i forhold til økonomiens størrelse, verdens første moderne økonomi, kan ses i grafen nedenfor.
(Kilde: Centre For Macroeconomics)
Det fortsatte også senere:
Adam Smith kommenterede også i sit værk “The Wealth of Nations” (1776) om offentlig gæld, hvordan der altid var kapacitet til at bære mere og mere, dog advarede han om, at proppen ville komme på et tidspunkt (det skete ikke endnu ved 100 procentpoint).
Tilføjelse:
En interessant graf over, hvordan gælden er blevet håndteret i Storbritannien. I 1800-tallet, i et stabilt prismiljø, gav obligationerne et godt afkast, og en stat, der overholdt finansiel disciplin, afviklede dem effektivt i løbet af århundredet. Efter Anden Verdenskrig blev gælden håndteret med inflation. Det bliver interessant at se, hvordan velfærdsstater i fremtiden vil holde styr på udgifterne og afvikle deres lån…
