Retroinvestering - Investering og opsparing for over 10 år siden

Jeg tænkte, at jeg ville starte en sådan feel-good investerings-retrotråd, hvor formålet ville være, at forummedlemmer deler de mest mindeværdige begivenheder fra de helt tidlige dage af deres investeringskarriere, som fandt sted for mindst 10 år siden. Altså ikke noget nyt, men mere retro-stof f.eks. fra 90’erne eller begyndelsen af 00’erne, hvor investeringsmiljøet var helt anderledes. Disse kan være ret nyttige og sjove for de nyeste, yngre investorer at læse om, hvordan investering var “i gamle dage”. For eksempel har det været rart at lytte til Aki Pyysings historier fra 90’erne om den finske børs fra forskellige podcasts, så det er måske noget i den stil, jeg leder efter her.


Jeg er ikke selv så gammel endnu, at jeg har erfaring med investering fra 90’erne, men jeg kan starte med at dele en begivenhed fra 2010, hvorfra min egen aktieinvestering, hvis jeg husker rigtigt, startede, i hvert fald var det en slags startskud, hvis jeg husker rigtigt.

Året var 2010, altså årene efter finanskrisen, og eurokrisen var ved at begynde. Jeg havde ikke investeret i aktier før, men havde mine penge i bankernes tidsindskud, sandsynligvis delvist i kølvandet på finanskrisen. På dette tidspunkt kunne indskud stadig give omkring 2% rente i bedste fald. Jeg havde sat 47.000 euro ind på en tidsindskudskonto med 2% rente i Sofia Pankki i 2009. Hvis jeg husker rigtigt, kunne ingen anden bank på det tidspunkt tilbyde en tilnærmelsesvis lige så god indlånsrente. Dengang føltes det som en god investering mod inflation.

Nå, som Wikipedia også fortæller: “Finanstilsynet tilbagekaldte bankens driftstilladelse og satte banken under likvidation den 28. marts 2010 for at beskytte indskydernes interesser”. Det vil sige, at Sofia Pankki i praksis gik konkurs. På dette tidspunkt svedte jeg lidt :sweat_smile:. 47.000 euro var en ret stor sum for mig på det tidspunkt; jeg var stadig studerende og arbejdede sandsynligvis kun deltid ved siden af studierne. Jeg havde dog været fornuftig nok til ikke at sætte mere ind i Sofia Pankki, end indskudsgarantien var på det tidspunkt, dvs. 50.000 euro. Til sidst fik jeg alle pengene tilbage, og hvis jeg husker rigtigt, behøvede jeg ikke engang at vente særlig længe, højst en måned eller to, hvis jeg husker rigtigt. Jeg har stadig et skærmbillede af Sofia Pankkis indskud og notater om, at Sofia Pankki betalte 40.243,71 euro tilbage, og indskudsgarantifonden 7.102,67 euro, hvilket vil sige, at der i alt blev returneret 47.346,38. Det gode ved dette var, at den 2% rente, hvis jeg husker rigtigt, løb næsten hele tiden, indtil jeg fik pengene tilbage.

Men herfra, hvis jeg husker rigtigt, startede min aktieinvestering, fordi jeg skulle tænke over, hvor jeg skulle placere disse knap 47.000 euro, da jeg efterfølgende ikke rigtig kunne få noget ud af renter nogen steder. Min bror havde investeret noget i aktier, så sandsynligvis lidt inspireret af ham lånte jeg Seppo Saarions “Miten sijoitan pörssiosakkeisiin” (Hvordan jeg investerer i børsnoterede aktier) og Malkiels “Sattuman kauppaa Wall Streetillä” (En tilfældig tur ned ad Wall Street) fra biblioteket og begyndte at se en vis fornuft i aktieinvestering og så det ikke længere som en så stor risiko, når man ser på den lange bane. Timingen var også den bedst mulige, fordi eurokrisen var i gang, og aktier kunne fås til en billig pris. Jeg husker dog, at kursfaldet i starten syntes at fortsætte et stykke tid, og de aktier, jeg købte, var langt i minus, og -5% ned om dagen flere gange i træk var ikke ualmindeligt, og det føltes dårligt i starten, men jeg måtte jo købe dem, “når de var billige”.

Den første aktie, jeg købte i 2011, var Fortum, derefter Sampo, Nokia og Elisa. Af disse er kun Sampo stadig i porteføljen; de andre er solgt. Det første år købte jeg aktier for omkring 29.000 euro, og udbytter akkumulerede til 1.375 euro brutto det første år. Året efter, i 2012, havde jeg sat alle de 47.000 euro fra Sofia Pankki i aktier, og hvis jeg husker rigtigt, satte jeg også straks alt, hvad jeg turde, fra min lille løn i aktier med faldende kurser, selvom en lille nødfond på et par tusinde altid var der. I 2012 indeholdt porteføljen Elisa, Sampo, Fortum, Nokia, Wärtsilä, Konecranes, YIT, UPM og Kesko. Af disse er Sampo, Konecranes, UPM og Kesko stadig i porteføljen; de andre er solgt. Nu, lidt over 10 år senere, er porteføljen vokset til ca. 580.000 euro, og udbytteindtægterne er ca. 26.000 euro brutto om året.

Takken skyldes altså delvist Sofia Pankkis konkurs, at jeg startede med aktieinvestering og opgav tidsindskuddene.

90 Synes om

Denne tråd er som skabt til mig. Det er nødvendigt at mindes fortiden, før hukommelsen svigter.
Jeg begyndte at investere i 1997. Den æra er også vigtig, fordi det var dengang, man begyndte at skifte helt over til online ordrer. Tidligere blev ordrer udført ved bankskranken eller via telefon. Hvis jeg havde været nødt til at handle ansigt til ansigt med en mægler eller lignende, eller bare ringe, ville min investeringskarriere være stoppet der og da. Heldigvis kom internettet, og selvom jeg ikke ejede min egen internetforbundne computer i flere år, kunne jeg afgive ordrer fra en offentlig computer i en lobby på Tampere bibliotek eller et andet sted.
At investere var ikke en opgave for den utålmodige mand dengang heller.

Jeg vil tilføje mere til tråden på et tidspunkt, når jeg får tid fra mit hektiske arbejde.

42 Synes om

Jeg startede med at investere i Soneras anden emission (mine første aktier var dog sandsynligvis HPY E-aktier, som jeg fik, da telefonaktien blev vekslet til dem). Jeg deltog også i F-Secure (var det stadig Datafellows?), Comptel og SSH IPO’erne. Jeg var Evlinets kunde og havde fået et ISDN-modem derhjemme, og jeg kunne næsten ikke komme ind på tjenesten med min gamle maskine, og da jeg solgte Comptel, satte jeg for en sikkerheds skyld en grænsepris et par euro over den daværende kurs, da jeg endelig kom igennem til tjenesten, var kursen allerede et par euro over det…nå, jeg havde kun 25 aktier (hvis jeg husker rigtigt), men det var en vild tid, selv med de stenalderagtige internetforbindelser. :sweat_smile:

Edit: Glemte den gode gamle Basware, og fra emissionen fik jeg vist alle 15 stk. Jeg holdt dem heller ikke længe, og som en anekdote husker jeg sidste marts, da jeg lå på hospitalet, og en flashback-lampe tændtes, og jeg tænkte på, hvad der skete med Basware, og hvilke priser de lå i, og jeg overvejede at købe en prøveportion, da prisen var faldet pænt, men som med så mange andre “næsten”-køb, blev den tanke også lagt på hylden. :flushed_face:

12 Synes om

Drevet af denne tråd begyndte jeg at gennemgå mine egne handler fra tidligere år og fandt følgende fund:
Yomi (salgsdato 30.5.2003) og et tab på 175 EUR (hvad det end var?)
Turvatiimi (salgsdato 15.10.2003) og et tab på 5 euro

En, jeg ejede for et øjeblik siden (men ikke uafbrudt), og som har været en af de beholdninger, hvor jeg altid har fejlet:
Teleste salgsdato 6.5.2002 (udbytte 40 EUR) og et tab på 553 EUR

Saunalahti Group flere salgsdatoer 2002-2005 og et samlet overskud på 1,4K EUR
Perlos flere salgsdatoer 2002-2006 (udbytte i alt 202 EUR) og et samlet tab på 1429 EUR
Pohjola Pankki A salgsdato 12.4.2004 og en fortjeneste på 71 EUR
Pohjola-Yhtymä salgsdato 28.5.2004 (udbytte 500 EUR) og en fortjeneste på 2,65K EUR
Hercules salgsdato 9.1.2004 og et tab på 140 EUR
Ixonos salgsdato 3.-10.1.2005 og en fortjeneste på 645 EUR
Nec Cp Adr NNM salgsdato 9.1.2004 og et tab på 31 EUR
Cramo salgsdato 14.6.2002 (udbytte 180 EUR) og et tab på 48 EUR
Elcoteq salgsdatoer 11.2.2005 / 27.4.2005 / 27.12.2006 (udbytte i alt 1225 EUR) og en fortjeneste på 4,45K EUR

Dette er blot en lille del af eQ’s handelsresultater 2002-2008. Min handel var ret aktiv, men i mindre skala, bortset fra Nokias swing-handler 2002-2003, som var en del af markedsindlæringsprocessen, og jeg kom også tørskoet igennem den session (stor omsætning, lille resultat: salg 713K og køb 711K). Heldigvis forstod jeg at stoppe, da jeg bemærkede, at “trading” blev sværere for hver dag.

Fra Nordnets senere dage er der flere mærkelige fugle, men jeg vil fremhæve endnu en, da jeg i går opdagede, at virksomheden stadig eksisterer og er noteret i Stockholm, med en slutkurs i går aftes på 0,55 SEK:
Anoto Group salgsdato 24.3.2006 og et tab på 1,23K EUR (salgskursen var omkring 16 SEK som et gæt, og holdt i godt 4 måneder)

Jeg har handlet med mange forskellige aktier i årenes løb, og jeg fortsætter, dog meget langsommere. :money_mouth_face:

Edit: Det mystiske Yomi blev ved med at nage mig, og det viser sig at have været noget relateret til Elisa:

»ELISA OYJ BØRSPRESSEMEDDELELSE 29.3.2004 KL. 8.00 YOMI FUSIONERER MED ELISA Elisa Oyj’s og Yomi Oyj’s bestyrelser har underskrevet en fusionsplan, hvorefter Yomi fusionerer med Elisa. Yomi har været et datterselskab af Elisa siden 2001, og Elisa-koncernen ejer 51,46 procent af Yomi før fusionen.«

2nd Edit: Jeg kan ikke lade være med at tilføje et par investeringer mere, for da jeg valgte disse til at sætte i min udstillingsmontre, var f.eks. Elcoteq inkluderet, fordi jeg alligevel havde stor succes med den i forhold til min aktieformue på det tidspunkt, og Anoto, fordi jeg som evig bull har en dårlig vane med at hænge fast i svage grene og falder alt for let af de stærke, som en evig bull bør, så i Anoto var jeg i stand til at give slip på en elendig investeringscase, men det tog for lang tid, men jeg undgik en katastrofe. Den næste case er som Elco:

Savosolar Salgsdato 29.8.2016 og en fortjeneste på 825 EUR.

og så det største enkeltstående tab i min investeringskarriere på en enkelt aktie:

Cellceutix Corp. Salg 08->11/2016 og et tab på 10,1K EUR
Selskabet skiftede navn i 2017 → Innovation Pharmaceuticals Inc.

Innovation Pharmaceuticals Inc. salgsdato 8.12.2017 tab på 3,3K EUR i alt 13,4K EUR …Jeg tjekkede slutkursen i går: $0.0479

14 Synes om

Jeg startede med at investere omkring år 2000. På det tidspunkt var Hex-indekset vist på sit højeste.
Min første investering var i JOT-automation, som et par dage senere kom med en negativ nyhed.
Dengang arbejdede jeg på fabrikken, og jeg bestilte kurser via betalte SMS-beskeder til min mobiltelefon. Det var lige så lort dengang, at man skulle tjekke kurserne mange gange om dagen.
Jeg havde ikke engang internet derhjemme dengang, men i Osuuspankki’s vindfang var der kundeterminaler, hvor man kunne logge på netbanken og udføre transaktioner 24/7.
Jeg husker også, at jeg i september 2001 havde købt Nokia om morgenen, og så på tv, da flyene fløj ind i WTC-tårnene. Det var også en passende tid for tab.

Vi læste Arvopaperilehti’s investeringsdiskussion i årevis.

22 Synes om

eQ Onlines brugerflade så fantastisk ud engang i år 2000, da man kunne bruge den fra en computer. Det føltes som om hele verden var åben for dig, når du kunne vælge virksomheder derfra. Som en nybegynder indså jeg ikke, at jeg ikke forstod noget som helst af disse virksomheder og deres værdiansættelse; “investeringen”, eller snarere spekulationen, blev til gætteri om kursændringer. Informationskilder var primært Arvopaperi og Kauppalehti i papirversioner. På et stigende marked tjente jeg penge på handler, men på et faldende marked forsvandt det meste af pengene som røg op i luften… Mine egne udskejelser blev dyre. Senere er jeg begyndt at investere igen med nye penge, nu med bedre succes.

Hvad jeg husker fra eQ’s netværkstjeneste:

Papirdokumenter, dvs. brugernavn og en meget lang liste af skiftende adgangskoder, kom hjem i et brev, af sikkerhedshensyn naturligvis på forskellige dage. Disse små sedler var virkelig vigtige, de blev omhyggeligt gemt i en mappe. Hver gang man gjorde noget i netværkstjenesten, skulle man med en kuglepen strege den lange adgangskode over fra kodelisten, som netværkstjenesten tilfældigt valgte og spurgte efter som bekræftelse. Hvis man mistede disse små sedler, kunne det tage lang tid at få nye med posten, og jeg ved ikke, om en genbestilling ville have været gebyrpligtig (jeg mistede aldrig listerne).

eQ opkrævede en månedlig afgift for depotkontoen; en gratis aktieportefølje var noget, man kun kunne drømme om dengang. Men hvis man gad at tage en fotokopi af sit studiekort og sende det i et brev til eQ, blev den månedlige afgift nulstillet for det pågældende år. Det var besværligt, men man sparede et par tiere på den måde.

Brugen af eQ’s netværkstjeneste var virkelig begrænset af, at internetforbindelse via modem hjemmefra kostede omkring 5 mark i timen. På månedsbasis var det let at få en telefonregning på 2000 mark, hvis internettet var tændt konstant. Derfor kunne internettet ikke udnyttes til aktieinvestering nær så meget, som man gerne ville. På biblioteket kunne man reservere gratis 1-times internetbrug, og dem brugte jeg flittigt.

Ærgerligt, at jeg ikke bor i Helsinki. Det ville have været ret legendarisk at stå fysisk på gaden som en “windbreaker” i de lange aktieudstedelseskøer for hype-virksomheder omkring årtusindskiftet. Jeg kunne nu med et smil på læberne mindes, at jeg i den aktieudstedelse også mistede 2000 mark osv.

14 Synes om

Jeg har stadig eQ-kodekort liggende​:grin:
Fandt dem, da jeg ryddede op i gamle papirer.

Jeg husker, at jeg også fik et opkald; det var vist ikke det berømte ”margin call”, men noget i den retning.

I opkaldet rådede kundeservice mig til at indsætte mere grej, så den limit eller gearing, eller hvad det nu var, jeg havde bedt om, kunne gå igennem.
Det morede mig, den stil: ”Hør, du burde have lidt mere i ryggen, for at du kan bruge den limit så meget”. Måske ikke ordret, men noget i den stil.

De reklamerede vist også for tjenesten med: ”hvad giver man til ham, der allerede har alt? eQ.”

Det var engang i euroens tidlige dage. Så måske er det alligevel ikke så retro endda.

5 Synes om

Jeg fik læst Kim Lindströms erindringsbog Puoli vuosisataa pörssin sisäpiirissä (Et halvt århundrede på indersiden af børsen).
Et glimrende overblik fra 1960’erne til 2012.

I tidernes morgen lader den hjemlige børs og erhvervslivet generelt til at have været det rene vilde østen. I 60’erne havde virksomhederne ingen forpligtelse (eller interesse i) at kommunikere deres anliggender til omverdenen. Brug af insiderinformation var et personalegode, som blev udnyttet uden skrupler.
Lovgivning mod insiderhandel kom først i 1989.

Lindström selv har været på forkant med at udvikle overvågningen og rapporteringen af børsselskaber, både udefra og indefra, og hatten af for det. Bogen afslører ingen egentlig investeringsstrategisk hemmelighed, da Lindström har været en meget konservativ udbytte-/værdiinvestor. Kedeligt slid år efter år. Eller, der blev da trukket et par kaniner op af hatten indimellem.

I børsens historie ser 60’erne ud til at have været en ørken med enkelte lukkede oaser her og der. Den nuværende situation minder mest om en tætpakket regnskov med aber og papegøjer, hvor alle har utroligt meget på hjerte, men de færreste har tålmodighed til at lytte.

Anbefalelsesværdig læsning for dem, der er interesserede i den hjemlige børshistorie. En letlæst bog, der kan klares på et par omgange. Passer til hektiske millennials som mig selv og dem, der føler sig som en.

P.S. Lindströms historier fra sin karriere gjorde mig endnu mere overbevist om mit eget valg om ikke at søge lønarbejde i finanssektoren. Der lader til at have været en del “menneskelig” adfærd i ny og næ. Grådighed og knive i ryggen, men hvad kan man ellers forvente. (KL var altså offeret i disse tilfælde, ikke udøveren)

30 Synes om

Godt gået gennem de sidste 13 år👍🏻 Hvor meget af dine egne penge har du skudt ind i nye køb udover udbytterne i denne periode? 2011 var selvfølgelig et fantastisk tidspunkt at starte med at investere på. Men du har sikkert også været nødt til at skyde lidt mere ind udover den oprindelige startkapital…

Mine egne første minder om investering stammer fra 1980’erne, da tegningsretterne fra SYP (Suomen Yhdyspankki) landede i brevsprækken. Mine forældre havde købt nogle SYP-aktier til mig. Når posten kom, diskuterede de sagen, og jeg undrede mig over, hvad der var så vigtigt at diskutere. Aktiekursen var, så vidt jeg husker, 5 mark. Pantet for en flaske var på det tidspunkt 40 penni, og jeg tænkte ved mig selv, at det da ikke ville tage lang tid at samle flasker nok til at få 5 mark, så hvad var der egentlig at tale om? Aktiebrevene blev derefter opbevaret i bankens bankboks. Der var en nøgle til boksen, som jeg havde, og banken havde sin egen. I bøger og mapper blev der noteret, hvem der havde besøgt boksen og med hvem. Bøgerne, vi fik fra aktieemissionen, blev derefter fragtet derhen til boksen.

7 Synes om

Se der, startet med det samme papir og i det samme årti. Med stamaktier naturligvis, en spirende virksomhedsopkøber :rofl:

Den var bestemt ikke så billig. Udbyttet var også 1,60 mk, undtagen da de skar det ned til 1,40 året efter. Det har jeg stadig ikke tilgivet.

Til formanden for “aktietilbagekøbspartiet” kan jeg fortælle, at man i Finland slet ikke havde hørt om aktietilbagekøb dengang, og desuden var små udbytteindkomster skattefrie op til en vis grænse. Til det formål fandtes en udbytteskattebog, hvori udbetalte udbytter blev noteret.

3 Synes om

Jeg startede på “rigtig” investering, altså månedsopsparing i Odin Norden-fonden, i 1998. Men selv før det havde jeg foretaget nogle meget små investeringer for penge tjent ved sommerarbejde. Her er et par nedslag fra 1990’erne:

Bankindskud med en rente på 10,5 %. Dengang tilbød bankkonti et reelt afkast – omend det efter inflationen ikke var så voldsomt et afkast endda. Det var i Osuuspankki, og man fik et fint afkast på kort tid.

Obligation fra Tampere by med en rente på 11,5 %. Et virkelig godt køb, for da renten faldt, kom der kursgevinster oveni renteindtægterne. Jeg forstod ikke dengang, hvorfor kursen steg, men jeg var naturligvis tilfreds. :smiley:

OP Pirkka-investeringsfond. Jeg købte den uden overhovedet at forstå, hvad en investeringsfond var, bare fordi bankrådgiveren sagde, at den havde givet et godt afkast. Senere solgte jeg ud af den, men jeg beholdt én andel som et minde om min første fondsinvestering. Den andel har jeg stadig, og den har givet et elendigt afkast på grund af de høje omkostninger.

Deltagelse i aktieemission. Jeg tegnede én aktie i Kansallis-Osake-Pankki ved en emission, blot med tanken om at følge den gennem årene (jeg havde ingen penge dengang). Det endte desværre sådan, at bankerne fusionerede, og man skulle bruge 3 stk. KOP-aktier i fusionen. Da jeg kun havde én, fik jeg i stedet udbetalt et beløb som kompensation.

Mine første direkte aktiekøb var Rautaruukki og Kemira. De virkede som traditionelle og sikre selskaber, og jeg beholdt dem i et stykke tid.

Men det bedste ved starten af 1990’erne var bankernes fantastiske investor-aftener. Jeg husker især en aften hos Osuuspankki: Da kurserne var faldet markant, blev de skuffede investorer forkælet med god mad og rigelige mængder alkohol. Jeg deltog også i arrangementer hos Ålandsbanken, hvor forplejningen også var virkelig god. Til disse investormøder blev der serveret rigtig mad, og deltagerne bestod hovedsageligt af ældre mænd.

Kursfald gav i øvrigt anledning til alle mulige former for “trøstepræmier”. En af de mere snedige var Odin-fondenes tiltag, hvor de ved en investeringsmesse delte store (og kvalitetssikre) ODIN-paraplyer ud som beskyttelse mod efterårets børskrak. :smiley:

Starten på indeksinvestering i Finland. Jeg læste en publikation på nettet (!) om indeksinvestering og blev meget begejstret. Problemet var bare, at der ikke fandtes indeksfonde i Finland. Som sendt fra himlen blev investeringsselskabet Seligson & Co. grundlagt kort efter, og de tilbød et par indeksfonde. Det blev starten på et kundeforhold, der har varet lige til i dag. (Der var ikke meget information på nettet dengang, men på en eller anden måde var det amerikanske værk endt derinde, og jeg fik læst det).

Det har været lidt af hvert. En ting, der var ret vildt i starten af 1990’erne, var markedsføringen. Man stødte ofte på, at de viste flotte afkast og derefter gav indtryk af, at det ville fortsætte i fremtiden. Jeg kan ikke huske, om man dengang brugte standardfrasen om, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidige resultater, men det blev i hvert fald ikke fremhævet. Man gav ganske dristigt indtryk af – både hvad angik fonde og aktieanbefalinger – at afkastene nok skulle blive gode.

12 Synes om

Efter en hurtig googlesøgning så det ud til, at jeg fandt følgende oplysninger:

1980 5 gamle gav 1 ny gratis, 3 gamle gav 1 ny à 22 mk. Det må være dette. Jeg kunne nemlig ikke læse ordentligt og undrede mig over diskussionen.

1 Synes om

Det er jeg ret sikker på, at man havde, når det endda stod i loven, at det var ulovligt:

Tilbagekøb af egne aktier blev lovligt i slutningen af 90’erne, lidt før jeg selv startede med at investere. Jeg vil dog godt indrømme, at jeg selv først stødte på tilbagekøb af egne aktier i 2000’erne, da jeg i starten kun jagtede det vigtigste nøgletal, nemlig direkte afkast (udbytte).

6 Synes om

Jeg var først ude og handle året efter, da jeg var kommet i sommerjob. Jeg kan ikke huske prisen, men kvitteringerne ligger måske stadig gemt. Man kan jo ikke smide så nye kvitteringer ud :wink:

De mest opmærksomme har allerede på dette tidspunkt forstået, at bankerne på det tidspunkt arrangerede emissioner i tide og utide. Og udbetalte udbytte. :roll_eyes: Altså udbetalte man udbytte om foråret, og om sommeren eller efteråret indsamlede man pengene fra aktionærerne igen. Ikke den mest rationelle adfærd, men det var jo heller ikke alt, der var det dengang.

Selve tegningsprocessen var nem og ukompliceret. Man gik bare hen i filialen og stod lidt i kø ved skranken, hvor tegningen (og købsordren på tegningsretterne) blev foretaget. Ved skranken fik man så en regning i hånden, hvorefter man stillede sig i kø ved kassen for at betale den. Man vendte tilbage til den første skranke for at vise kvitteringen og fik et midlertidigt bevis. Som så engang senere blev byttet til de faktiske aktiebreve. SYP var ikke en af de mest fremsynede banker.

Av. Jeg var altså bare en uvidende knægt. I dag er jeg ikke længere en knægt.

2 Synes om

Emissioner var bedre før i tiden, og navnene var mere festlige. Den vedhæftede reklame og brandet “Århundredets jubilæumsemission” kan have fået det til at knage i tænderne, først hos dansklærerne og senere hos dem, der deltog i emissionen.

Grafens kursudvikling har naturligvis været opadgående, og “en bankaktie er altid en sikker og desuden en yderst profitabel investering”. Jeg ved ikke, hvad FIVA (Finanstilsynet) ville sige til den sætning i dag, for slet ikke at tale om brugen af ordet “gavepris” i de forskellige dele af reklamen.

Som en perle fra reklamen må man fremhæve følgende fremsynede konstatering:

Kansallispankki står stærkt og er klar til 90’ernes udfordringer.

Oh boy, oh boy…

13 Synes om

Her er nogle flere minder, denne gang kort om årtusindskiftet og investering i fonde:

I slutningen af 1990’erne havde investeringsforeninger typisk stadig store minimumstegninger, hvilket betød, at småinvestorer ikke kunne sprede deres investeringer på en fornuftig måde. F.eks. var minimumstegningen for den legendariske Gyllenberg Momentum-fond 30.000 mark, hvilket var mange penge. I 90’erne var man dog ret god til at forhandle tingene på plads, sådan helt generelt i livet. Så et telefonopkald var nok til, at jeg kunne tegne fonden med et mindre beløb.

Disse minimumstegninger var dog under alle omstændigheder en stor barriere for fornuftig investering på det tidspunkt; udvalget af fonde var i forvejen begrænset, og så udelukkede disse minimumstegninger mange småinvestorer.

5 Synes om

Det lader virkelig til, at minimumstegningerne generelt var ret høje i investeringsforeninger. Jeg placerede også selv min arv direkte i én fond, delvist på grund af det minimum, men diversificering har nu heller aldrig været min stærke side. Bare så det, og håb på det bedste.

Med aktier var der også børsposter (pörssierät), da jeg startede. På et tidspunkt blev det ændret til en anbefaling, så man kunne købe/sælge mindre mængder, men gennemførelsen af handlen blev overladt til tilfældighederne.

3 Synes om

Ja, man kunne altid handle med de små poster. Gennemførelsen af dem var bare, som du siger, overladt til tilfældighederne. Særligt hvis ordren ikke var lagt til dagspris, kunne processen trække ud. Mæglerne samlede dem i deres notesbøger og afstemte dem sidst på dagen.

Små poster kunne også kombineres til hele børsposter, hvilket gjorde selve handlen nemmere. For eksempel, hvis en børspost var på tusind aktier, kunne man få det til at ske med ti ordrer på hundrede aktier hver.

Og det kunne naturligvis forsinke afviklingen af handlerne, når aktierne var fysiske papirer. Små salg var altid lette at samle, men ved samlede køb kunne man blive nødt til at opdele litteraerne (det antal aktier, et aktiebrev indeholder), hvilket tog tid.

1 Synes om