Da du stiller relevante spørgsmål i forhold til en investering, og jeg måske selv har noget at bidrage med i den anledning, vil jeg dele nogle af mine tanker om Fondia. Perspektivet er stærkt præget af at være jurist, da jeg har læst jura samt fungeret både som udbyder og modtager af juridisk rådgivning. Jeg har aldrig arbejdet hos Fondia eller brugt deres tjenester. Jeg kender dog nuværende og tidligere medarbejdere hos Fondia og har vekslet et par ord med dem om arbejdsgiveren. Det følgende er dog min egen opfattelse og kan afvige fra, hvordan andre eller Fondia selv ser på sagen.
Når du taler om lønsomhed og sammenlignelige selskaber (peers), mener du sandsynligvis store finske advokatfirmaer? For dem er indtjente overskudsgrader på 30-50 % en hverdagsting, men efter min mening er opstillingen af spørgsmålet forkert, for det første fordi de reelt ikke er Fondias peers, og for det andet fordi disse indtjeningsmtal ikke er sammenlignelige.
(NB: Hvis nogen tilfældigvis ikke ved det, er “advokat” en beskyttet tysk/finsk andel af professionen, der kun gælder jurister, som er medlemmer af det særlige advokatsamfund. Medlemskab kræver flere års erfaring med professionelt fuldmægtigarbejde, og advokatfirmaers ejerkreds må udelukkende bestå af advokater. Omkring 8 % af de finske jurister er advokater.)
Jeg forstår, at det udefra kan se ud som om, at de store advokatfirmaers og andre juridiske servicevirksomheders aktiviteter minder meget om hinanden, og naturligvis sælger begge parter juridisk konsulentbistand. Kunderne og sagerne adskiller sig dog væsentligt fra hinanden, og selvom der ind imellem varetages identiske opgaver, er formålet for advokatbyråer som Fondia at supplere, støtte og nogle gange endda erstatte kundevirksomhedens egne juridiske kompetencer i den daglige drift. Tjenesten udbydes til virksomhedens medarbejdere, og de kan være stort set hvem som helst fra specialistniveau og opefter, som i deres arbejde støder på juridiske problemer. Advokatfirmaerne gør naturligvis også dette (og også for privatpersoner), men et unikt tilskud til tjenesteudbuddet er rådgivningen af store selskabers øverste ledelse. Dette er i mange advokatfirmaer den største “praksis” og kræver et utal af arbejdstimer. Sagerne er “projektforretning” når det er flest, og det drejer sig ofte om sager, der er kendte for investorer og udgør nyhedshistorier i erhvervsmedierne: virksomhedsoverdragelser, Børsnoteringer, virksomhedsspaltninger eller fusioner, store anlægsprojekter, aktieemissioner, obligationer osv. De, der læser Børsmeddelelser, overser sandsynligvis ofte den linje, hvor der står “Virksomhedens juridiske rådgiver var Advokatfirma X”, men Finland er et så lille land, at en jurist med kendskab til området allerede ud fra navnet kan se, hvem (muligvis for vedkommende kendte) personer der har håndteret den rådgivning. Sat på spidsen er det her, man håndterer posten mellem myndigheder og store selskaber. Den korrespondance er bare ekstremt kompliceret og udføres ofte under et meget stramt tidspres, og det endelige indhold har konsekvenser for tusindvis af menneskers arbejdsopgaver. Fondia konkurrerer ikke på det marked, og der er ingen mening i for dem (i hvert fald under de nuværende omstændigheder) overhovedet at prøve. Hvad angår de store driftsoverskud, så bliver de jo blot udbetalt til firmaernes ejere som et tillæg til deres arbejde; selskabsstrukturen muliggør en sådan praksis, og skattemyndighederne tilskynder i høj grad til det. Når selskabers udbytter har karakter af lønomkostninger (og ofte også er underlagt personlig indkomstskat!) og skulle behandles som sådanne i selskabets regnskab, ville driftsoverskudsgraden falde til omkring 10-15 %, som man kender det fra andre store konsulenthuse.
Når man derfor skal finde et numerisk benchmark for Fondia, ville det være bedre at se på f.eks. revisionsvirksomheder (KPMG, PwC, EY, Deloitte osv.) eller ingeniørfirmaer med konsulentvirksomhed såsom Elomatic, Sitowise, Afry osv. Revisionsfirmaerne er i kraft af deres juridiske tjenester i øvrigt også direkte konkurrenter til Fondia.
Jeg opfatter ikke Fondias vision om outsourcerede juridiske tjenester som dårlig eller markedet som værende ikke-eksisterende. Langsigtede kundeforhold og jurister, der kender kundens forretning godt, er trods alt til fordel for begge parter. Succesen for Fondias konsept må derfor efter min mening primært måles på kundeforholdenes stabilitet og på, hvor bred en vifte af tjenester der kan tilbydes disse kunder. Inden for specialistarbejde betyder det naturligvis, at man skal være i stand til at tiltrække, uddanne og fastholde personale, der egner sig til jobbet, og omsætningsvæksten er bundet op på personalets vækst (samt den nævnte faktureringsgrad). Jeg ser ikke, at omsætningsvæksten i Fondias tilfælde skulle afvige fra branchens generelle udvikling i de seneste år. Det har ikke været en dans på roser andre steder heller. Al servicevirksomhed i erhvervslivet følger den generelle økonomiske udvikling ret tæt, selvom en enkelt virksomheds udvikling selvfølgelig kan afvige meget herfra.
De samme ansigter kan naturligvis lave mere arbejde, men jeg oplever, at Fondia med hensyn til fastholdelse og incitamentsløn er strukturelt underlegen i forhold til de specialistorganisationer, der ejes af deres egne medarbejdere. Overskudsmidler kan ikke kanaliseres over i belønning af nøglepersonale i samme omfang uden åbenlyst at bringe andre aktionærers interesser i fare, og de jurister, der slider som almindelige lønmodtagere, kan ikke bare vinke af med hånden ad arbejdsmarkedslovgivningen. Derudover er branchen så kapitallet, som den overhovedet kan blive – næsten al merværdi opstår ud fra immaterielle ting. Med andre ord bliver alt det, du beskriver som branchens “lækkerhed” og “attraktivitet”, mere eller mindre udvandet ved at operere i form af et børsselskab. Desuden er risikoen for, at medarbejderne forlader selskabet til fordel for konkurrenter (udskiftningen i branchen er stor), eller at egne ledere stifter et konkurrerende selskab, særdeles reel, og jeg tror ikke, der findes nemme svar på det.
Legora og andre LLM-baserede værktøjer har oplevet en hurtig udbredelse i den juridiske branchen (juristens værktøj er sproget – i sig selv er det slet ikke overraskende, at sprogmodeller egner sig godt til branchen) og er en uovertruffen hjælp i mange former for arbejde. Meget af dette er netop det støttende arbejde, som såkaldte juniorer ellers ville udføre (gennemgang af tekster, gennemsøgning af arkiver, oversættelsesarbejde osv.). Det er dog ikke det, der sælges i branchen, men derimod løsninger på kundens problemer. At digitale værktøjer hjælper juristen i det arbejde, er på ingen måde en trussel mod leveringen af “LDaaS”-tjenesten. Snarere tværtimod. LLM-værktøjer til branchen er dog ret dyre.
Hvis juniorer ikke længere blev ansat, hvor skulle seniorerne så komme fra senere hen? Dygtige unge mennesker har dog et enormt potentiale, og med den rette opmuntring og personlige ærgrelse kan den faglige udvikling gå rigtig stærkt.
Jeg vil derfor sige, at Fondias udbud af løbende juridisk rådgivning er et helt igennem udmærket produkt, men det vil aldrig opnå samme omsætning pr. medarbejder-tal som de store advokatfirmaer. (Hvis al omsætning kommer fra juristernes fakturering, og forholdet mellem støttepersonale er 1:1 i begge, kan en regnekyndig person ret nemt udlede, hvor meget mere eller hvor meget dyrere timer der skal faktureres, for at omsætningen pr. medarbejder fordobles…)
Når markedet imidlertid er mættet, er Fondia nødt til enten at kapre kunders forretning fra konkurrenter eller overtage opgaver, som kundens eget personale ellers ville have udført, for at kunne vokse. Det samlede marked for juridiske tjenester i Finland er dog kun af en vis størrelse, og uden en blodig konkurrence (eller en eller anden ekstern forandring) kan Fondia ikke vokse mange størrelser større. Hvis aktionærerne derfor ønsker vækst, er den logiske vej at søge geografisk ekspansion – det har bare ikke indtil videre båret den ønskede frugt – og gør det måske aldrig.
Efter min mening bør Fondias ledelse være tilfredse med en situation, hvor de opnår en driftsoverskudsmargin på >10 % og en vækst på linje med markedet, med lav kundeudskiftning og lav personalerotation.
For investoren er der i den situation dog næsten intet andet at hente end udbytte.