Rose Garden forstår sandsynligvis prisdannelsen for optioner tydeligt bedre end gennemsnittet og tippede på forhånd om, at han havde solgt warrants, så props for det. Jeg havde selv en position på 0,7 % i warranten…
På den anden side var søgningen efter finansiering før denne aflæsning alligevel et fremragende træk fra ledelsen, set i bakspejlet. Det er altid en god idé at sikre sig.
Det var meningen at udgive oversigten allerede før oplæsningen, men den nye finansieringspakke rodede tingene så meget sammen, at stort set alt skulle genberegnes og modellerne opdateres. På den anden side førte den nye finansieringspakke, kombineret med markedets bevægelser, heuristisk til en meget nem beslutning om at sælge warrants og købe aktier. Markedets reaktion på finansieringspakken var således mærkelig, og jeg forsøgte at vise visuelt, hvordan warrants-spillet praktisk talt blev spillet allerede dengang, selvom markedet stadig prissatte warrants højt.
Resultatet var en skam for alle involverede parter, men ingen er sandsynligvis bitre på nogen her. Sandsynligheden for succes på markedet har varieret mellem ca. 30 og 60 procent, så fiasko var meget mulig. Få spillede heller ikke for deterministisk succes, men kun for en højere sandsynlighed end markedets vurdering. I det spil kan refleksion kun foretages ved at tænke på ex ante data og udlede markedets prissatte sandsynligheder og derefter vælge den bedste måde at spille på ens egen – fra markedet afvigende – opfattelse.
Tak til alle deltagere i diskussionen, dette var en interessant sag, og alle har sandsynligvis lært noget undervejs.
Jeg vil forsøge at udgive den næste artikel inden for en måned. Her er en artikel fra sidste sommer. Finansieringsløsningen ødelagde selvfølgelig en del af logikken, men artiklen bør opfattes som et produkt af sin tid.
Det er nu steget 9%. Det er ikke noget, men det skulle jo være ‘game over’. Jeg lyttede til CEO’ens og den øvrige ledelses interview i går, og de lovede at vende hver en sten for at finde ud af det. Er der håb?
Jeg vender tilbage til dette, inspireret af Faros tråd. Videnskaben gjorde dette mod det. Selvom forbrugsøkonomien holder sig i gang i godt et år endnu, tror jeg ikke på dette - jeg kan selvfølgelig tage fejl. Alle fremtidige dele vil efter min mening have en smag af bortforklaringer. Nøgleinvestorernes og finansieringskildernes tegnebøger vil sandsynligvis forblive lukkede efter denne episode. Fra samfundets og sundhedsøkonomiens synspunkt er både lægemidlet og virksomheden i konkurs, både imagemæssigt og tillidsmæssigt.
Psykologien vil kaste aktien mellem håb og fortvivlelse med en faldende lambda og amplitude, indtil realiteterne siver ind i alle væv. IMHO
Nye oplysninger er kommet, intet positivt.
Godt, så stopper udgifterne med at løbe op, og de kan foretage en obduktion af forsøget. Jeg beholder stillingens jordiske rester af akademisk interesse.
Det kan ikke betale sig at sælge i denne konkurs.
Det undrer mig stadig, hvordan forskellen kan være så radikal i forhold til tidligere data, at det ikke engang kan betale sig at fortsætte forskningen til ende. Sandsynligheden for, at de tidligere positive resultater var ren tilfældighed, er vel ret lille?
Til alle jer investorer, der tror på diabetesbehandling og mistede jeres penge i Diamyd, anbefaler jeg at rette blikket mod et firma ved navn Nektar - $NKTR.
Der er et meget interessant diabetes-trial i gang med et lægemiddel, der målretter sig mod Tregs, hvilket vil sige, at man forsøger at genoprette balancen i kroppens egen immunregulering. Lægemidlet har allerede vist meget lovende tegn i trials for andre autoimmune sygdomme som atopisk dermatitis (Atopic Dermatitis) og alopecia i fase 2b. Selvom markedsværdien (market cap) er højere end i Diamyd, da folk satsede på det, er størrelsen på det potentielle marked for Nektar betydeligt større.
Ulf trådte tilbage fra rollen som administrerende direktør efter ti år. Han blev erstattet af Diamyds grundlægger, bestyrelsesformand og tidligere administrerende direktør Anders Essen-Möller. Anders er nu i en respektabel alder af 85 år og grundlagde i sin tid Diamyd, efter hans datter fik konstateret type 1-diabetes.
Bag linket findes et frisk interview om planerne for fremtiden: https://www.youtube.com/live/54jiO5MScew?si=CKpceovrfix45puZ
Godt fund! Hvis du har overskud til det, kunne det måske være på sin plads med en ny tråd. Husk bare at tagge så omfattende som muligt, da tråden ellers ikke nødvendigvis bliver fundet. Medicinen ser dog ud til at være nået ret langt, og der ser ud til at være et marked.
Puha, skal man stadig brænde penge af på diabetes og biotech? Måske bør muligheden undersøges nærmere over tid. Lige nu dækker Nextcell min risikovillighed.
@Bimmer Dette blev ikke taget godt imod. Anders er en gammel kending og firmaets fader, men hans rolle er helt sikkert midlertidig. Pakker Anders firmaet ind til salg som et servicelaboratorium, eller fungerer han blot som midlertidig CEO, efter at Ulf pludseligt forlod posten? Anders trak sig jo tidligere tilbage på grund af helbredsproblemer.
Jeg har ikke fulgt foretagendet siden regnskabet. Er der overhovedet håb for fremtiden på anden vis end som serviceudbyder for andre firmaer? Der er rimeligt med penge i kassen, men ingen forretningsdrift, og at fortsætte de gamle drug-pipelines virker som en ret håbløs opgave. Sagen kunne måske primært rykke sig gennem et opkøb, hvor man bruger de likvide midler til at købe et tidlig-fase firma til videreudvikling in-house. De har jo laboratoriefaciliteterne.
Den daværende negative reaktion hang formentlig også sammen med, at der ikke var nogen plan for det næste træk. Det blev blot konstateret, at Ulf var ved at udarbejde en liste over forskellige muligheder. Anders er næppe administrerende direktør i ret lang tid endnu, da han har en respektabel alder. Nå, nu har fabrikken i Umeå i det mindste et GMP-certifikat, hvilket vel må have en vis værdi/nytte. Det bliver spændende at se, hvad der sker nu – om man påbegynder arbejdet med en ny lægemiddelkandidat, foretager et opkøb, eller hvad der sker.
Det ripper virkelig op i sårene med dette nederlag. Selskabet havde “analyseret” årsagerne, og her er deres overvejelser:
• Administration af behandlingen: Intralymfatisk (direkte i lymfeknuden) dosering kan være operationelt udfordrende i et stort multicenterstudie, hvor de enkelte centre behandler relativt få deltagere. De data, der hidtil er indsamlet fra kliniske studier, kan tale til fordel for en mere gennemførlig subkutan (under huden) administrationsmetode. I fremtidige studieprotokoller kunne man overveje øget træning, dokumentation og kvalitetskontrol, såfremt lægemidlet administreres intralymfatisk.
• Tidspunkt for behandling: Eksplorative analyser samt erfaringer fra andre studier af behandling af nydiagnosticeret type 1-diabetes i stadie 3 tyder på, at en kortere tid fra diagnose til første behandling kan være fordelagtig. Undergrupperne i DIAGNODE-3-studiet var små og tillod ikke endelige konklusioner.
• Lægemidlets effekt/potens: “Den målte potens af det lægemiddel, der blev anvendt i DIAGNODE-3-studiet, ser ud til at have været lavere end i det tidligere DIAGNODE-2-studie. I DIAGNODE-3 gav lægemiddeleksponeringen et tydeligt immunologisk respons, og den kliniske betydning af potensforskellen er ikke bekræftet. Det er dog en faktor, der bør tages i betragtning i fremtidige studier.”
• Eksplorative undergruppeanalyser: Der blev observeret numeriske tendenser i visse undergrupper, men disse analyser var ikke designet eller dimensioneret til at drage bekræftende konklusioner, og deltagerantallet var begrænset. De bør derfor kun betragtes som vejledende og eksplorative observationer, ikke som bekræftede beviser.
Det er let at være bagklog, men DIAGNODE burde naturligvis have været rettet mod patienter 1-2 måneder efter diagnosen eller endda, ligesom med Tzield, mod Stage 2-patienter, mens der stadig er masser af celler tilbage at redde. Men jeg ved selvfølgelig ikke, om det overhovedet havde været nok…
I det studie, hvor Tzield fejlede, var endepunkterne efter min forståelse anderledes: 1. HbA1c < 6,5 % og 2. daglig insulindosis < 0,5 enheder/kg/døgn. Man så efterfølgende en positiv udvikling i C-peptid, men det var ikke et endepunkt. De pågældende patienter skulle dog efter min opfattelse starte behandling inden for 12 uger efter diagnosen, i modsætning til DIAGNODE, hvor grænsen var op til 6 måneder…