ÅAB er en helt OK hverdagsbank (har selv været kunde i over 20 år), men jeg forstår slet ikke, hvad i alverden nogen i dagens verden skal bruge en betalt “formueforvalter” til, eller hvorfor nogen ville investere i disse bankers overpris-satte aktive fonde.
For almindelige lønmodtagere, der drømmer om velstand og ikke orker at følge med på børsen, er indeksfonde den absolut mest fornuftige løsning. Formueforvalternes vigtigste kunder er dog fonde og institutioner. For dem er det vigtigste ikke så meget det maksimale afkast, men derimod at opnå et stabilt og forudsigeligt afkast i alle markedssituationer, og frem for alt at formuen bevares til de næste generationer. I aktieindeks er man dog udsat for aktierisiko. Under de største børskrak er indeksværdierne faldet med 20-80%. Da fonde og institutioner er beregnet til at eksistere i hundreder af år, vil der forekomme flere af den slags krak i løbet af deres levetid. En almindelig dødelig vil sandsynligvis kun opleve et sådant krak højst én gang i livet, og i det tilfælde bør en almindelig lønmodtager blot investere endnu mere af sin lønindkomst i indeksfonden og ikke bekymre sig om de tabte midler. Fonde og institutioner bør derimod på grund af børskrak eje andet end blot børsnoterede aktier. I indeksfonde tager man også altid stilling til udviklingen på et bestemt marked. Det er ingen naturlov, at amerikanske indeks giver det bedste afkast. I starten af årtusindet kunne det russiske indeks have virket som det vindende indeks. Selvfølgelig kan denne risiko spredes ved at investere i flere indeks, men dette ville allerede kræve en vis grad af indsigt fra fondens nøglepersoner. De skulle også have godkendt en investeringsplan af fondens bestyrelse og rapportere om investeringerne regelmæssigt. Ved ansættelse af nøglepersoner til en fond skulle man også tage højde for, at de udover alle andre kompetencer skal kunne investere fornuftigt i indeksfonde. Mange fonde og institutioner kan også have ESG-krav eller mål for samfundsmæssig effekt, som formueforvalternes produkter tilbyder en færdig løsning på. Nogle kan også af principielle årsager ønske at investere i finske mellemstore virksomheder. Hvis man i øjeblikket investerer i et verdensindeks, investerer man med en stor vægtning i de amerikanske teknologigiganter. Fonde outsourcer altså i praksis formueplejen til formueforvaltere, så de kan koncentrere sig om deres kernekompetencer. Helsingfors Universitets Studenterforening er et perfekt eksempel på, hvorfor det kan betale sig for fonde at outsource formueplejen frem for selv at forsøge at investere eller jagte et højere afkast.
Også for mange rige familier er det vigtigere end et højt afkast, at formuen bevares til de næste generationer. Hos disse kan investering i finske selskaber eller effektinvestering (impact investing) også være fremtrædende på samme måde. Jeg vil heller ikke undervurdere, hvor meget værdi mange kan se i jævnligt at kunne diskutere deres investeringer med en formueforvalter, samt hvad der sker i økonomien.
Jeg har investeret i Ålandsbanken, fordi jeg tror, at den netop har flest finlandssvenske “gamle penge” som kunder. Derfor tror jeg ikke, at populariteten af indeksinvestering for alvor truer Ålandsbanken. Jeg vil gætte på, at Alexandria har en kundeprofil, der består af lønmodtagere og selvstændige, som reelt burde investere i indeksfonde.