Der ser ikke ud til at være en tråd for indkomst-/lønindkomstbeskatning i sig selv endnu. Nu er der.
Lad os diskutere indkomstskatten, dens størrelse og den korrekte fordeling.
Blandt de mest retfærdige modeller er en flad skat på 10-20 % for alle indkomstgrupper, hvilket også gælder f.eks. fagforeninger. Næsten alle tilskud og fradrag i personbeskatningen kan fjernes samtidig.
Pensionssystemet bør også gøres frivilligt; et voksent menneske skal selv kunne bestemme, om man vil deltage, og tage ansvaret for sin beslutning.
26 Synes om
Det ville helt sikkert være ligeværdigt og give incitament til at arbejde. Hvordan det skulle finansieres i vores stat, er dog et lidt mere tricky spørgsmål 
1 Synes om
Ja, hvem siger, at staten skal have præcis den størrelse, den har i dag 
Tja, det enkle svar er, at det bestemmes af dem, der tilhører indkomstdecilerne 1-7, altså de såkaldte nettomodtagere. I et demokrati vejer de 70 %'s ord tungt.
Jeg ville selv meget gerne se et anderledes statsbudget på mange punkter og måske endda en flad skat på 20 %. Men mit ord vejer ikke særlig tungt i dette system, så det var det med den drøm 
11 Synes om
Et par artikler. Og til sidst et nødskrig fra en, der er ved at synke ned i fortvivlelse.
Finnernes nettoindkomster er stort set ikke steget:
En god kort artikel om den danske model som svar på Sannas drømme om skatteforhøjelser (denne artikel kunne selvfølgelig suppleres med et par væsentlige punkter, såsom momssatsen samt det at det er nemt at fyre folk + kortvarige, men høje dagpenge = dynamik på arbejdsmarkedet):
Og som rosinen i pølseenden, holdningen hos ca. 2/3 af flokken, som siger, at man ikke skal bekymre sig, vi har det godt (hvad var det, jeg sagde om effekten af de indkomstdeciler, der er nettomodtagere, på den politiske retning i et demokrati):
Hvor er dette land egentlig på vej hen?
Uanset hvilken statistik man kigger på, så var den eneste lysstråle i noget som helst Sipiläs periode. Før det (Katainens sixpack) og efter det (Sannalandia) har vi kun haft én retning. Mod slutningen af Sipiläs periode viste mange indikatorer allerede en spirende vending, og nogle nåede endda at vende. Men den regering fik så et ry i den brede befolkning for at være nærmest tidernes værste udbytter-regering.
Det er ret begrænset med data, der er kommet mig for øje, som siger, at tingene løser sig i en god retning. Jeg ville meget gerne modtage sådanne data, hvis de findes.
14 Synes om
Jeg har præcis de samme observationer som @SaastoPossu. Jeg har mulighed for at lave ekstra arbejde ved siden af mit faste job i nogle uger om året. Lønnen for det er i sig selv helt okay, men når skattefar så slår til, ender lønnen med at være ret elendig. I mine egne planer er jeg nået frem til, at jeg hellere vil have lidt mindre løn og stress og mere fritid, da forskellen i nettolønnen trods alt er så lille.
Efter min mening er så stram en progression i indkomstbeskatningen og den generelle skattebyrde også moralsk tvivlsomme. Selvfølgelig bliver der produceret ydelser til glæde for os alle, men jeg synes stadig ikke, det er rigtigt at tage så stor en del af nogens indkomst.
5 Synes om
Det var en virkelig god tekst om dette lands incitamentsproblem. Når du deler det synspunkt, vil du få masser af feedback i stil med ”nu klynker de privilegerede igen”, ”det er da små problemer, herren har, hvis det er det hele”. Så tommelfinger op herfra
Jeg tror på, at folk i det store hele handler ud fra de incitamenter, der er mest fordelagtige for dem selv. Hvis incitamenterne taler for at gøre en indsats, så gør man en indsats. Hvis der opmuntres til noget andet, så gør man noget andet.
Jeg er ikke tilbøjelig til konspirationsteorier, men hvis man ser på skattekurven og overvejer, hvilket indkomstniveau der er i det såkaldte optimumpunkt (altså det, der skaber et incitament til ikke at stræbe efter mere), slår det mig uundgåeligt, at det er i visse partiers interesse at holde en tilstrækkelig stor del af befolkningen i bestemte indkomstdeciler. Det mest ”motiverende” punkt på skattekurven er ovenikøbet netop dér, hvor man sandsynligvis i en stor del af sit liv er i det mindste en smule afhængig af overførselsindkomster, det vil sige den socialistiske stat. Man stemmer på den hånd, der fodrer én.
11 Synes om
Jeg har personligt aldrig forstået, hvorfor i helvede man overhovedet taler om bruttoløn?
Du betaler ikke en eneste regning, køber ikke en eneste vare eller tjenesteydelse eller investerer en eneste euro med din bruttoløn. Bruttoløn er bare blæk på din lønseddel, og dens praktiske betydning er yderst tvivlsom. Hvorfor skulle nogen overhovedet interessere sig for, hvad der står på lønsedlen, hvis det beløb, der ender på bankkontoen, er i en helt anden boldgade end det beløb, der står på lønsedlen?
En bruttoløn på 100k er her i landet groft sagt 50k på bankkontoen, takket være diverse skatter og afgifter. Er borgerne virkelig så meget på herrens mark, når det kommer til økonomi, at de ikke forstår forskellen på brutto- og nettoløn, eller er sandheden om den enorme forskel på bruttolønnen og det beløb, der lander på bankkontoen, så pinlig, at man ikke engang tør tale om det, fordi det effektivt ville knuse manges luftkasteller om den gigantiske offentlige sektors herlighed?
Hvorfor taler vi ikke fremover om de beløb, der rent faktisk lander på den arbejdende borgers bankkonto, i stedet for – til kraftig akkompagnement fra medierne – at tale om beløb, der “i bedste fald” kan give et 50 % for rosenrødt billede af det, der rent faktisk betyder noget?
Og ja ja, bruttolønnen påvirker din pension. Sikke en fantastisk “fordel”. I praksis betyder det, at en del af forskellen mellem bruttolønnen og det beløb, der lander på din bankkonto, hver måned bliver overført til et tidspunkt, hvor du er over 65 år. Der var vel ingen, der ville have brugt de euro til leveomkostninger og investeringer i løbet af deres aktive karriere? Teorien om penges tidsværdi fortæller os jo også, at en euro, når du er over 65 år, er mere værd end en euro i dag – eller hvordan var det nu, det var? 
20 Synes om
En kombination af disse, gætter jeg på.
Helt væk? Ja, nogle.
Man tør ikke, fordi det ville ødelægge luftkastellet? Især dette. Jeg er nået til den konklusion, at finnen er rigtig god til selvbedrag. Man lukker øjnene for realiteterne. Derfor er der ingen nedadgående indikatorer, der giver udslag hos flertallet.
Et godt eksempel på selvbedrag er velfærdsstatens garanterede ”gratis tjenesteydelser”. For overraskende mange tjenesters vedkommende skal man i dag faktisk betale pæne beløb, udover skatten selvfølgelig. Og jeg siger ikke, at man skal betale ”fuld pris”, men jeg siger det, jeg skrev, altså ganske mærkbare beløb alligevel. Især når man skal betale dem af sin nettoløn og ikke bruttolønnen, som den forrige skribent rigtigt påpegede.
Men det er tilsyneladende mere behageligt at dase i selvbedraget og bilde sig selv ind, at vi da ellers ikke ville have så høje skatter, hvis ikke vi fik ordentlig valuta for pengene.
5 Synes om
Bruttolønnen indeholder ikke medarbejderspecifikke faktorer. Nettolønnen påvirkes derimod af f.eks. løntilbageholdelse, fagforeningskontingent og andre mulige fradrag i lønnen (for nogle f.eks. husleje, telefon, arbejdstøj, næsten hvad som helst). Og selvfølgelig er der også så mange personlige forhold i beskatningen, lige fra fradrag for kapitalindkomst til boligrenovering og transportudgifter.
Det er bruttolønnen, der er det eneste rigtige, som det giver mening at sammenligne.
21 Synes om
Her er en anden trøffelgris \0.
Det er vist et spørgsmål om overbevisning, om man taler netto eller brutto. Jeg forstår personligt ikke det pjat med nettoløn. Brutto er det, man taler om, når man bliver ansat, og det er din ”omsætning” – omfanget af aktiviteten, som det hele udspringer fra.
Hvis vi for eksempel taler om aktieavancer, taler vi om bruttogevinster før skat. Hvis man vil, bruger man netto til at beskrive, hvad man faktisk får i hænderne, det såkaldte ”resultat”.
Vi har allesammen helt enorme forskelle, når det kommer til beskatning, fradrag og gud ved hvilke krumspring. Du kan indstille dit skattekort til hvad som helst mellem himmel og jord. Brutto er det eneste rigtige til at beskrive omfanget af aktiviteten, altså værdien af din løn, og det der betales for dig. Hvis man lavede en undersøgelse om dette og inddrog alder, tror jeg, at unge foretrækker at tale om netto, mens den ældre generation foretrækker brutto. Dette er blot en mavefornemmelse fra min egen lille boble. EDIT: En cykel kan også være en del af lønnen.
5 Synes om
Skattetrykket er på behagelige 42 % af BNP. Hvilket Marin også ved og kan fortælle, og det er jo så herligt. Men de offentlige udgifter er på mindre behagelige 54 % af BNP, hvilket ingen formår eller har lyst til at spørge statsministeren om.
Forskellen forklares efter min mening ikke blot ved den offentlige gældsætning, men også ved gebyrer for lokalplanlægning, hjemmepleje og hvem ved hvilke andre tjenesteydelser. Hvoraf nogle er overdimensionerede, mens andre erstatter skattelignende poster.
2 Synes om
Fremragende overvejelser om indkomstskat!
Én ting, som jeg har undret mig over i flere år, er den næsten totale modvilje på både højre- og venstrefløjen i politik mod at gribe ind over for indkomstomdannelse. Dette blev der, så vidt jeg husker, grebet ind over for i Norge for flere år siden, også med støtte fra højrefløjen, fordi reformerne også gavnede højtlønnede lønmodtagere.
Som et eksempel (groft forenklet): I praksis er det i visse erhverv i Finland muligt som selvstændig at opnå en væsentligt lavere skatteprocent gennem et unoteret aktieselskab, selvom arbejdet i sig selv ikke ændrer sig meget fra at være lønmodtager (f.eks. vikarlæger osv.).
Alene ved at gribe ind her kunne det generelle niveau for indkomstbeskatning sænkes, hvilket ville gavne en meget bredere gruppe – også højtlønnede, som jeg selv tilhører. Selvfølgelig kan tærsklen for at begynde at kæmpe for dette være høj, men man skulle tro, det også kunne lykkes hos os.
8 Synes om
Ja, det er netop den observation, som f.eks. (@_neuvottelija_Sami_M) har fremhævet: hvad Finlands samlede skattetryk ville være, hvis det kroniske underskud blev regnet med. Når underskuddet er kronisk og dækkes med gæld, er det selvbedrag at påstå, at Finlands skattetryk KUN er det femtehøjeste. Det er i virkeligheden højere.
5 Synes om
Præcis samme situation, som var det skrevet af mig. Kandidatuddannelse og med stigende ansvar gennem erfaring er lønnen klatret op på et niveau, hvor man befinder sig i landets øverste decil, men dog ikke i de øverste fem procent. Der er overhovedet ingen interesse i at knokle mere og f.eks. stige i organisationshierarkiet, når man får under halvdelen udbetalt af en lønforhøjelse på tusind euro. Ansvar og arbejdsmængde vokser dog i en helt anden skala.
Min indsats, eller manglen på maksimal udnyttelse af den som følge heraf, ryster ikke nødvendigvis samfundet eller det firma, jeg repræsenterer, men som Säästöpossu også konstaterede, kæmper rigtig mange med garanti med dette spørgsmål. I det store billede og i stor skala har dette en betydelig negativ indvirkning på Finlands udvikling, når folk lader være med at give det sidste ryk på grund af mangel på ordentlige incitamenter.
7 Synes om
Det slog mig lige, at de finske politiske beslutningstagere åbenbart er lykkedes med noget, når denne samme incitamentsfælde ser ud til at gå på tværs af alle indkomstdeciler Uanset om man lytter til en, der udelukkende lever af overførselsindkomster, og derfra og hele vejen op til den øverste indkomstdecil, så er historien den samme. Mere arbejde kan ikke betale sig i forhold til den indsats, det kræver.
Det er også en præstation 
16 Synes om
Måske er finnernes købekraft endnu mere væsentlig end en brutto- eller nettosammenligning. Hvad man får for det nettobeløb i dette land… Tja… Ikke ret meget.
Der er sikkert nogen, der trækker velfærdskortet og blander Afrika og Asien ind i det her igen, men slå jer endelig løs 
5 Synes om
Til jer med høje indkomster (50.000 og opefter). Har I nogensinde overvejet at stifte jeres eget anpartsselskab og fakturere jeres nuværende løn * arbejdsgiverens sideomkostninger? For eksempel kan en person, der tjener 60.000 €, fakturere 60.000 * 1,4 = 84.000 € + moms, hvilket koster arbejdsgiveren det samme. Hvis man desuden betaler minimum i YEL (pensionsforsikring for selvstændige), behøver man ikke betale for meget i arbejdsmarkedspension. Herfra udbetaler I så f.eks. 40.000 € i løn til jer selv, og lader de resterende 45.000 € øge egenkapitalen. Derudover udbetaler man altid det maksimale beløb i skattebegunstiget udbytte til sig selv. Med en sådan ordning behøver man aldrig betale over 34 % i skat. Hvis I desuden frygter skattevæsenets fortolkning af, at I kun arbejder for én virksomhed og dermed mener, at I snyder systemet, så anskaffer I et par lejligheder til selskabets balance og maskerer på den måde jeres egentlige hensigt. Jeg er selv stadig studerende, så det er ikke aktuelt endnu, men det er i hvert fald det, jeg selv har tænkt mig at gøre i fremtiden. Og sig endelig til, hvis det ikke fungerer i praksis.
10 Synes om
Dette fungerer også i praksis. Det kan dog nok betale sig at undgå at hæve udbytte, medmindre man virkelig har brug for pengene, så man undgår fremskyndet skattebetaling.
Hvis det ikke går så godt for os økonomisk, er det nyttesløst at klynke over krig, epidemier, befolkningens aldring eller konjunkturer. En nation på knap 6 millioner mennesker kan klare sig økonomisk godt i enhver situation, hvis de politiske beslutninger er langsigtede, rigtige og gode.
Når vi ikke kan påvirke valutakursen, er de vigtigste politiske beslutninger, vi kan påvirke vores fremtid med, beskatning samt omfanget og målretningen af de offentlige udgifter.
Hvad angår beskatning, har man i 15 år famlet sig frem til de mindst skadelige skatter. Som et resultat af dette er skatterne på kapital, iværksættere og ejerskab steget, mens skatten på de laveste arbejdsindkomster er faldet, alt imens man ihærdigt har finpudset diverse decimaler for at opnå den mindst skadelige beskatning. At dømme ud fra det faktum, at der heller ikke har været vækst i samfundsøkonomien i snart 15 år, har strategien med detaljerytteri i beskatningen nok ikke været den vindende.
Nu hvor befolkningens aldring rammer os i ansigtet, budgetunderskuddene er rystende, væksten udebliver, ejendomshandlen står stille, 0-renter er historie, statsgælden er for høj…, så skal der vel gøres noget mere radikalt?
Nemt nok, når der kun er to muligheder.
-
Skatten hæves over hele linjen med 5-10 procentpoint, og de offentlige udgifter øges med det modtagne beløb.
-
Skatten sænkes over hele linjen med 5-10 procentpoint, og de offentlige udgifter beskæres tilsvarende.
En af de to kure vil helt sikkert virke, og den anden vil helt sikkert ikke. Når retningen er fundet, så giv mere af den samme medicin.
3 Synes om