Som barn lærte jeg, at “det er ikke de store indtægter, men de små udgifter, der tæller”.
Jeg kender folk på dagpenge/kontanthjælp, som ikke er synderligt utilfredse. Jeg kender også folk, der hæver store kapitalindkomster og samtidig en stor pension. Så er der folk i arbejde i alle afskygninger. Og en, der har fået en stor arv og ødsler penge væk i Fjernøsten. Der er folk med og uden familie, karrierekanoner og folk, der er ved at blive demente, der er folk i elendig form og fanatiske motionister. Ikke én eneste, hvor alle områder af livet bare spiller.
Hvad motiverer folk, der tjener millioner, til at fortsætte i årtier? På bekostning af deres eget helbred?
Hvad motiverer folk i fattigdom til ikke at tage store skridt for at ændre deres liv?
Er det bedst at være middelklasse og leve sundt?
Hvad er fornuftigt forbrug, opsparing af mammon, og det at passe på sig selv og sine nærmeste?
Er milliardærer gavnlige eller nødvendige for miljøet og resten af verden? Især dem, der er blevet rige på spilsalg, junkfood og udnyttelse af andre?
Sådanne tanker meldte sig, da jeg fulgte med i milliardærernes fadæser og skattenyhederne.