Det er også værd at bemærke, at du tilsyneladende investerer fra din lønindkomst i DCA-stil (Dollar Cost Averaging), ligesom en stor del af os andre. Hvis der derfor skulle komme et større dyk, vil du gladeligt købe op hele vejen ned og derved sænke din gennemsnitspris.
De der “så mange år gik der, før du fik dine penge tilbage, hvis du købte på toppen af it-boblen/2007/Japan-boblen osv.”-historier er sjældent relevante for den gennemsnitlige investor. Jeg har selv mistet mange penge ved at holde igen med indeksinvestering i løbet af de sidste 10 år, fordi “det kan da ikke blive ved med at stige”. Nu kører jeg bare ren DCA i MSCI World med det samme beløb hver gang. Hvis der er ekstra penge til overers, tillader jeg mig selv noget mere eksotisk, såsom small cap value, PYN, Proprius eller lignende.
Det kan også være en fordel at vælge et indeks med lidt mere spredning, hvis værdiansættelsen af tech-aktier gør dig nervøs. Ganske vist udgør de en stor del af alle de større indeks, men jeg sover selv bedre om natten, når pengene er i f.eks. MSCI World/ACWI fremfor eksempelvis Nasdaq 100.
Jeg tjente også først penge og tabte dem derefter under coronaboblen på direkte aktieinvesteringer. Heldigvis endte det samlet set i plus, da jeg blev forskrækket over Ruslands krigsstart. For mit vedkommende er det rent psykologisk lettere at se indeksfonde falde sammenlignet med, når mine egne aktieudvælgelser falder; jeg ved, at problemet ikke ligger i mit valg, men i markedet, og det giver mig meget mere ro i sindet.
En del af månedslønnen ender som regel i investeringer, men jeg har nu også overvejet, om jeg vil flytte mine penge fra en højrentekonto til noget med (forhåbentlig) bedre afkast. Derfor har jeg overvejet at øge mit månedlige opsparingsbeløb i indeksfonde en smule.
Beløbet er ikke voldsomt stort i øjeblikket, og jeg har heller ikke tænkt mig ligefrem at fordoble det. Det føles bare lidt dumt, at jeg i årevis har indbetalt beløb X i fonde, og nu hvor de er steget til et helt bjerg, så skulle jeg øge beløbet til det dobbelte
Men sagen er jo den, at man ikke har nogen krystalkugle, der kan fortælle, om bjerget fortsætter sin stigning, eller om der stadig venter store nedture forude for indeksfondene.
Jeg ville selv lægge alt overskydende i investeringer. Hvilke andre muligheder er der overhovedet? Når porteføljen runder en million, kan man overveje det igen.
Min mulighed, hvor en stor del af pengene står lige nu, er SVEAs højrentekonto, men afkastet er bare så lille, at det er netop derfor, jeg er begyndt at overveje at lægge mere vægt på fonde.
Men det er jo sådan, at når der er et meget lille afkast, så er der også en meget lille risiko
Ærgerligt at man via IBKR ikke kunne investere i det kinesiske STAR-marked på anden vis end gennem denne ETF. Eller er der nogen, der har haft succes med at få direkte adgang til STAR?
Jeg håber, at når CXMT/YMTC og lignende snart børsnoteres (IPO) derovre, så vil det være en ganske god investering. Den er dog allerede steget en del før mit nylige køb.
Dette er den mest almindelige måde, hvorpå udenlandske investorer køber aktier på det kinesiske fastland (A-aktier).
Almindelige børsnoteringer: Alle udenlandske investorer (herunder private investorer) kan købe almindelige aktier på børserne i Shanghai og Shenzhen via Stock Connect.
STAR-markedet (særregel): I henhold til reglerne fra Hongkong-børsen (HKEX) og Shanghai-børsen er direkte handel med aktier på STAR-markedet via Northbound Stock Connect-kanalen strengt begrænset til kun at omfatte institutionelle professionelle investorer (Institutional Professional Investors).
2. QFII / RQFII-licenser
Store udenlandske fonde, banker og kapitalforvaltere kan ansøge de kinesiske tilsynsmyndigheder om status som Qualified Foreign Institutional Investor. Denne licens giver direkte adgang til at investere på markederne på det kinesiske fastland, herunder børsnoteringer (IPO) og aktier på STAR-markedet.
Der er dog den lettelse, at der findes en UCITS-version af den pågældende ETF ved navn KSRE.
Fordi man ved at investere i et indeks med næsten 100 % sikkerhed får indeksets afkast (minus små omkostninger). Med stockpicking er det ekstremt svært at slå indekset, og det bliver sværere, jo længere tidsperioden er. Årsagen til denne vanskelighed er f.eks. afkastskævhed (return skewness):
Derudover påtager en stockpicker sig mere idiosynkratisk (virksomhedsspecifik) risiko, da spredningen uundgåeligt bliver meget dårligere end ved at investere i et indeks. En indeksinvestor kan nemt sprede sine penge over tusindvis af virksomheder.
Det er vildledende, da det ikke tager højde for inflation. Denne nederste graf er det globale aktiemarked MSCI ACWI IMI. Det reale afkast har i løbet af de sidste 32 år været omkring 5%. Den røde kurve viser det reale afkast. Grafen er på en logaritmisk skala, som bedre viser den faktiske reale vækst. Det reale afkast på 4,98 % har allerede taget højde for løbende omkostninger og kildeskatter, som jeg har estimeret til 0,6 % (måske en anelse i overkanten). Her er altså de sidste 32 år.
Her er MSCI World, som ikke inkluderer vækstmarkeder (emerging markets). Ellers er specifikationerne de samme. Realafkastet er ca. 4%. Fra december 1969 til i dag, hvilket er næsten 57 år:
Fra 18-minutters mærket og frem svarer Ben Felix på dette spørgsmål om diversificering:
En portefølje bør diversificeres ekstremt bredt, fordi kun få procent af virksomhederne står for hele porteføljens realafkast. Langt størstedelen af virksomhederne er meget dårlige investeringer på lang sigt. Med andre ord er aktieafkast ekstremt skævvredne (skewed). Denne skævhed betyder, at en aktieplukker ofte ender med medianafkastet, mens en indeksinvestor altid får gennemsnitsafkastet. Gennemsnitsafkastet er altid væsentligt bedre end medianafkastet på grund af denne skævhed.
Denne graf er værd at tage til sig. En aktieplukker (der ikke har hundredvis af selskaber) vil med stor sandsynlighed opnå omtrent det medianafkast (63 % i grafen). En indeksinvestor opnår gennemsnitsafkastet (Index: 322 % i grafen), hvilket er radikalt bedre. Forskellen er dramatisk på lang sigt. Jo bredere diversificering, desto mere sikkert opnår man omtrent gennemsnitsafkastet:
As an example, 10-stock portfolio consisting of big stocks requires about 0.5 percentage point (pp) alpha return to overcome the variance drag disadvantage compared to fully diversified benchmark. In small stocks universe close to 1pp is required and in the micro-caps about 2pp. Smaller firms may be less efficiently priced and may therefore offer higher alpha opportunities, but you need more alpha just to overcome the higher idiosyncratic variance drag to beat your diversified benchmark. No free lunch there.
ENOC (effektivt antal bestanddele) for SPYI, som følger MSCI ACWI IMI, er 136, og da det for det meste repræsenterer store selskaber, er diversificeringen fremragende, og den efterlader stort set intet på bordet i den henseende. Yderligere diversificering ville føre til at tage aktive positioner og sandsynligvis også til ekstra omkostninger, som begge har en negativ effekt på det forventede afkast. En hjemmemarkedsbias, der mindsker valutarisiko og potentielt også omkostninger og skat, og/eller diversificering mod andre risikofaktorer, f.eks. ved hjælp af SCV (Small Cap Value), er vist de eneste måder at forbedre en aktieporteføljes ENOC på, som er understøttet af forskning.
Er der nogen herinde med synspunkter (ikke investeringsrådgivning ) på et fornuftigt sted med lav risiko at parkere penge i Nordeas sortiment?
Jeg kiggede på fleksible indlånskonti (joustotalletustilit) og lignende, og de havde alle nogle ret svage vilkår for forbrugeren (“Du kan hæve dine opsparede penge når som helst uden hævegebyrer. Vi betaler dog ikke renter af de hævede midler eller yderligere indskud, men renten betales af den laveste saldo i indlånsperioden”).
Jeg overvejede obligationsfonde, men vilkårene her ser ud til at være ret kraftigt til bankens fordel!
Omkostningerne for obligationsfonde ligger over og under en procent
Den eneste obligationsfond, hvor omkostningerne var acceptable, var “Korko” (Rente), og selv dér var omkostningerne på 0,26 %, og ved at undersøge central investorinformation (Avaintietoasiakirja) og oplysninger i netbanken, blev det egentlig ikke engang klart, hvad pengene er investeret i…
“Fonden investerer hovedsageligt i obligationer, gældsinstrumenter, pengemarkedsinstrumenter og andre rentebærende investeringsaktiver, der er udstedt eller garanteret af stater, offentlige instanser, overnationale organisationer og virksomheder på verdensplan. Investeringsobjekterne er hovedsageligt i EUR.”
Findes der virkelig ikke en bedre mulighed hos Nordea end at lade pengene ligge på en almindelig konto, indtil de skal bruges til forbrug eller aktier
Jeg bruger selv Nordea Korko A, som er en obligationsfond med lav rente. Hvis man leder efter en parkeringsplads til sine penge, kunne det være en mulighed. Den er ikke nødvendigvis den bedste i sin klasse, men den tjener sit formål, hvis man ønsker at have sine midler stående i Nordea. Med et årligt afkast på 2,31 % bliver man ikke rig, men risikoen er lav. Og som du selv konstaterede, er Nordeas “joustotalletus” (fleksible indlån) og lignende ret dårlige.
Informationerne på Nordeas hjemmeside har aldrig været særlig detaljerede. Heldigvis findes der mere præcis information her; ved at filtrere eller skrive “korko a” i søgefeltet, kan den findes:
Det er præcis også min holdning. “All In” i aktie-ETF’er/indeksfonde indtil 50-55-årsalderen, eller indtil investeringsporteføljen, inklusive alle aktivklasser, er i omegnen af en million euro. Derefter kan man genvurdere tingene og overveje risikoniveauerne.
Dette er helt sikkert en klog tilgang, men den kan være svær at efterleve. Det er let at holde risikoniveauet højt nu, hvor det går godt, men det er først, når indeksene korrigerer nedad, at den reelle prøve kommer. Med en “all in” aktieindeks-portefølje vil man uundgåeligt møde meget barske tider, og det skal man forberede sig mentalt på. Det er først dér, den sande risikovillighed viser sig, og alle bør granske deres egen investeringsadfærd på forhånd for at sikre, at man ikke ender med at paniksælge.
