Hensigten var altså også at fremhæve de palæstinensiske civiles lidelser, og det faktum at pres og forringelse af deres levevilkår i sidste ende ikke nødvendigvis fører til det ønskede resultat. Begivenhederne de seneste dage viser dette, hvis man ser på det helt pragmatisk. Jeg forstår ophidselsen og den bølge af følelser, som billeder af døde civile forårsager. Jeg anser stadig enhver civils liv for at være præcis lige så værdifuldt. Efter min mening skal man i disse situationer være i stand til at se tingene fra begge sider. Der er tale om en borgerkrig, og politik er en væsentlig del af det. I Finland giver venstrefløjens fuldstændige støtte til Palæstina mig også et venstreorienteret stempel i panden i denne sammenhæng. Jeg har altid undret mig over partitroendes sort-hvide synspunkter. Det er jo fint nok, hvis man reelt har dannet sig sin mening, før et parti tager stilling til det, men at jeg skulle lade et parti forme min egen mening med tynde argumenter. Det kommer ikke til at ske, selvom partiet ellers kæmper for sager, der er vigtige for mig.
Dette vækker helt sikkert stærke følelser på begge sider; uden det ville min besked næppe have ført til andet end at man var strøget henover den med musen eller fingeren.
Her tales der nok om to ting på samme tid (i det mindste), nemlig karriereplanlægning og beskatning. Nogle gange kan det betale sig at tage imod en forfremmelse, selvom lønforhøjelsen er lille, fordi ens CV ser bedre ud bagefter. I sidste ende kan man så søge et bedre job et andet sted. Derfor er der altid tale om det lange spil, hvor en øjeblikkelig lille lønforhøjelse med nye ansvarsområder måske baner vejen for en bedre fremtid, efterhånden som erhvervserfaringen opbygges.
Hvad ville være et bedre job, hvor ansvaret faldt tilbage til et niveau, der svarer til den løn, man får? Som regel stiger mængden af ansvar og krav til kompetencer kun, i takt med at karrieren udvikler sig. Samtidig stiger beskatningen også i takt med lønnen.
Så gør man det måske endda til den samme løn, så længe man får lov til at sidde i en mere krævende stilling.
Jeg har endnu ikke hørt om, at en ny arbejdsgiver i forbindelse med lønforhandlinger ved rekruttering har krævet lønsedler fra det tidligere job som bevis, for at sikre sig, at de ikke betaler for meget i forhold til den forrige arbejdsgiver.
For eksempel inden for salgsbranchen (som i vid udstrækning er en branche for ret dumme og talentløse mennesker, jeg er selv et eksempel på det), kan man ved at skifte job lave nogle rigtig gode træk ved helt enkelt at skifte arbejdsgiver til et firma, der har et bedre produkt, som er lettere at sælge. I så fald sker det ofte, at når man sælger et bedre produkt i et bedre firma, så har lønnen også tendens til at være højere, og så har alle det sjovt, både arbejdsgivere og lønmodtagere. Man kan nå ret langt uden f.eks. ledelsesansvar, som ofte er stressende.
Jeg opfordrer alle til at tænke lidt “out of the box” i karriereplanlægningen, det kan betale sig! Det kan være, at din nuværende arbejdsgiver ikke kan udnytte alle dine evner på den rette måde, mens dine evner til gengæld passer godt til en ny arbejdsgiver. Det handler om mødet mellem udbud og efterspørgsel.
Hvis man så ikke er interesseret i et arbejde med samme arbejdsindsats, men med en bedre løn, fordi der betales så meget i skat af det, så kan jeg ikke hjælpe.
I mit tilfælde er problemet, at min egen kompetence er produktet. Ved at skifte firma ændrer produktet sig ikke. Kun ved at tilføje arbejdsopgaver og ansvar kan man udvikle produktet. Det findes ikke rigtig at udføre det samme arbejde til en bedre løn; i stedet bliver det et mere krævende job til en for lav løn, når man tager højde for skatten.
Der er selvfølgelig ingen, der er imod en lønforhøjelse, hvis man ikke skal gøre noget for den.
Ok, jeg forstår. Man skulle dog tro, at man i det mindste i den private sektor kunne få en bedre løn for den samme arbejdsopgave hos en bedre arbejdsgiver. Men i den offentlige sektor er situationen selvfølgelig mere udfordrende.
Konsulenterne er i vid udstrækning gennemgået, og alle ligger på samme lønniveau. Det er så nichepræget et område, som kræver en stor organisation i ryggen, når det er en del af en større salgshelhed, at man ikke rigtig kan overveje små aktører. Det er selvfølgelig muligt at komme ind i staten, hvor lønnen inklusiv ferie ville stige, men moralen kan ikke holde til det.
Med en vis risiko kan man som selvstændig nå en helt fornuftig indtjening, men det hører til den tid, hvor man som selvstændig ville tjene de 20k om året med en arbejdstid på 10-20 timer om måneden og resten fra porteføljen. Det tager stadig noget tid endnu.
Lad os lade Trump være i fred, i hvert fald i denne tråd om børsernes retning. Han har ikke været i embedet i mange år, og vi ved ikke, hvad fremtiden bringer.
For eksempel da Trump var ved magten og førte handelsskrig mod Kina i form af toldafgifter, skrev oldfeki snesevis af beskeder i forskellige tråde om Trumps vanvid. I sidste ende gik verden dog ikke under under Trump, og det er ikke på grund af ham, at vi nu er i en geopolitisk knibe her og der. Og nu er selv EU ved at indføre told mod Kina og ønsker at slippe af med Kina-afhængigheden. Vanvid i Trumps tilfælde, men genial ageren i EU’s tilfælde?
I Mellemøsten har der været uro i årtier mellem Israel og araberne. Jeg tror ikke, at børserne vil kollapse denne gang heller; der har været større konflikter i området, og de vil altid eksistere i Mellemøsten, men de vælter ikke den globale økonomi.
I den seneste regeringsperiode hørte vi de facto løgne fra regeringens repræsentanter om, at statsgælden ikke behøver at blive betalt tilbage, og at renten på den gæld, som den pågældende regering optog, var negativ.
Men selvfølgelig skal statsgælden betales tilbage, enten helt eller delvist, hvis man ender i en gældssanering. Det er også en betaling at afdrage på et lån med ny gæld.
Løgnen bed sig så fast hos regeringen selv, at den økonomiske orden, som Sipilä påbegyndte, blev glemt, og det samme gjorde reformerne. Engangsforestillingen med corona og Ruslands angreb på Ukraine er ikke kun ting, der vedrører Finland.
Det lader til, at selv siden 2019, selvom renten er dykket til ligefrem at være negativ, bliver lån med negativ rente optaget af staten omlagt til variabel rente i henhold til Finansministeriets retningslinjer. Fordi det på et tidspunkt i 2004 blev besluttet som en strategi.
Selvom strategien i virkeligheden burde have været gennemgået regelmæssigt, kan man nu også konstatere, at påstanden om, at den tidligere regerings gæld skulle være rentefri eller negativ, er en løgn, da lånerenterne ifølge ministeriets instruktioner konverteres til variable renter.
Jep jep, overbevisende indsats igen-igen fra dem, der varetager de fælles anliggender. Når man opererer med andres penge, og styringen er i hænderne på politikere, kan man tilsyneladende ikke forvente mirakler.
Kunne det være, at man bare mente, at fuldstændig gældfrihed ikke nødvendigvis er den mest fornuftige målsætning? Præcis som for virksomheder eller privatpersoner kan gæld også være til gavn. De enkelte lån, der optages, bliver naturligvis betalt tilbage, og det er de altid blevet. Det er der vel aldrig nogen, der har benægtet. Eller hvis de har, ville det være interessant at høre, hvem der har lukket sådan noget vrøvl ud.
Det er virkelig nogle helt utrolige kommentarer fra embedsmændene i HS-artiklen. Fuldstændig ubegribeligt at ingen bliver fyret eller bliver retsforfulgt. Nå, man har igen handlet efter “landets skik” og “fulgt reglerne”, uanset hvor tåbeligt det er, og hvor store tab det påfører skatteyderne. Tilsyneladende er Yli-Viikari-typerne og lignende bare toppen af isbjerget, og problemet er i virkeligheden en stor gruppe af fuldstændig inkompetente embedsmænd mere generelt?
Dejligt at se, at nogen har læst mine Trump-indlæg. Deres effekt var tydeligvis ikke, hvad jeg havde håbet på, men jeg forventede heller ikke, at der ville ske et mirakel for alle modtagere af mine beskeder. Jeg har helt sikkert skrevet hundreder af indlæg om Trump, ikke snesevis – hovedsageligt i to tråde.
Din besked blander så mange ting sammen på så mange forskellige måder, at det er endda svært at svare uden først at forklare grundigt, hvad der er sket i løbet af de sidste halvandet årti. Altså hvad min kommentar om de forkerte spor vedrørende Putin og Trump betød. Det er nok ikke besværet værd.
Jeg vil blot konstatere, at verden stadig er på de forkerte spor, og Trumps politiske indflydelse er stadig stærk. Verden eller børserne har ikke været ved at gå under – selv den globale økonomi er ikke ved at bryde sammen. Men mange ting er i et stort opbrud, og meget af dette kan i høj grad tilskrives konfliktsøgende ledere med deres konfliktsøgende støtter, der er spredt over hele verden.
Jeg vil blot gentage denne sætning, som du citerede:
Konfliktsøgen er steget både på sociale medier og i politik over hele verden.
Der har i det mindste ikke været diskussion på parlamentarisk plan om, at gældfrihed skulle være en realistisk mulighed eller overhovedet en målsætning.
Derimod har der været talt om venstrefløjsregeringens pengeforbrug og dets betydning, og venstrefløjen ynder at bagatellisere betydningen af de ekstraudgifter, de har skabt, netop med argumentet om, at gæld ikke betyder noget, og at lån er gratis.
Som for eksempel retorikken om, at statsgæld ikke behøver at blive betalt tilbage, hvis nogen udtrykker bekymring for at dække stadig større udgifter uden at øge gælden. Eller at andre lande er endnu mere forgældede.
Modern Monetary Theory er jo en helt reel økonomisk teori, som også blev diskuteret seriøst her på forummet for et par år siden. Den var mere på tapetet under højkonjunkturen og har forståeligt nok mistet popularitet i takt med de økonomiske vanskeligheder. Og teorien gælder nok ikke helt for Finland, da vi ikke har vores egen valuta. Den populariserede “gæld betyder ikke noget”-tilgang er til gengæld ret langt fra enhver realisme.
Jeg ville være interesseret i at høre argumenterne for din påstand.
Bliver fred og sikkerhed i samfundet ikke skabt af sunde mennesker, der oplever fred, sikkerhed og forudsigelighed? Disse ting muliggøres efter min mening blandt andet ved at garantere sundhedspleje af høj kvalitet samt en tilstrækkelig og forudsigelig grundlæggende social sikring for alle borgere, og det er jo i høj grad det, skatterne bruges til. Finland bruger i øvrigt betydeligt færre penge på sundhedsvæsenet end de andre nordiske lande. Dette er ikke ideelt i betragtning af, at en betydelig del af Finlands arbejdsløse lider af forskellige helbredsproblemer og alt for ofte ikke får adækvat behandling. Især finansieringen af psykiske problemer og psykiatrien, som er ansvarlig for behandlingen af dem, har haltet bagefter i årevis sammenlignet med somatikken.
At få Finland på fode igen og de arbejdsløse i arbejde ville efter min mening kræve, at beslutningstagerne har tålmodighed til at stifte gæld strategisk og investere pengene omhyggeligt, så flere menneskers grund til at stå op om morgenen handlede om andet end at hente øl/medicin/narkotika i den lokale butik. Selvom gældskvoten midlertidigt ville stige, ville resultaterne på lang sigt vise sig som øget beskæftigelse og skatteindtægter samt færre sociale problemer. Dette ville naturligvis kræve, at beslutningstagernes blik rakte længere end til næste kvartal eller slutningen af valgperioden. Desværre virker det til at være meget svært i dette gældsfobiske og risikoaversive land.
Jeg hænger mig sikkert igen i detaljerne. Både Sanna Marin og Antti Lindtman huskede at nævne Marttis indsats som fortaler for SDP’s sag i deres mindetweets om Ahtisaari. For det første giver præsidenten i praksis afkald på sin partibaggrund ved indsættelsen, for det andet stammer Ahtisaaris partiaktivitet fra 1960’erne, og for det tredje blokerede SDP selv for muligheden for en anden periode. Man fik Tarja Halonen, der passede bedre til partiets tankegang, ind i embedet. Ahtisaari var nemlig for erhvervsvenlig, og desuden nagede EU-mødepraksissen partiet, hvor præsidenten repræsenterede Finland, hvis han ønskede det.
Hvorfor skulle man blande sådan en gennemsigtig partireklame ind i disse smukke minder.
