Hos os gik det nogenlunde sådan her:
En 21 hektar stor, gammel, dårligt vedligeholdt gård blev overladt til dødsboet med to arvinger.
Jeg og min bror er arvinger; min bror studerer på en professionshøjskole.
Da vi lavede boopgørelsen, fortalte advokaten, at det ikke var værd at dele arven, da gården ligger afsides, så værdien er lav. Brorens studiestøtte og studielån ville blive nægtet, fordi han efter deling af gården ville have aktiver/indkomst.
Disse indtægter er dog næsten ingenting om året, så deling er ikke fornuftigt med hensyn til studierne.
Vi var heldige, der blev fundet et par tømmerstammer i skoven, og prisen på træ er steget.
Vi rydder en lysning i skoven i fællesskab, så dødsboets udgifter kan betales. Med samme aftale får dødsboets administrator sine egne gæld tilbage fra dødsboet: begravelsesregninger, brændstof, hospitalsregninger og andre udgifter i forbindelse med administrationen af boet, som blev betalt af egen lomme.
I fremtiden vil eventuelle indtægter fra træsalg via dødsboet blive investeret i fællesskab i fonde, spredt over tid. Aktiehandel er næppe fornuftigt, da hurtige beslutninger kræver to samtykker.
Ligningen har selvfølgelig variabler. Min egen ægtefælle, som jeg engang tænkte på at føre op ad kirkegulvet. Ægtepagt er foreløbigt aftalt med mentaliteten om, at begge skal tage sig af deres egen konkurs.
Jeg ved ikke, hvordan dødsboets investeringer fungerer skattemæssigt; det skal jeg finde ud af, hvis vi nogensinde får indtægter fra skovsalg.
Det er ærgerligt med gården, som forfalder ubrugelig, da den står tom. Salg kan ikke betale sig på grund af faldende værdi i de afsidesliggende områder.
Deling af gården er sandsynligvis det mest fornuftige at gøre i fremtiden, så ville ingen i det mindste have noget at sige til den andens gøremål.
