De første 10 min:
Casen i samtalen er “Michi”, som er lammet i alle fire lemmer efter en knallertulykke og 50 operationer for 10 år siden. Han fik indopereret en chip i sommeren 2025; siden oktober 2025 har han været på klinikken to gange om ugen. På en skærm vises animerede træningsvideoer, og ved at følge dem gør Michi tre ting (runder): 1) kigger på, hvad der gøres i øvelsen, 2) tænker på, hvad der gøres i øvelsen, 3) forestiller sig, hvordan han selv med sin egen hånd ville gøre det, der sker i øvelsen (“In der dritten Runde, soll er sich vorstellen, dass er selbst mit seiner rechten Hand nach dem Ball greift.”). Tankearbejdet tolkes ved hjælp af AI. Målet er, at Michi skal kunne styre en smartphone eller en robotarm ved hjælp af tankerne. Træningssessionen varer 2 timer, og Michi er udmattet bagefter. Michi er ikke den eneste patient i München-studierne, som også omfatter personer, der lider af talebesvær efter slagtilfælde (“Sprachstörung”). Kvinden i samtalen (tilsyneladende Daniela Remus) har fulgt BCI-forskning (Brain-Computer Interface) i 15 år. I den tid er man gået fra “tekno-nørderi” tættere på kommercielle anvendelser, i takt med at enhederne bliver mindre, regnekraften stiger og AI gør fremskridt. Michi er den 50. patient, der har fået indopereret den pågældende (eller en tilsvarende) chip. Operationen varede 5 timer. Sådanne operationer udføres kun på alvorligt handicappede, og dette studie fokuserer specifikt på det motoriske område i hjernen; andre hjerneområder er betydeligt mere komplekse. Nu er målet at tage et skridt mod klinisk brug. Forskningen startede i det amerikanske militær i 1970’erne, og nu er udviklingen accelereret markant takket være AI.
ca. 10-13 min:
Udover seriøse (tyske, røm) forskere er også det amerikanske militær, den kinesiske regering og tekno-milliardærer som Elon Musk interesserede i hjernechips for at få greb om menneskets tanker. Før dette introduceres kort en anden BCI-variant; på Julius Maximilian-universitetets psykologiske institut har man siden 1990’erne undersøgt patienter, der er i en totalt lammet tilstand, det såkaldte lock-in syndrom, hvor patienten kan tænke, men kun bevæge øjnene eller øjenlågene. Denne BCI-variant er en non-invasiv EEG-hætte, hvis elektroder måler hjernens elektriske impulser. Denne enhed er mindre præcis end en chip indsat ved operation, men metoden undgår kirurgi. Forskerne er lykkedes med at kommunikere med patienterne, men udviklingen har været langsom på grund af mangel på penge og patienter.
Fra 13 min og frem tales der om exo-skeletter via EEG-hætte-BCI, og det ser ikke ud til at vedrøre Nexstim yderligere, men jeg lytter færdig, hvis der skulle komme noget relevant.