Læsning og litteratur (ekskl. investeringslitteratur)

[Mauri]

Minkä nuorena oppii, sen vanhana taitaa

Viisikkoja. Niitä äiti luki meille usein iltasaduksi. Ei kirjojen lukeminen jokailtaista ollut, mutta jo ihan vauvasta alkaen yhteiset iltasadut sävyttivät useimpia lapsuuteni iltoja. Omia kirjojakin oli, mutta usein kirjoja haettiin hiljaisesta paikalliskirjastosta, jossa vietettiin jonkin verran aikaa myös päämäärättömästi hyllyjen välissä haahuillen. Olihan 90-luvulla kaikissa kodeissa myös kirjahyllyt, jotka kaikki notkuivat niitä samoja Valittujen Palojen luonto-, tieto- ja kotilääkäri-kirjoja. Joskus tylsyyspäissäni selasin niitäkin.

Lukeminen ja kirjojen tutkiminen oli minulle jo lapsena tapa tyydyttää loputonta uteliaisuutta. En kouluikäisenä juurikaan lukenut romaaneja, mutta jos halusin oppia jigi-kalastusta, niin pyöräilin oikopäätä kirjastoon hakemaan kaikki aiheeseen liittyvät tietoteokset.

Hieman vanhempana koululaisena illat eivät enää juuri koskaan päättyneet lukemiseen, vaan ennemminkin mopon kaasarin puhdistamiseen, uuden punttisaliohjelman suunniteluun tai keskinkertaisen amerikkalaisen rikossarjan katseluun.

Kirjoittaessani lukiosta meinasi kurssisuoritukset jäädä vajaaksi äidinkielen osalta. Olin kyllä käynyt kurssit, mutta kurssitöinä olisi pitänyt lukea umpitylsää kotimaista kansankirjallisuutta erilaisten kirjoitustöiden pohjaksi. Kaikki jäi rästiin.

Neuvottelin ymmärtäväisen äidinkielen opettajan kanssa diilin, jonka ansiosta sain valita kirjat täysin vapaasti ja kirjoittaa samasta kirjasta useita eri kurssien tekstejä. Luin Tony ”Viikinki” Halmetta ja Juoppohullun päiväkirjoja. Ei niitäkään illalla luettu, vaan lukion oppitunneilla takarivissä hihitellen. Sain kuitenkin tekstit kirjoitettua ja kurssit pakettiin, ja olin taas muutaman luetun kirjan verran ”sivistyneempi”.

Olin teininä ja vielä nuorena aikuisenakin kaikkea muuta kuin lukutoukka.

Lukion jälkeen jatkoin vähäisen lukemisen linjalla. Jossakin Aasian reppureissussa saatoin lukea Jarkko Sipilän rikosdekkarin tai pari, mutta muutoin lukeminen keskittyi ensisijaisesti pääsykokeisiin. Lapsuuden lukuinto palaili hetkittäin pääsykoe-projekteissa ja huomasin toisinaan lukevani vapaaehtoisesti ja täydentävässä mielessä joitakin pääsykoealueen aiheita syvemmin tutkivia kirjoja.

Lopullinen lukuinnon uusi tuleminen löytyi kuitenkin vasta opintojen loppuvaiheessa, jolloin huomasin, että hakeuduin useampana päivänä viikossa eri kirjastoihin lukemaan tenttikirjoja, kirjoittamaan gradua ja hakemaan inspiroivaa työskentely-ympäristöä. Kiertelin opiskelemassa eri kirjastoissa ja etsin niistä aina uusia paikkoja, joihin istahdin tekemään viimeisiä opintojani. Työskentelyn lomassa kiertelin hyllyjen välissä ja lueskelin kymmenien ja taas kymmenien kirjojen takakansia.

Viimeisen vajaan kymmenen vuoden aikana olen lukenut sen verran runsaasti, että lukeminen on varmasti yksi aikaa vievimpiä ja rakkaimpia harrastuksiani. Luen pääasiassa kirjastosta lainattuja printtikirjoja, joskin ulkomaisia kirjoja joudun tilaamaan omaksi. Katsoin, että olen lukenut alkuvuonna 2023 kymmenkunta kirjaa, minulla on tällä hetkellä 25 kirjaa lainassa, 8 varauksessa, 2 varausta odottaa noutoa ja tein tänään kirjastolle myös yhden uuden hankintaehdotuksen.

Taidan olla lukutoukka ja rakastan lukemista. Jos aikaa olisi enemmän, niin lukisin mielelläni useamman tunnin joka päivä, mutta ruuhkavuosi-ihmiselle tuollaiset lukemat ovat usein rauhallisiin viikonloppuihin ajoittuvaa poikkeuksellista herkkua.

https://twitter.com/Salkku_Mauri/status/1612747117461635075

Sinä ja lukeminen?

Luulen, että minun tarinan alku on hyvin tavanomainen ikätovereideni keskuudessa. Perhetaustasta riippumatta useimmille lapsille taidetaan lukea ainakin joskus. Useimmat myös vierailevat kohtalaisen usein kirjastossa. Jos ei oman perheen kanssa, niin sitten päivähoidosta tai koulusta. Ja koulussa voi olla omakin kirjasto.

Luulen, että myös tarinani keskivaihe on hyvin tavanomainen ikätovereideni keskuudessa. Monilla tuntuma lukemiseen katoaa teini-ikäisenä ja nuorena aikuisena. Tilalle tulee kaikkea kiinnostavampaa, vauhdikkaampaa ja jännempää. Lukeminen ei ole muotia, vaan itse asiassa se taitaa olla nuorison keskuudessa kroonisesti jopa aika nolokin harrastus. Ja luulen, että minua nuoremmalla sukupolvella esimerkiksi fyysisten kirjojen lukeminen käy koko ajan entistä vaikeammaksi. Keskittymiskyky rapautuu ja pitkäjänteinen tekeminen käy mahdottomaksi. Ei vaan pysty.

Miten käy lukuharrastuksen, keskittymiskyvyn ja yleissivistyksen?

https://twitter.com/Salkku_Mauri/status/1625111872650215430

Sain ajatuksen tähän ketjuun, kun päätin julkaista kaikki tammi-maaliskuussa 2023 lukemani kirjat Twitterissä. Tuon Twiitti-ketjun tarkoituksena oli ehkä ensisijaisesti piilomarkkinoida lukuharrastusta ja tarjolla olevaa upeaa kirjallisuutta, mutta ehkä myös kirittää itseäni pitämään lukuharrastustani aktiivisena, joskaan ei minulla sen aktiivisuuden kanssa ole viime aikoina mitään ongelmaa edes ollut.

Henkilökohtaisesti olen huolissani ihmisten, ja sori nyt vaan nuoret miehet, erityisesti teidän lukutaidosta, keskittymiskyvystä ja yleissivistyksestä. Olen toki usein huolissani myös omasta lukutaidostani, keskittymiskyvystäni ja yleissivistyksestäni, vaikken ehkä enää nuoresta miehestä menekään. Lukeminen on yksi parhaista tuntemistani lääkkeistä kaikkien edellisten ominaisuuksien alennustilaan.

Kirjassa Kadonnut keskittymiskyky (Johann Hari) kuvattiin muistaakseni, että 54 prosenttia Yhdysvaltalaisista miehistä ei ollut lukenut yhden yhtä kirjaa edellisten 12 kuukauden aikana. Mielestäni luku on kauhistuttava.

Tästä sain ajatuksen kysyä, että mikä mahtaa olla tilanne Inderesin foorumilla. Ei sekään oikeuta mihinkään henkselien paukuttamiseen, mutta ei tilanne ihan yhtä katastrofaalinen ole kuin rapakon takana:

Mitä on lukeminen?

Olen itse ajautunut jo jonkinlaiseen henkilökohtaiseen kirjallisuuselitismiini ja mielestäni painettu kirja on lukemisen kaunein muoto. Jos olisin rikas, eikä kirjastoja olisi, tekisin itselleni oman kirjaston.

Olen toki antautunut myös muutamille äänikirjoille, eikä minulla sinänsä ole mitään niitä vastaan, mutta muistelisin, että tutkimuskin sanoo painetun kirjan muistijäljen olevan tehokkain ja vaikutuksen keskittymiskykyyn pysyvin. Vähän sama kuin se, että kynällä tehdyistä muistiinpanoista jää pysyvämpi muistijälki ja syvempi ymmärrys, kuin näppäimistön hakkaamisesta.

Äänikirja yhdistettynä yksinkertaiseen fyysiseen toimintaan on varmasti toimiva, mutta luulen, että aika monet kuuntelevat äänikirjaa siksi, että se mahdollistaa niin sulavasti kaikenlaisen yhtäaikaisen multipaskingin. Mielestäni tämä on äänikirjan mahdollisuuksien väärinkäyttöä ja johtanee keskittymiskyvyn kannalta lopulta mieluummin negatiiviin kuin positiivisiin vaikutuksiin. Voin olla jälleen kerran väärässä.

Itse kuuntelen podcastit 1x -nopeudella ja äänikirjoissa saatan kaahailla 1,25 X-vauhdilla, koska ne lukijat on niin uneliaita. Usein tosin lenkkeilen ihan vain lintujen laulua kuunnellen. Tylsyys, hiljaisuus ja oleminen ovat aliarvostettuja asioita.

Jokin aika sitten julkaistiin tehokkuuskirja, jossa kerrottiin äänikirjan kuuntelusta tupla- vai jopa triplanopeudella. Samalla tehtiin askelkyykkyä ja pestiin hampaita. En keksi yhtäkään syytä miksi kukaan tekisi näin. Kuulostaa sekä fyysisen että psyykkisen terveyden pahoinpitelyltä.

Sitä paitsi on tutkittu, että jopa ammattimaiset “pikalukijat” antavat tasoitusta tekstin ymmärtämisessä. Nopea lukeminen, huono luetun ymmärtäminen. Rauhallinen lukeminen, syvä luetun ymmärtäminen. Eikö tämä ole ihan loogista?

Yhtään e-kirjaa en ole koskaan lukenut, koska en halua tuijotella näyttöruutuja yhtään nykyistä enempää. Mutta jos e-kirjat sopii sinulle, niin sehän on ainoastaan hieno asia.

Mitä me luemme?

Tein aiemmin talvella mielenkiintoisia havaintoja Suomessa myytävistä printti-, ääni- ja e-kirjoista. Ensinnäkin, printtikirjoja myydään nykyään todella vähän ja trendi on jyrkästi alas. Äänikirjoja tuntuu taas menevän enemmän, mutta kulutettavat sisällöt ovat ”kevyempiä”. Henkilökohtainen johtopäätökseni on, että raskaat kirjat ja itse lukeminen vähenee, mutta viihde ja kuuntelu lisääntyy.

Ihmiset eivät taida kerta kaikkiaan jaksaa lukea, tai vielä pelottavampaa, pysty lukemaan. Mielestäni trendi ei ole kovin hyvä, mutta tästä voi toki olla montaa mieltä.

Tässä poimintoja tilastoista:

Vaikka en mikään äänikirjojen suurfani olekaan, niin olen kyllä iloinen, että lapset ja nuoret näyttävä kuuntelevan näin paljon äänikirjoja. En tiedä onko se sitä, että nämä korvaavat printtikirjan, vai kuunnellaanko äänikirjoja printtikirjojen lisäksi. Pelkään pahinta, mutta toivon parasta.

Aikuisten ääniformaatin ”tietokirjat” ovat lähes pelkkää true crime -genreä ja “julkkis-fanitusta”. Tämä ei ollut yllätys, kun on perehtynyt kotimaisten äänikirjojen suppeaan tarjontaan, mutta kyllä se silti vähän laittaa mietityttämään.

Kaikki tilastot:

Bestsellerit - Suomen Kustannusyhdistys

Lukemisen ja lukutaidon elvytysopas

Ennen kuin tämä menee ihan katkeraksi pessimismiksi, niin otetaan eväät lukuharrastuksen elvyttämiseksi tai vinkkejä lukemisen lisäämiseksi. Lukeminenhan on tapa tai harrastus siinä missä mikä tahansa muukin, ja sekin tottelee harjoittelua.

Saanko muuten antaa tässä välissä kirjavinkin? Tavoista on ihan ensiluokkaisia kirjoja: James Clearin Pura rutiinit atomeiksi ja Charles Duhigin Tapojen voima.

Voin paljastaa salaisuuden. Kurinalaisilta vaikuttavat ihmiset eivät ole oikeasti yhtään kurinalaisempia kuin muutkaan. Heillä vain sattuu olemaan paremmat tavat. Kurinalaisuudella saa liikevoimaa vain hetkeksi, mutta tavanalaisuudella saa muutettua koko elämän. Toisin sanoen, jos et halua syödä joka päivä herkkuja, niin olisiko aika luopua herkkukaapista.

Lukemisessa voisi toimia esim. seuraavat tavat:

1. Lue (pääasiassa) kirjoja, jotka kiinnostavat

Kukaan ei jaksa lukea kirjoja, jotka eivät kiinnosta. Lainaa ainakin aluksi vain ja ainoastaan kirjoja, jotka kiinnostavat ja jotka vetävät sinua puoleensa. Voit myöhemmin ripotella sekaan myös ”hyödyllisiä” kirjoja tai kirjoja, joilla haluat leveillä sosiaalisessa mediassa, mutta sen aika on myöhemmin.

2. Pidä kirjoja aina käden ulottuvilla

Ihminen on laiska ja tekee sitä, mikä on helppoa. Jos kirja on kaupassa tai kirjastossa, ei sitä tule luettua. Jos kirja on kirjahyllyssä tai kaapissa, niin ei sitä tule silloinkaan luettua. Mutta kun yöpöydällä on pari, sohvapöydällä pari ja vaikka tyynyn alla vielä yksi, niin ihan varmasti sitä jossain vaiheessa jo ihan kiusallaankin lukee edes takakannen.

3. Pidä vaihtoehtoiset viihdykkeet käden ulottumattomissa (ts. elä eri huoneessa kuin internet)

Mitä teet, kun sinulla ei ole mitään tekemistä ja koet olosi tylsäksi? Useimmat räplännee puhelinta. Mitä jos opettelisit elämään eri huoneessa kuin puhelimesi. Voisit elää myös eri huoneessa kuin tietokone tai kaukosäädin. Jos asut yksiössä, niin revi johdot seinästä, sammuta puhelin ja laita sim-kortti vessan peilikaappiin. Mene sen jälkeen puistoon lukemaan. Kovat keskittymisvaikeudet, kovat keinot. Alla olevassa kuvakaappauksessa yksi ajansäästökohde.

4. Lue samanaikaisesti useita kirjoja

Mieliala ja fiilis vaihtelee päivän aikana lukemattomia kertoja. Pidä erilaisia kirjoja käden ulottuvilla ja nappaa niistä auki se, joka kulloinkin tuntuu kiinnostavimmalta. Vaikeisiin hetkiin jotain kevyttä ja inspiroivaa, virkeisiin hetkiin jotain vaativaa ja monimutkaista, tylsiin hetkiin jotain virkistävää ja virittävää.

5. Hae inspiraatiota kirjastoista, kirjatilastoista tai kirjaesitteistä

Eikö mikään kiinnosta? Etkö keksi mitään luettavaa? Selaa kustantajien verkkosivuja ja uutuus-katalogeja, vieraile eri kirjastoissa, lue kirjatilastoja ja -esitteitä, hukkaa itsesi kirjaston hakukoneeseen tai selaa läpi Amazon ja divarit.

6. Ensisijaisesti nautinto, toissijaisesti hyöty

Lukemisen on useimmiten tarkoitus olla mukavaa. Voi lukemalla optimoida toki hyötyjäkin, mutta usein optimointi ja hyödyn tavoittelu tappaa kiinnostuksen ihan mistä tahansa tekemisestä. Voi olla, ettei haitarin korjaamisesta lukeminen ole elämässäsi hyödyllistä, mutta jos nautit lukemisesta, niin se on jo enemmän kuin tarpeeksi. Välillä voi toki lukea myös nimenomaan siksi, että haluaa oppia jotain, joka on hyödyllistä, mutta joka ei ehkä niin kamalasti kiinnosta, mutta silloin kannattaa huomioida, että se on ehkä enemmän opiskelua kuin lukemista.

7. Harjoitus tekee mestarin

Ihmisestä tulee hyvä siinä, mitä hän tekee. Oli kyse sitten iltakaljan lipittelystä, sijoitusmeemien tekemisestä, päässälaskusta tai kirjan lukemisesta. Harjoittele niitä asioita, joissa haluat olla hyvä.

Bonusvinkki:

Jos lukeminen ei itseä kiinnosta, niin voit silti kannustaa muita.

Törmäsin jokin aika sitten tutkimukseen, jonka mukaan erityisesti isien lukemisella on merkittävä vaikutus poikien lukutaidon kehittymiseen. Sen lisäksi, että luet lapsille (omille tai muiden), niin teeskentele myös itse lukevasi heidän nähden.

Kyllä, olen tosissani.

Jos et itse jaksa lukea, niin mene ihan pokkana olohuoneen sohvalle lasten eteen makaamaan ja esitä lukevasi. Sellainen 3*60 minuuttia per viikko vaikkapa kahdeksan vuoden ajan, niin kuka tietää, ehkä jälkikasvusi lukuinto ja -taito nousevat aikanaan korkeammalle kuin olisi noussut ilman esimerkkiäsi. Harjoitusta voi tehostaa antamalla kirjoja lahjaksi ja viemällä päiväretkelle kirjastoon.

Jatkan seuraavissa viesteissäni vaikkapa faktasta ja fiktiosta tai mistä tahansa, mutta sitä ennen: puhukaa lukemisesta.

Kaikenlainen keskustelu lukemisesta ja kirjallisuudesta on tervetullutta. Kirjavinkit, keskustelu lukemisesta, kirja-arvostelut, lukutottumukset, suosikkikirjailijat, foorumistien omat kirjoitusharrastukset, tutkimukset lukemisesta ja niin edelleen. Muistakaa kuitenkin, että sijoituskirjoille on olemassa oma ketju.

[Crazy_Train]

Virkelig vigtigt emne, tak Mauri for at åbne tråden!

Forhåbentlig vil mange forumbrugere med dette oplæg vågne op og overveje, om de kunne vende tilbage til den glemte læsehobby, eller hvis den hobby aldrig har eksisteret, om de kunne prøve at læse noget?

Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om en hobby, hvor man får lige så mange fordele til investering som ved læsning. Bare det, at hvis man har siddekød og koncentrationsevne til at sidde med en tyk roman, hjælper det, når man skal tygge sig igennem årsrapporter og delårsrapporter. Jeg må sige, at efter min mening er investering også så alsidigt et emne, at man kan få stof til eftertanke fra næsten al slags litteratur til den hobby. Sagprosa frem for alt, og som en underkategori bør biografier nævnes. Dette var så godt sagt, at jeg måtte tage et screenshot, da jeg faldt over det:

Jeg er selv i den heldige position, at jeg har læst praktisk talt hele mit korte liv. Takken for det går netop til eksemplerne fra barndomshjemmet. Læs bøger for jeres børn, giv bøger som gaver til bekendtes børn!

@Mauri

Jeg er selv drevet ud i en form for personlig litterær elitisme, og efter min mening er den trykte bog den smukkeste form for læsning. Hvis jeg var rig, og der ikke fandtes biblioteker, ville jeg skabe mit eget bibliotek.

Antikvariater, loppemarkeder og genbrugscentre er gode steder at gøre billige bogfund. Selv køber jeg næsten aldrig skønlitteratur fra ny, men heldigvis er der jo biblioteker! Investeringslitteratur eller litteratur, der læner sig op ad det, er der til gengæld blevet købt ind til hylden i rigelige mængder de seneste år, og dette kan jeg varmt anbefale. Det er praktisk at tage en bog ned og bladre lidt, repetere hovedpunkterne, lede efter den note, man har lavet i margenen, det gode understregede afsnit osv. Det kan man ikke med biblioteksbøger. Gode bøger kan være gode investeringer; man har som fattig ikke råd til at lade være.

[KohtiVapautta]

Tak for en flot åbning af tråden. Jeg tænkte, at jeg som en slags modsvar til en begyndelse ville behandle de temaer, du tog op, fra min egen side. Måske med en lidt anden vinkel på disse fine overvejelser.

Mig og læsning
Når alt kommer til alt, har alle vist deres helt egen vej til læsningen. Jeg voksede selv op i en familie, hvor der blev læst meget, og jeg har også altid selv nydt at ose rundt på stille biblioteker. Men af en eller anden grund blev jeg ikke rigtig begejstret for bøger, da jeg først selv havde lært at læse. For mig som ung begrænsede læsningen sig næsten udelukkende til tegneserier. Dem læste jeg til gengæld ret mange af, men det endte også med, at jeg læste de samme Lucky Luke, Tintin, Anders And osv. igen og igen. Så glæden ved at opdage nyt læsestof forblev, lad os sige, en smule ufuldstændig.

Ved siden af gymnasiet begyndte jeg dog på eget initiativ at læse bøger om fysiske fænomener relateret til mine hobbyer, og der blev også læst nogle mere filosofiske bøger. Omkring det tidspunkt fik jeg også læst nogle biografier relateret til økonomi og finansverdenen. Der røg stadig tegneserier ned dengang, selvom der også på den front skete en form for modning (Sokal, Pratt, Manara osv.). Nogenlunde samme linje fortsatte sideløbende med civilingeniørstudierne, og selvfølgelig blev der læst en del faglitteratur (artikler og nogle bøger). Krimier begyndte også at vinde frem, samt anden lettere litteratur (Juoppohullut er læst). Så hos mig steg læsningen altså på det tidspunkt, hvor den faldt for mange andre!

Jeg nåede først frem til de egentlige litterære klassikere som voksen, selvom Pirsigs Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel (absolut en bog værd at læse for filosofi-interesserede) måske røg med under studietiden – det var dog nok en del af min egen udforskning af filosofien. Så på det tidspunkt bestod læsningen mest af fakta, krimier eller tegneserier.

Den egentlige klassiske skønlitteratur begyndte jeg først at finde, da jeg nærmede mig de fyrre. Hvis jeg skal fremhæve et enkelt værk, der for alvor satte gang i min bogorm-fase, må det være Orhan Pamuks Uskyldens museum. Det var først derefter, jeg fik læst Waltari og andre rigtige klassikere.
I dag læser jeg og søger inspiration til læsning i et meget bredt spektrum, men jeg har især pløjet mig igennem en del investeringslitteratur de seneste år.

Læsning, koncentrationsevne og almen dannelse
Denne bekymring deler jeg fuldt ud, og jeg mærker, hvordan internetsurfing har påvirket min evne til at koncentrere mig. I en periode brugte jeg alt for meget tid på YouTube-videoer, især når det i bund og grund bare handlede om at få tiden til at gå. Men man kan jo også finde mange gode artikler på nettet, og der er megen hjælp at hente til selvudvikling og dannelse. Men ja, det har sine udfordringer for koncentrationen.

Læsning og digitale hjælpemidler
Jeg har ikke selv brugt lydbøger siden barndommen (dengang var det et par hørespil på LP, så formatet er ikke helt fremmed). Her er jeg nødt til at indskyde, at mange bøger kan være helt eminente som hørespil; fra de fjerne 80’ere husker jeg Yles radioteaters hørespil af Håndbog for vakse galakseblaffere (jeg læste først bogen årtier senere). Jeg forstår ikke helt den nuværende lydbogs-dille, selvom jeg godt kan forestille mig, at det er et velfungerende format i visse situationer (bil, fly osv.).
E-bøger har jeg læst en del af, og med en god læseenhed er det et helt fint format. Især på længere rejser kan det være en udfordring at medbringe en tilstrækkelig bogsamling på grund af vægten.
Det er unægteligt risikabelt på mange måder at kombinere en lydbog med andre aktiviteter.

Tanker om udvikling af læsning
Der er ikke meget at tilføje til de tips, som @Mauri har listet. Det eneste, jeg måske vil tilføje, er: find den måde at læse på, der passer dig. Jeg har nogle træk fra en ensporet ingeniørhjerne, og ét af dem er måske, at når en bog åbnes, så bliver den som hovedregel også læst færdig, uanset om jeg kan lide den eller ej (det er måske en lidt farvet beskrivelse). Og normalt har jeg kun én bog i gang ad gangen (selvom det selvfølgelig af og til er godt at læse noget andet indimellem). Så find din egen stil.

For at vende tilbage til dette forums egentlige emne, nemlig investering, og som en lille opmuntring til at læse andet end investeringslitteratur, er her et par tanker. Jeg mener, at økonomi og investering generelt handler om at forstå menneskers behov, og det kan man udvikle ved at læse bredt inden for faglitteratur og også ved at læse fiktion. Thomas Piketty henviser i sit værk Kapitalen meget til både Honoré de Balzacs og Jane Austens værker, når han forklarer det 19. århundredes økonomiske udvikling, og hvorfor det har betydning i dag. En anden tanke er relateret til forståelsen af ens egne handlinger samt udviklingen af ens egen investeringspsykologi; ved at læse bøger kan man også lære at forstå sine egne handlinger bedre og dermed blive en bedre investor. Hah, @Crazy_Train havde allerede fremhævet dette aspekt på fornem vis. Det skriver jeg fuldt ud under på; det eneste, der ærgrer mig, er, at det alligevel har taget utilladeligt mange år at indse mange af disse ting.

Tak endnu en gang for denne tråd allerede nu! Jeg ser frem til nye opdagelser i litteraturens verden ved hjælp af denne tråd.

[Aia]

Selv læser jeg omkring 20+ fysiske bøger, og det bliver nok til over 50 lydbøger om året. Størstedelen af bøgerne relaterer sig på en eller anden måde til investering, mens andre emner, der interesserer mig, er menneskets historie og fysiologi. Jeg læser ret lidt fiktion; Harry Potter-bøgerne er blevet læst, men ellers er det blevet til ret lidt.

På billedet ses nogle af de bøger, jeg har lyttet til, og jeg har udvalgt dem, jeg fandt mest interessante og varmt kan anbefale. Især følgende bøger var gode at lytte til:

I bunden er vi gode (Hyvän historia: ihmiskunta uudessa valossa). Midt i alle disse kriser og fupmarkeder var det rart at lytte til et positivt perspektiv på, hvordan mennesket i bund og grund er godt.

Suomalainen metsäkylpy (Finsk skovbad). Den handler om skovens sundhedsmæssige fordele. Brug masser af tid i skoven, især hvis I har små børn.

Silkevejene: En ny verdenshistorie (ikke på billedet). Ret lang, men meget interessant. Hvordan der er blevet handlet, og hvem der har haft magten helt fra år 0 og frem til i dag.

Edit: Og hvis børnebøger tælles med, bliver der læst tusindvis af bøger i løbet af året

[Passenger1]

Mange gode bøger nævnt! Jeg er en ret langsom læser, og da tiden er begrænset, forsøger jeg at vælge mine bøger omhyggeligt. Det er faktisk ikke helt nemt. Jeg læser bøger på finsk. Da jeg var yngre, pløjede jeg mig igennem de skønlitterære klassikere. I dag forsøger jeg at læse baseret på litteraturpriser, bl.a. Finlandia og Tietofinlandia, årets rejsebog og Nobelprisen. Også nyere økonomibøger.
Alle bør selvfølgelig læse det, der interesserer dem, og i deres egen stil. Jeg synes også, det er sjovt at lede efter bøger i forskellige lister, f.eks.
Verdens 100 bedste bøger gennem tiderne – Wikipedia

[Wilson]

At læse bøger er absolut noget af det bedste, jeg kan forestille mig. Vi har et barn på under et år derhjemme, og derfor er det blevet til mindre læsning nu, men jeg får stadig læst én bog hver uge. Jeg læser betydeligt mere fiktion end andet, hvad det end skyldes. Lydbøger en gang imellem, primært når der tilbydes en måned for en euro eller lignende tilbud. Følgende bøger har gjort størst indtryk det seneste år.

Ben Macintyre, Spion og forræder (Vakooja ja petturi).

En utrolig sand historie om russeren Oleg Gordijevskijs liv. Gordijevskij var KGB-agent, som forrådte sit land og videregav oplysninger til Vesten i årtier. Jeg anbefaler at lytte til den som lydbog. Jukka Pitkänen er oplæser, og hans stemme er perfekt til historien. Man kan ikke stoppe undervejs. Jeg lyttede til den to gange, før jeg læste den fysiske bog, og jeg nød stadig hvert øjeblik.

Antti Heikkinen, Einari.

En biografi om Ponsses grundlægger. Underholdende og medrivende. En oplevelse som lydbog. Heikkinen er selv oplæser og taler savo-dialekt (savvoo) på fornem vis.

Markku Henriksson, Stjernebannerets land (Tähtilipun maa).

Henriksson har forsket i USA hele sit liv og har sammenfattet USA’s historie fra begyndelsen til i dag i én bog. Næsten 900 sider, men et så medrivende værk, at der ikke er fare for at kede sig.

John Simon, Kone-fyrsten – Pekka Herlins liv (Koneen ruhtinas – Pekka Herlinin elämä).

En biografi om den mytiske og legendariske Pekka Herlin. En bog om en tid, der aldrig kommer tilbage, på godt og ondt. På sin tid vakte bogen opsigt med sine afsløringer, og især Niklas Herlin gav sin far en ordentlig bredside.

[Aili]

Itsellä on hyvin perisuomalainen tarina lukemisesta. Opin lukemaan Aku Ankan avulla. Koulupäivän jälkeen kokoonnuimme vanhempien makkariin ja äiti luki meillä sinä päivänä postilaatikkoon kolahtanutta Akkaria. Siihen aikaan oli harvinaista, että opittiin lukemaan ennen kouluun menoa. Siksi olin salaa kateellinen pikkusiskolleni, joka oppi ennen kouluun menoa lukemaan. Häntä pidettiin nerona.

Se on jännä, miten moni nykyään oppii lukemaan ennen kouluun menoa, mutta ei välttämättä silti innostu lukemisesta.

Olin ja olen vieläkin hidas lukija. Muistan, kuinka vaivalloista oli saattaa ensimmäiset Salaisuus-kirjat loppuun. Tykkäsin silloin jo kuitenkin arvoituksista ja neuvokkaista eläinhahmoista, joten pitihän ne kirjat saada luettua loppuun. Toisella luokalla tyttöjen keskuudessa yleistä oli kirjekavereiden hommaaminen jostain nuorten lehdestä tai tekstitv-kanavilta. Niitä minulla olikin paljon. Lisäksi kirjoitin päiväkirjaa koko lapsuuteni. Niitä juttuja on ollut hauska lukea jälkikäteen.

Kolmannelle luokalle siirtyessä jäi pieni viipalekoulu taakse ja isossa ala-asteessa oli kirjasto. Koulumatka oli yli 2km ja varsinkin kylminä päivinä jäimme kavereiden kanssa kirjastoon pelaamaan lautapelejä ennen kuin lähdimme kävelemään kotia kohti. Kirjastoon tuli myös tietokone ja koska internetin käyttäminen kotona oli aika tyyristä, varasimme usein kavereiden kanssa tunnin ja kikattelimme ihmisille Kissin chatissa.

Kirjastosta tarttui mukaan usein joku dekkarikirja. Noidan käsikirja, Bertin päiväkirjat tai Hullu Luokka-kirjat tuli luettua kaikki. Yläasteella oli hieman muotiakin lukea pitkiä fantasiasarjoja. Ainakin meidän nörttiluokalla. Iso merkitys oli myös sillä, että vanhempani lainasivat kotiin paljon sarjakuvia ja meille kirjoja. Niitä oli yksinkertaisesti tyrkyllä koko ajan. Luettiin myös lehtiä ja halusin oppia olemaan yhtä taitava ristikoissa kuin isäni. Itselle kirjoittaminen onkin mitä luonnollisin ja turvallisin tapa ilmaista itseäni.

Itsellä ei ainakaan ole kotona enää samanlaisia kirjavuoria kuin mitä meillä oli lapsena. Meillä on paljon kyllä kirjoja, mutta ei ole mitään sotkuista kirjahyllyä olkkarissa vaan siististi arkistointikaapissa ovien takana piilossa työpisteelläni.

Se, mikä ehdottomasti on lapsuudestani ja vanhempieni lapsuudesta muuttunut, ettei lapsilla ole samalla tavalla kirjoittamiseen ja lukemiseen perustuvia harrastuksia. Graafisen paperin vähentymisellä on pakostikin seurauksensa.

Itsellä lukeminen on mennyt aina aalloittain.

Lukeminen on täysin erilainen kokemus kuin äänikirjat. En itse ajattele, että kirjat ja äänikirjat sulkevat toisiaan pois. Kirjat ovat aina tarkemmin mietittyjä kokonaisuuksia kuin esimerkiksi podcastit. Toiset kirjat on paljon mukavampi kuunnella äänikirjana, toiset pitää lukea. Juttelin kerran erään kirjailijan kanssa ja hän sanoi, että jos tähtäimessä on kirjoittaa äänikirja, kirjoitustapa on erilainen. Äänikirjaksi tähdätyn tietokirjan kirjoitustavasta halutaan kerronnallisempaa.

Äänikirjoissa joku lukee sinulle, mutta lukiessasi kuuntelet itseäsi. Itseni on äänikirjat vieneet mennessään, mutta kaunokirjallisuuden tulen aina lukemaan perinteisesti. Lukeminen vaatii vain itseltä sen, että kaikki nukkuu ja on todella hiljaista. Kaunokirjallisuudesta on ollut pidempi tauko nyt. Se näkyy heti siinä, miten kirjoittaa. Pilkut ja pisteet sekä ymmärrettävät lauseeakenteet eivät harjaannu kuuntelemalla tai somea lukemalla. Mutta tuli sitä viime syksynä Häräntappoase ja Orjattaresi luettua e-kirjana.

Kaikki askeleet on eteenpäin.

Kirjoissa sellainen jännä piirre, että lukukokemus riippuu myös paljolti siitä, miten hyvin kirja sopii luettavaksi elämän- tai mielentilaasi.

Joskus parikymppisenä tuli vastaan tällaisia listoja, joita luen aina välillä eteenpäin. Sieltä saa hyviä lukuideoita, mutta toisaalta antaa hieman osviittaa, millaisia teoksia yleissivistyksestä vielä puuttuu. BBC:n listan joitain kirjoja on oikeastaan aika hankala välillä löytää.

Pitäisi oikeasti kirjoittaa itselle se Bucket-lista ylös, mutta jos kirjoittaisin sen, yhtenä kohtana olisi LUKEA kaikki nämä kirjat. Äänikirjoina ja leffoina ei lasketa. E-kirjana on samanarvoisia.

Lihavoidut on tullut luettua ja kursivoidut on aloitettu, mutta jostain syystä jäänyt kesken. Joistain olen lukenut katkelmia.

Keskisuomalaisen 100 kirjaa, jotka tulee lukea ennen kuolemaa:

1. Mika Waltari - Sinuhe Egyptiläinen

2. J.R.R. Tolkien - Taru sormusten herrasta

3. Väinö Linna - Tuntematon sotilas

4. Aleksis Kivi - Seitsemän veljestä

5. Väinö Linna - Täällä Pohjantähden alla 1-3

6. Agatha Christie - 10 pientä neekeripoikaa

7. Fjodor Dostojevski - Rikos ja rangaistus

8. Anne Frank - Nuoren tytön päiväkirja

9. Douglas Adams - Linnunradan käsikirja liftareille

10. Astrid Lindgren - Veljeni Leijonamieli

11. Antoine de Saint-Exupéry - Pikku Prinssi

12. J.K. Rowling - Harry Potter -sarja

13. Gabriel García Márquez - Sadan vuoden yksinäisyys

14. George Orwell - Vuonna 1984

15. Veikko Huovinen - Havukka-ahon ajattelija

16. Elias Lönnrot - Kalevala

17. Jane Austen - Ylpeys ja ennakkoluulo

18. Sofi Oksanen - Puhdistus

19. Astrid Lindgren - Peppi Pitkätossu

20. Mihail Bulgakov - Saatana saapuu Moskovaan

21. Richard Bach - Lokki Joonatan

22. Umberto Eco - Ruusun nimi

23. Tove Jansson - Muumipeikko ja pyrstötähti

24. J. & W. Grimm - Grimmin sadut I-III

25. Dan Brown - Da Vinci -koodi

26. Enid Blyton - Viisikko-sarja

27. Anna-Leena Härkönen - Häräntappoase

28. Ernest Hemingway - Vanhus ja meri

29. Goscinny - Uderzo - Asterix-sarja

30. John Irving - Garpin maailma

31. Louisa May Alcott - Pikku naisia

32. Victor Hugo - Kurjat

33. C.S. Lewis - Narnian tarinat

34. A.A. Milne - Nalle Puh

35. Henri Charriete - Vanki nimeltä Papillon

36. Alexandre Dumas - Kolme muskettisoturia

37. Emily Bronte - Humiseva harju

38. William Golding - Kärpästen herra

39. Juhani Aho - Rautatie

40. Leo Tolstoi - Anna Karenina

41. Frank McCourt - Seitsemännen portaan enkeli

42. Arthur C. Clarke - Avaruusseikkailu 2001

43. J.D. Salinger - Sieppari ruispellossa

44. Charlotte Brontë - Kotiopettajattaren romaani

45. Kurt Vonnegut - Teurastamo 5

46. Isaac Asimov - Säätiö

47. Aapeli - Pikku Pietarin piha

48. Leo Tolstoi - Sota ja rauha

49. Mauri Kunnas - Koiramäen talossa

50. Margaret Mitchell - Tuulen viemää

51. Nikolai Gogol - Kuolleet sielut

52. Albert Camus - Sivullinen

53. Kirsi Kunnas - Tiitiäisen satupuu

54. Hergé - Tintti-sarja

55. Miquel Cervantes - Don Quijote

56. Eduard Uspenski - Fedja-setä, kissa ja koira

57. Mark Twain - Huckleberry Finnin seikkailut

58. Johanna Sinisalo - Ennen päivänlaskua ei voi

59. Herman Hesse - Lasihelmipeli

60. Günther Grass - Peltirumpu

61. Jostein Gaarder - Sofian maailma

62. Leon Uris - Exodus

63. Lucy M. Montgomery - Pieni runotyttö

64. Ilmari Kianto - Punainen viiva

65. Franz Kafka - Oikeusjuttu

66. Guareschi Giovanni - Isä Camillon kylä

67. Lewis Caroll - Liisan seikkailut ihmemaassa

68. John Steinbeck - Eedenistä itään

69. Kari Hotakainen - Juoksuhaudantie

70. Paulo Coelho - Istuin Piedrajoen rannalla ja itkin

71. Jules Verne - Maailman ympäri 80 päivässä

72. Risto Isomäki - Sarasvatin hiekkaa

73. Jaroslav Hasek - Kunnon sotamies Svejk maailmansodassa

74. Giovanni Boccaccio - Decamerone

75. Oscar Wilde - Dorian Grayn muotokuva

76. Milan Kundera - Olemisen sietämätön keveys

77. Homeros - Odysseia

78. Peter Hoeg - Lumen taju

79. Arthur Conan Doyle - Baskervillen koira

80. William Shakespeare - Hamlet

81. Eino Leino - Helkavirsiä-sarja

82. Stieg Larsson - Miehet, jotka vihaavat naisia

83. Yrjö Kokko - Pessi ja Illusia

84. Thomas Harris - Uhrilampaat

85. Raymond Chandler - Syvä uni

86. Jean M. Untinen-Auel - Luolakarhun klaani

87. Deborah Spungen - Nancy

88. Stephen King - Hohto

89. Laura Ingalls Wilder - Pieni talo preerialla

90. Laila Hietamies - Hylätyt talot, autiot pihat

91. Aino Suhola - Rakasta minut vahvaksi

92. Aleksandr Solzhenitsyn - Vankileirien saaristo

93. Mikael Niemi - Populäärimusiikkia Vittulajänkältä

94. Timo K. Mukka - Maa on syntinen laulu

95. Juha Vuorinen - Juoppohullun päiväkirja

96. Kjell Westö - Missä kuljimme kerran

97. Veijo Meri - Manillaköysi

98. Maria Jotuni - Huojuva talo

99. Juha Itkonen - Anna minun rakastaa enemmän

100. Jan Guillou - Pahuus

BBC reckons most people have only read 6 of the following 100 books.

Put an X after the books you have read.

1 Pride and Prejudice - Jane Austen

2 The Lord of the Rings - JRR Tolkien

3 Jane Eyre - Charlotte Bronte

4 Harry Potter series - JK Rowling

5 To Kill a Mockingbird - Harper Lee

6 The Bible

7 Wuthering Heights - Emily Bronte

8. Nineteen Eighty Four - George Orwell

9. His Dark Materials - Philip Pullman (Universumin tomu, Golden Compass)

10 Great Expectations - Charles Dickens (Loistava tulevaisuus)

11 Little Women - Louisa M Alcott

12 Tess of the D’Urbervilles - Thomas Hardy (Tessin tarina)

13. Catch 22 - Joseph Heller (Me sotasankarit s.543)

14. Complete Works of Shakespeare

15. Rebecca - Daphne Du Maurier

16. The Hobbit - JRR Tolkien

17. Birdsong - Sebastian Faulkn (Mustarastas laulaa)

18 Catcher in the Rye - JD Salinger

19 The Time Traveller’s Wife - Audrey Niffenegger (Aikamatkustajan vaimo)

20. Middlemarch - George Eliot (Saman niminen)

21 Gone With The Wind - Margaret Mitchell

22 The Great Gatsby - F Scott Fitzgerald

23. Bleak House - Charles Dickens (Kolea talo)

24. War and Peace - Leo Tolstoy

25. The Hitch Hiker’s Guide to the Galaxy - Douglas Adams

26. Brideshead Revisited - Evelyn Waugh (Mennyt maailma: kapteeni Charles Ryderin hengelliset ja maalliset muistelmat)

27 Crime and Punishment - Fyodor Dostoyevsky

28. Grapes of Wrath - John Steinbeck (Vihan hedelmät)

29 Alice in Wonderland - Lewis Carroll

30. The Wind in the Willows - Kenneth Grahame (Kaislikossa suhisee)

31. Anna Karenina - Leo Tolstoy

32 David Copperfield - Charles Dickens

33 Chronicles of Narnia - CS Lewis

34 Emma - Jane Austen

35 Persuasion - Jane Austen

36 The Lion, The Witch and The Wardrobe - CS Lewis

37 The Kite Runner - Khaled Hosseini (Leijapoika)

38. Captain Corelli’s Mandolin - Louis De Bernieres

39. Memoirs of a Geisha - Arthur Golden

40 Winnie the Pooh - AA Milne

41 Animal Farm - George Orwell

42 The Da Vinci Code - Dan Brown

43. One Hundred Years of Solitude - Gabriel Garcia Marquez (Sadan vuoden yksinäisyys)

44. A Prayer for Owen Meaney - John Irving (Ystäväni Owen Meany)

45. The Woman in White - Wilkie Collins (Valkopukuinen nainen)

46 Anne of Green Gables - LM Montgomery

47. Far From The Madding Crowd - Thomas Hardy (Ei suomennettu)

48 The Handmaid’s Tale - Margaret Atwood (Orjattaresi)

49 Lord of the Flies - William Golding

50. Atonement - Ian McEwan (Sovitus)

51. Life of Pi - Yann Martel (Piin elämä)

52. Dune - Frank Herbert (Dyyni, Scifi)

53. Cold Comfort Farm - Stella Gibbons

54 Sense and Sensibility - Jane Austen

55. A Suitable Boy - Vikram Seth (Sopiva nuori mies)

56. The Shadow of the Wind - Carlos Ruiz Zafon (Tuulen varjo)

57. A Tale Of Two Cities - Charles Dickens (Kaksi kaupunkia)

58. Brave New World - Aldous Huxley (Uljas uusi maailma)

59. The Curious Incident of the Dog in the Night-time - Mark Haddon (Yöllisen koiran merkillinen tapaus)

60 Love In The Time Of Cholera - Gabriel Garcia Marquez (Rakkautta koleran aikaan)

61. Of Mice and Men - John Steinbeck (Hiiriä ja miehiä

62 Lolita - Vladimir Nabokov

63 The Secret History - Donna Tartt

64. The Lovely Bones - Alice Sebold (Oma taivas)

65 Count of Monte Cristo - Alexandre Dumas

66. On The Road - Jack Kerouac (Matkalla)

67. Jude the Obscure - Thomas Hardy (ei suomennettu)

68. Bridget Jones’s Diary - Helen Fielding

69. Midnight’s Children - Salman Rushdie (Keskiyön lapset)

70. Moby Dick - Herman Melville

71 Oliver Twist - Charles Dickens

72 Dracula - Bram Stoker

73 The Secret Garden - Frances Hodgson Burnett

74. Notes From A Small Island - Bill Bryson (Muistiinmerkintöjä pieneltä saarelta)

75. Ulysses - James Joyce (Odusseus)

76. The Bell Jar - Sylvia Plath (Lasikellon alla)

77. Swallows and Amazons - Arthur Ransome (Pääskyt ja amatsonit)

78. Germinal - Emile Zola (Kivihiilen kaivajat)

79. Vanity Fair - William Makepeace Thackeray (Turhuuden turuilla)

80. Possession - AS Byatt (Riivaus: Romanttinen kertomus)

81. A Christmas Carol - Charles Dickens

82. Cloud Atlas - David Mitchell (Pilvikartasto)

83. The Color Purple - Alice Walker (Häivähdys purppuraa)

84. The Remains of the Day - Kazuo Ishiguro (Pitkän päivän ilta)

85 Madame Bovary - Gustave Flaubert

86. A Fine Balance - Rohinton Mistry

87. Charlotte’s Web - EB White (Lotta ystäväni)

88. The Five People You Meet In Heaven - Mitch Alborn

89 Adventures of Sherlock Holmes

90. The Faraway Tree Collection - Enid Blyton

91 Heart of Darkness - Joseph Conrad

92 The Little Prince - Antoine De Saint-Exupery

93. The Wasp Factory - Iain Banks (Ampiaistehdas)

94. Watership Down - Richard Adams (Ruohometsän kansa)

95. A Confederacy of Dunces - John Kennedy Toole (Typerysten salaliitto)

96. A Town Like Alice - Nevil Shute (Viisi mustaa kanaa)

97 The Three Musketeers - Alexandre Dumas

98 Hamlet - William Shakespeare

99 Charlie and the Chocolate Factory - Roald Dahl

100. Les Miserables - Victor Hugo (Kurjat)

[KohtiVapautta]

Jeg tænkte stadig på disse nye former for litteraturforbrug. Og de pointer, som @Aili fremhævede om forskellige oplevelser og bøgernes stilistiske egnethed til lydbøger, er faktisk helt i tråd med det, jeg selv gik og overvejede.

Da jeg overvejede dette, kom jeg i tanke om, at denne hurtigere form for tilegnelse af bøger muliggjort af teknologi vist ikke er et nyt fænomen? Dengang i folkeskolen fik vi til opgave at læse Tuntematon sotilas (Den ukendte soldat), og mange af mine venner besluttede sig for at løse problemet ved at se de to daværende filmversioner på video. I film baseret på bøger er troskaben mod det originale værk dog meget varieret.

Jeg begyndte også at tænke på, at Reader’s Digest (Det Bedste) fra starten har haft resuméer af romaner, hvilket sikkert fik de “rigtige” litteraturelskere til at rynke på næsen.
Der har sikkert været andre løsninger på det samme problem gennem årene (mangel på tid). Sandsynligvis har der gennem historien været forskellige måder at stifte bekendtskab med bøger på, og mon ikke der var nogen, der rynkede på næsen, da man begyndte at trykke bøger, fordi bøgerne ikke længere var håndskrevne og udsmykkede.

Et problem, der er dukket op, og som lydbøger adresserer, er altså mangel på tid og/eller en passende lejlighed. Men jeg kom også i tanke om en samtale med en ven om, hvorfor han vælger filmen frem for bogen (i de tilfælde, hvor begge er tilgængelige). Min ven nævnte, at han ikke er i stand til at leve sig ind i og visualisere begivenhederne, når han læser en bog, mens tingene præsenteres i en færdig form, når han ser film. Man kunne tænke, at det skyldes mangel på fantasi? Måske er en mere konstruktiv tilgang at tænke, at nogle af os har en betydeligt mere audiovisuel måde at opfatte ting og fænomener på? Måske kan lydbøger derfor være til hjælp i de tilfælde?

Så måske ville jeg i sidste ende skelne mellem, hvordan man forbruger bøger (print, e- eller lyd), og på den anden side denne trang til at udføre for mange ting på samme tid. Og jeg er helt enig med @Mauri i, at rolig læsning muliggør tankevirksomhed og dermed en bedre internalisering af indholdet. Det virker til at være et meget komplekst emne.

[mutu_sijoittaja]

Den der liste med 100 bøger, man skal læse før man dør, er faktisk ret interessant. Jeg er 25 og har læst/lyttet til/eller fået læst måske 50-60 af de bøger. Jeg vil sige, at der mangler en del bøger på den liste.

[Mörkö]

Jeg er begyndt at blive bekymret over “niveauet” af den litteratur, jeg læser, og hvor lidt jeg læser. I de sidste par år har jeg primært læst King og andre gyserforfattere samt diverse spændingsfyldte krimier. Jeg er gået i gang med måske tredive bøger, som alle er forblevet uafsluttede. Før læste jeg vel omkring 40-50 bøger om året. Nu, i løbet af de sidste par år, har jeg måske fået læst en snes færdig, hvis overhovedet det, og størstedelen af dem husker jeg stort set intet fra. Det føles som om, jeg mest får afsluttet gysere og krimi-trash.

Det bekymrer mig. Der er ikke rigtig sket nogen ændringer i min livssituation. Det er som om, jeg bare ikke kan finde noget nyt og spændende at læse. Som om især finsk litteratur kører i tomgang og er en ensformig og kedelig middelklassebeskrivelse af livet, hverdagskriser og parforholdsproblemer (selvom det sikkert ikke passer, det er bare sådan, jeg tænker). Miki Liukkonen har efter min mening forsøgt at starte noget nyt i finsk litteratur, men desværre måtte jeg opgive hans sidste bog, Elämä: esipuhe (Livet: forord). For mig var det bare ord efter hinanden, som jeg ikke forstod. Liukkons O var fascinerende, men hvordan ville det gå, hvis jeg læste den i dag? Jeg har også opgivet de sidste par af Harry Salmenniemis novellesamlinger, selvom jeg er 100 % sikker på, at jeg egentlig godt kan lide dem. Bekymrende. Dog føler jeg selv, at jeg generelt er stagneret, selvom jeg ikke engang er fyldt 40 endnu. På en eller anden måde er dette læseproblem nok noget, der er relateret til hjernen eller hjernekemien.

Men der er i det mindste et par værker, der har gjort indtryk for nylig, og som jeg varmt kan anbefale til andre. Om ikke andet, så for den almene dannelses og den generelle forståelses skyld.

• Colson Whitehead: Nickels drenge. En rystende bog. Måske det vildeste, jeg har læst i lang tid.
• Maja Lunde, klimatrilogien Bienes historie, Blå og Przewalskis hest. Store temaer, der vil få selv det mest forhærdede menneske til at tænke over fremtiden, og hvilken verden vores egne børn og børnebørn får, hvis der ikke bliver gjort noget.
• George Floydin elämä ja kuolema (George Floyds liv og død). I kategorien “denne bør alle læse”. Især visse typer mennesker. Passer godt sammen med Nickels drenge.
• David Foster Wallace: Infinite Jest (Päättymätön riemu). Denne bog fremviser litteraturens muligheder. Fungerer også som et godt redskab til at slippe af med misbrugsproblemer og/eller afhængighed. Jeg er ikke en person, der griner meget, men hold da op, hvor jeg lo, da jeg læste denne. Bogen indeholder også nok den mest angstprovokerende måde at dø på, man kan forestille sig. Trods sit rygte er den letlæst, hvis man ser bort fra den enorme fysiske størrelse.
• Pirita Näkkäläjärvi: Vastatuuleen. Et sted stod der, at dette er god førstehjælp til flertalsbefolkningens mangel på viden.

[mutu_sijoittaja]

Jeg synes, at de forskellige former for litteraturforbrug passer til forskellige situationer. Selv lytter jeg til rigtig mange bøger; baseret på min BookBeat-historik har jeg lyttet til lidt over 500 bøger af alle slags. Jeg kan dog også godt lide at læse andet end bare regnskaber. Det eneste, jeg ikke rigtig er blevet varm på, er skønlitteratur som e-bog. Skønlitteratur skal enten være som lydbog eller som fysisk bog.

[Kustaa_Bertelskold]

God tråd! Her bliver jeg næsten nødt til at kommentere på vegne af mit fag (folkeskolelærer), så her kommer mit besyv. Jeg skal forsøge at holde mig inden for rimelighedens grænser, selvom emnet interesserer mig enormt, og jeg bogstaveligt talt elsker læsning og bøger, hvilket betyder, at jeg kunne skrive om emnet fra næsten alle tænkelige vinkler. Jeg kan også godt lide altid at understrege, hvor meget gavn man kan få af at læse absolut alt, selvom man ikke nødvendigvis lærer egentlige “fakta” af det hele. Dette perspektiv afspejles også i min historie. Men til sagen:

Mig og læsning
Min egen historie begyndte ikke med, at jeg lærte at læse før skolen, men min læreproces er alligevel forbundet med en meget stærk følelse af “åbenbaring”. Jeg husker nemlig stadig, hvordan jeg lærte at læse efter efterårsferien i 1. klasse, i løbet af en enkelt lektion. Jeg har ikke oplevet en lignende følelse i noget andet siden da. Historien er kort fortalt denne: Indtil den pågældende lektion havde jeg ikke forstået noget som helst af alfabetet eller lydene knyttet til dem (hvorfor blev bogstavet S ikke læst som “es”, men man skulle i stedet hvisle “s”?), men pludselig faldt det på plads for mig, at bogstavernes navne og de lyde, man skal bruge til dem, er to forskellige ting. I det øjeblik lærte jeg at læse, og jeg har ikke set mig tilbage siden; selv bindestregerne røg ud, så snart man ikke længere var tvunget til at skrive dem overalt (de forstyrrede efter min mening bare læsningen, de skravl).

Her følger et resumé af min læsehistorie: Ret hurtigt efter at have lært at læse, sprang jeg fra de første begynderbøger til lidt længere bøger. I 2. klasse læste jeg Enid Blytons Adventure-serie, De 7 og De 5-serierne, hvoraf jeg i øvrigt syntes, at De 5 var de kedeligste, selvom de er de mest kendte af dem. I 3. klasse læste jeg næsten alle Tarzan-bøgerne, i 4. klasse De tre musketerer med efterfølgere og i 5. klasse Greven af Monte Cristo. De bøger af Alexandre Dumas den ældre er nok stadig blandt mine absolutte favoritter. Anders And (Aku Ankka) var altid en del af mit udvalg og er det stadig indimellem, når jeg vender tilbage til klassikerne. Som et sjovt minde og en kilde til stolthed husker jeg, da vi i 5. klasse havde en læsekonkurrence, hvor vi talte læste sider; jeg genlæste De tre musketerer, Kirurgens fortællinger (Välskärin kertomukset) og adskillige andre bøger, som jeg selvfølgelig ikke kan huske længere på dette tidspunkt i livet. Jeg vandt den konkurrence, så vidt jeg husker, med over 43.000 læste romansider (tegneserier talte ikke i denne konkurrence), og nummer to tabte vist med ca. 10.000 sider og var i øvrigt også en dreng. Vi var et par drenge i samme klasse, der var vilde med at læse, hvilket var fantastisk, når man tænker på det fra en lærers perspektiv.

I udskolingen holdt læselysten ved indtil omkring 8. klasse, men så fulgte der mange år, hvor jeg nærmest intet læste. Jeg husker dog, hvordan vi i 9. klasse skulle læse Sinuhe egypteren, som jeg syntes var den kedeligste bog, jeg indtil da havde læst. Jeg har forsøget at starte på den igen som voksen, men Waltari fanger mig bare ikke, og projektet strander altid. I gymnasiet læste jeg meget lidt; mit eneste minde relateret til læsning er, da jeg skulle holde et bogoplæg om Robinson Crusoe uden noter. Jeg orkede ikke at forberede mig, så jeg læste et uddrag af bogen i frikvarteret inden, og mens jeg holdt mit oplæg. Jeg plukkede eksempler fra fortællingen undervejs, og så vidt jeg husker, fik jeg topkarakter Læsningen var dog stadig til gavn; jeg var stadig en meget hurtig læser og kunne med minimal indsats og terperi få gode karakterer i blandt andet historie og biologi.

Efter gymnasiet, i militæret, begyndte jeg i mine aftener at læse lidt mere igen efter de mange år, men tempoet var stadig ret langsomt, og ofte faldt jeg i søvn på briksen, så snart jeg forsøgte at bladre i en bog. Det langsomme tempo fortsatte også under studierne, hvor jeg primært læste de obligatoriske tekster. Alligevel bar barndommens læsehobby frugt selv på universitetet, fordi jeg for eksempel til mit speciale (gradu) ikke behøvede at læse kildematerialet rigtigt; jeg var så hurtig til at skimme og finde de væsentlige ting.

Her må jeg også nævne, at selvom jeg ikke har læst så mange fysiske bøger, har jeg altid læst næsten alt muligt interessant på nettet, som jeg er stødt på. Desværre bemærker jeg, at min koncentration ved en skærm flakker for meget, og jeg scroller siderne igennem alt for hurtigt. Da jeg kom ud på arbejdsmarkedet, tvang jeg mig selv til at tage bøgerne i hånden igen og begynde at læse. I starten tog det lidt tid at få koncentrationsevnen tilbage, som var blevet ødelagt af internet-surfing, men da den kom tilbage, begyndte læsningen at smage godt igen. I de sidste par år har jeg ikke ladet mig selv falde under et tempo på ca. én bog om ugen. Som det fremgår af den følgende liste fra starten af året, er jeg meget altædende med hensyn til litteratur, og jeg er egentlig ligeglad med, om det er Anders And eller en samling af kvantefysikkens bedrifter. Jeg tænker, at det er godt at læse absolut alt, så længe det interesserer en, og nogle gange også selvom det ikke gør. Jeg tvinger dog ikke mig selv til at læse, men prøver at holde det som en sjov ting, man har lyst til at gøre.

Jeg læser i dag 1-3 bøger om ugen, alt fra fantasyromaner til faglitteratur og digte. Især kan jeg godt lide biografier og historie i øjeblikket. Jeg har ikke for vane at føre læselister, men mens jeg skriver dette, prøver jeg for sjov at huske tilbage; af de såkaldte klassikere har jeg i år læst At have og ikke have (Kirjava satama) og Fagre nye verden (Uljas uusi maailma). Andre bøger indtil videre i år: hele The Witcher-serien (Noiturit), Menneskehedens nye historie (Ihmiskunnan uusi historia), Isomettän poika, Humphrey Carpenters J.R.R. Tolkien-biografi, Hanskat tiskissä og Maailma ilman pimeää. I øjeblikket er jeg lige startet på Moby Dick eller Den hvide hval, og på hylden venter Valo pimeydessä - mustat aukot, maailmankaikkeus ja me (Lys i mørket - sorte huller, universet og os). Investeringsbøger har jeg ikke haft lyst til at læse i år; sidste år læste jeg Harri Hurus “Asuntosijoittamisen lumipalloefekti” (Ejendomsinvesteringens sneboldeffekt) og nogle andre diverse lettere ting.

Lydbøger er helt umulige for mig at lytte til; mine tanker kan ikke følge med, og jeg kan ikke “male” begivenhederne i mit hoved på samme måde, som når jeg selv læser teksten. Jeg har prøvet at sige til mine elever, at det er helt fint at lytte til lydbøger, men man skal også lære at læse selv, fordi man ikke altid kan lytte til alt. Selv betragter jeg slet ikke lydbøger som læsning, men jeg lader dem lytte, der får noget ud af det. For elevernes vedkommende fungerer lytning som en god øvelse i lytteforståelse, og de lærer måske endda at værdsætte litteratur, mens de lytter – og måske får de så en dag lyst til selv at læse.

Alt i alt har litteratur og læsning altid været en definerende ting i mit liv. Jeg har ikke lært så meget om livet (eller noget som helst andet) fra noget andet sted end fra bøger. Jeg husker, hvordan jeg græd mange gange under De tre musketerer og efterfølgerne. Især D’Artagnans død på den sidste side af “Musketerernes sidste bedrifter” rørte mig dybt, det var så bittersødt. Også Porthos’ skæbne. . Jeg har altså også fået store følelser fra bøger; fra film har jeg for eksempel aldrig fået noget tilsvarende. De “lever” ikke på samme måde i mine tanker og følelser.

Jeg har altid været god til at fordybe mig i læsning, er en hurtig læser og god til at visualisere ting ud fra teksten. Jeg husker også teksten godt og pløjer ikke bare igennem med voldsom fart. Jeg tror, at det er faktorer, der er med til at give lyst til at læse, men jeg tror også, at de kan trænes gennem flittig læsning. Alligevel har jeg sympati for dem, for hvem læsning af den ene eller anden grund er sværere.Jeg har også været heldig, at min mor altid har været en flittig læser, og jeg har fået et forbillede gennem hende. Min far er ikke helt den samme type, der fordyber sig og sluger bøger, men han har også altid læst. Fra ham har jeg allerede modtaget som “forskud på arv” en af hans vigtige barndomsbøger, som jeg selv holder meget af (især) som voksen: Jordan Raditskovs “Vi spurveunger”. Jeg mener, at læselysten i sidste ende starter i hjemmet, og på vegne af mit fag er jeg bekymret over, at så få læser for deres børn, når de er små, eller generelt fungerer som læseforbilleder gennem deres egne handlinger. I skolen er det meget svært at få vækket begejstringen, især når børnenes opmærksomhed konkurrerer med omkring en million hurtigt dopaminudløsende apps og videoer i lommen. Rent professionelt er det en glæde at se, at der trods alt findes sådanne forældre her på forummet, som jeg har kunnet læse mig til.

Det var den historie.

Hertil ville jeg gerne knytte en særskilt kommentar fra mit perspektiv:

@KohtiVapautta

Min ven nævnte, at han ikke kan leve sig ind i at se begivenhederne for sig, når han læser en bog, mens tingene kommer i en færdigpræsenteret form, når han ser film. Kunne man forestille sig, at det skyldes mangel på fantasi?

I sådanne tilfælde er jeg tilbøjelig til at tænke, at det ikke handler om mangel på fantasi, men at det meget vel kan skyldes, at enten den mekaniske læsehastighed er for lav, læsning i det hele taget er anstrengende, koncentrationsevnen ikke slår til, eller at der er mangler i selve læseforståelsen. Hos børn bemærker man nemlig tydeligt, at de, for hvem læsning er anstrengende og langsom, også er de dårligste til at beskrive det læste eller fortælle om deres iagttagelser, selvom de har uanset tid. Kapaciteten rækker simpelthen ikke. Når man får trænet hastigheden op, forbedres læseforståelsen også ofte – dog ikke hos alle. Jeg mener også at huske, at der er lavet en form for forskning i, at nogle mennesker ikke “ser” tingene for sig, når de læser tekst, på samme måde som andre gør. Jeg orker ikke lige at begynde at lede efter undersøgelsen, og jeg tør ikke engang love, at det ikke er noget, jeg har forestillet mig, men det er i hvert fald sådan, jeg husker/tænker det.

[Aili]

@KohtiVapautta

Når man tænker over dette, kom jeg i tanke om, at denne hurtigere eksekvering opnået ved hjælp af teknologi vel ikke er et nyt fænomen? Dengang i folkeskolen fik vi til opgave at læse “Den ukendte soldat”, og mange venner besluttede at løse problemet ved at se de to daværende filmversioner på video. I film baseret på bøger er troheden mod det originale værk dog meget svingende.

Det er lige præcis sådan!

Dette fik mig selvfølgelig til at tænke.

Med læsning af bøger forsøger man at bringe mange forskellige ting fremad.

1. Først og fremmest tænker mange på den færdighed, man lærte i skolen. Man søger information i bøger. Mennesker har sandsynligvis en form for genetisk tendens, skabt af en kulturel revolution, til at tro på det trykte og publicerede teksts sandfærdighed og absoluthed. På en eller anden måde anser vi skreven tekst, og især trykt tekst, for at være mere pålidelig. Det skyldes måske, at forlagene længe opretholdt en høj standard for, hvis tekster de ville udgive. Forfattere har selv skrevet spændende bøger om dette. I virkeligheden er formålet for især de største forlag netop at sælge bøger.

2. En anden indlysende årsag til, at folk læser, er, at de gerne vil vide, hvad der tales om. Folk ønsker også at danne deres egen mening om emner, der har vakt megen debat, hvilket læsende mennesker fik at mærke i går med Kiira Korpi-polemikken. Man skulle tro, at det er det samme som at søge information, men det er det ikke. Der er en hårfin, men samtidig meget betydningsfuld forskel på, om et menneske ønsker at søge information eller at danne sine egne meninger.

Do your own research.

3. Når en bog bliver et fænomen, vil man gerne være en del af dette fænomen. FOMO (Fear Of Missing Out). Inden for investeringslitteratur er FOMO også et kendt fænomen. Man slipper nemt af med den nagende følelse ved at læse.

FOMO relateret til litteratur er meget velkomment.

4. Læsning udvikler tænkningen. Især i gode bøger er der meget ofte mere end ét niveau. I skønlitterær kunst er der så lag på lag, som bliver studeret og forsøgt fortolket til tidernes ende.

Metaniveauer

Derfor tåler gode bøger ofte også at blive læst flere gange, eller man forstår meget mere, efterhånden som man selv vokser og udvikler sig.

Som et nemt eksempel kunne man tage bogen ”Nancy”, som gymnasielærere i dansk (finsk modersmål i originalen) på et tidspunkt kunne bruge som eksempel i undervisningen, fordi de fleste i den alder allerede havde læst den. ”Nancy” fortæller historien om 1970’ernes punk-ikoner Nancy Spungen og Sex Pistols-bassisten Sid Vicious set fra Nancys mors perspektiv.

Har der været talt om 1970’ernes oliekrise eller de vestlige landes problemer her.

Nancy og Sid. Sid og Nancy.

1970’ernes England var præget af ungdomsarbejdsløshed. Punk-kulturen var en ungdomssubkultur opstået blandt datidens unge, hvor det var typisk, at guitaren var købt for de sidste penge, og der ikke var skyggen af sang- eller spillefærdigheder. Det var meget typisk med et kraftigt forbrug af alkohol og stoffer. Denne historie er velkendt.

Men…

I bogen ”Nancy” fortæller Nancys mor en trist historie om, hvordan en læge i 1950’erne anbefalede stærke smertestillende midler til det nyfødte barn. Adfærdsforstyrrelserne ændrede sig blot til andre, og doserne blev sat op. Nancy gik fra den ene psykiater til den anden, som ikke kunne finde noget galt med hende. Til sidst flyttede Nancy hjemmefra, fandt musikken først i New York, og derefter fandt det episke par hinanden i London.

En ægte Wuthering Heights, if you know what I mean.

Nancys mor møder også Sid på deres USA-turné. Nancy bliver fundet knivdræbt på et hotel. Nancy var gravid, da hun døde. Sids uskyld eller skyld blev aldrig fastslået, men kort efter at han blev løsladt fra fængslet som uskyldig, begik han selvmord med en overdosis. Historien fortsætter posthumt midt i Nancys mors bearbejdelse af sorgen.

Når man læser bogen første gang, læser man en tragisk, sand historie om en pige, der ikke rigtig havde nogen chancer. Man er forfærdet. Man føler medfølelse med moderen og er frustreret over verden. Dette kunne have været undgået, hvis alle andre bare kunne være bedre.

Når man begynder at tænke lidt nærmere over historien og fortællingen, måske senere eller ved næste gennemlæsning, når man er lidt mere moden, begynder man at reflektere over historiens fortællestil. Nancys historie er skrevet således, at moderen fremstiller sig selv som et meget rent menneske, der ikke kunne gøre andet end at give sit barn medicin igen og igen, og altid i stærkere doser. Man vidste selvfølgelig ikke noget om virkningerne dengang. Moderen beskriver Nancy, som om Nancy altid var skyld i alle familiens problemer. Et barn, der græd. En 6-årig, som man var nødt til at være bange for. En 10-årig, der ikke kunne finde ud af at lege med andre børn. En 11-årig, der truede barnepigen med en saks. Det var da nogle alvorlige synder, eller var Nancy trods alt bare et barn? Alt ved Nancys påklædning, måde at tale på, måde at søge sin mors anerkendelse på, var forkert. Den sørgende mors modvilje mod sit eget barn ses selv posthumt, hvilket er sørgeligt. Bogen smager faktisk af bortforklaringer. Desværre.

At indse disse forskellige niveauer i tekster er egentlig hele pointen med at læse langsomt og give sig tid. Mange føler en form for overlegenhed ved at forstå mere af den samme tekst end andre. Læsere er ofte deres egne små detektiver.

5. Læsning udvider ordforrådet. Mulighederne for at bruge sproget til at tydeliggøre tanker.

6. Grammatik og korrekte sætningskonstruktioner findes mere naturligt; punktum og komma burde i teorien være lettere at lære at sætte rigtigt. Uden at bemærke det får man øvelse i dem. Skrivning forbedres dog ikke rigtigt på anden måde end ved at skrive.

7. Bøger lærer dig at føle empati, at forstå andre og at sætte dig i et andet menneskes sted. Mange af os fordyber os så meget i bøger, at man næsten kan føle, at man er dette menneske. Man kan føle sorgen, grine højt, mærke den tunge rustning på skuldrene, den salte havvind i ansigtet eller smerten fra de svidende sår i sikkerhed, uden at bevæge sig ud af flækken.

Der er sikkert mange andre gode ting, men det var lige disse, jeg kom i tanke om nu.

Ofte forsøger folk at skyde genvej med læsning af bøger, fordi de kun leder efter det første punkt, altså information. Ved læsning af bøger eller enhver tekst skal man dog altid huske, at der altid er nogen, der har skrevet den skrevne tekst. Hvis man ikke tæller tekster skrevet af kunstig intelligens med, er forfatteren altid et menneske. Bibelen siges at være blevet til ved Guds inspiration, men selv dengang var forfatteren blot et menneske, fejlbarlig, levende i sin egen tid, i sin egen kontekst, med sine egne drømme og motivationer. Det interessante er de bøger, hvis stemmer stadig taler tydeligt til os gennem århundreder, som om de var skrevet i går. Her er mine personlige favoritter Jane Austens satirer (ikke velegnet til den gennemsnitlige forumbruger).

Du finder ikke som sådan visdom i bøger, men du kan sagtens blive klogere undervejs.

[Aili]

@Kustaa_Bertelskold

Så vidt jeg husker, er der også lavet en form for forskning i, at nogle mennesker ikke ”ser” ting, når de læser skreven tekst, på samme måde som andre gør.

Jeg har i øvrigt bemærket, at hurtiglæsere netop mangler en ”indre fortæller”. Der er faktisk også en vellidt skribent og flittig læser her på forummet, som har fortalt, at vedkommende mangler en indre fortæller og ikke så at sige ser de ting, vedkommende læser om, for sit indre blik.

[Kustaa_Bertelskold]

@Aili

han/hun mangler en indre fortæller og ser så at sige ikke begivenhederne i det læste for sit indre blik.

Jeg betragter mig selv som en hurtig læser; oplevelsen er delvist den samme, men delvist præcis det modsatte.

Jeg ser nemlig præcis de ting, jeg læser, inde i mit hoved, men jeg hører dog ingen “indre fortæller”. Når jeg er mest koncentreret, holder teksten bare op med at eksistere, og i stedet kommer der en form for indre film, som ikke har nogen begrænsninger for afspilningshastigheden. På det tidspunkt bemærker man ikke engang, om man vender sider eller ej; billedet flyder bare videre, og til sidst opdager man, at bogen er slut (og tiden er forsvundet et eller andet sted hen).

Det er sjovt at bemærke, at folk har så mange forskellige oplevelser og stilarter, selvom man let kommer til at tro, at alle læser på samme måde. Sådan er det naturligvis ikke, hvilket denne tråd allerede nu beviser.

[DarkRoast]

Fed tråd, og det ser ud til, at mange her på forummet har tilbragt barndommen og ungdommen med de samme bøger. Anders And, Bert, Potter-bøgerne og Tolkien er også blevet velkendte her. Jeg lagde i hvert fald ikke mærke til, om nogen havde nævnt Roald Dahl. Forfatterens værker bliver vist ”rettet” med ret hård hånd i den nærmeste fremtid, men jeg nød dem i hvert fald selv meget som barn.

Muutamia muita ajatuksia, joita minulle heräsi:

1. Ovenfor blev den indre fortæller nævnt, og i mit tilfælde er den så stærk, at den lader mig fordybe mig i en god bog og helt glemme tid og sted.

2. Det her blev vist allerede nævnt, men netop læsning hjælper en med at skrive og dermed udtrykke sig selv og sine følelser bedre. Jeg har bemærket, at færre fysiske bøger har fået i hvert fald mig til at tjekke min stavning oftere end før. En dygtig skribent formår også at fastholde læserens interesse, selv i fag- eller sagtekster.

3. Måske relateret til det første punkt, men for mig vækker bøger også stærkere følelser end video. For eksempel følelser oplevet ved plot-twists, men også selve læseprocessen.

4. Vedrørende punkt 3 om skolens rolle i læsning: Idræt er jo allerede droppet som et målorienteret fag, og formålet i læreplanen er at inspirere børn og unge til at bevæge sig. Hvorfor har læsning ikke en lignende inspirerende rolle? Selv blev jeg i hvert fald tvunget til at læse Pikku Pietarin Piha (et helt forfærdeligt kedeligt værk, som jeg forsøgte at forhandle mig ud af), Minna Canths noveller og andre klassikere. På den anden side har nogle lærere givet lov til at vælge emner til bograpporter med vetoret eller ud fra et begrænset udvalg.

5. Som et tip kan det anbefales at have en liste i telefonens noter over interessante bøger, man støder på. De er nemme at vende tilbage til senere, for eksempel på biblioteket.

PS. Det har ikke direkte noget med Ailis opdatering at gøre, men jeg irriteres af den slags ”disse x ting skal du gøre”-lister, hvis de ikke indeholder begrundelser. Det er nemt at sætte Sinuhe på en liste, og publikum nikker genkendende til den finske klassiker, men jeg er i hvert fald interesseret i, hvad der er så ekstraordinært ved netop det værk, at det har fortjent sin plads på sådan en liste.

[vanha_Qfwfq]

@DarkRoast

Jeg lagde i hvert fald ikke mærke til, at nogen havde nævnt Roald Dahl. Forfatterens værker bliver vist “rettet” med en ret hård hånd for tiden, men jeg nød dem i hvert fald selv meget som barn.

Det gik først op for mig længe efter, at jeg havde læst Dahls noveller, at han er kendt for sine børnebøger. Den herlige Onkel Oswald er nok heller ikke egnet læsning for børn

Ud fra @Aili s lister bed jeg mærke i, at den finske indeholdt Orwells 1984, mens den tilsvarende fra BBC havde Huxleys Fagre nye verden. Jeg føler, at Huxleys værk er blevet lidt overset i de senere år, helt uden grund. Begge hører absolut til i kategorien “must-read”, ligesom Orwells Kammerat Napoleon (som var på BBC-listen).

Dette er en helt fantastisk tråd, til @Mauri

Læsning kan altid betale sig!

[jps]

Onkel Oswald ville nok blive droppet som godnathistorie allerede efter de første par sider og skiftet ud med en anden bog.

Roald Dahl var i øvrigt en fantastisk børnebogsforfatter i den forstand, at han krævede, at hans bøger blev prissat i den laveste priskategori, da han mente, at prisen på en børnebog ikke måtte begrænse muligheden for at læse.

Jonathan Swifts Gullivers rejser i sin oprindelige form fungerer sandsynligvis for både barnet og forældrene. Der er niveauer i den, som kun forældrene forstår. Swift udtrykte samfundskritik på en sådan måde, at han ikke kunne blive smidt i fængsel for at skrive eventyr.

[KohtiVapautta]

@vanha_Qfwfq

at der i den finske var Orwells 1984, mens der i BBC’s tilsvarende var Huxleys Fagre nye verden

Jeg læste Huxleys bog her i efteråret. I den fremstilles fremtiden som en anden slags dystopi end i Orwells 1984. Selv foretrækker jeg måske 1984, men begge er skarpsindige.

Huxley har bestemt været fremme, ellers var jeg ikke stødt på den (på et vist niveau var jeg selvfølgelig klar over den). Begge er ansete klassikere.

Edit: @Monopoly_of_bees god pointe! Så vidt jeg forstår, kredser John Brunners Stand on Zanzibar også om de samme temaer. Jeg venter på den fra biblioteket, så analyser af den bedes holdes bag en spoiler - Sådan her.

[Aili]

Det er lige præcis den FOMO i forbindelse med litteraturdebatten, som jeg talte om. Jeg har ikke læst nogen af dem endnu, og jeg blev ramt af så meget FOMO, at jeg ved, hvad jeg skal kaste mig over næste gang, når muligheden byder sig.