I det mindste hvis jeg selv sad i et forsikringsselskab eller en institution og skulle træffe beslutningen, ville jeg ved at undersøge de forårsagede skader lade være med at bevilge det (billeder fra i morges nedenfor). Men jeg understreger, at dette er helt en lægmands holdning.
Der er da et hul i bunden…
Jeg har gennemgået nyhedskilder, og en generel teori er, at Irans nyvalgte leder ligger på hospitalet i respirator efter med nød og næppe at have overlevet det første angreb. Der er selvfølgelig også en teori om, at dette er en afledningsmanøvre. Desuden er Irans præsident muligvis tilbageholdt/i husarrest.
En øverste leder, der ligger på hospitalet, er ikke en optimal situation for kommandostrukturen i en krigssituation. Men uafhængigt opererende cellestrukturer kan angribe skibstrafik og regional infrastruktur næsten uendeligt med hjælp fra Rusland, som helt sikkert leverer mere end blot efterretninger.
Rusland hjælper Iran med avancerede dronetaktikker fra sin krig i Ukraine til at ramme amerikanske mål og mål i Golfstaterne i Mellemøsten, ifølge en vestlig efterretningskilde.
Som lægmand er det let at erklære sig enig, og det er ikke nødvendigvis sikkert derefter, selvom der officielt skulle blive indgået fred.
Hvis det lille og fattige Gaza i årtier har været i stand til at overraske Israel, som har verdens bedste missilforsvar, så lyder det som minimum udfordrende at sikre fragtskibe langs den lange iranske kyst i dronernes tidsalder.
Trump siger, at der er ‘praktisk talt intet tilbage at ramme’ i Iran | The Independent
Præsident Donald Trump har udtalt, at der er “praktisk talt intet tilbage at ramme” i Iran, og at den amerikansk-israelske konflikt med Teheran snart vil ophøre.
I en kort udtalelse til Axios onsdag insisterede præsidenten på, at angrebene gjorde fremskridt.
“Krigen går forrygende,” sagde han. “Vi er langt foran tidsplanen. Vi har forårsaget mere skade, end vi troede var muligt, selv i den oprindelige seks-ugers periode.”
Nå, så er alt, hvad der er værd at bombe i Iran, ved at være bombet. På et par uger er det blevet ødelagt, som det ellers var meningen skulle tage seks uger.
Så nu burde vi altså begynde at se 20x hårdere angreb. Det bliver spændende at se, hvordan det bliver i praksis, hvis der ifølge Trump er “practically nothing left to target”, men man alligevel skal ramme 20x hårdere. Og hvis man øger angrebenes styrke med så voldsom en faktor, kunne man jo tænke, at krigen ikke ligefrem slutter lige med det samme.
Trumps trusler mod Iran adskiller sig ikke synderligt fra Putins trusler mod Ukraine. Putins trusler er noget mere velovervejede og udtrykt med mindre praleri end Trumps.
Aftenudsigter ved Hormuz.
Den godvillige sol kiggede på dem. Den var på ingen måde vred på dem. Måske følte den endda en form for medfølelse med dem. Sikke nogle gutter
— Den ukendte soldat (1954)
Kilde og præcis lokation:
Nu kan olieselskaberne begynde at sejle igennem der. Næsten alle minelæggere og hele resten af flåden er ødelagt.
S&P 500 begyndte langsomt at sive opad og olien nedad, mon det har givet forsigtig optimisme til markederne.
Trump opfordrede det iranske folk til at vælte det nuværende styre før angrebet og endda under angrebet. Dette var det første mål i denne krig, som sidenhen blev benægtet. Ingen fra den amerikanske administration har på noget tidspunkt fremlagt klare mål; i stedet skifter målene fra dag til dag og uge til uge. Inden for blot en uge (?) er der kommet påstande om krigens varighed på alt fra ”nogle få dage” til ”indtil efteråret”. Trump siger ét, og administrationen noget andet.
Det, man dog ser nu, er at Irans nuværende styre stadig eksisterer. Khamenei blev erstattet af Khamenei, som dog ikke er en troens mand, men som primært har opbygget sin karriere i Revolutionsgarden (Pasdaran). Man er altså gået fra Irans islamiske republik og teokrati til hvad der i praksis er et militærdiktatur. Det må stå klart, at dette ikke er i nogens interesse og sandsynligvis heller ikke et mål.
Det mest iøjnefaldende ved det hele er USA’s mangel på planlægning. Det ser ud til, at de rent faktisk tror, at Iran vil give op og ”indgå en aftale”, præcis som de nu om dage forestiller sig, at alle vil gøre. Hvorfor skulle noget land, endsige et udemokratisk et af slagsen, opgive en kamp, som det betragter som eksistentiel?
Modstanden er tydeligvis også kommet som en overraskelse for amerikanerne. På trods af ødelæggelsen af flåden og bombardementet af landet er det ikke lykkedes at gøre Hormuzstrædet sikkert, selvom Trump allerede lovede føderal hjælp til forsikringer og om nødvendigt at bruge sin egen flåde til at sikre skibenes gennemfart. Nu ser det ud til, at USA ikke er i stand til dette. Og selvom de kunne, hvor længe vil de så være i stand til det? Iran har næppe travlt, hvis Trump allerede har lovet, at krigen snart er slut. De ønsker helt sikkert at trække dette ud, og det er de også i stand til.
En pessimist ville tænke, at dette vil føre til en katastrofe: krigen fortsætter, USA forbyder olieeksport, og Europa ender som den lidende part som følge af deres tidligere allieredes handlinger. En optimist ser, at dette blot er afslutningen på USA’s tid som stormagt, lidt ligesom deres Suez-krise. Samtidig skrider den grønne omstilling frem med stormskridt, efterhånden som folks tankegang og adfærd ændrer sig i takt med en længerevarende stigning i oliepriserne.
Det er ikke til at blive klog på, om Irans øverste religiøse leder er i live, død eller noget midt imellem 
Der bliver ikke længere affyret andet end enkelte droner mod Kuwait. Yderligere bekræftelse på, at Irans droneaktivitet svækkes, efter at dronebaserne blev ramt:
Tak fordi du tilføjede en kilde til dit indlæg! Det er så ”fint” et billede, at mit første indtryk faktisk var, at det var et AI-produkt.
Som en præcisering var den lokation, der nævnes i kilden, dog ikke i Hormuz-strædet, men ca. 1000 km mod syd i Salalah i det sydlige Oman.
Jeg har aldrig under Trump-æraen fornemmet en så ægte desperation som nu. Trumps kommentarer i løbet af de sidste 48 timer afspejler dette tydeligt.
Valget af Mojtaba var en stor langfinger til Israel og amerikanerne. Her er en mand, hvis far, mor, kone og to børn blev dræbt af Israel og USA, hvis han overhovedet er i live. Og gennem det røgslør, man kigger igennem derovre, findes der ingen troværdig modkraft. Selvfølgelig ser alt altid stabilt ud i disse lande med centraliseret magt, indtil det pludselig ikke gør det længere.
Det her er ikke sjovt for Iran og slet ikke for iranerne, men en statsledelse for 90 millioner, som ikke har andet valg end at holde fast i magten, og som relativt let kan holde Hormuz-strædet lukket blot ved hjælp af afskrækkelse, ser ud til at være i en klar overlegenhedsposition. USA forlader stedet med halen mellem benene, og så må vi se, om det overhovedet er nok for Iran.
Udover gas og olie er aluminium i øjeblikket på vej op globalt mod råvarekrisen fra Ukraine-krigen. På grund af sin billige energi er regionen stærk, når det gælder kapacitet på aluminiumssmelteværker. For nylig gik det ret store Mozal-smelteværk i Mozambique offline (det var helt sikkert ikke sket, hvis de havde vidst dette), hvilket allerede fik aluminiumsprisen til at stige for et par måneder siden. Nu er verdens største primære aluminiumssmelteværk uden for Kina (Alba) i Bahrain gået ned, samt Norsk Hydros Qatalum i Qatar. Jebel Ali kører stadig af de primære smelteværker, men de kan ikke rigtig få varerne ud. Disse smelteværker er anlæg af en type, hvor man ikke bare starter op igen på en måned, selvom der er tale om en kontrolleret nedlukning, og det koster tocifrede millionbeløb.
I det mindste kan de få sydeuropæiske smelteværker, der har vaklet på kanten af lukning, skovle guld ind i et stykke tid. Som altid er nordmændene vinderne også her. De kan lade deres 6 smelteværker køre for fuld kraft – selvom norske Hydro ganske vist var nødt til at lukke anlægget i Qatar midlertidigt.
For dem, der følger med i nyhederne, er det nok ikke gået ubemærket hen, at Ukraine ikke blot har sendt droneeksperter til Mellemøsten, men også er ved at indgå en tilsyneladende stor handel med saudierne. Og den flok hører ikke ligefrem til i den fattige ende.
Et saudiarabisk våbenfirma har underskrevet en aftale om at købe ukrainsk-fremstillede interceptor-missiler, har Kyiv Independent erfaret, mens en kilde inden for Ukraines forsvarsindustri siger, at Riyadh og Kyiv forhandler om en separat “kæmpe aftale” om våben, der kan blive færdiggjort i denne uge.
Saudierne bliver helt sikkert ikke de eneste kunder.
“Med det, der sker i Iran, er mange golfstater interesserede i eksport fra Ukraine eller i at købe teknologien eller ansætte ukrainske instruktører,” siger Bohdan Popov, chefanalytiker hos Triada Trade Partners, et konsulent- og lobbyfirma for internationale våbenvirksomheder i Ukraine, til Kyiv Independent.
Strategisk har dette stor betydning for Ukraine. En af USA’s tætteste allierede vender sig mod Ukraine, når USA’s beskyttelse ikke slår til. Dette går ikke ubemærket hen for nogen i verden. Det er en klar tillidserklæring til Ukraines evne til at bekæmpe droner og åbner øjeblikkeligt store markeder over hele verden. Først i Mellemøsten og Europa, og snart sikkert også andre steder.
Jeg kunne forestille mig, at Taiwan også er interesseret. Deres tro på USA’s støtte er sandsynligvis brast efter den seneste forsinkede våbenhandel, men også på grund af ledelsens totale upålidelighed. Desuden har Kina sine egne droneprogrammer, som helt sikkert udvikles med henblik på en overtagelse af Taiwan. Hvem skulle forsvare dem, hvis USA er løbet tør for krudt?
Ironisk nok er Trump den ukrainske våbenindustris bedste sælger.
Hvis den primære trussel mod handelsskibe er sømålsmissiler affyret fra fastlandet, hvad hjælper det så et handelsskib, selv hvis hver eneste iransk båd, helt ned til den sidste robåd, var blevet tilintetgjort?
At lukke strædet med miner er bare tom snak, og mange på de sociale medier er hoppet med på den vogn. Behovet for miner og udstyr ville dog være enormt, og det ville også kræve tid. Jeg tror slet ikke, at miner har været Irans plan for dette fra begyndelsen.
Det overrasker mig ikke, at USA måske ikke har en fuldt gennemtænkt plan med forskellige scenarier og/eller i det mindste havde en stærk antagelse om, at Iran ville overgive sig, så snart ledelsen var ryddet af vejen, men jeg er virkelig overrasket over, at det heller ikke ser ud til, at Israel har en – eller i det mindste er der ikke offentliggjort nogen – altså en plan, der også ville fungere, hvis og når Trump trækker sig tilbage. Hvis – og som det ser ud nu, når – Iran overlever dette uden et regimeskifte, vil Israel have en endnu mere modbydelig nabo, som efterfølgende vil gøre absolut alt for at anskaffe sig atomvåben, og enhver bombning nu vil kun være en midlertidig forsinkelse for dem. Udover at der opstår jihadister på denne måde som paddehatte efter en regnbyge. Trump kan selvfølgelig trække sig tilbage og forklare hjemmepublikummet, at sejren er i hus, men Israel vil bære konsekvenserne på den hårde måde, hvis magten i Iran vitterligt ikke skifter.
Og som det ser ud nu, er et skifte ikke sandsynligt; for at det skulle ske, ville USA være nødt til at foretage en landinvasion, men i et land som Iran ville det betyde så mærkbare egne tab, at det ikke er politisk muligt.
Måske tager jeg fejl, og der bliver trukket en kanin op af hatten, men det her ser bestemt ikke godt ud.
Israelske og amerikanske droner opererer nu helt frit i iransk luftrum, og deres angreb er blevet udvidet fra bygninger og våbensystemer til individuelle positioner bemandet af sikkerhedsstyrker, ifølge iranske statsmedier:
Normalt flyver de ganske rigtigt frit i et stykke tid, indtil de slet ikke flyver længere. 
Iransk CENTCOM har netop offentliggjort briefingen for dag 12:
Droner nedskudt: De iranske væbnede styrker hævder at have nedskudt 104 avancerede fjendtlige droner over hele landet, herunder modellerne Hermes, Heron, Orbiter og MQ-9.
–
Der er skudt mindst 11 MQ-9-droner ned indtil videre, og de koster omkring 33 millioner dollars stykket.
