Trump opfordrede det iranske folk til at vælte det nuværende styre før angrebet og endda under angrebet. Dette var det første mål i denne krig, som sidenhen blev benægtet. Ingen fra den amerikanske administration har på noget tidspunkt fremlagt klare mål; i stedet skifter målene fra dag til dag og uge til uge. Inden for blot en uge (?) er der kommet påstande om krigens varighed på alt fra ”nogle få dage” til ”indtil efteråret”. Trump siger ét, og administrationen noget andet.
Det, man dog ser nu, er at Irans nuværende styre stadig eksisterer. Khamenei blev erstattet af Khamenei, som dog ikke er en troens mand, men som primært har opbygget sin karriere i Revolutionsgarden (Pasdaran). Man er altså gået fra Irans islamiske republik og teokrati til hvad der i praksis er et militærdiktatur. Det må stå klart, at dette ikke er i nogens interesse og sandsynligvis heller ikke et mål.
Det mest iøjnefaldende ved det hele er USA’s mangel på planlægning. Det ser ud til, at de rent faktisk tror, at Iran vil give op og ”indgå en aftale”, præcis som de nu om dage forestiller sig, at alle vil gøre. Hvorfor skulle noget land, endsige et udemokratisk et af slagsen, opgive en kamp, som det betragter som eksistentiel?
Modstanden er tydeligvis også kommet som en overraskelse for amerikanerne. På trods af ødelæggelsen af flåden og bombardementet af landet er det ikke lykkedes at gøre Hormuzstrædet sikkert, selvom Trump allerede lovede føderal hjælp til forsikringer og om nødvendigt at bruge sin egen flåde til at sikre skibenes gennemfart. Nu ser det ud til, at USA ikke er i stand til dette. Og selvom de kunne, hvor længe vil de så være i stand til det? Iran har næppe travlt, hvis Trump allerede har lovet, at krigen snart er slut. De ønsker helt sikkert at trække dette ud, og det er de også i stand til.
En pessimist ville tænke, at dette vil føre til en katastrofe: krigen fortsætter, USA forbyder olieeksport, og Europa ender som den lidende part som følge af deres tidligere allieredes handlinger. En optimist ser, at dette blot er afslutningen på USA’s tid som stormagt, lidt ligesom deres Suez-krise. Samtidig skrider den grønne omstilling frem med stormskridt, efterhånden som folks tankegang og adfærd ændrer sig i takt med en længerevarende stigning i oliepriserne.