Kinas økonomis fremtid

[Verneri_Pulkkinen]

Kinas økonomi er på 40 år steget fra et lille, af kulturrevolutionen hærget eksperiment med agrarisk socialisme til verdens næststørste økonomi efter USA. Kina kaldes ikke uden grund for verdens fabrik og er en betydelig kilde til efterspørgsel efter råvarer. Også teknologisk har landet udviklet sig, og nogle førende teknologivirksomheder, som Tencent og Alibaba, udgør rygraden i landets teknologiske spring.

Kina er blevet betydeligt rigere som følge af en investeringsdrevet økonomisk vækstmodel, men samtidig er adskillige mørke skyer dukket op i horisonten: miljøforurening, hensynsløs gældsætning, systemets voksende autoritære karakter under Xi Jinpings ledelse samt en aldrende demografi. Kina ældes hurtigere, end det bliver rigere. Samtidig er landet havnet i mere eller mindre direkte konfrontationer på den globale arena, bl.a. på grund af industrispionage. Den mest kendte af disse er sandsynligvis handelskriget med USA, der startede i 2018.

I denne tråd kan man diskutere fremtidens retning for Kinas økonomi samt virksomheder i Kina.

Fra vores hjemmebørs kommer en stor del af KONEs omsætning fra Kina. Kina er også et betydeligt marked for bl.a. Optomed. Da en stor del af produktionen for mange virksomheder ligger i Kina, ryster hele verden, når Kina hoster.

[Verneri_Pulkkinen]

Hvem følger jeg selv vedrørende kinesisk økonomi?

Michael Pettis er ofte min “hovedkilde”, med gode, omend ofte svært forståelige, skriverier om kinesisk økonomi. Det kan anbefales at følge ham på Twitter https://twitter.com/michaelxpettis

Jeg læser også George Magnusons artikler https://twitter.com/georgemagnus1

Generelt om asiatisk økonomi er økonomen Trinh Nguyen, der holder til i Hong Kong, altid opmuntrende https://twitter.com/Trinhnomics

Finlands Bank har også materiale om Kina BOFIT

[mskomu]

Af ren interesse, en observation: Jeg forstår, at Japan blev spået at blive en fremtidig økonomisk supermagt. Det blev ikke småt, men tingene stagnerede alligevel med et par årtiers nulvækst. Min viden om emnet er meget begrænset, men jeg forstår, at årsagerne har været en aldrende befolkning, mangel på nye innovationer og en stiv (arbejds)kultur. Når man ser på Kina, dukker de samme faktorer gentagne gange op som udfordringer sammen med en autoritær regering. Hvordan kan Kina undgå de forhindringer, Japan stod over for?

Dette gælder naturligvis på ingen måde kun Kina, Japan eller Asien. De samme problemer findes i mange, om ikke de fleste, europæiske lande. Generelt er der nok ret få lande, der er industrialiserede og “rige”, men som stadig klarer sig økonomisk opad. De fleste kæmper nok med de samme problemer, hvordan man forhindrer forfald.

Edit: Og undskyld, hvis emnet spreder sig for meget

[Verneri_Pulkkinen]

@mskomu

Dette gælder naturligvis på ingen måde kun Kina, Japan eller Asien. De samme problemer findes i mange, hvis ikke de fleste, europæiske lande. Generelt er der nok ret få lande, der er industrialiserede og “velhavende”, men som stadig klarer sig økonomisk. De fleste kæmper nok med de samme problemer: hvordan forhindrer man stagnation.

Så vidt jeg forstår, adskiller Kinas model sig ikke meget fra Japans på visse punkter. Japan, ligesom mange vækstøkonomier inklusive Finland (Har vi råd til at blive rige?, som Kekkonen spurgte) fra 50’erne og fremefter, voksede investeringsdrevet.

Det vil sige, at renten holdes kunstigt lav, og husstandene tvinges til at spare op (f.eks. ved at gøre det sværere for dem at optage lån) → pengene kanaliseres via bankerne som billige lån til industrien, der investerer (eller tvinges til at investere) i produktion og udnyttelse af råvarer. En anden sektor er infrastrukturbyggeri: lufthavne, motorveje, kanaler osv.

På et tidspunkt skulle modellen så skifte til at være forbrugsdrevet, dvs. husstandene bliver den primære drivkraft.

I Kina er dette ikke gået helt glat:

Husstandenes andel af økonomiens “kage” er stadig lille. Derudover giver den nuværende model betydelige fordele for partiet eller parter tæt på partiet (investorer, der får billige lån). En ændring af modellen ville være en omfordeling af indkomst fra disse til husstandene. Ikke en nem opgave. Husstandenes forbrugsandel af BNP er stadig under 40 %, mens tallet i udviklede lande normalt er 60-70 %.

[Verneri_Pulkkinen]

Lad os flytte denne diskussion herover.

@Geweth

Europa har så stærke institutioner, at bortset fra et par undtagelser (Polen, Ungarn), har kontinentet modstået et årti med anæmisk vækst og økonomisk stagnation uden større kriser eller sammenbrud (sammenbruddet af euroområdet er en spændende tanke, men ikke EU som sådan eller enkelte lande).

I Ungarn fik det åbent antisemitiske Jobbik 19 procent af stemmerne ved det sidste valg.

Sverigedemokraterne har også over 20 procents opbakning, selvom de efter min opfattelse er væsentligt mere moderate end deres østeuropæiske modparter.

I Tyskland, måske Europas mest liberale land, fik det populistiske AfD også 20 procents opbakning i flere delstater.

Du har helt ret i, at demokratiet især i Vesteuropa er dybt forankret, og jeg tror ikke på nogen radikal kursændring. Det er problematisk, at disse østeuropæiske lande ryster EU i sine grundvolde. Er det nok at lukke pengekassen for Ungarn? Hvad hvis EU falder fra hinanden?

Jeg ønsker ikke at være unødvendigt pessimistisk, men jeg mener, at det internationale system gennemgår den største omvæltning siden Anden Verdenskrig.

Men hvor produktive er disse investeringer? Kinas produktivitetsvækst er faldet betydeligt i de seneste år. Kinas økonomiske vækstmodel er investeringsdrevet, og der opstår en berettiget bekymring for, om landet spilder penge på uproduktive projekter både nationalt og i stigende grad i udlandet.

Vil du uddybe, hvad du præcist behandler om Kina i dit speciale? Kina tilbyder nok materiale til ethvert emne.

Jeg undersøger altså Kinas investeringer i EU ud fra et strategisk perspektiv, det vil sige, at vi går efter magt, ikke ROI. Dog skulle containertrafikken i den tidligere nævnte havn i Piræus, ifølge COSCO, være firedoblet efter ejerskiftet i kølvandet på finanskrisen. Jeg ved dog ikke, hvor holdbart det er.

Den anden yderlighed er så de projekter, der planlægges i Finland. Ifølge en embedsmandsrapport er Ishavsbanen eller Tallinn-tunnelen ikke kommercielt rentable. Alligevel har der fundet penge til disse fra finansielle institutioner med tilknytning til den kinesiske stat. Så hvad var motivet så?
Jeg kan naturligvis ikke sige, hvor længe sådanne projekter kan finansieres uden større problemer.

Et par forskere har også undersøgt Huaweis ejerstrukturer og konkluderet, at Ren Zhenghei, der har været omtalt i medierne, ejer omkring en procent af virksomheden. De resterende 99 procent ejes af en trade union committee, som man så ikke rigtig ved noget om. Traditionelt har sådanne institutioner været under kommunistpartiets kontrol.

Jeg er enig i denne omvæltning: det globale system, der blev opbygget under Anden Verdenskrig (med USA i spidsen), og som blev helt unipolar efter Sovjetunionens sammenbrud i 90’erne, står over for store udfordringer. Sandsynligvis vil ingen i fremtiden have en lignende lederposition, som USA har/havde fra 1945 til 2???. Landets BNP udgjorde trods alt 50 % af verdens BNP i 1945. Ingen kan opnå det, uanset hvor meget de vokser, når USA, Kina, Indien, euroområdet og andre udfylder pladsen på samme tid. En multipolar, uklar fremtid (jf. Den Kolde Krigs bipolare “klare” situation) ser ud til at være den mest sandsynlige i mine øjne.

Kina udfylder nu ivrigt tomrum, hvor USA’s svage udenrigspolitik (selvom Trumps udenrigspolitik på kort sigt er et underholdende “splid og hersk”-cirkus, er dens langsigtede implikationer åbne…) skaber dem.

---

Jeg forstår det strategiske formål med disse investeringer, men samtidig kan de blive en stor byrde for Kina. Så vidt jeg forstår, ligger der også det problem bag, at Kina ikke længere kan investere i samme tempo indenlandsk (på et tidspunkt bliver marginalnytten af den nye motorvej, magnetbanen og lufthavnen for lille), og nu er dette investeringsapparat delvist blevet flyttet til udlandet.

Men på lang sigt vil en lav ROI tære på de strategiske fordele, fordi investeringerne giver så dårligt afkast, at de ikke genererer nok cashflow til at foretage nye strategiske investeringer. Andr​​es kapital frigøres i stedet til noget mere produktivt. På kort sigt ser det skræmmende ud, på lang sigt gør det ikke.

Og Kinas rigdom er stadig betydeligt mindre sammenlignet med Vesten. Det ville ikke have “råd” til at sprede sig overalt.

[mskomu]

Jeg har forstået, at købekraften hos befolkningen i Kina er usædvanlig svag sammenlignet med BNP (undskyld, har ikke et link lige nu). Det betyder i praksis, at en mindre del af de penge, kinesiske virksomheder genererer, ender hos arbejdstagerne (arbejdernes paradis :D). De resterende penge går i praksis til staten, eller via statslige virksomheder, som investeringer i udlandet. Dette har naturligvis mindst strategiske fordele, og det kan til en vis grad fungere, hvis borgerne ikke gør oprør, eller utilfredsheden kan undertrykkes med magt.

Det er dog sandsynligvis klart, at der er andre problemer i dette system, da det bl.a. underminerer efterspørgslen på hjemmemarkedet og i praksis flytter den til udenlandske investeringer. Den forholdsvis lave efterspørgsel på hjemmemarkedet styrer økonomien i en bestemt retning, og er det en god retning på lang sigt?

[Teisho]

Jeg følger Nordeas cheføkonom Tuuli Koivus synspunkter vedrørende Kinas økonomi.

[Geweth]

Jeg forstår det strategiske formål med disse investeringer, men samtidig kan de blive en stor byrde for Kina.

Ja, efter min mening drager Kina, i det store hele, også økonomisk fordel af de infrastrukturinvesteringer, de forfølger med den nye silkevej (one belt, one road). Der er trods alt ca. 900 milliarder dollars involveret. Takket være den bedre infrastruktur øges handelen også, og økonomien får medvind. Jeg hævder altså ikke, at alle Kinas investeringer er strategiske; perspektivet i min afhandling er blot tilfældigvis det, delvist på grund af et forskningsmæssigt tomrum.

Når man betragter Kinas tilfælde, er det godt at huske, at nationalismen er meget stærk på nationalt niveau. Kineserne ønsker at gøre alt, hvad de kan, for at landet bliver verdens mægtigste (nu er det vores tur).

Kinas tilfælde har også særlige karakteristika, så landet kan ikke direkte sammenlignes med Sovjetunionen. Konfucianismen, der definerer kinesisk kultur, lægger vægt på hårdt arbejde og langsigtet tænkning. Konfucianismen er delvist også forbundet med en stærk autoritetstro og hierarki, som er almindeligt i asiatiske lande. I Kina er tærsklen for at gå på gaden for at demonstrere meget højere end i nogle europæiske lande (f.eks. Frankrig).

På den anden side er det i konfucianismen okay at gøre oprør mod magthaveren, hvis denne handler moralsk forkert. Hvad er så moralsk forkert i kinesernes øjne? Som jeg sagde tidligere, tror jeg, at middelklassen har set gennem fingre med tilsidesættelsen af deres politiske rettigheder, når det har afspejlet sig i pengepungen. Det er i sig selv en realistisk bekymring, at urolighederne vil stige, hvis økonomien går i stå. Det er jo sket i for eksempel Rusland.

I størrelsesordenen er Kinas investeringer meget små, så vidt jeg husker, en procent af de samlede udenlandske investeringer i hele EU-området. Det er selvfølgelig godt at huske, at ud fra et strategisk synspunkt behøver pengene kun at blive rettet mod få udvalgte mål (f.eks. Huawei) for at opnå mere magt.

Efter min mening er det lidt bekymrende, at Huawei, der er stærkt knyttet til diktaturet, skulle bygge 5G-netværket, eller at et kinesisk statsejet selskab skulle bygge et atomkraftværk i Finland (som det er i gang med i Storbritannien og Frankrig). Prisen er ikke alt.

[Verneri_Pulkkinen]

@Geweth

Ja, efter min mening drager Kina, i det store hele, også økonomisk fordel af de infrastrukturinvesteringer, som det forfølger med den nye silkevej (one belt, one road). Der investeres trods alt omkring 900 milliarder dollars. Takket være en bedre infrastruktur øges handelen, og økonomien får medvind. Jeg hævder ikke, at alle Kinas investeringer er strategiske; min undersøgelses fokus er blot tilfældigvis det, delvist på grund af et forskningsmæssigt tomrum.

Belt&Road er et massivt projekt; det bliver interessant at se, hvordan det betaler sig tilbage.

Er der ikke allerede i nogle lande en vis betænkelighed ved Kinas position? Jeg mener, at loyaliteten over for kinesiske finansfolk i centralasiatiske eller afrikanske lande ikke er uselvisk. Var det ikke Congo, der forsøgte at vende sig mod IMF med sin gæld til Kina? Jeg er dog ikke sikker på dette punkt.

[Verneri_Pulkkinen]

@Geweth

Konfucianisme, som definerer kinesisk kultur, lægger vægt på hårdt arbejde og langsigtet tænkning. Konfucianisme er også delvist forbundet med en stærk tro på autoritet og hierarki, hvilket er almindeligt i asiatiske lande.

Det er sandt i sig selv nu. Det er sjovt at se, hvordan moderne resultater generelt ses som et produkt af kultur. Hvad ville man have sagt om Kinas kultur under Mao? Eller om kineserne for 100 år siden, da landet var kendt for opiumsafhængighed, dovenskab og tilbageståenhed. Politik og institutioner definerer også mange af disse ting. Og nu er de på den autoritære systems side.

[Verneri_Pulkkinen]

Kina rasler med sablen, mens resten af verden kæmper med corona. Opmærksomheden skal rettes væk fra deres egen coronaforsinkelse…

https://www.reuters.com/article/us-china-security/china-rattles-sabres-as-world-battles-coronavirus-pandemic-idUSKBN2230GC

[jps]

Krigstrommer og udenrigspolitiske kriser er en traditionel metode under indenrigspolitiske problemer, det er en smart måde at aflede opmærksomheden og øge den nationale følelse. Lad os se, hvad Rusland finder på, hvis olieprisen forbliver lav i længere tid.

[Koulukatu]

Jeg hørte fra en arbejdskollega i Kina, at der er en smule racisme under udvikling i Kina = Midterlandet, mod “vestlige”. “Vestlige” bliver ikke lukket ind i nogle dele eller shoppingcentre og restauranter. Er det så en dårlig ting? Hvis man ikke kan komme ind i et kinesisk shoppingcenter eller ikke kan spise “åkandeblade, lotus, osv. lignende lokale madprodukter” på en lokal restaurant.

[Verneri_Pulkkinen]

Selvom Kina-kritik er sund i Vesten, er det på den anden side en bekymrende udvikling, hvordan tilliden smuldrer gensidigt. Blumm har skrevet en artikel om, hvordan holdningen til Kina ifølge diplomatiske kilder er blevet betydeligt køligere i EU. Tidligere var der mange forskellige former for samarbejde under opsejling, nu forsøger man at komme væk fra en for stor afhængighed af Kina.

Derudover har Kinas “ændrede sandheder” samt direkte propaganda om COVID-19-behandling fået folk til at stejle.

COVID-19 ser ud til at blive Kinas eget Tjernobyl, men jeg ved ikke, om utilfredsheden i landet er den samme som udenfor.

[James]

Kina kan takke sig selv for ændringen i holdninger.

• Kina konkurrerer ivrigt globalt, men udlændinge må ikke konkurrere i Kina
• Kina bestikker og afpresser, alt hvad det kan, for at udvide sin censur uden for Kina (f.eks. sværger USA til ytringsfrihed, men NBA-spillere må ikke kritisere Kina, WHO er fuldstændig i Kinas snor osv.)
• En million uighurer i (koncentrations-)uddannelseslejre
  Osv.

Singapores afdøde præsident og Kina-ekspert Lee Kuan Yew sagde, at Kinas største udfordring i fremtiden er en lukket kultur, der afviser talent udefra, i modsætning til USA, hvor, trods Trump, talentfulde udlændinge bydes velkommen som arbejdere og iværksættere. Dette gør USA større end sin størrelse og Kina det modsatte.

En god person at følge er Bill Bishop med hans populære Sinocism-nyhedsbrev: https://twitter.com/niubi?s=09

[Verneri_Pulkkinen]

Hubeis BNP faldt hele 40 % i 1. kvartal.

Three per cent growth in 2020 would be ‘remarkable achievement’ for China

Landets vækstmål på omkring 6 % vil være noget helt andet i år.

[Geweth]

Et udmærket punkt. Forskernes mening om kulturens betydning har ændret sig med fremkomsten af tigerøkonomierne. Kulturen er jo ikke i sig selv en frelser, hvis de grundlæggende ting er forkert (jf. Nordkorea og Sydkorea). Kina var på mange måder en svagere stat under Mao, så kulturelle faktorer har ikke stor betydning i sådanne tilfælde. Jeg tør dog godt påstå, at f.eks. i USA skyldes det ret høje antal millionærer i forhold til befolkningstallet i hvert fald delvist den amerikanske kultur og identitet.

[Geweth]

Her kan vi jo lige så godt opponere min hele afgangsopgave igennem.

[Verneri_Pulkkinen]

@Geweth

Kina var på mange måder en svagere stat under Mao, så kulturelle faktorer har ikke stor betydning i sådanne tilfælde. Jeg vil dog vove at påstå, at f.eks. i USA skyldes det relativt høje antal millionærer i forhold til befolkningstallet i hvert fald delvist den amerikanske kultur og identitet.

Ja, det er i sidste ende en ret gråzone, hvor grænsen går mellem institutioner (og incitamenter), politik og kultur. Især kultur er en glat overflade: de færreste folk er helt homogene monokulturer, og i sidste ende handler det om individer..

Samme problem har vi i Europa, når tyskere og andre i nord taler om “de dovne sydlændinge”. For 20 år siden var Tyskland Europas syge mand, hvilket ofte glemmes. Fordi Tyskland foretog radikale reformer, der flyttede den nationale økonomis kage fra husholdningerne til virksomhederne (dvs. den såkaldte ejerklasse), steg hele den nationale økonomis opsparingsrate. For de andre eurolande var alternativet enten at acceptere højere arbejdsløshed (tyskerne producerer varerne for dem, og tyskerne selv har ikke råd til at købe alle de varer, de producerer) eller en massiv indsprøjtning af billige penge, da de tyske øgede opsparinger skulle allokeres et sted. Så gældspenge blæste bobler fra Grækenland til Spanien.

I dette scenarie er det svært at være “flittig”, medmindre man er villig til at foretage lige så dramatiske træk som tyskerne selv.

[Verneri_Pulkkinen]

{“content”:“Fra emne til emne.. Tilsyneladende redder SOE-kontrollører (state-owned enterprises) selv bankerne i Kina ved at låne penge, som derefter hældes i bankerne for at styrke deres kapital.\n\nhttps://twitter.com/michaelxpettis/status/1252882118637543425?s=21\n\nSelvom en enkelt banks situation forbedres, ændrer det ikke hele systemets skrøbelighed. Selvfølgelig er Kinas banksystem lukket, så myndighederne kan forme systemet, som en bager ælter dej, som det passer dem..”,“target_locale”:“da”}