Lidt selvrefleksion. I løbet af de sidste par år har jeg investeret i virksomheder, der har annonceret betydelige omstruktureringer/udskillelser/transformationsrejser og hvad ellers. Min egen investeringsstrategi har været, at med de annoncerede arrangementer ville værdien frigøres, og dermed ville vejen være åben for betydelige stigningsprocenter. Nå, når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg ikke et smil.
Tietoevry:
Opdelingen af Banking gik helt galt, og nu er salget af Tech Service ifølge rygterne på vej til at ske til alt andet end en værdifuld pris. Artiklerne og afsløringerne om virksomheden ligner mest af alt rod. Ikke ligefrem dynamisk udførelse. Og denne ulykkelige l*rtelap har jeg som den næststørste position i min portefølje.
KH Group:
Transformationsrejsen blev annonceret efter en lang strategisk planlægning. Værdien skulle let frigøres, når selskab efter selskab gradvist sælges, og kun KH Koneet er tilbage. Ekstraordinært udbytte ville komme fra salg af aktiver, og værdiansættelsen af industrikoncernen ville så afspejles i aktiekursen. En god, simpel investeringsidé. Intet kan gå galt. Nå, siden da er den sværeste cyklus i det 21. århundrede kommet til møbelbranchen og maskinmarkedet. Udbyttet er udeblevet, og KH-linjen i min portefølje lyser ildrødt.
Lindex Group:
Min investering heri foretog jeg sidste år, idet jeg stolede på selskabets annoncerede tidsplan for strategibeslutningen. Heller ikke dette gik som i en drøm. Ved offentliggørelsen af årsregnskabet blev det nu klart, at omstruktureringen om nødvendigt vil blive ført helt til bunds. Værdien blev ikke frigjort, nej. Jeg burde måske have givet en lidt større vægt til scenariet, at omstruktureringen stadig er uafklaret i februar 2025, og at investorerne tøver med at stole på den nye tidsplan for H1/2025.
Lassila&Tikanoja:
Året nærmede sig sin afslutning, og salget af ejendomsforretningen var lige om hjørnet, som det var blevet annonceret for længe siden. Det var et godt tidspunkt at slå til mod selskabet og opnå en let værdistigning fra en defensiv virksomhed, fordi viceværtbranchen snart ville være fortid, og den sexede miljøforretning ville få helt nye værdiansættelsesmultiplikatorer. Jeg tænkte, at jeg for en gangs skyld ville være med i noget ESGEVVK-hype i god tid, før institutionerne og udlændingene får øje på trendvirksomheden. Den hurtige spiser den langsomme! Men så kom meddelelsen om, at L&T’s bestyrelse stadig nyder ‘kampawiinerit’ i endnu et år, og at det måske sker i slutningen af 2025.
Jeg må dog konstatere, hvordan jeg dog kunne vælge netop de fire selskaber fra børsen, hvor strategiske planer for dem alle er gået mere eller mindre forbi eller i skoven. Nå, jeg venter vel igen i år og tager den berømte håb som min investeringsstrategi.
Så jeg erklærer, at jeg går imod det ofte nævnte mundheld i Inderes’ tråde, at “håb ikke er en investeringsstrategi”. Det er det. Jeg foretager ingen ændringer i mine beholdninger. Ved årets udgang kigger jeg på min portefølje og håber, at dens værdi er steget betydeligt.
Jakken er tom.
