Jeg læste for noget tid siden Jonathan Haidts klassiske bog “Det retfærdige sind - Hvorfor gode mennesker strides om politik og religion”. Bogen indeholdt nogle ret interessante moralske påstande og svar fra forskellige folkeslag på dem.
Efter hukommelsen vil jeg mene, at for eksempel i Indien anser omkring 70-90 % det i en simpel spørgeundersøgelse for forkert, hvis en kvinde ikke adlyder sin mand (eller taler respektløst om ham, ikke udfører husarbejde osv.). I det lys lyder det, at “hver tredje unge mand ønsker, at hustruen altid adlyder”, nærmest liberalt, selvom der helt sikkert kan være en form for konservativ bevægelse blandt vores unge også.
Måske blot som en observation, at vi WEIRD-samfund (Western, Educated, Industrialized, Rich, Democratic) som udgangspunkt er moralsk “usædvanlige”, ikke omvendt.
Man ser rigtigt nok mere grønt omkring billederne på LinkedIn. Man lægger også mærke til, hvordan folk flytter til udlandet. Blandt mine egne studiekammerater fra handelshøjskolen er tre flyttet til Holland, USA og Irland bare inden for de sidste 12 måneder. Hvilket er ret interessant, da der ikke er tale om nyuddannede, men folk der dimitterede for mere end 10 år siden. Selvfølgelig udgør denne stikprøve ikke nogen tendens.
Jeg har selv et rigtig godt lønniveau i Finland og efter alt at dømme en sikker stilling i en stor finsk virksomhed, hvor Finland repræsenterer under 2 % af omsætningen, og det går godt for virksomheden. Men det er utroligt, hvordan manglen på jobmuligheder i Finland og frygten her har sat mig selv i totalt spare-mode. Selvfølgelig er den formueeffekt fra finske boliger, som Verner taler om, blevet en realitet for mig, hvilket jeg har forsøgt at indhente de sidste 2 år, og jeg vil fortsætte med at indhente det indtil udgangen af dette år.
Jeg har også hørt det samme om det med at flytte til udlandet. Et par bekendte er taget til udlandet for at arbejde. På den anden side har folk altid flyttet til udlandet efter arbejde – men nok ikke i samme tempo som nu. Jeg har også selv set det at flytte til udlandet som en form for nødplan, hvis jeg skulle ende i arbejdsløshedskøen og ikke kunne finde et nyt job inden for et år.
Hvis jeg skulle gætte, så tror jeg personligt på, at beskæftigelsen i Finland nok skal blive bedre med tiden. Jeg går altså lidt mod strømmen her. I den nuværende kollektive depression omkring Finlands beskæftigelse og økonomiske udvikling er der lidt det samme som i investorers adfærd under et børskrak. Panik og desperation overtager stemningen, og det smitter så de andre medrejsende. Desværre forstærker det jo så dykket yderligere.
Jeg er nu 30 år, og hele mit liv har der praktisk talt været krise efter krise. Finanskrise, geopolitisk krise, coronakrise, klimakrise og hvad ved jeg af krise-krise-kriser. Det er ren elendighed, hvis man følger med i medierne. Jeg har prøvet at skære ned på nyhedslæsningen, da det gør én deprimeret, men det er svært at leve i fuldstændig nyhedsmørke.
Verdens undergang er blevet forudsagt i evigheder, ligesom enden på arbejde, siden maskinerne blev opfundet engang i 1800-tallet. Ingen af delene er sket endnu, så det kan jo være, at det heller ikke sker i den nærmeste fremtid.
Nu hvor pressen taler om en kulsort beskæftigelsessituation, og selv parlamentet parlamentarisk har konstateret, at den nedadgående spiral tager yderligere fart i den næste regeringsperiode, og der på debatforaene tales om udvandring, så slår det mig, at hvis Finland A/S var børsnoteret, så ville der nok være rigeligt med indikatorer for en bundfisker til at finde køberbukserne frem. For at det ikke skal blive alt for sødt, ville jeg dog kun købe Finland A/S til en swing-trade; de langsigtede udsigter ser ikke for lovende ud.
Olieshowet i Mellemøsten afspejler sig i øvrigt i det finske forbrug og beskæftigelsessituationen nu også ved, at 12-måneders Euribor tager store spring opad.
I mit eget lån falder rentetilpasningen desværre i starten af næste uge, og nu ser det ud til, at renten på boliglånet stiger. Der bliver så igen et par hak mindre til rådighed.
Det er dog tydeligt, at der stadig kan ske alt muligt inden da. De store fisks bevægelser er hurtige.
Jeg antog også selv, at det ville have været en mere iøjnefaldende pride-trøje, og at man i stedet for det traditionelle regnbuesymbol ville have brugt den moderne ”intersektionelle” version, som af en eller anden grund også inkluderer hudfarve.
Der er faktisk tale om en global undersøgelse. Det ville være interessant at se, hvad tendensen er i f.eks. Finland i den henseende. Her er dog en opdeling efter land fra den pågældende undersøgelse, hvoraf det kan udledes, at den tankegang heldigvis er ret marginal i Europa:
Jep, ‘Spørgsmål og svar om investering’ opfører sig på samme måde. Det vil sige, at der kun ses en overskrift øverst. Dette kunne skyldes, at der, så vidt jeg husker, blev flyttet indlæg fra dem til en anden tråd, og efterfølgende opstod denne adfærd. Måske er en pointer gået i stykker? @Miikka_Laitila
Tja, du kan sikkert selv komme i tanke om mange ting, som du ikke har lyst til at flage for og “bekende kulør” til? Var det ikke bare netop sådan en ting for veteranspilleren?
Det er lidt komisk, hvordan jeg i foråret 2020 ærgrede mig over, at jeg gik glip af Qt-stigningstoget, da kursen lå omkring de 20. Nu er den samme dræsine vendt tilbage til stationen 6 år senere
Problemet ligger netop i, at for at være ligeværdig, skal man ifølge en bestemt gruppe være enig. Er ligeværdighed ikke netop det at acceptere forskellighed og forskellige holdninger?
”Det er enhvers ret frit at være sig selv”, undtagen hvis man er uenig med Seta.
Det ville være et godt indslag til Verner’s kvarter:
En interessant historisk detalje, som muligvis kunne passe til den nuværende tid.
Benjamin Graham, The Intelligent Investor: Side 202.
”Standard and Poor’s Corporation udvalgte en sektion med 35 krigsaktier, som de førte et separat kursindeks for. Hvis investoren havde købt disse papirer ved krigens udbrud og beholdt dem til dens afslutning, ville han have haft en kursstigning på blot 3 procent. Havde han købt praktisk talt alt – det vil sige det store indeks på 402 aktier – ville han have haft en stigning på 31 procent.”
Investeringspsykologi og bekræftelsesbias gælder også på tilskuerpladserne. Hvis skepticisme bliver dogmatisk, adskiller den sig ikke meget fra ukritisk tro. Selv en lemming, der svømmer mod strømmen, kan være så fastforankret i sit eget negative narrativ, at ingen information ændrer kursen.
Jeg forsvarer heller ikke ukritisk tro, men man kan også reflektere over sit eget synspunkt og overveje, hvor meget højere man føler, det står i forhold til andre. Og selvfølgelig ens egne kilder til frustration.
