For dem, der ikke kender mig endnu, kan jeg oplyse, at jeg bor i en lille kommune. Som i mange små kommuner kæmper man også her for overlevelse. Indbyggertallet falder uundgåeligt, og det føles som om, de bedste flytter væk, og tilbage bliver der noget andet.
I mange kommuner lokker man nye indbyggere til med alverdens kneb. Der er kontante præmier for at flytte til, der er babypenge og andre forskellige økonomiske incitamenter.
Hvis en børnefamilie tilbydes 5.000 € for at flytte til en anden kommune, føles det på en måde ikke som om, at det beløb er stort nok til den familie, man rent faktisk ønsker herhen. Til gengæld kan beløbet være mere end rigeligt for den familie, man ikke ønsker her.
Jeg fandt på følgende løsning med så meget glimt i øjet, at jeg ikke orkede at skrive det i politik-tråden, selvom en del af indlæggene i den tråd, for at være helt ærlig, er ren komedie.
Hvad hvis man i vores kommune begyndte at betale 1.000 € til alle, der flyttede væk? Der ville ikke være nogen vej tilbage. Hvem ville flytte herfra for 1.000 €? Ganske mange, og ingen af dem ville man egentlig savne.
Det skurrede lidt i mine ører, da du (ca. ved 18 min. 20 sek.) talte nedsættende om aktiehistorier og mente, at man burde tænke på pengestrømme.
Når man overvejer fremtidige pengestrømme, er det i praksis nødvendigt at have en eller anden historie, som de forventes ud fra; ellers bliver man på et niveau som “tja, selskabets pengestrømme er jo også vokset før” el.lign.
Ingen virksomheds kunde forbliver kunde for at generere pengestrømme til virksomheden af deres hjertes godhed, men fordi de til gengæld får konkurrencedygtige produkter og tjenesteydelser.
Når vi ser ind i fremtiden, skal der være en historie, som pengestrømmene vokser ud fra. Denne historie ligger ikke kun i hænderne på ledelsens eventyrstunder, men er en del af virksomhedens kultur, og investoren fortæller sin egen version af den til sig selv (og muligvis til andre).
Jeg indkalder værdiansættelses-prof Damodaran som forstærkning:
Vi var ude på vagteljagt med Nalle og hyggesnakkede, da velfærdsstatens fatamorgana kom på tale – mirage kalder de det i Oxford.
Det er virkelig mærkeligt, at så få har en indkomstsikring, selvom hver femte finne i den erhvervsaktive alder bliver alvorligt syg før pensionsalderen. Gad vide, hvor mange herinde der også drømmer om deres otium under Cannes’ sol, mens Salonkivaunu genererer en endeløs pengestrøm, uden at de største risici på nogen måde er taget i betragtning.
Man kan jo ikke helt undgå historier: Vi mennesker er mestre i at opfinde historier om stort set alt. Det er bevist, at den menneskelige hukommelse bearbejder fortidige begivenheder i vores hoveder, kombinerer dem, fjerner ubehagelige minder og fremhæver de behagelige ting osv. I princippet er det, vi tænker om vores liv, i hvert fald delvist en historie. Det er herfra de diskussioner i baren stammer, når nogen hævder, at en anden gjorde noget for 20 år siden, og svaret er: “Jeg spillede da overhovedet ikke fløjte splitterravende nøgen til efterfesten i poolen, men fremførte Mozart med tøjet på allerede tidligt på aftenen” osv.
Nassim Taleb skrev i Den sorte svane, at man ikke kan bekæmpe historier med andet end andre historier. Så indgroet er vores vane med at opfinde historier om, hvorfor alt gik, som det gik, når man ser på det i bakspejlet.
Nogle gange kan historier også drive handlinger i den forkerte retning. Virksomheder kan finde på at træffe beslutninger baseret på, hvordan et træk ser ud udadtil “ud fra aktiehistoriens perspektiv”, i stedet for at overveje, hvilken løsning der ville være bedst for skabelsen af aktionærværdi. Man kan også køre fast i historier: Mange investorer og analytikere har i deres anbefalinger holdt fast i “væksthistorien” alt for længe de seneste år, selvom der ud fra tallene slet ikke har været tegn på rentabel vækst.
Virksomheder, analytikere, investorer osv. tænker meget over selskabernes historier. Men som også Damodaran understreger i f.eks. sit værk Narrative & Numbers, burde de to før eller siden gå hånd i hånd.
Man må heller ikke have en alt for sort-hvid tankegang, når det gælder story stocks / fundamental-aktier.
For eksempel har jeg altid betragtet Tesla som en ren story stock netop på grund af ledelsens (Musk) udtalelser. Jeg har så at sige “kvitteringerne” i behold fra dengang jeg talte med en kammerat i 2019 efter Teslas autonomy day om, at der absolut ikke ville være en million robotaxaer på vejene i 2020. Jeg fik ret, men historiens sammenbrud påvirkede i hvert fald ikke aktien særlig negativt…
I dette tilfælde fik de, der troede på historien, en uforholdsmæssig stor belønning, selvom historien viste sig at være et rent Disney-eventyr uden indfrielse af det fundamentale.
Vi grinede af dette emne på arbejdet i dag, over at der i hvert fald i vores branche er kommet utroligt mange “kurser”, hvor der bliver liret en masse selvfølgeligheder af. Er folk virkelig så enfoldige nu om dage, at absolut alt skal forklares særskilt? Ak ja, sikke tider.
I det nyeste afsnit af Raharadio gæster @Iikka_Numminen, og denne gang er der fokus på investeringsstrategi, markedets frygtindeks samt turnaround-selskaber God weekend!
Emner:
00:00 Start
00:35 Investering i turnaround-selskaber
16:09 Udvikling af investeringsstrategi
29:09 VIX – markedets frygtindeks
Vi står over for nogle massive omvæltninger, og jeg mener ikke Nokias 10+ års kursrekorder eller den midlertidige åbning af olieproppen i Hormuz-strædet.
Jeg har altid set mig selv som værende i den teknologiske frontlinje, selvom det er mange år siden, jeg sidst lavede rigtigt ingeniørarbejde. Min kone, der kun er et par år yngre end mig (altså ikke ung i ordets egentlige forstand), fortalte mig, at hun for noget tid siden havde installeret Python på sin bærbare til brug i arbejdet, fordi “man med Claudes hjælp kan løse rigtige problemer”. Jeg blev ærlig talt helt paf, for det stod også på min egen liste over ting, jeg skulle prøve, lige efter at have leget med Proxmox, og hun har aldrig været interesseret i noget kodningsrelateret, som jeg er. På den anden side blev jeg også imponeret, da hun viste mig sine resultater.
Jeg var ikke paf, fordi min kone tilsyneladende koder nu ved hjælp af AI, men fordi jeg indså, at jeg overværer et paradigmeskift, som kun lige er begyndt. Hun er ikke den eneste, der tager sagen i egen hånd og selv skaber de værktøjer, hun har brug for i sit arbejde – altså dem, hun længe har efterspurgt andre steder fra.
Jeg kan endnu ikke krystallisere dette til den næste retning for mine investeringer, selvom jeg forsøger hele tiden. Det hjælper ikke, at selv den finske maskinindustri rocker som Popeda for 20 år siden. Måske ærgrer det mig lidt, at jeg ikke hoppede på AI-vognen tidligere.
Du opremser nu bogstaveligt talt story stocks. Jeg ville aldrig have hørt om nogen af de tre første virksomheder, du nævnte, udelukkende på grund af deres forretningsaktiviteter, men de har alle en fantastisk investorhistorie, som bliver gentaget i samtlige investeringsmedier år efter år. De har opnået en så betydelig kultstatus i investorkredse, at selskaberne ikke behøver at reklamere for deres egen investorhistorie, når investorerne selv gør det på selskabets vegne. Selskaberne har selvfølgelig også haft usædvanligt profitabel forretningsdrift og kapitalallokering, men det har tusindvis af andre firmaer også haft, og de bliver ikke hyldet i Vernerin Vartti, fordi de andre selskaber har en mange gange svagere investorhistorie.
Man flyver ikke fra Finland til det årlige møde i Omaha på grund af Berkshires gode pengestrømme
Min tante serverede kaffe til 1,28 € fra Lidl i forrige weekend. Lidls eget mærke, udelukkende robusta-bønner. Jeg er ikke nogen kaffekonnoisseur, men jeg er meget glad for kaffe, og jeg kan måske smage lidt af hvert. Efter min smag var den slet ikke så tosset, især prisen taget i betragtning. Jeg ville hellere drikke den end Juhlamokka, hvis det ellers kan ses som en merit. Måske en smule robusta-agtig syrlig eftersmag, men ikke på nogen måde overvældende.
gæster 
God weekend!
