Jeg undrede mig over, om Clever slet ikke blev nævnt i den oversigtsartikel, men når man kigger dybere bag betalingsmuren, er der noget. MATINS og Bex nævnes, og der henvises til Rannikko et al.'s Cell Reports-artikel, hvor der står: ”CLEVER-1 (STAB1), en scavenger/adhæsionsreceptor, der hæmmer antigenpræsentation og T-celle-priming, og som har vist sig at være et effektivt adjuvant mål i mennesker”, og det er i det mindste kommet med i én figur. Artiklens fokus er primært på TME (tumormikromiljøet) i solide tumorer; AML og MDS nævnes én gang i teksten. Der skrives mest om CD47-lægemidler, hvor man forsøger at styre udviklingsarbejdet i en mere sikker retning og overvejer, om effekten stadig bevares, samt om TREM2, hvor monoterapi-effekten er fundet utilstrækkelig, og der er brug for kombinationer. Der er også observeret fase 1-aktivitet for LILRB i leukæmi. Der er skrevet flere artikler om alle disse end om Clever, især de førstnævnte.
I BEXMAB er Bex ikke som monoterapi, men sammen med aza (azacitidin). Der er heller ikke endnu viden om, hvor stor en del af den foreløbige effekt der skyldes Bex’ makrofag/monocyt-effekt, og hvor meget der skyldes energiberøvelse af blasterne. Derfor kan det være svært at tage stilling til Bex’ makrofageffekt i blodkræft i en oversigtsartikel om makrofagbehandlinger. Kommende forsker-initierede studier af solide tumorer vil i fremtiden delvist rette op på denne situation.
Oversigten opsummerer, at modificering af TME ved hjælp af makrofager kan blive en vigtig søjle i kræftbehandling.
I tråden har der været observationer om udvikling af kræftvacciner, CAR-T-behandlinger osv., som er dyre cellemodifikationer. Dog har selv disse modificerede T-celler svært ved at angribe kræftcellerne, hvis de står over for en immunosuppressiv mur af makrofager, så de teknologier konkurrerer ikke med teknologier som Bex, men har snarere brug for dem til at understøtte deres effekt. Oversigten bekræfter dette perspektiv.
Oversættelse af de afsluttende ord fra bag betalingsmuren: ”Næste generations terapier kan omprogrammere patogene makrofag-undergrupper (såsom M2-makrofager, red. bem.) til immunogene effektorceller (såsom M1), mens de bevarer eller styrker antitumor-funktionerne. Dette paradigmeskift placerer makrofag-målrettede interventioner som en revolutionerende søjle i cancerimmunterapi, hvilket giver mulighed for at overvinde behandlingsresistens, udvide opnåelsen af varige behandlingsresponser og åbne nye terapeutiske muligheder i forskellige kræfttyper.”
Billede som bevis (ikke i sig selv en anbefaling om at fejre på torvet endnu)
