Mange politikere efterlyste europæisk forsvarssamarbejde. De sagde endda, at det ville være et bedre alternativ end NATO. Det fik ikke medvind, selvom den populære Sauli i starten var stærkt for dette. Verden var anderledes, eller frem for alt var indtrykket af NATO stærkere.
Europa ville ikke have noget at frygte nu, hvis vi havde forenede væbnede styrker, som alle var forpligtet til. Rusland ville ikke have nogen måde at true Europa på. Europas ord ville også have en helt anden vægt. Nu lyder det som klynken, når alle ved, at der ikke kommer hjælp, udover højst fra naboerne, og det er kun materiel støtte.
Det siger bare højt, hvad der altid er blevet tænkt i det vestligste Europa. Og dette er også grundårsagen til, at støtten på EU-niveau altid har været så svag.
Der ville være en nem løsning på dette, som ville tilfredsstille alle parter, nemlig at de villige EU-lande ville give Belgien en garanti, men af en eller anden grund appellerer denne betydeligt mindre risiko ikke til de andre lande? Jeg forstår altså ikke selv, hvordan dette kan gøres til Belgiens skyld. Lad os dele risikoen mellem de villige lande og ikke forsøge at vælte det hele over på Belgien.
Bart og Belgien har ifølge denne historie fået kolde fødder på grund af Ruslands trusler. Vores dejlige østlige nabo har i årevis truet med atomkrig mod alle, der ikke bøjer sig for dens vilje. Af svaghed og fejhed følger kun en dårlig fremtid, og Putin stoler også på Europas sløvhed.
Lånet er beregnet til at blive tilbagebetalt, hvis Rusland taber krigen, med de krigsskadeserstatninger, der er pålagt det. Tilsyneladende virker Ruslands nederlag ikke sandsynligt nok, og garanterne vil komme til at betale i tilfælde af, at Rusland vinder krigen.
Dette er politisk teater, hvor fremtrædende personer hver dag skal i nyhederne for at fortælle noget, der lyder positivt. Helt sikkert har hver eneste magthaver forstået lige fra Dag Ét, at uanset hvordan krigen ender, vil Rusland ikke betale en eneste øre i erstatning til nogen.
Den eneste selv fjernt teoretiske undtagelse er, at Rusland ville blive fuldstændig knust og splittet i stykker og underlagt besættere. Hvilket igen ikke er muligt af to grunde. For det første er det meget sandsynligt, at Ruslands atomvåben fungerer, så Vesten kan ikke ødelægge Rusland uden alvorlige egne skader. Og Vesten er i virkeligheden ikke engang klar til ordentlige økonomiske sanktioner, endsige en fuldskala krig på grund af et eller andet Ukraine.
Men det er bare bekvemt at lade som om man gør noget, som så “pludselig” ikke bliver til noget. En politiker, der ærligt siger, at han ikke kan gøre noget, fordi I, ærede vælgere, ikke vil acceptere noget, der har en effekt, er hurtigt en tidligere politiker.
Så udmattelseskrigen fortsætter lige så længe, som Ukraine holder ud.
En artikel i Helsingin Sanomat, der endda giver et trøstende billede af de europæiske lederes sindstilstand lige nu. Trumps USA er blevet forsøgt holdt med i støtten til Ukraine ved at krybe, smigre, rose, fedte, tigge, slikke og endda ved at fortælle fakta. Intet har virket.
I Europa forstår man nødvendigheden af at støtte Ukraine, men nu er man for alvor begyndt at forstå, at ingen handlinger kan holde Trump med på vognen.
Frankrigs præsident Emmanuel Macron advarede i en telefonsamtale med europæiske ledere Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj med direkte ord om USA’s forræderi, rapporterer den tyske avis Der Spiegel.
Den tyske kansler Merz sagde i samtalen, at Zelenskyj skal være ”ekstremt forsigtig de kommende dage”.
”De spiller spil med både jer og os,” sagde Merz.
”Vi må ikke efterlade Ukraine og Volodymyr alene med disse typer,” sagde Stubb ifølge dokumentet i samtalen.
Trumps administrations seneste vanvid er endnu ikke offentliggjort, men det er egentlig ligegyldigt, hvad der står der, for med Darth Putins ord:
Europas mulige veje ind i fremtiden bliver færre. Indtil der er to veje forude:
At kaste Ukraine under bussen og Europas ustabilitet under truslen fra Rusland i de kommende generationer
Fuld støtte til Ukraine og Ruslands fulde nederlag i Ukraine.
Mange siger, at dette ikke er de eneste muligheder. Der er mange veje derimellem. Med Rusland er der ikke. Putin har siden krigens begyndelse haft et maksimalistisk krav til Ukraine og Europa, og det har ikke ændret sig. Det ændrer sig ikke. Det forbliver. Kun et fuldstændigt russisk nederlag i Ukraine kan muligvis ændre denne russiske fiksering. Ethvert andet “udfald” er et, hvor Rusland fortsætter krigen mod Ukraine og Europa. I Ukraine med våben og drab, og i Europa med sabotage, bestikkelse, intimidering og nedbrydning af samfund indefra.
Ifølge Garry Kasparov er Europa ikke mentalt klar til dette. Det er en risiko. Lederne forstår det, men vi er et splittet kontinent, i hvis midte Ruslands kræft har spredt sig til den øverste statsadministration i Ungarn og Slovakiet, og i mange andre lande venter den bare på de næste valg. AfD i Tyskland, National Front i Frankrig, Nigel Farage i Storbritannien osv.
Samtidig forstår USA ikke, hvorfor Europa ikke længere ønsker at købe våben til sit forsvar fra dem.
U.S. Deputy Secretary of State Christopher Landau on Wednesday slammed European NATO allies for prioritizing their own defense industry over American arms suppliers, according to three NATO diplomats.
A U.S. State Department official said: “Deputy Secretary Landau delivered two key messages. One is the is the need for Europe to turn its defense spending commitments into capabilities. The second is that protectionist and exclusionary policies that bully American companies out of the market undermines our collective defense.”
Landau tager ikke fejl. Det krævede Trump og et fuldskala russisk angreb på Europa, før forsvarsbudgetterne begyndte at stige. Det er klart, at USA vil få sin del af disse penge, da flere eksisterende våbensystemer er anskaffet derfra, og de kan ikke bare udskiftes.
Det er dog klart, at der tages afstand, når man ikke ved, om der kan komme nogen støtte fra USA, når det virkelig gælder. Bedre at gøre det hjemmelavet, som Ukraine. Ellers vil det gå os, som Trump ønsker at gøre med Ukraine.
Valget burde ikke være svært. Belgien er bange og undviger derfor ansvaret for at overdrage Ruslands beslaglagte midler til Ukraine. Der burde laves en aftale, der fordeler ansvaret. Belgien bør ikke overlades alene med ansvaret, fordi Putin skræmmer. Enighed på andre måder – Europas eget lån eller overførsel af midler til Ukraine – afhænger også af Ungarn, Slovakiet og andre tøvende lande.
Tiden med lette beslutninger er forbi. Den var forbi allerede for næsten 4 år siden, men nu begynder det først at dæmre bredere. Beslutningerne bliver kun sværere, når vi går fremad, hvis intet gøres for alvor for at knuse Rusland. Her gælder også den gamle visdom: Når du opdager, at du er i et hul, er den første handling at stoppe med at grave.
Til sidst en julegaveanbefaling til alle voksne. Skaft denne til hinanden.
Europas økonomiske magt er 10x sammenlignet med Rusland. Ikke 2x eller 3x, men ti gange større. Det eneste, der forhindrer os i at løse situationen til alles bedste, er os selv. Ikke Trump, ikke Putin, ikke Xi. Os selv. Lad os acceptere det og tage ansvar og redde Europa ved at redde Ukraine.
Mika Aaltola med en god opsummering af, hvad fredsforhandlinger i sidste ende handler om.
Med transaktionspenge-Trump er det godt for Rusland at forhandle, når de kan sælge aftaler både på egne og Ukraines vegne, samtidig med at de får ukrainske landområder og en ødelagt sikkerhedsarkitektur.
Rusland og USA taler om et “forhandlingsbord” og mener forskellige ting - vi bør ikke stræbe efter dette rodede bord. For USA er forhandlingsbordet en mekanisme for transaktionelle aftaler på bekostning af regler. Ruslands mål er ikke fred, men eskalation og at splitte Vesten.
Trump er også med ved bordet af ren kærlighed til teater. Det er ikke primært et redskab til risikostyring og krisestabilisering. Washington søger måder at flytte krigen ind på en bane med større økonomiske gevinster for Ukraine, selv gennem transaktionelle aftaler med Rusland. For at være ærlig og direkte søger Trump ikke fred i den forstand, som vi forstår det i Europa. For Rusland er forhandlingsbordet derimod et våben, ikke et middel til kompromis. Det er en fortsættelse af magtanvendelse: et sted, hvor man tvinger, splitter og strækker grænser.
Der er to grunde til ikke at tro dem, der presser Europa til forhandlingsbordet. Jeg har ofte sagt, at to monologer i samme rum ikke er en dialog. Nu er situationen endnu snævrere: Rusland holder lange, skarpe historiske prædikener, hvormed det begrunder sin ret til interessesfærer. Trump falder i søvn af dem, men han er utålmodig efter forretningsmuligheder. Dem vil han gerne reklamere for til sin MAGA-bevægelse. USA er nu utålmodigt og villigt til hurtige, transaktionelle aftaler, hvormed det forsøger at minimere sine egne omkostninger og skubbe konflikten til side, Ukraine til side. Hverken Trump eller Putin ønsker fred.
Dette er ikke en forhandling, det er et asymmetrisk møde, hvor Rusland desværre kontrollerer rytmen og sætter rammerne. Hvorfor Europa ikke skal give sig hen til dette bord. Det første: Ved bordet diskuteres ikke fred i Ukraine, men splittelse af Vesten og afbrydelse af transatlantiske bånd. Europa bør ikke deltage i dette, men undgå at sætte stempler på et rodet papir.
Rusland ønsker ikke at forhandle fred. Det ønsker at genforhandle Europas sikkerhedsarkitektur. Også Finlands position. Det forsøger at underminere Vestens enhed og søge nye eskaleringsveje, absolut ikke kompromiser.
Rusland bruger divide et impera-taktikken, som altid i historien. Forhandlingsbordet er en del af Moskvas lange tradition. Nogle husker 80’erne og hvordan Sovjetunionen splittede og rev Europa væk fra USA på grund af mellemdistancemissiler. Ruslands egne atommissiler blev solgt som fredsmissiler til en stor del af europæerne. Rusland lokker til bordet, men siger nej, indtil opdelinger af interessesfærer er mulige, i stil med Molotov-Ribbentrop eller Jalta.
Europa vil måske blive bundet ind på et tidspunkt, hvis der ikke kan opnås et strategisk resultat med Trump. Man skal ikke lade sig begejstre og skynde sig ind i denne rolle. Ruslands princip er altid det samme: skræmme, isolere, splitte og til sidst tvinge.
Samtidig ønsker Rusland ikke Europa med nu, fordi det ved, at Europa ved bedre. I EU er tidligere østeuropæiske lande som Estland og Litauen, med tysk støtte, kommet til nøglepositioner. Ruslands besættelsestid har gjort Putins mål klare. De har ingen illusioner. EU som en samlet aktør ville forhindre Ruslands del-og-hersk-taktik. Europas tilstedeværelse ville tvinge Rusland til at tale om fred, ikke om interessesfærer.
Macron er vel den af Europas ledere, der i år mest højlydt har promoveret, at europæerne skal foretrække europæiske våbenproducenter og netop reducere indkøbet af amerikanske våben. Selvom Frankrig som et stort våbenproducerende land har sin egen interesse i det, så er der faktisk gode argumenter for det i disse tider. Afhængigheden af Trumps USA er på mange måder en risiko i denne sag.
Forventet beslutning og ret en no-brainer, når man ser på kortet og overvejer, hvor de mest betydningsfulde russiske væbnede styrkers aktiviteter er placeret i vores nærområde set fra NATO’s synspunkt. I Finland vil alliancens aktiviteter sandsynligvis stærkt rette sig mod Lapland.
Var det derfor, at den anti-amerikanske kanonade også på dette forum er nået helt nye højder?
Finlands rolle er ret klar her; hvis Rusland begynder at larme i Nordatlanten, så vil deres forbindelse til Murmansk og derfra til Ishavet blive afskåret fra Finland, mens Sverige og Danmark lukker adgangen fra Østersøen til Atlanten.
Politisk set ville europæerne have mange grunde til at favorisere “sig selv”, men vi har været så tæt forbundet med amerikanerne, at de har været et samlet alternativ – vi tager det bedste alternativ, vi kan få.
Når USA forvandler sig til en egoistisk bølle, der primært kommunikerer, når – og på en måde, der gavner dem, og som desuden er upålidelig og svær at forudsige, så øger det selvfølgelig modstanden mod dem. USA har bevidst skabt en stærk konfrontation mellem EU og dem. Denne konfrontation fjerner tanken om, at vi er én alliance, og det fører uundgåeligt til, at de bliver set gennem en anden linse. Pludselig er man ikke sikker på, om man kan stole på gamle aftaler. Man kan heller ikke stole på, at en service købt fra en amerikansk virksomhed vil være tilgængelig, efter at nogen siger noget, der irriterer Trump osv.
Hvordan kunne dette undgå at skabe en negativ holdning til USA? Hvordan virkningerne vil vise sig, afhænger af, hvor mange alternativer der er, og hvor bundet man er til tingene. På arbejdet har vi mange diskussioner om emnet, da vi f.eks. er blandt AWS’ top 10 kunder i Europa. Ændringer tager tid, så udadtil vil dette ikke vise sig på nogen måde i lang tid endnu. På nationalt plan er det endnu sværere.
Denne af USA offentliggjorte National Security Strategy siger helt direkte, hvad der hidtil er blevet kommunikeret mellem linjerne fra USA.
TLDR; Europas værdier er for langt fra USA.
Nedenfor et uddrag fra dokumentet:
”The Ukraine War has had the perverse effect of increasing Europe’s, especially Germany’s, external dependencies. Today, German chemical companies are building some of the world’s largest processing plants in China, using Russian gas that they cannot obtain at home. The Trump Administration finds itself at odds with European officials who hold unrealistic expectations for the war perched in unstable minority governments, many of which trample on basic principles of democracy to suppress opposition. A large European majority wants peace, yet that desire is not translated into policy, in large measure because of those governments’ subversion of democratic processes. This is strategically important to the United States precisely because European states cannot reform themselves if they are trapped in political crisis.”
Et stærkt Europa er en forhindring for Trumps, Putins og Xis våde drøm, hvor verden deles i overensstemmelse med disse herrers tanker. Derfor råber de nævnte herrer den samme fortælling, hvor Europa er ondt, og disse diktatorer er vejen til frelse. Jo færre lande der er til at dele denne våde drømmekage, jo federe kan disse herrer og deres efterkommere blive.
Nu skulle vi bare smøge ærmerne op og vise, at styrken findes her i Europa. Det er på tide at bryde afhængighedsforholdene. Det er forvirrende, at vi har alle nøglerne til at være vores egne herrer, men af en eller anden grund er ingen villige til at omsætte ord til handling.
Trollfabrikken i Sankt Petersborg i 2010’erne lød dengang så dystopisk nihilistisk, at det oprindeligt var svært at tro på. Men demokratiske landes valg, beslutningsprocesser og enhed bliver konstant angrebet med større kraft og mere effektive værktøjer.
En artikel fra EU vs Disinfo fortæller om nye tendenser inden for disinformationsbranchen. Rusland, Kina m.fl. hyrer en slags mediesoldaterfirmaer til at udføre påvirkning og fordrejning i mållandene. På denne måde kan de nemt benægte alt og blot nyde resultaterne.
Før i tiden krævede en ordentlig troldeoperation virkelig en stor bygning, f.eks. i Sankt Petersborg, hvor enkeltpersoner spredte vrøvl online. Kunstig intelligens har lettet dette arbejde, og med dens hjælp kan hundredvis af falske profiler hurtigt oprettes:
Dette er asymmetrisk ikke-kinetisk krigsførelse, fordi autoritære diktaturer effektivt censurerer og overvåger deres egne samfund, mens al desinformation i demokratier samtidig reelt slipper igennem ucensureret.
Og det behøver ikke at være desinformation, selv med fakta kan man få fjendens rækker til at vakle, når det spredes gentagne gange til et bredt publikum. På diskussionsfora og sociale medier er det endda meget nemt; man skal bare udnytte et enormt antal pseudonymer til at sprede den samme besked, så begynder det at ligne flertallets mening.
