Jeg sad her til aften og tænkte over, hvordan I helsingforsere egentlig klarer jer?
Lad mig også deltage i denne diskussion, selvom jeg bare var en tilflytter (en “junantuoma”) i Espoo.
Vi havde en ret klassisk sag. Et ungt par, lige under 30 år, begge oprindeligt fra Centralfinland, men som lidt efter lidt var endt med arbejde i hovedstadsområdet. Vi var interesserede i at købe vores egen bolig, da den ene af os allerede havde erfaring med det (en gammel lejlighed, der nu er en investeringsbolig), og den anden havde ASP-opsparing (ASP-säästöt) og ikke havde brugt sin ret som førstegangskøber endnu. Desuden var vi ved at være trætte af livet i en to-værelses lejlighed.
Den ene af os arbejdede i Tapiola i Espoo, den anden i Helsinki – jeg tror, det er Arabianranta. Espoo var et godt sted at bo, fordi den ene af os pendlede dagligt, og arbejdet lå i gåafstand. Den anden tog metroen til Helsinki en eller to gange om ugen. Tapiola havde gode faciliteter og fornuftige transportforbindelser, selvom vi som tilflyttere endte med ikke at bevæge os eller have så mange fritidsaktiviteter der, når alt kom til alt.
Vores krav til en bolig var mindst en tre-værelses (kolmio), da en to-værelses allerede ville være for lille nu og endnu mindre på længere sigt. Vores vildeste drøm var hver vores kontor, hvilket ville have krævet en fire-værelses. Tapiola var det foretrukne område, da vi så fortsat kunne gå til arbejde. Men Tapiola er i den dyre ende efter Espoo-standarder, så den mulighed begyndte at se umulig ud. For at nævne et par priser: den to-værelses lejlighed, vi lejede, ville have kostet omkring 280-300k, priserne på tre-værelses lejligheder startede ved 300k, og selv dem under 350k havde næsten altid en kommende rørrenovering eller anden “bekvemmelighed” i vente. Parcelhuse findes der næsten ingen af i Tapiola, da priserne hurtigt stiger til millionklassen eller i det mindste omkring den halve million.
Vi overvejede også den vestlige del af Espoo, primært langs den nye metrolinje. Vi kom dog frem til, at boligerne også dér koster en del. For en simpel tre-værelses skulle man af med mindst 250k, og beliggenheden begyndte at føles ret afsides i forhold til alt. Desuden ville der opstå problemer med, at man skulle tage offentlig transport til arbejde hver dag, hvilket koster både tid og penge. Udover tiden ville takstzonerne også øge prisen på pendling og fritidsture for den, der arbejder i Helsinki.
På et tidspunkt begyndte vi “for sjov” at kigge på, hvad vi kunne få på vores hjemegn i Centralfinland for de samme penge. Vi konstaterede hurtigt, at “drømmeniveauet” – altså et parcelhus med tre soveværelser – var fuldstændig realistisk uden at man skulle betale sig fattig. Derefter begyndte vi at kortlægge mulighederne. Vi kiggede nok på boliger i 6-12 måneder, før vi fik bid. Udover alt det tilfældige passede boligen også socialt set helt perfekt. Som tilflyttere i Espoo led vi lidt af ensomhed, men efter flytningen til hjemegnen har vi venner, forældre og andre bekendte inden for gå- eller i det mindste cykelafstand.
Huset var et parcelhus fra årtusindskiftet, som lige var blevet energioptimeret i forhold til opvarmning pga. energikrisen. En stor grund på et roligt sted med kun én synlig nabo. Prisen var 230k. Desuden havde de tidligere ejere lavet en ret god kosmetisk renovering af huset, så vi kunne flytte direkte ind uden dyre istandsættelser. Officielt ligger det i Jyväskylä, og man kan køre til centrum af regionshovedstaden på 20 minutter – og til indkøbscentre på 15 minutter.
Lige før vi skrev under på handlen, legede vi lidt på Etuovi og indtastede omtrent samme budget samt parcelhuse af samme størrelse og alder i Uusimaa. Søgningen gav os altid 10-20 resultater, og deres placeringer var steder som Inkoo, Raasepori, Lohja, Askola, Pornainen, Porvoo, Mäntsälä – og sandsynligvis i udkanten af disse steder. Vi konstaterede så, at pendlingen fra disse steder altid ville tage over en time hver vej, vi ville have brug for to biler, og derfor ville vi sandsynligvis alligevel primært arbejde hjemmefra – så hvorfor ikke bare arbejde hjemmefra det sted, hvor det føles bedst, nemlig på hjemegnen?
Senest i går var vi på arbejde i hovedstadsområdet. For arbejdsgiveren er det nok med ca. én dags fremmøde på kontoret om måneden, undtagen i december (juleferie), april (påske) og fra juni til august (sommerferie). Det er under ti dage på kontoret om året. Og nu hvor vi har øvet os i denne arbejdsform i knap et halvt år, og det hele fungerer fremragende, er arbejdsgiverens krav om fremmøde blevet endnu løsere. Og en af de mest mærkværdige detaljer i alt dette er, at vi begge lige nu får løn efter hovedstadsniveau, men har en udgiftsstruktur på provinsniveau 
Det kan selvfølgelig ændre sig på længere sigt, når lønnen skal forhandles ved medarbejdersamtaler osv., men indtil videre føles alt i livet til topkarakter.
. Vores middelindkomst er måske nok lidt højere end normalen i området. Naboerne er rigtig flinke børnefamilier i hele vores opgang med 6 lejligheder, og ungerne har haft masser af venner i gården (også fra de andre opgange).
. Dengang vi flyttede hertil, tænkte jeg, at østsiden nok også ville stige, hah
. Udbetalingen til den næste er selvfølgelig også bundet i denne, så man kan heller ikke ligefrem forære den væk.
, selv er jeg doven og foretrækker lejligheder). Børnene vil jo ikke skifte skole (selvfølgelig ikke, da de ikke kender til andet), og vennekredsen med fritidsinteresser er allerede bygget op her.