Hvor kan jeg finde en formel til beregning af forbrugerprisindekset? Jeg er primært interesseret i, hvad der indgår, og med hvilken vægt. En hurtig Google-søgning gav ikke noget.
Et andet spørgsmål: Er inflationsmålet på 2 % baseret på noget, eller er det bare grebet ud af den blå luft? Kunne det ikke lige så godt være 3 eller 1?
Jeg vil give Marianne et hint om dette! 
Hej! Jeg var inde på Statistisk Centralbureau’s hjemmeside og fandt følgende link om nye vægte i forbrugerprisindekset: Tilastokeskus - Kuluttajahintaindeksin painorakenne ja hyödykekori päivitetty vuodelle 2018
Samlet set omfatter den varekurv, som forbrugerprisindekset beregnes ud fra, ifølge Statistisk Centralbureau månedligt “50.000 prisoplysninger om næsten 470 varer fra ca. 2.700 butikker. Derudover indsamles ca. 1.000 prisoplysninger centralt.” Så det er ikke et lille projekt at indsamle disse prisoplysninger 
Dit spørgsmål om inflation er desuden meget aktuelt, da f.eks. euroområdet og Japan i årevis har ligget under målet trods en ultra-lempelig pengepolitik. Dette har også ført til kritik af målet. Den to procent inflationsmålsætning på mellemlang sigt er dog meget veletableret i centralbankerne. For eksempel begrunder USA’s centralbank, Federal Reserve, målet på deres hjemmeside som følger: “Over time, a higher (than 2 %) inflation rate would reduce the public’s ability to make accurate longer-term economic and financial decisions. On the other hand, a lower inflation rate would be associated with an elevated probability of falling into deflation, which means prices and perhaps wages, on average, are falling–a phenomenon associated with very weak economic conditions. Having at least a small level of inflation makes it less likely that the economy will experience harmful deflation if economic conditions weaken.”
Det betyder, at en inflation omkring to procent er “passende”: for eksempel kunne et mål på tre procent skabe usikkerhed på grund af for høj prisstigning, og et mål på én procent indebærer igen en risiko for at havne i en deflationsspiral.
Jeg håber, dette hjalp med dine spørgsmål!
Kæmper de lave renter dog ikke til en vis grad også imod inflationstakten. Ret få enkeltpersoner bruger i hvert fald ikke i høj grad på kredit, men virksomheder investerer i produktion på kredit. Det vil sige, at udbudskurven flytter sig betydeligt mere end efterspørgselskurven, som forbliver ret stabil. Resultatet er et prisfald. Og denne tendens ville man forvente fortsætter, så længe renten forbliver lav.
Folk låner selvfølgelig penge til ejerboliger, men det tages ikke med i beregningen af inflationen, hvis jeg har tolket det rigtigt.
Hvis man ønsker inflation, burde man så ikke netop påvirke forbruget, og den eneste løsning på det ville være helikopterpenge.
{“content”:“Interessant tankerække. Målet med lave renter er netop at få bankerne til at øge deres udlån til den private sektor, dvs. husholdninger og virksomheder. Udlånet er steget forholdsvis moderat, ca. 3 % årligt, og ligger for begge parters vedkommende under niveauerne før finanskrisen. \nForbrugernes forbrug kan øges dels med lånte penge, dels gennem indkomststigning. Sidstnævnte er gået langsomt i Europa, så husholdningerne er især afhængige af lånte penge til anskaffelse af varige goder, og mængden af forbrugslån er også steget, hvilket har afspejlet renteeffekten i husholdningernes forbrug. \nSelvfølgelig er boliglån en væsentlig faktor her, og der er taget mange af dem i Finland. I boligsektoren afspejler renteeffekten sig ikke kun som en faktor, der øger efterspørgslen efter boliger, men også som en stigning i formueværdierne (boligpriserne), hvilket til dels kan stimulere forbruget. Bolig (f.eks. husleje, rentefradrag på lån) er en komponent i inflationstallene, så effekten afspejles også der. Centralbanken kan naturligvis ikke direkte øge forbruget, men påvirkningskanalen er indirekte og kræver, at husholdningerne ønsker at forbruge (tillid til økonomien). Jeg håber, du fik fat i min tankestrøm :)”,“target_locale”:“da”}
Jeg vil dog argumentere for, at stigningen i bolig- og leveomkostninger går ud over andet forbrug, og at dens vægt i det samlede forbrug er større end den vægt på ca. 25%, der bruges til beregning af inflationen. Derudover går de midler, der bruges til bolig, ikke direkte ind i det cirkulerende forbrug, men ender primært med at blive geninvesteret via udlejere. Dette fænomen vil fortsætte, så længe der kommer nye boliginvesteringer, og flere og flere ønsker at købe en ejerlejlighed. Det virker som om, at flere og flere i dag ønsker at investere i en eller anden form. Alt dette går ud over forbruget. Og årsagen til dette er centralbankernes stimulerende pengepolitik og en ret stabil værdistigning, næsten uanset investeringsobjektet, i næsten ti år.
Jeg tror heller ikke rigtig på, at en stigning i boligpriserne har en særlig betydelig indvirkning på boligejerens forbrug, men at det afgørende kun er beløbet af de penge, der kommer ind på kontoen. Hvis en stigning i boligpriserne har en betydelig indvirkning på forbruget, så burde man stramme bygningsreglementet yderligere, så boligpriserne stiger, og den finske økonomi får en solid vækst 
Høje boligpriser og strammere lånebetingelser får folk til at spare endnu mere op til køb af bolig, hvilket betyder, at der ikke er penge nok til forbrug.
Et lavt renteniveau medfører desuden, at folk ikke har et presserende behov for at kræve lønstigninger, fordi indkomsten er tilstrækkelig til at betale renteudgifter. Hvis renteniveauet begyndte at stige, ville der komme pres for at få lønningerne til at stige.
Hvis et lavt renteniveau er nøglen til inflation og økonomisk vækst, hvorfor har det så ikke lykkedes i løbet af disse mange år? Der må være noget galt et sted, hvis tingene ikke fungerer, som man forestiller sig. Så vidt jeg forstår, strækker rentens virkning sig ikke først ud til flere år frem, men den burde skabe økonomisk aktivitet næsten med det samme.
I USA er arbejdsløsheden den laveste i 18 år, økonomisk vækst på 3%, men alligevel er renteniveauet stadig meget lavt. Burde inflationen ikke også være betydelig på disse grunde, hvis man forestiller sig, at lave renter virker?
Virkningen af lave renter virker, hvis det kommer som en chokvirkning. Hvis det bliver en ny normal, så virker det bare ikke, som vi har set, hvis målet er at hæve inflationen. Ellers kunne centralbankerne sænke renteniveauet endnu mere end nu og skabe den inflation. Hvorfor gør man ikke det og opnår det mål?
Hej,
der findes empirisk forskning om boligprisernes formueeffekt, som bekræfter, at ændringer i boligpriserne rent faktisk påvirker forbruget. En god finsk oversigt over dette fandtes f.eks. for et par år siden i Kansantaloudellinen aikakauskirja. Her forklares også, hvordan boligernes formueeffekt ses i makroøkonomien via forskellige kanaler.
Som tidligere nævnt, kan centralbanken ikke automatisk skabe privat efterspørgsel med en lav rentesats. I de seneste år har virkningerne af finans- og gældskrisen øget usikkerheden og udsat husholdningernes forbrugs- og virksomhedernes investeringsbeslutninger trods lave renter. For eksempel begyndte bankernes låneefterspørgsel ifølge ECB’s statistikker først at vokse i slutningen af 2015, selvom renten havde været meget lav længe før dette. Selvfølgelig tager det også tid for pengepolitikken at virke, men en vigtig faktor er også den generelle tillid til økonomisk vækst.
Generelt er det lidt for lige til at sammenligne renteniveauet med historien, da det økonomiske miljø har ændret sig efter finanskrisen, og det neutrale renteniveau, altså den rente, hvor pengepolitikken hverken er stimulerende eller strammende, er faldet. Derfor er pengepolitikken med det nuværende renteniveau mere strammende end tidligere, hvilket også har ført til et fald i de langsigtede prognoser for økonomisk vækst og inflation.
“Undersøgelser skelner dog typisk ikke mellem, i hvilket omfang forbrugseffekten skyldes den finansielle kanal, og i hvilket omfang den skyldes den rene formueforbrugseffekt.”
Undersøgelser har formentlig ikke taget hensyn til årsagen til stigningen i boligpriserne. Hvis prisstigningen hovedsageligt skyldes billige lån og gældsætning, kan forbrugseffekten skyldes billige lån og ikke stigningen i boligpriserne. Desuden kan kausaliteten mellem boligpriser og forbrug ikke fastlægges særlig godt. Stigningen i boligpriserne kan skyldes øget forbrug og den deraf følgende økonomiske udvikling.
“I lande, hvor lånemarkederne er meget konservative, kan betydningen af sikkerhedsstillelse være lille, og man er nødt til at spare betydelige beløb op på forhånd til en bolig. I et sådant tilfælde kan ændringer i boligpriserne have en omvendt effekt på forbruget, som det ifølge Muellbauer og Murata (2008) ser ud til at have været tilfældet i Japan.”
Den undersøgelse blev også offentliggjort i 2008, hvorefter kriterierne for långivning er blevet strammet betydeligt. Desuden skal man som følge af stigningen i boligpriserne spare endnu mere op, før man køber en bolig.
Generelt er det ret farligt at adskille fra helheden, da det kan forvrænge det samlede billede. Der er helt sikkert en korrelation mellem de to, og stigningen i boligpriserne vil helt sikkert øge forbruget, hvis andre forhold forbliver uændrede. Hvis andre forhold ændres, kan korrelationen mellem de to endda være omvendt.
Hej, jeg faldt lige over en nyere finsk undersøgelse, der støtter, at formuespåvirkningen kan ses hos boligejere: http://www.stat.fi/tup/julkaisut/tiedostot/julkaisuluettelo/ywrp4_201400_2014_12583_net.pdf
Selvfølgelig kan man også kritisere denne, helt sikkert lige fra forskningsmetoderne