Her ser vi, hvordan det at tale om en betaler fører på vildspor. Det leder nemlig til at tænke på hele økonomien, som om der ikke findes andet end handel mellem enkelte individer.
Pensionisters minimumsindkomst og sundhedspleje organiseres i praktisk talt alle industrilande offentligt. Selv i USA, dette mønsterland for svigt af individet, findes der social security (et offentligt pensionssystem, der dækker næsten hele den ældre befolkning) og medicare (en offentlig sygesikring, der dækker næsten hele den ældre befolkning).
Beslutninger om et sådant system træffes gennem den normale beslutningsproces i den offentlige sektor, og i republikker er den stærkeste gruppe den, der er i stand til at bringe flest venligtsindede vælgere til stemmeurnerne. Når vi nu taler om de store årganges anliggender, må man huske, at de er mange, og at de (i modsætning til de unge) er vant til at bruge deres stemmeret.
Dette er i øvrigt en af de centrale præmisser i bogen The Great Demographic Reversal: Ageing Societies, Waning Inequality, and an Inflation Revival.
Det interessante spørgsmål er derfor ikke, om den offentlige sektor har viljen til at sørge for pensionisternes velfærd, men om den er i stand til at gøre det.
Som udgangspunkt har staten voldsmonopol og dermed evnen til at overtale enkelte mennesker til at handle på en bestemt måde. I praksis nøjes staten for det meste med at true med vold og styrer folk til at betale skat og i øvrigt handle efter loven.
I den økonomiske debat får spørgsmålet om, hvilke begrænsninger de økonomiske naturlove lægger på statens handlen, mest opmærksomhed. Vi midaldrende og de, der er ældre end os, husker 1990’ernes tale om markedskræfterne, som ikke efterlod meget handlerum for lille Finland. I andre lande har statens forsøg på at bøje økonomien efter sin egen vilje nogle gange ført til ødelæggende hyperinflation.
Mit tidligere indlæg forsøgte at reflektere over dette spørgsmål.
Mit eget svar er, at det er alt dette, på samme måde som kuusi på finsk er både et tal (seks), et træ (gran) og dit himmellegeme (din måne). Det vil sige, at man med ordet penge mener forskellige ting i forskellige sammenhænge. Jeg hælder efterhånden til synspunktet i denne bog:
Du har helt ret i, at vores offentlige sundhedsvæsen er i krise. Jeg vil påstå, at der er to store årsager: (a) den finske betaler-diskurs får beslutningstagerne til at frygte de forkerte ting, når der fokuseres på penge, hvor man burde tænke på realøkonomien, og (b) en elendig strategisk ledelse. Sundhedssystemet er gennem årtiers deloptimering blevet kørt ud i en ressourcekrævende og dårligt fungerende tilstand.
Jeg blev ved med at overveje, om jeg nu taler så meget politik, at indlægget burde flyttes dertil, og jeg læste trådens startindlæg:
Dér blev virkeligheden jo konstateret allerede i november 2018.
Måske passer denne diskussion dog bedre her i tråden om de langsigtede økonomiske trends. Det er trods alt mere lænestolsfilosoferen over makroøkonomi end børshandel eller egentlig politik.