Personligt ønsker jeg, at bæredygtighedsaspektet begynder at blive bragt endnu mere ind i lavprisbranchen, selvom det ikke nødvendigvis er en vinderstrategi rent salgsmæssigt. Alligevel mener jeg, at Dollarstores dårlige resultater handler om andet end blot det faktum, at man måske ikke længere sælger varer af så lav kvalitet som før.
Jeg ser også Kina som en tikkende bombe, hvis eksplosionstidspunkt vi ikke kender, og på lang sigt er stramninger af kvalitetskravene til forbrugerprodukter uundgåelige, blandt andet på grund af nødvendigheden af at begrænse væksten i forbruget af naturressourcer.
Inden for ansvarlighed er Tokmanni desværre ikke nogen frontløber, men jeg synes stadig, det er positivt, at opfattelsen af produktkvaliteten i lavprisbutikker ikke længere er den samme som i for eksempel 1980’erne. Og forhåbentlig er den ikke den samme i 2040’erne som i 2020’erne.
Dollarstores konceptændring virker fornuftig på lang sigt. Men hvor fornuftigt var det egentlig at købe en butikskæde til en høj pris, hvis den skal sprænges i stykker og genopbygges helt fra fundamentet? Hvad betalte man i sidste ende for? Og hvordan skal forbrugere, der gennem årtier har opbygget et billede af Dollarstores udvalg og kvalitet, pludselig lære at ændre deres opfattelse af selskabet?